Sexdronning

Citat
“Jeg væmmes ved skvulpende kvindefedt og stride hår på blege stolpede kommodeben med mærker efter stramme tennissokker. Som lange strimler af rødspættekød, der har fået sugemærker af en underlig fisk, som har deepthroated med sit lille gab. Jeg gyser ved tanken om hornagtige, gullige, uklippede, ulakerede tånegle, der gror ud over sandalkanter og ligner en Prima Donna-ost, som har klonet sig med en ferskvandsøsters. Og dusken af hår på storetåen, den hader jeg også.”
“Sexdronning”, s. 84.

Christina Hagens debut “Sexdronning” fra 2008 består af tre korte portrætter af mandlige elskere, en Familien Danmark-novelle om campister, en lang novelle i ni afsnit om den frustrerede, lesbiske psykolog og hendes kæreste Cecilie, tre madopskrifter særligt henvendt til fattige, sultne afrikanere og en tv-montage i forklædning. Desuden er syv tilbagebliksagtige sekvenser vævet ind imellem dette kludetæppe af fortællinger. I disse sekvenser berettes om alt fra bistroen ved Vibenshus Runddel og barndommens ferier til en dame, der fik så meget sex, at hun blev tyk af sæden.

I de tre første noveller, “Mads”, “Sambo” og “Klaus”, dissekerer en (kvindelig) jeg-stemme sine mandlige elskere. Hun veksler mellem fascination og kærlighed, chauvinisme og had, når hun eksempelvis forlader elskeren Mads, før han selv når at blive træt af hende. Hun elsker, at han ser på hende, som om hun er den mest fantastiske kvinde i verden, men hun hader ham samtidig: “som et tarveligt reklamehæfte fra Netto med gule sider og sorte hunde” (s. 11). I “Sambo” gør jeg-fortælleren sig stærkt patroniserende, chauvinistiske og tingsliggørende tanker om sin sorte elsker, der ligger ved siden af hende i sengen og i novellen “Klaus”, hvorfra bogens titel er hentet, ligger den kvindelige fortæller under for den smukke og rige Klaus fra Hellerup, mens hun selv beskrives som bumset og hårdt sminket – en ‘Pretty Woman’.

27381421

“Sexdronning” kredser om skævhederne i det menneskelige sind, de ujævnbyrdige relationer og voldsomme stemningsskift. Novellen “Cecilie” er den mest overlegne gennemspilning af temaet. Det er en grum fortælling om jeg-fortælleren, en mandhaftig lesbisk psykolog i smækbukser og hendes unge, smukke og næsten uhyggeligt tynde kæreste Cecilie. I det første af novellens ni afsnit er forelskelsen i Cecilie uforbeholden og smuk, men efterhånden som det går op for fortælleren, at Cecilie er ved at forlade hende, folder hun sig ud som fuldbyrdet kvindehader. Cecilie bliver alt det, hun afskyr, og de spidse knæ, som i starten nævnes som smukke, sprøde kyllingelår, bliver noget hun får kvalme af. Novellen kulminerer i lange, kulsorte og uhyggelige udfald mod kvindekønnet, fantasier om at være en 160 kg tung mand, hedde Leo og leve af toastbrød med chokoladekrymmel, og fortælleren bliver uhyggeligt beskrevet som en sadist, der folder sig ud i både ord og gerning, da Cecilie bliver voldtaget med en champagneflaske på en kold strand.