Christina Hagen

Christina Hagens ”POW POW POW” (2024) med genrebetegnelsen pistoldigte er en hjerteskærende bog om at vokse op i et miljø med svigt og overgreb, om at se sporene efter en ydmygende barndom trække med ind i voksenlivet og om at være bange for at blive slået ihjel.

I bogens første del ”POW” hedder alle teksterne BANKE BANKE PÅ og flere begynder som vitser, gåder eller skrøner: ”Hvad kalder man…”, ”Det var den om…” og ”Alle børnene…”, og det muntre anslag står i skarp kontrast til digtenes barske virkelighed. Karaktererne omtales som molboer, forstået som lidt stakkels og hjælpeløse typer, der falder udenfor normalen. Der er børn, hvis forældre ikke kan passe på dem, og voksne, der slår kæledyr ihjel og overskrider børns grænser. Flere tekster er skrevet på dialekt, og stemningen er jævnt trøstesløs.

137655799

Digtene i bogens anden del foregår i Danmark og Grækenland, og her taler et jeg om en altid uforløst længsel efter kærlighed og samhørighed, og i sidste del er teksten brudt systematisk op i linjer á tre ord, så læsningen bliver staccato og forstyrret. Det er dels fortællingen om et jeg, hvis underbo lever i frygt for, om hendes psykisk voldelige mand har en pistol og vil slå dem alle ihjel. Dels er det en karakteristik af molboen, der opfylder alles behov og skylder andre for deres venlighed og opmærksomhed. Det er, som om skammen klæber til molboen som mug. Og med satirisk bid bliver det rige Danmark hånet for overforbrug, ødselhed og selvgod selvfremstilling, her på jysk: ”Guldpostej i æ/ Lokum en healingskrystal/ Å tværs i/ Di faldstamme” (s. 117).

Christina Hagen fortæller selv, at hun er vendt tilbage til sin opvækst i Herning for at samle oplevelser til en art kollektiv historie fra den del af samfundet, hvor sproget ikke er præcist nok til at trænge igennem. Som skrivningen skred frem, opdagede hun et overordnet tema: ”Jeg skrev for at få det bedre, og jeg skrev om alt det, jeg kunne huske, og som, jeg mente, havde en betydning for, hvordan jeg har det nu. Det var først, da jeg fik skrevet alle historierne ned, at det gik op for mig, at stort set alle handler om mænds vold.” (Peter Nielsen: »I det mindste kan jeg nu fortælle, hvad der foregik i lejlighederne. Ikke mindst fordi det stadig sker«. Information, 2024-01-11).

I 2014 udgav Christina Hagen coffee table bogen ”Boyfrind”, hvis cover prydes af et foto af en penis og en kvabset vom, hvorpå titlen er skrevet med lyserød tusch i infantil stil med stavefejl og hjerte over i’et. Der er hverken forfatternavn eller genremarkør til at præsentere værket. Bogens otte afsnit er skrevet på skoleengelsk i en svært læselig håndskrift, med tusch i forskellige farver, overstregninger og stavefejl – fortælleren har erklæret aldrig at ville forfatte noget på korrekt dansk igen. Til delvist at understøtte fortællingen er bogen rigt illustreret af fotografier, der er hverdagssnapshots af mennesker, planter, kvinder på en strand, billeder fra en bus i solskin og slidte, rodede rum.

Den kvindelige jegfortæller er i bogens begyndelse lige blevet kæreste med Boyfriend, der er bedre uddannet og begår sig i andre sociale lag end hende.

51032705

Hun både væmmes ved og tiltrækkes af de klasseforskelle, der kommer til udtryk i evnen til at formulere sig korrekt og reflekteret, deltage i dannede samtaler og holde sig inden for rammerne af det socialt vedtagne. Hvilket fortælleren grundlæggende ikke har lyst til. Hun taler nemlig det uperfekte menneskes sag.

Når fortælleren rejser ud i verden, med eller uden boyfriend, slipper hun alligevel ikke på noget tidspunkt hans tankesæt: Hvad ville boyfriend synes/gøre/tænke i den her situation? Fortælleren kan ikke finde sig selv, fordi boyfriends blik på hende (som hun ser det) definerer hendes valg, og hun forsøger at nærme sig ham ved at være som ham: i Madrid opsøger hun en kvindelig prostitueret, for det ville Boyfriend gøre. Prostitutionen vendes i bogen på hovedet, da fortælleren på mange måder prostituerer sig selv i forholdet til boyfriend. 

Fortælleren elsker, at hendes dominerende og bedrevidende kæreste nedvurderer hende, og ”Boyfrind” er et skamløst portræt af en selvudslettende kvinde, der lever gennem andre, uden egen kerne eller integritet. Værket udtrykker en tro på, at både det hæslige og almindeligt menneskelige er ok, og fortælleren kaster på den måde lys over det, vi fordømmer og giver ordet til dem, der ikke får taletid i medierne eller i intellektuelle forsamlinger.

