peter seeberg
Foto: Gyldendals Billedarkiv

Peter Seeberg

Bjarne Sandstrøm. 1994. Opdateret af cand.mag. Louise Rosengreen, Bureauet, august 2018.
Top image group
peter seeberg
Foto: Gyldendals Billedarkiv
Main image
Seeberg, Peter
Foto: Ole Steen

Indledning

Peter Seeberg var en af den danske modernismes mest præcise, absurde og eksistentielt undrende stemmer. Med sin særlige sans for detaljer og sine minutiøse beskrivelser skaber Seeberg i sine romaner og noveller et realistisk hverdagsunivers, der brydes af uventede bizarre og groteske begivenheder. Sproget er nøgternt og klart, og både karakterer, temaer og formen på de eksperimenterende kortprosatekster vidner om hans mangeårige arbejde i museumsverdenen og oprigtige interesse for historie, filosofi og litteratur. Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner og noveller.
Peter Seeberg karakteriserede som ung digter (i 1961) sit forfatterskab som "smalt og af spartansk karakter, med få motiver, hvis der er mere end det ene - egocentrisk i fundamenteringen - end viljen til at nå bund i det bundløse". Seebergs debut faldt sammen med modernismens gennembrud i dansk litteratur i 50'erne. Den skete med den særprægede roman Bipersonerne (1956).
Peter Seeberg, hvis forfatterskab tog sit udgangspunkt i modernismens strenge bevidsthed om menneskets fremmedhed, har med sin vision af historiens entropi som utopi vist sig som den store bekræfter.

47297257

Blå bog

Født: 22. juni 1925 i Skrydstrup.

Død: 8. januar 1999 i Humlebæk.

Uddannelse: Mag.art. i litteratur, Københavns Universitet, 1950.

Debut: Bipersonerne. Gyldendal, 1956. Roman.

Priser: Det danske Akademis store pris, 1977. Blicherprisen, 1983. Nordisk Råds Litteraturpris, 1983. Herman Bangs Mindelegat, 1990. De Gyldne Laurbær, 1991.

Seneste udgivelse: Øvrige noveller og kortprosa. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2019. (Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa).

Inspiration: Friedrich Nietzsche, Walt Whitman og Samuel Beckett.

Periode: Dansk modernisme

Se filmene:

Amor Fati - portræt af Peter Seeberg Filmcentralen / Undervisning

Syv-et Filmcentralen / Undervisning

Niels Barfod om Peter Seeberg

 

Artikel type
voksne

Baggrund

” – Det er slet ikke livet endnu, det kommer måske aldrig.
– Hvad er livet, siger Conrad.
– Det er det, jeg ikke ved, siger Fridolin.
– Tror du ikke, du tager det for tungt, siger Conrad.
– Jo, jo, siger Fridolin, men hvad er der ellers?”

”Argumenter for benådning”, s. 55-56.

Peter Ejnar Lauritzen Seeberg blev født i Skrydstrup i Sønderjylland og voksede op i et indremissionsk hjem. Hans far, der døde, da Seeberg stadig var dreng, var degn i den lokale landsbykirke. Efter farens død flyttede Seeberg med sin mor til Haderslev, hvor han tog sin studentereksamen i 1943. Samme år drog han til Berlin. Han havde meldt sig frivilligt til at arbejde i UFA-filmstudierne, der indspillede film for Joseph Goebbels propagandaministerium. Denne beslutning, samt en skolestil, hvori han beskriver Adolf Hitler som både dæmonisk og genial, har efter Seebergs død givet anledning til diskussion om graden af den unge Seebergs fascination af nazismen. Dét selvom Seeberg, mens han levede, tog stærkt afstand fra Hitlers politik.

