Portræt af Viggo Bjerring
Foto: Frej Rosenstjerne

Viggo Bjerring

cand.mag. Andreas Tonnesen. Januar, 2023.
Top image group
Portræt af Viggo Bjerring
Foto: Frej Rosenstjerne

Selvom Viggo Bjerrings bøger umiddelbart fremstår ret forskelligartede – fra det ultrakorte til det større romanforløb – så rummer de klare fælles træk: Den legende og filosofiske omgang med sproget og repræsentationen, såvel som forkærligheden for det absurde og gakkede.

61657541

Selv bruger forfatteren betegnelsen ”spekulativ fiktion” om sin egen litterære position og om en litteratur, der sprænger den realistiske ramme og kommer med bud på, hvordan verden også kunne være.

Blå bog

Født: 23. juli 1981, Aarhus.

Uddannelse: Cand.mag. i idéhistorie og dansk, filosofistudier ved Freie Universität Berlin.

Debut: Balancekatten. Forlaget Spring, 2016. Kortprosa & noveller.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Verdenshjertet. Ekbátana, 2021. Roman.

Inspiration: Fjodor Dostojevskij, Virginia Woolf, George Orwell, Jorge Luis Borges, Peter Seeberg, Ursula K. Le Guin, W.G. Sebald, Svend Åge Madsen, Mark Z. Danielewski.

 

Tidsskriftet Slagtryk præsenterer Viggo Bjerring.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Er der noget bedre end begyndelsen af en bog? De første sætninger hvor det hele endnu er åbent, inden handlingen sætter ind og sætter sig på alt? Forestil dig en pige på en rød cykel. Lyden af en plæneklipper, duften af nyslået græs. Nogle trætoppe der svajer i vinden. Og giv det lov til at være dét og kun dét…”
”Verdenshjertet”, s. 10.

Viggo Bjerring er født i Aarhus i 1981 og er vokset op i Aarhus, Osted og Hjørring i et middelklassehjem som søn af efterskolelærere. Som et tidligt og stærkt møde med litteraturen og fortællingens kraft nævner Bjerring selv det at få læst Tolkiens bøger højt som barn. Som elleveårig læste han sin første voksenbog – George Orwells ”1984”, hvis stemning og visioner efterlod et markant præg. Forfatterens interesse for filosofien blev vakt i mødet med en filosofilærer på Hjørring Gymnasium. Og forfatterens uddannelsesbaggrund i idéhistorie og dansk, såvel som studierne i Berlin – en by, der konkret dukker op flere steder i bøgerne – præger hans skrivning. Den er filosoferende og legende, og den synes at ville udfordre sin læsers tilbøjelighed til at vide sig sikker på verden. Litteraturens rolle beskriver han selv i et interview på bloggen Bookhaul: ”God litteratur er bevidsthedsudvidende, men aldrig på en triviel eller entydig måde. God litteratur kan fucke med din bevidsthed, dine følelser og dit sprog, men resultatet er altid åbent, alt efter hvem du er, hvor du er i dit liv, og hvordan tidsånden er.” (Bookhaul: Forfatterinterview med Viggo Bjerring, 2020-02-27).

Til Forfatterweb følger Bjerring denne karakteristik op ved at beskrive sit litterære virke som en særegen måde at bedrive grundforskning i sproget, bevidstheden, tiden og væren. Samtidig peger Bjerring på det væsentlige ved litteraturens humoristiske og politiske aspekter.

Efter at have udgivet sin debut, kortprosasamlingen ”Balancekatten”, i 2016 har Viggo Bjerring udgivet de to romaner ”QWERTY” i 2016 og ”Verdenshjertet” i 2021. Viggo Bjerring er i dag bosat på Amager. Han modtog i 2022 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Balancekatten

”5. Fadæsehorn
Når du har dummet dig i et større selskab, kan du med fordel båtte i fadæsehornet. Fadæsehornet annullerer din dumme bemærkning, den utidige flatulens eller dine tilsvarende fejltrin, så samtalen kan fortsætte uhindret og dannet. Fadæsehornet fås i flere størrelser samt både med og uden skamslukker.”
”Balancekatten”, s. 22.

I 2016 udkom Viggo Bjerrings debutbog ”Balancekatten” på forlaget Spring. Bogens fire dele bevæger sig samlet set inden for genren kortprosa. De består med andre ord af tekster fra det ultrakorte format på et par linjer til de lidt mere udfoldede tableauer på et par sider. De tre tekster i tredje del har dog et omfang og en struktur, der nærmer sig novellegenren. I det hele taget er det et gennemgående træk ved debuten, at Bjerring konstruerer sine tekster omkring forskellige genrer såsom brugsanvisningen, produktbeskrivelsen og opslagsværket. Kendetegnende for debuten er også den metafiktive og humoristiske leg med selve skriftens og kommunikationens betydning. Hvad sker der, når en skumslukker bliver til en skamslukker, eller når det rigtige ord findes i en samtale fuld af nonsens-ord?

52291127

Der er også en konstant legen med de skæve og overraskende vinkler. Læseren bliver således klogere på f.eks. fårehundens verden, når den som jegfortæller beretter i den korte historie om ”Hyrden”. Man bliver delagtiggjort i oplevelsen af lykke fra indersiden af en peberfrugt, når solen lyser på frugtvæggen. Og man møder køkkenvasken, der drømmer om Stillehavet.

Man kommer tæt på en tilsyneladende helt almindelig tysk mand, der følger sin plan om et identitetstyveri – uden dog nogensinde at blive klogere på hvorfor? Til gengæld bliver man klogere på den eksistentielle opfindelse ’Fadæsehornet’.

Bogens fjerde del er et appendiks vedrørende Balancekattens væsen og herkomst. Her leger Bjerring igen tydeligt med genrerne. Vi møder først en art videnskabelig opslagstekst, der definerer Balancekatten – den mærkværdig katteskikkelse, der som ”zoologiens svar på Omnibussen og Humlebien” har en vis evne til at flyve. Efter opslagstekstens zoologiske definition følger de sidst nedfældede observationer af dette fascinerende kattevæsen fra en nedbrudt videnskabsmand i Congos jungle.