Christina Hagens ”Jungle” fra 2017 ligner ”Boyfrind” i form og indhold. Snapshots fra ferierejser, dick pics og barndomsbilleder blander sig med teksten, der er skrevet på receptblok, er skærmprints af mailkorrespondancer og messengerbeskeder og som helt almindelig sort tekst på hvid baggrund.

Alle bogens afsnit rundes af en art anmeldelse, hvor Informations kritiker Lone Nikolajsen giver en kort opsummering, vurdering og analyse af det pågældende afsnit, Hagens yngre forfatterkollega Signe Maxen har skrevet et af bogens afsnit, nogle andre har tegnet junglebilleder, hendes forlagsredaktør kommer med indvendinger, og i praksis er bogen et samleværk med Hagen som kurator snarere end som klassisk forfatter.

52997712

Centralt i værket er skismaet mellem at være kontrolleret, intellektuel og selvoptaget og at være i et med naturen og sig selv, manifesteret fysisk og mentalt i junglen. I et kapitel fortælles om lykken ved all-inclusiveferie med dens fravær af ansvar og forpligtelser samt om den modne, hvide kvindes forhold til fattige, sorte mænd. Hvem køber sex af hvem, og hvad implicerer det af magt og racisme?

Afsnittet ”Jylland 4-ever” er en lidt forceret hyldest til det ægte Jylland over for det forlorne København, ”Heltedigte” er en besyngelse af en smuk svømmer, som fortælleren har været dødeligt forelsket i (kan man læse ud af den mailudveksling mellem forfatter og redaktør, der er optrykt), og ”Sugar mommy” og ”Har opgivet kærligheden” handler om hhv. mødet mellem hvid kvinde og sort mand og en række ekskæresters bud på, hvorfor forholdene ikke holdt. Blandt teksterne er helsides pornografiske fotografier.

Fordomme og internaliseret racisme raser gennem bogen, som undviger at svare på, om den skal læses for pålydende. Hagen har i interviews udtrykt infantile, sexistiske og racistiske holdninger, der minder om karakterernes, og hun moser på den måde ind over alle kendte skel i forhold til politisk korrekthed. Bogens tilblivelse og redigeringsproces er anskueliggjort, og som sådan forlader forfatteren rollen som et ophøjet geni, der har lavet et formfuldendt værk immunt over for kritik. Værket fylder langt mere end blot denne glittede bog, når Hagen aktivt performer sin forfatterpersona, udtaler sig provokerende og i det hele taget inddrager debatten om bogen i sit forfatterskab.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Jungle"

Med stort set identisk layout som ”White Girl” udkom Christina Hagens ”White Girl 2” i 2017, lige efter ”Jungle”. Denne gang er digtene inspireret af konkrete politikerudsagn, Facebooktråde og chatrooms, og mange af teksterne vil være genkendelige i tema for den, der følger debatten i Danmark.

Sproget er også her pidgindansk med omvendt ordstilling og ukorrekt grammatik, og tonen er vred. Stemmen indtages af White Girl, der har fået nok af alle de sortes privilegier og positive forskelsbehandling, når f.eks. en forfatter med mørk hud får ubegrænset taletid i Go aften Danmark, og alle synes, det er spændende, at en person med mørk hud overhovedet kan skrive og i hvert fald må have noget meget autentisk og eksotisk at skrive om. Den ekstreme generalisering, som medier og samfund opererer efter, bruger Hagen i teksterne ud fra konkrete sager.

53175457

Daværende integrationsminister Inger Støjberg lavede i februar 2015 et opslag på Facebook om nogle indvandrerdrenge, der havde kastet med popcorn i biografen. I ”White Girl” er der først en let medfølende tekst om en meget træt og romantisk indstillet minister, der bare gerne vil se film i fred; i resten af bogen kaldes Støjberg konsekvent popcornpolitikerdame.

Seks af de 46 tekster er håndskrevne med overstregninger, blodpletter og til dels svære at læse. Det er igen den uperfekte stemme, der taler; ikke en fejlfri forfatterstemme.

White Girl påpeger de mere eller mindre bevidste strategier, som medier, arbejdspladser m.fl. benytter sig af for at komme eventuelle indvendinger om racisme i forkøbet: I Vild med dans er der altid en brunhudet med, og i enhver respektabel virksomhed har man en brun frontfigur siddende til at vise, hvor fordomsfrit et sted, det er. Men denne person arbejder ikke på chefgangen, hvor de vigtige beslutninger bliver taget. På den måde trækker White Girl tøjet af de forlorne intentioner: Nu har vi en brun med, så kan I ikke komme efter os.