Før han drog til Berlin, havde Seeberg skrevet hele 12 upublicerede manuskripter til både skuespil og romaner, og han opfattede i en periode sin forfatterkarriere som afsluttet, selvom den knap nok var begyndt. Den egentlige litterære debut fik han først flere år efter krigens afslutning med novellen ”Spionen”, der blev trykt i tidsskriftet Perspektiv i 1954.

Oplevelserne i filmstudierne inspirerede ham til at skrive debutromanen ”Bipersoner”, der udkom på Arena i 1956, efter at større forlag som Gyldendal havde afvist den særprægede kollektivroman.

I sin ungdom var Peter Seeberg meget optaget af den tyske filosof Friedrich Nietzsches tænkning, og som afslutning på sine litteraturstudier på Københavns Universitet skrev han magisterkonferens om filosoffens bog ”Morgenrøde” (1881). Derudover oversatte Seeberg Nietzsches aforismer.

I 1953 blev Peter Seeberg ansat på Nationalmuseet. Her skulle han bl.a. kategorisere og skrive resumeer af arbejderes levnedsskildringer. Dette arbejde, samt hans bidrag til Gyldendals børneleksikon, inspirerede til den saglige, eksakte skrivestil, som han er kendt for. Der er en rolig klarhed i hans skrift, og blandt hans tekster findes flere beskrivelser af mennesker ud fra deres slægtstavler og andre afsmitninger fra hans arbejde i museumsverdenen. Som 35-årig blev han ansat som museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum, hvor han arbejdede fra 1960 til 1993.

I dag regnes Peter Seeberg som en af nyere dansk litteraturs vigtigste prosaister, og hans tekster er obligatorisk læsestof i gymnasiernes danskundervisning. I 2017 påbegyndte Det Danske Sprog- og Litteraturselskab en udgivelsesserie af det samlede forfatterskab, som i elleve bind vil blive genudgivet med tekstkritiske kommentarer og nyskrevne efterskrifter.

Bipersonerne

”Sim sad i skrivestuen og kunne ikke få skrevet et ord. Bare væmmelse var det at skrive. Hvordan skulle han kunne være her og samtidig udtrykke sine varmeste følelser for hende derhjemme. Det var absurd, det måtte holde op.”


”Bipersonerne”, s. 54.

Peter Seebergs debut faldt sammen med modernismens gennembrud i dansk litteratur i 1950´erne. Detn skete med den særprægede roman Bipersonerne, der udkom i 1956 på forlaget Arena. (1956). Bogen Historien foregår i Berlin 1943 og skildrer en gruppe tvangsarbejdere, deporteret fra de besatte lande. De arbejder i UFA-studierne med at opstille kulisser til propagandafilm. Her lever de som historiens bipersoner uden at forholde sig til hverken et forhold til krigen eller deres egen skæbne. De er , på én gang anbragt i historiens centrum og uden for alting i bevidsthedens fiktionsrum. Dette er personernes dilemma, der spejles i romanens teknik.

"Der er sket det mærkelige, at den realistiske litteratur i dag har ændret sig totalt,”", siger Peter Seeberg. "Mennesker opfatter ikke realistisk mere, de kender ikke mere det håndgribelige, og derfor kommer en nøjagtig virkelighedsskildring ubevidst til at rumme en art symboliserende tendens."(Lars Handesten m.fl.: Dansk litteraturs historie. Bind 6. Gyldendal, 2007. s. 179.) Stoffet (der er selvoplevet) kunne være blevet til endnu en bog om krigen, dens historiske, ideologiske og moralske perspektiv. I stedet bliver det til et billede af det virkelighedstab, som er modernismens grunderfaring.

52383919

I dette univers følger vi personerne over seks dageen uge, hvor intet begynder, og intet ender. Men inden for dette korte forløb registreres i impressionistisk oplevede situationer de små psykiske forskydninger i sindet – imod åbning eller forstening. Her sætter romanen det fundamentale skel!

