Viggo Bjerring er født i Aarhus i 1981 og er vokset op i Aarhus, Osted og Hjørring i et middelklassehjem som søn af efterskolelærere. Som et tidligt og stærkt møde med litteraturen og fortællingens kraft nævner Bjerring selv det at få læst Tolkiens bøger højt som barn. Som elleveårig læste han sin første voksenbog – George Orwells ”1984”, hvis stemning og visioner efterlod et markant præg. Forfatterens interesse for filosofi blev vakt i mødet med en filosofilærer på Hjørring Gymnasium, og forfatterens uddannelsesbaggrund i idéhistorie og dansk, såvel som studierne i Berlin – en by, der konkret dukker op flere steder i bøgerne – præger hans skrivning. Den er filosoferende og legende, og den synes at ville udfordre sin læsers tilbøjelighed til at vide sig sikker på verden. Litteraturens rolle beskriver han selv i et interview på bloggen Bookhaul: ”God litteratur er bevidsthedsudvidende, men aldrig på en triviel eller entydig måde. God litteratur kan fucke med din bevidsthed, dine følelser og dit sprog, men resultatet er altid åbent, alt efter hvem du er, hvor du er i dit liv, og hvordan tidsånden er.” (Bookhaul: Forfatterinterview med Viggo Bjerring, 2020-02-27).
Til Forfatterweb følger Bjerring denne karakteristik op ved at beskrive sit litterære virke som en særegen måde at bedrive grundforskning i sproget, bevidstheden, tiden og væren. Samtidig peger Bjerring på det væsentlige ved litteraturens humoristiske og politiske aspekter.
Efter at have udgivet sin debut, kortprosasamlingen ”Balancekatten”, i 2016 har Viggo Bjerring udgivet romanerne ”QWERTY” i 2016, ”Verdenshjertet” i 2021 og ”Hjertets geometri” i 2024. Viggo Bjerring er bosat på Amager og modtog i 2022 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.