White Girl har ædle intentioner om at møde verden fordomsfrit, men kan ikke holde hverken fordomme og domme væk. White Girl inkarnerer velmenende hvide menneskers forlorne snak om at redde verden og besøge deres sorte venner i Bronx, men som i grunden hellere vil blive hjemme på Vesterbro, hvis der nu kom lagersalg hos Vibskov.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "White Girl 2"

I et satirisk opgør med en omsiggribende politisk korrekthed og en hastigt voksende krænkelsesparathed i samfundet udgav Christina Hagen i 2019 ”Korrekthedsbibelen”, hvis indledende motto er ”Skam Dem”. Med sirlig håndskrift på ternet papir opstilles med gammel ortografi forskellige scenarier, hvor nogen muligvis kunne føle sig som et offer. Det bliver både komisk og grotesk: ”Venligst ikke spørg Ekspedienten om en Bluse eller Kaffekande kan ”fås i en anden Farve”, idet Fokus på Farve kan opfattes som refererende til andre Områder af Livet, hvor Spørgsmålet er stigmatiserende og diskriminerende” (s. 12).

Det er en pointe i bogen, at der i alle tænkelige situationer potentielt er en, der vil kunne føle sig krænket, og det viser sig derfor stort set umuligt at tale eller agere, uden at nogen vil kunne føle sig som offer. De forskellige stemmer i bogen – markeret med forskellige håndskrifter og computertypografier – er fælles om en bedrevidende løftet pegefinger, der fordømmer alle (!) slags handlinger og udsagn.

46157818

I ”Korrekthedsbibelen” taler Christina Hagen ind i en kultur og en lang række konkrete sager fra virkeligheden, hvor ytringer eller opførsel har ført til anklager om krænkelse. Hun problematiserer holdningen om, at den privilegerede ikke har ret til at ytre sig: Den hvide, (privilegieblinde) mand må i hvert fald ikke udtale sig om andet end at være hvid mand.

Med overdrivelser og komik peger Hagen fingre ad et samfund, der er sygeligt optaget af at kunne blive misforstået og forulempet i en grad, så man næsten ingenting kan sige. Er løsningen, at staten bestemmer det hele, så vi ikke hele tiden skal sammenligne os med naboen og vurdere, hvem der har ret? Bogens ærinde må være, at hvis alle opfører sig ordentligt, tager ting lidt mindre personligt og har lidt mindre travlt med, hvad andre gør, så vil verden være et rarere sted at være. Eller som Hagen selv siger det: ”Min bog siger: Stop med at finkæmme alt for potentielle fornærmelser. Fokuser på det, du har tilfælles med dine medmennesker og øv dig i at æde en fornærmelse i ny og næ. Husk på, at alle har sårbare områder – også de såkaldt privilegerede.” (Pressetekst).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Korrekthedsbibelen"

Der er noget fandenivoldsk over Christina Hagens bøger. I “Sexdronning” er teksterne tabukonfronterende i deres indhold og samtidig eksperimenterende og vildtvoksende i deres form. De forskellige jeg-fortællere fremstår forskruede, beregnende og iskolde, og blandt disse ‘fucked up’ fortællere hersker der væmmelse, fremmedgørelse, had, magt, dobbelthed, fantasier, illusioner og dumhed. På samme tid er det også fortællinger om ‘ægte’ mennesker, om menneskelige relationer, om kvindelighed og om forskruet kærlighed.

Christina Hagen interesserer sig for det, der er imellem det vi siger, og det vi føler: ”Jeg tror, jeg interesserer mig for at teste det, der normalt betragtes som det rigtige, det gode, det sande. Da jeg skrev “Sexdronning” var motoren vrede. Jeg var irriteret over, at den litteratur jeg mødte, der beskrev sex set fra en kvindes synspunkt, altid var så pussenusset og fin og poetisk. I mine tekster vil kvinderne oftest bare kneppe en model, fordi han er lækker, have pik, fordi det har de lyst til, eller spille uskyldige udelukkende for egen vindings skyld. Jeg er træt af kvinders offerrolle i litteraturen. Jeg er træt af, at vi er så vrede på mænd, der gør os ondt. Hvis kvinderne i mine historier er stakkels, så er det som regel deres egen skyld.” (Mailinterview med Susanne Nørgaard, 2008).

Brevromanen ”71 breve til M” er en undersøgelse af menneskelig ondskab, en uendelig privat og tabuiseret egenskab. Om bevæggrunden til at skrive om ondskab siger Hagen: ”Det, som vi kalder ondskaben, er en naturlig del af os alle, som vi kun nødigt vil stå ved. Andre uønskede menneskelige drifter og træk trives jo også godt i litteraturen – jalousi, hævngerrighed, perversiteter, depression etc.” (Mikkel Fyhn Christensen og Kasper Schütt-Jensen: Ondskaben bor i os alle. Jyllands-Posten, 2013-01-26).