Den centrale figur er danskeren Sim, hvis navn er en konjunktivform af det latinske "at være" og altså udtrykker en ikke virkeliggjort længsel efter egentlig eksistens. Sim har – modsat de øvrige – frivilligt opsøgt krigens virkelighed og opfatter sig derfor som "hovedperson" og nærmere målet end de andre. Men det går op for ham, at det netop er hans forkrampede vilje til at møde virkeligheden, der stiller sig i vejen for hans ønske.

Sims modbillede er den mystiske Balteren. Han har mistet alt i krigen, ejendom, sprog, erindring. Men ud af sit tab formulerer han romanens utopi: ”- Nu ved man ikke mere, hvor man kommer fra, fortiden er borte, et sted man har drømt. Og derfor er man måske mere til her end de fleste, selv om det ikke ses. (...) Jeg kunne måske også tilføje et og andet, om sindet, som er uden forudsætninger, og som bryder igennem i denne fremmede verden, og her skal det være, i denne fremmedhed er dets sted.

Frem mod en forpligtende selverkendelse

”Når han havde tjent penge nok hos Hiffs, ville han få ro til at skrive en roman. Den skulle ikke være særlig lang, men den skulle være koncentreret, vibrerende af syn og profeti. Der var ting, han nok skulle få sagt, som ville ruske op i menneskeheden og få egoisterne til at ryste af skræk over, at de havde forspildt deres liv.”

”Fugls føde”, s. 17.

Problemstillingen fra debuten føres videre i romanen Fugls føde, der udkom året efter. Hovedpersonen er her en intellektuel forfatterspire med det symbolske navn Tom. Hans liv er et udvejsløst morads, symboliseret i det ufærdige hus, han bor i. Som kompensation for sin afmagt har han forskanset sig i et intellektuelt hovmod, hvorfra han gennemskuer og forkaster alt. Der kommer imidlertid bevægelse i stilstanden, da en gammel bekendt, rigmanden Hiffs, anstiller et eksperiment, der skal tvinge Tom frem mod en forpligtende selverkendelse.

52366984

Dette eksperiment er plottet i bogen, der lige så meget er en filosofisk dialog som en roman. Hiffs tilbyder Tom titusinde 10.000 kroner, hvis han vil skrive noget (langt eller kort), blot det er virkeligt. Pengene frister Tom, men projektet tvinger ham ud i en krise, fordi det afdækker hans manglende forhold til virkeligheden.

Da han vælger at beskrive sin egen elendighed i det korte digt: "Mine øjne er blinde, / mine hænder er visne, / mit sind er hjemsøgt af tilintetgørelse", afslår Hiffs at give penge for den bekendelse. Ikke fordi ordene ikke er sande, men fordi de ikke er alvor for Tom selv.

Pengeløs, træt og sulten ender Tom om natten på en strand. Her tager han en sten og kaster i vandet og ved plumpet udbryder han: ”Jeg er her”. Fra denne minimum-erkendelse, der dog er et udgangspunkt, bliver det så Toms opgave at finde frem.

Eftersøgningen og andre noveller

”Jeg har spurgt min hustru, mine børn, mine brødre og mine venner, og de har alle sagt, at jeg stadig er den samme, at jeg stadig er mig selv. Hvor meget kan man da reducere et menneske uden helt at gøre det til noget andet?”


”Eftersøgningen og andre noveller”, s. 20.

Bipersonerne og Fugls føde viser, at det er selve den intellektuelle attitude, der blokerer for et gyldigt forhold til virkeligheden. Denne erkendelse afføder et holdningsskift i forfatterskabet. Hvor Seeberg før med en vis bunden patos skildrer intellektuelles bevidste forhold til eksistentielle spørgsmål, sætter novellesamlingen Eftersøgningen og andre noveller (1961) de samme ideer i et komisk lys.

