Peter Seeberg

Peter Ejnar Lauritzen Seeberg blev født i Skrydstrup i Sønderjylland og voksede op i et indremissionsk hjem. Hans far, der døde, da Seeberg stadig var dreng, var degn i den lokale landsbykirke. Efter farens død flyttede Seeberg med sin mor til Haderslev, hvor han tog sin studentereksamen i 1943. Samme år drog han til Berlin, hvor han havde meldt sig som frivillig i UFA-filmstudierne, der indspillede film for Joseph Goebbels’ propagandaministerium. Denne beslutning, samt en skolestil, hvori han beskriver Adolf Hitler som både dæmonisk og genial, har efter Seebergs død givet anledning til diskussion om graden af den unge Seebergs fascination af nazismen. Dét selvom Seeberg, mens han levede, tog stærkt afstand fra Hitlers politik.

Før han rejste til Berlin, havde Seeberg skrevet hele 12 upublicerede manuskripter til både skuespil og romaner, og han opfattede i en periode sin forfatterkarriere som afsluttet, selvom den knap nok var begyndt. Den egentlige litterære debut fik han først flere år efter krigens afslutning med novellen ”Spionen”, der blev trykt i tidsskriftet Perspektiv i 1954.

Oplevelserne i filmstudierne inspirerede ham til at skrive debutromanen ”Bipersoner”, der udkom på Arena i 1956, efter at større forlag som Gyldendal havde afvist den særprægede kollektivroman.

I sin ungdom var Peter Seeberg meget optaget af den tyske filosof Friedrich Nietzsches tænkning, og som afslutning på sine litteraturstudier på Københavns Universitet skrev han magisterkonferens om filosoffens bog ”Morgenrøde” (1881). Derudover oversatte Seeberg Nietzsches aforismer.

I 1953 blev Peter Seeberg ansat på Nationalmuseet. Her skulle han bl.a. kategorisere og skrive resumeer af arbejderes levnedsskildringer. Dette arbejde, samt hans bidrag til Gyldendals børneleksikon, inspirerede til den saglige, eksakte skrivestil, som han er kendt for. Der er en rolig klarhed i hans skrift, og blandt hans tekster findes flere beskrivelser af mennesker ud fra deres slægtstavler og andre afsmitninger fra hans arbejde i museumsverdenen. Som 35-årig blev han ansat som museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum, hvor han arbejdede fra 1960 til 1993.

I dag regnes Peter Seeberg som en af nyere dansk litteraturs vigtigste prosaister, og hans tekster er obligatorisk læsestof i gymnasiernes danskundervisning. 

Peter Seebergs debut faldt sammen med modernismens gennembrud i dansk litteratur i 1950’erne. Det skete med den særprægede roman ”Bipersonerne”, der udkom i 1956 på forlaget Arena. Historien foregår i Berlin i 1943 og skildrer en gruppe tvangsarbejdere, deporteret fra de besatte lande. De arbejder i UFA-studierne med at opstille kulisser til propagandafilm. Her lever de som historiens bipersoner uden at forholde sig til hverken krigen eller deres egen skæbne. De er på én gang anbragt i historiens centrum og uden for alting i bevidsthedens fiktionsrum. Dette er personernes dilemma, der spejles i romanens teknik.

”Der er sket det mærkelige, at den realistiske litteratur i dag har ændret sig totalt,” siger Peter Seeberg. ”Mennesker opfatter ikke realistisk mere, de kender ikke mere det håndgribelige, og derfor kommer en nøjagtig virkelighedsskildring ubevidst til at rumme en art symboliserende tendens.” (Lars Handesten m.fl.: Dansk litteraturs historie. Bind 6. Gyldendal, 2007. s. 179.) Stoffet (der er selvoplevet) kunne være blevet til endnu en bog om krigen, dens historiske, ideologiske og moralske perspektiv. I stedet bliver det til et billede af det virkelighedstab, som er modernismens grunderfaring.

52383919

I dette univers følger vi personerne over seks dage, hvor intet begynder, og intet ender. Men inden for dette korte forløb registreres i impressionistisk oplevede situationer de små psykiske forskydninger i sindet – imod åbning eller forstening. Her sætter romanen det fundamentale skel.

Den centrale figur er danskeren Sim, hvis navn er en konjunktivform af det latinske ”"at være”" og altså udtrykker en ikke virkeliggjort længsel efter egentlig eksistens. Sim har – modsat de øvrige – frivilligt opsøgt krigens virkelighed og opfatter sig derfor som ”"hovedperson”" og nærmere målet end de andre. Men det går op for ham, at det netop er hans forkrampede vilje til at møde virkeligheden, der stiller sig i vejen for hans ønske.

Sims modbillede er den mystiske Balteren. Han har mistet alt i krigen, ejendom, sprog, erindring. Men ud af sit tab formulerer han romanens utopi: ”- Nu ved man ikke mere, hvor man kommer fra, fortiden er borte, et sted man har drømt. Og derfor er man måske mere til her end de fleste, selv om det ikke ses. (...) Jeg kunne måske også tilføje et og andet, om sindet, som er uden forudsætninger, og som bryder igennem i denne fremmede verden, og her skal det være, i denne fremmedhed er dets sted.”

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Bipersonerne"