Et andet fikspunkt i forfatterskabet er forholdet mellem magt og sprog og spørgsmål om, hvilke magtfaktorer, der ligger i sproglige handlinger. Hagen er interesseret i, hvordan den danske middelklasse taler om minoriteter, hvordan kultureliten taler om kriminelle, og hvordan man i det danske samfund taler om udlændinge og indvandrere. I et interview i Weekendavisen sagde hun om ”White Girl”: ”Sproget fungerer som et rum, hvor vi låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af, at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog, der er blevet brugt for meget til at manipulere med.” (Lasse Lauridsen: Den hvide piges byrde. Weekendavisen, 2012-07-20).

I forbindelse med udgivelsen af ”Jungle” påtalte Christina Hagen i et interview i Information, at mange mennesker ikke står ved deres grimme og politisk ukorrekte holdninger, og det affødte en debat mellem forfattere, litterater og kritikere om, hvad kunst skal og må, og hvor grænsen går mellem forfatterens holdning og værkets eget udsagn. Har kunsten frit lejde til at sige og skrive, hvad den vil, eller har kunsten og kunstneren en forpligtelse på at gøre op med f.eks. sexisme og racisme? Med ”POW POW POW” griber Hagen tilbage til en barndom i et miljø præget af utryghed og vold, og som hun siger i bogens pressemeddelelse, så er det en bog om ”at blive så fortrolig med vold og uforudsigelighed i et barndomsmiljø, at man som voksen trives bedst i netop det.” I den bog forener hun sin sociale indignation med sine sproglige undersøgelser af magt og identitet.

Christina Hagen vader hen over tabuer i “Sexdronning”, og der er ingen moralsk opbakning eller redning til de minoriteter, som hun trækker ind i sine noveller. Hendes egen første inspiration er Jan Sonnergaard: “Det var Jan Sonnergaards “Radiator”, som ændrede alt. Jeg havde aldrig før læst en hel bog, og jeg var vanvittigt fascineret af manden, der, som jeg så det, formåede at smøre virkeligheden ud med ord. Han havde ikke det litterære filter, som er så dræbende kedeligt, men samtidig så svært at undgå. Jeg følte, at jeg havde fundet min soulmate – et lige så kynisk og dumt svin som mig selv. “Radiator” handlede om ondskaben og elendigheden og ensomheden. Alle de ulovlige ting, der optog mig mere, end de burde” (Refleks: “Jeg er en pluklæser”. Information, 2008-09-06).

Hos Christina Hagen er grumheden og grimheden eksplicit og udtalt. Hun vover sig ud i stil- og formmæssige eksperimenter, hendes sprog er sprudlende, og hun beskriver personer og situationer nøgternt, skarpt og råt på en måde, som får tankerne hen på Christina Hesselholdt og de næsten modbydeligt uhyggelige skildringer og stemninger i Marlon-trilogien.

De mange små “Jeg husker...” sekvenser, som er lagt ind som små mellemstykker i “Sexdronning”, og opskrifterne til de fattige og sultne afrikanere kan minde om Peter Seebergs “Dinosaurusens sene eftermiddag”, hvor han eksperimenterer med lister, remser, opskrifter, nekrologer og så videre. De små tekster beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som lægges tilsyneladende ubearbejdet frem for læseren.

Christina Hagen nævner selv Forfatterskolekollegerne Kristina Nya Glaffey og Lone Hørslev som talentfulde forfattere, og deres værker “Lykkejægerne” og “Naturlige fjender” som nogle, der har gjort indtryk på hende, og som hun har respekt for. Nya Glaffeys ”Padder og krybdyr” (2012) fremviser satirisk lesbiskes fordomme om såvel andre lesbiske som om heteroseksuelle og tydeliggør, hvor meget vi som mennesker opererer med meget smalle kategorier af ’dem’ og ’os’, og at der trods ligheder mennesker imellem altid vil være store og definerende forskelle også.

Den vrede, som ”White Girl” og ”White Girl 2” udtrykker, ligner lidt den vrede, som Maja Lee Langvad gav los for i ”Hun er vred” (2014), og som Lone Aburas adresserer i sin agitpropudgivelse ”Det er et jeg der taler” fra 2017. Maja Lee Langvad har i lighed med Hagen udgivet to bøger, der ligner hinanden betragteligt i form og indhold: ”Find Holger Danske” (2006) og ”Find Holger Danske Appendix” (2014).

I ”POW POW POW” skriver Christina Hagen ikke-dømmende fra og om en dansk underklasse, som man også kan møde hos en forfatter som Thomas Korsgaard. Rasmus Theisen skriver i sin gyserroman ”Molbohistorier” (2023) også om molboer og den tunge del af Danmark, hvor svigt og fattigdom er udbredt.