De filosofiske problemstillinger fremtræder her som ubevidste forsvarsværker og plagsomme fikse ideer. Novellerne, heriblandt Seebergs debutnovelle ”Spionen”, skildrer en række typeeksistenser, der lever i deres egen lilleverden, et selvgjort univers af tvangstanker, der på en gang fungerer som fæstning og fængsel. Der er består et grotesk misforhold mellem de lidenskabelige energier, de sætter ind på at forsvare deres verden, og den diminutive virkelighed, den omfatter. Udfoldelsen er uden egentligt mål, kun symptom.
I handlingen når personerne dog ofte et punkt, hvor de indser dette. Men indsigten medfører kun, at adfærdsmønsteret nu fuldt bevidst føres videre som en art terapi midt i tomheden.

53199755

Til den omtalte ”intellektuelle attitude” hører også forestillingen om den personlige identitet. Identiteten som blokering er skildret i novellen Patienten, der handler om en mand, som er blevet ramt af den modernistiske sygdom ”almindeligt bortfald”. De organer, der forbinder ham med omverdenen, forsvinder ét for ét, men erstattes af kunstige, der fungerer lettere end de naturlige. Det er ikke noget problem. Problemet er identiteten. Patienten spørger sig selv, om han efter alle udskiftningerne stadig kan være sig selv. Han spørger sin kone: ”Kan du kende mig? Jeg er større, end du tror; hvad du kan se er slet ikke mig.

Situationen afklares først, da patienten godkender konens fortvivlede forsikring: "Det er dig. Det er dig". / "Så lad det da være mig," siger jeg. / Hver dag.
Gennem denne accept opløses problemet. Patienten overtager sin identitet fra sine omgivelser. Hermed forvandler Seeberg identiteten fra at være en indre personlig til at være en ydre - mellemmenneskelig - faktor. Det er i vore indbyrdes relationer, vores identitet skabes.

Hyrder

”Han nåede op på 120 km.s fart. Der var ingen landbrugsmaskiner, ingen bulldozere på vejen, vejen blev holdt fri for ham. Under sådanne omstændigheder griber skæbnen ikke umotiveret ind. Muligheden for en forklaring holdes åben.”

”Hyrder”, s. 16.

Denne synsmåde foldes ud i romanen Hyrder. Hovedpersonen Leo Gray i Peter Seebergs tredje roman ”Hyrder” (1970) Leo Gray, er funktionær i socialvæsenet. Han er ved romanens start begyndelse inde i en personlig krise privat og professionelt. I begge sammenhænge mangler han engagement. I den situation møder han en gammel veninde, som han tilbringer en lykkelig nat sammen med. Oplevelsen er for Leo "som et grønt blad, der lander på din hånd", men også "et lille bedrageri mod verdensordenen". Denne lykke bliver (hvad ordet betød i arkaisk tid) skæbne for Leo. Da han senere, mod al kalkulerende fornuft, kører tilbage til veninden, kommer han ud for et biluheld, der invaliderer ham gør ham til totalt ved at efterlade ham  invalid. både blind og lam. Herfra anlægger romanen en dobbelt optik på Leo i den videre handling.

53440053

Fra den ydre side ser vi ham som en bevidstløs krop, hvis liv er uden mening. Fra den indre træder vi ind i Leos bevidsthed, hvor han "vågner i sine dybeste drømme". Drømmenes symboler kaster et forklarende lys over den ydre handling. Leo forvandles til et får og gør derved sine omgivelser til hyrder. Spørgsmålet for omgivelserne er, om det er rimeligt at holde Leo i live. Hustruen Viola siger: "Jeg synes det ikke", men tilføjer straks, "men hvis det ikke er rimeligt, hvad er så rimeligt.”". Og således vælger hun at blive hyrde hos Leo, et valg, der giver hendes liv en mening, det ikke tidligere havde. Og Leo forvandles til en sol og bliver derved gravitationspunkt og varmegiver i de andres liv.

Men solen kvæles i den dis, dens strålekraft har skabt. Leo afslutter selv sit liv, da han lader sin kørestol rulle i Digterparkens dam en dag, den spejler solen, og forenes således med sit genbillede. Med denne slutning skiller Seeberg sig af med det plagede subjekt, som hans forfatterskab havde haft som centrum, og dermed ud fra forfatterskabets hidtidige problemstilling: dilemmaet om det indre jeg´s forhold til den omgivende virkelighed. Forstået i det lys er Leos død (som har karakter af modernistisk jeg-likvidering) baggrunden for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase.

En første dokumentarisme

”Pastor Vilhelm Sindbad har et godt forhold til gud. Han beder til gud hver morgen, hver middag og hver aften. Ikke én eneste gang er gud blevet træt af det.”

”Dinosaurusens sene eftermiddag”, s. 64.

Forstået i det lys er Leos død (som har karakter af modernistisk jeg-likvidering) baggrunden for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase. Med DinosaurusensDinosaurusens sene eftermiddag (1974), Argumenter for benådning (1976) og Om fjorten dage (1981) realiserer Seeberg en stor plan om i et tre-fløjet værk at samle tekster af en karakter, der ikke tidligere er set i litteraturen. Dele af projektet afsluttes først med Rejsen til Ribe (1990). I disse værker arbejdede Seeberg bl.a. med genrer som lister, remser, opskrifter, nekrologer m.m.; subjektløse tekster af trivialsproglig art.

53619657

Fænomenet er beslægtet med, hvad man kender fra f.eks. systemdigtningens tekster i modernismens tredje fase. Selv taler Seeberg dog hellere om ”en første dokumentarisme”. Teksterne beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som tilsyneladende ubearbejdet lægges frem. Formen er bevidst triviel, men gennem den går (med Seebergs ord) "store strømninger og udtryk, som kan virke nedslidte, men som alligevel siger noget om menneskene og dem, der skriver". Teksterne fungerer som "et optisk instrument vendt mod det uvæsentlige, der atter vender sig mod forfatteren og læseren og nagler disse til tiden, der går, og gik". De bliver en art historiske relikter, der ikke vidner om sig selv, men om det forgængelige, selve tidens dimension. Denne tekstopfattelse har ført Seeberg ind i et originalt historisk projekt.

Gennem tekster som Erindringer fra tusind år og Erindringer fra hundred år og senere gennem syv noveller, placeret med sytten års mellemrum fra 1859 og frem, foretages en kortlægning af sindets historie gennem en overpersonlig erindringsproces, der tilbagelægger vores fælles tilblivelsesvej, - men også ser den i forhold til de rytmer, der i en evig gentagelse bærer vores liv. Seeberg søger nemlig ikke sandheden i en slags historiens dialektik, men bag den.

Ved havet

”Stranden har altid været der. Den er før alt andet og bliver længere end alt andet. Den er det første og det sidste. Men før den og efter den er havet. Menneskene fylder så lidt i strandens tid. Og ingen ting i havets. hvis havet har tid? Sådan kunne han måske begynde. For en dag må han begynde at gøre sig færdig. Og sådan vil han aldrig få det hele med. Det er blot en tanke her tidligt på aftenen.”

”Ved havet”, s. 137.

"Det er en historie. / Ja, men ingen kender den helt endnu", lyder et centralt replikskifte i Ved havet fra (1978. Det er ), det det af Seebergs værker, som måske bedst sammenfatter den vision af menneskelivet, han som voksen forfatter Seeberg er nået frem til.
Bogen beskriver noget så banalt som en sommersøndag på en strand, hvor hundredetusinde mennesker søger hen for at bade og sole sig. Intet andet.

Men dette enkle billede af hverdagslivets absurditet toner ud i en dybere dimension. I livet på stranden viser Seeberg os mennesket stillet over for det element, der markerer grænsen for dets vælde. Havets nærhed bliver den formindskelsesfaktor, der fører alle tilbage til ”den oprindelige betydningsløshed”.
”Havet får alle til at glemme totalt, (...) bevægelserne bliver frie, sindet genvinder barnligheden, (...) her kan de være, her er al rastløshed taget fra dem, her skal de ingenting og skal ingenting være -.”
Her er også historiens ende, den store glemsel, der endeligt befrier os for os selv.

28410654

Genrer og tematikker

Peter Seeberg har hovedsageligt skrevet romaner og noveller, men i hans samlede produktion findes derudover også en del tekster, der kan være svære at placere i de klassiske genrekategorier. Særligt hans kortprosa bryder med de forventninger, læsere kan have til fiktionstekster. Som eksempel kan nævnes titelteksten fra samlingen ”Argumenter for benådning”. Den består af ni udsagn i varierende længe, hvori ni forskellige fortællerstemmer forsøger at overbevise en modtager om, at de skal benådes for det, de hver især er anklaget for. Der er den amerikanske far, der mener, at hans søn ikke fortjener en toårig fængselsstraf for at have stjålet 37 ferskner, når nu ejeren, Mr. Head, alligevel destruerede de resterende ferskner efterfølgende. Og et kor, der skriver til landsretten i Hoburg, Obersachsen-Kermatt, for at bede om at få frifundet den mand, der synger basstemmen, selvom han har dræbt både en skrædder og et spædbarn. Sagerne er bizarre og tragikomiske, selvom de er skrevet i en alvorlig tone. Det kontrastfulde sammenstød mellem genkendelig realisme og dybt absurde hændelser eller udsagn er karakteristisk for Seebergs litterære univers.

Også ”Dinosaurens sene eftermiddag” rummer flere eksempler på Seebergs katalogiserende leg med genrer, idet der både indgår et testamente, en nekrolog og en liste over afdøde på en fransk kirkegård. Da bogen udkom i 1974, skrev forfatter og kritiker Poul Borum om den i Ekstra Bladet: ”Man læser bogen langsomt, med tilbageholdt åndedræt, for ikke at gå glip af et eneste ord. Ikke fordi det er svært at forstå, men fordi det er med Seebergs prosa ligesom det er med kærlighed: det usagte er de tre fjerdedele! (Peter Seeberg: Dinosaurusens sene eftermiddag. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2017. s. 245.)

Peter Seeberg, hvis forfatterskab tog sit udgangspunkt i modernismens strenge bevidsthed om menneskets fremmedhed, karakteriserede selv som ung digter i 1961 sit forfatterskab som ”smalt og af spartansk karakter, med få motiver, hvis der er mere end det ene - egocentrisk i fundamenteringen - end viljen til at nå bund i det bundløse”. Selv om forfatterskabet i løbet af årene undergår en radikal forvandling, gælder karakteristikken stadig i romanen ”Ved havet” (1978). Troen på, at der findes en bund, man kan nå, er forladt. Havet er omfavnelse, bæren, opdrift, du kommer aldrig til bunds i havet, lyder det i romanen, hvor den egocentriske vilje til at nå til bund er forvandlet til en åben trang til hengivelse.

Beslægtede forfatterskaber

Peter Seeberg var blandt de første i Danmark, der læste og lod sig inspirere af den franske eksistentialisme. Denne litterære og filosofiske retning havde sin storhedstid i Paris i 1940’erne og 50’erne, da bl.a. Jean-Paul Sartre og Albert Camus moderniserede Søren Kierkegaards tanker om menneskets eksistens. Mennesket adskiller sig fra dyret ved at kunne reflektere over sin egen eksistens, men når man som Sartrevar ateist, kan meningen med livet ikke tillægges Gud. Derfor står den enkelte tilbage med både friheden til og ansvaret for at realisere sig selv, hvilket sjældent lykkes for Seebergs karakterer.

Også Samuel Becketts absurde teater gjorde indtryk på Seeberg. Hans anden roman, ”Fugls føde”, kan læses som en intertekstuel reference til Becketts mest kendte drama, ”En attendant Godot” (1953, ”Venter på Godot”). Seebergs hovedperson, Tom, er en selvopgivende nihilist, der i sin impotente adfærd og fremmedgjorte tilgang til sin egen tilværelse også har en del lighedstræk med hovedpersonen i den norske forfatter Knut Hamsuns ”Sult” (1890). En roman, som Peter Seeberg skrev manuskriptet til, da Henning Carlsen filmatiserede den i 1966.

Peter Adolphsens kortprosatekster i ”Små historier” (1996) og ”Små historier 2” (2000) deler den sproglige præcision og forkærligheden for det bizarre med Seeberg. En helt realistisk hverdagsskildring kan hos begge med ét tage en spøjs drejning, og virkningen bliver komisk og hos Adolphsen ofte også ekstrem grotesk. Hvor jeg-fortælleren i Peter Seebergs novelle ”Patienten” lider af sygdommen ”almindeligt bortfald”, er hele Adolphsens roman ”Rynkekneppesygen” (2017) en kollektiv roman, der følger en række helt almindelige københavnere, der bliver smittet med den ubehagelige og meget smitsomme lidelse MIWD, der gør dem sygeligt liderlige, indtil de dør.  

Viggo Bjerring er en anden yngre forfatter, der har ladet sig inspirere af Peter Seebergs noveller og kortprosa. I hans samling ”Balancekatten” fra 2016 er sidste tekst et appendiks vedrørende det mystiske dyr balancekatten og dens herkomst. Stilen er encyklopædisk og filosofisk. Efter at have opremset dyrets særlige kendetegn stiller teksten spørgsmål til hele dyrets eksistens. For hvilken eksistensberettigelse har en skabning, der ikke ligner de dyr, vi kender, og som ikke har et fornuftigt formål med sin væren.

Bibliografi

Vigtigste bøger

Seeberg, Peter:
Bipersonerne. 1956. Roman.
Seeberg, Peter:
Fugls føde. 1957. Roman.
Seeberg, Peter:
Eftersøgningen og andre noveller. 1962.
Seeberg, Peter:
Ferai, et dramatisk forløb. 1968. Skuespil.
Seeberg, Peter:
Hyrder. 1970. Roman.
Seeberg, Peter:
Dinosaurusens sene eftermiddag. 1974. Noveller.
Seeberg, Peter:
En landsbydegns dagbog. 1975. TV-version af St.St. Blichers roman.
Seeberg, Peter:
Argumenter for benådning. 1976. Noveller.
Seeberg, Peter:
12.-17. november 1917. 1977. Filmsynopsis.
Seeberg, Peter:
Ved havet. 1978. Roman.
Seeberg, Peter:
På selve dagen. 1978. Skuespil.
Seeberg, Peter:
Om fjorten dage. 1981. Noveller.
Seeberg, Peter:
Værkfører Thomsens endelige hengivelse. 1986. Kortprosa.
Seeberg, Peter:
Rejsen til Ribe. 1990. Noveller.
Seeberg, Peter:
Halvdelen af natten. 1997. Noveller.
Seeberg, Peter:
Samlede noveller. Gyldendal, 2007. Noveller.

Børne- og ungdomsbøger

Seeberg, Peter:
Uden et navn (1). 1985.
Seeberg, Peter:
Roland kommer til verden. 1987.
Seeberg, Peter:
Den sovende dreng (2). 1988.
Seeberg, Peter:
Frosten hjælper (3). 1989.
Seeberg, Peter:
En dag med Svava. 1991. Fortælling.
Seeberg, Peter:
Oh, at være en kænguru. 1995.
Seeberg, Peter:
En forårsdag i stenalderen. 1996.
Seeberg, Peter:
En sommerdag i bronzealderen. 1997.
Seeberg, Peter:
En efterårsdag i jernalderen. 1998.
Seeberg, Peter:
Bulgars bedrift. 1999.
Seeberg, Peter:
En vinterdag i vikingtiden. 1999.

Andet

Seeberg, Peter:
Erobringen af Fyn. 1975. Satirisk beretning.
Seeberg, Peter:
Brikker af en verden. 1975. Museumskatalog.
Seeberg, Peter:
Det halve år i Viborg amt. 1975.
Seeberg, Peter:
Efter middagsluren. (Brandstykker 6). 1976. Novelle.
Seeberg, Peter:
En lille musebog. 1977. Fortælling.
Seeberg, Peter:
Viborg. At se på - Viborg - at være i. 1978.
Seeberg, Peter:
Hovedrengøring - stumper af erindring. 1979.
Seeberg, Peter:
Ting, der måske forsvinder. 2000. Tekster af Peter Seeberg og fotografier af Katrine Ussing.
Seeberg, Peter:
Vestlig profil af den jyske halvø. 2000. Tekster af Peter Seeberg og fotografier af Katrine Ussing.
Seeberg, Peter:
Tre tidlige fortællinger. 2000. Udgivet ved Knud Bjarne Gjersing. Posthum udgivelse.
Seeberg, Peter:
En enkelt afbrydelse : noveller. 2001. I udvalg ved Marianne Juhl.
Seeberg, Peter:
Min personlige tigerhun, Maja. Peter Seebergs personlige forfatterskab. 1997. Heri: Efterskrift om forfatterskabet.

Kommenterede udgaver

Seeberg, Peter: Argumenter for benådning. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2017.
Seeberg, Peter: Dinosaurusens sene eftermiddag. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2017.
Seeberg, Peter: Eftersøgningen og andre noveller. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2017.
Seeberg, Peter: Om fjorten dage. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2017.
Seeberg, Peter: Rejsen til Ribe. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2017.
Seeberg, Peter: Halvdelen af natten. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2018.
Seeberg, Peter: Øvrige noveller og kortprosa. Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Bøger

Thule Hansen, Vagn: Peter Seeberg. 1972.
Bondebjerg, Ib: Peter Seeberg. En ideologikritisk analyse. 1972.
Dagen letter i sindet. 1979. Studier og læsninger i Peter Seebergs forfatterskab, ved Sigurd Enggaard Poulsen & Kr. Friis-Jensen.
Mytesyn. En bog om Peter Seebergs forfatterskab. 1985. Red. Iben Holk.
Læsninger i dansk litteratur. Bind 4. 1997 (81.6). Heri: Knud Bjarne Gjesing: Peter Seeberg - Hyrder.
Seeberg, Peter: Min personlige tigerhun, Maja. Peter Seebergs personlige forfatterskab. 1997. Heri: Efterskrift om forfatterskabet.
Indfaldsvinkler: en forfattersamtale mellem Peter Seeberg og Poul Vad. 1998.
Juhl, Marianne: Peter Seeberg. 1999 (99.4 Seeberg).
Samtale med Peter Seeberg. 1999. 1 cd. Portrætsamtale på cd. Tilrettelagt af Lene Bredsdorff.
Vejrum, Peter: Som et firben i solen: en undersøgelse af Peter Seebergs eftersøgning 1964-1999. 2000 (99.4 Seeberg, Peter).
Seeberg. 2004 (99.4) Red. Lise Busk-Jensen.

Film

Amor fati. Et portræt af Peter Seeberg. 1999. En film af Anette Riisager.
Peter Seeberg og Hald. At åbne arkivet. 2005. Red. Af Maria Davidsen m.fl. 2005. (99.4).

Links

Dette er motivationstalen der blev holdt da Peter Seeberg i 1994 fik Edvard Pedersens Biblioteksfonds forfatterpris 1994.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
Anmeldelser

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Peter Seeberg