Aktuelt værk: Hjertets geometri

Citat
”Befandt jeg mig virkelig i en simulation, der nu var blevet slukket, sådan som Magnus Svendsen havde forudset? Var verden kun en simulation, en død simulation? Men hvorfor var jeg så ikke gået i stå sammen med verden? Var jeg komplet alene i et kasseret univers?”
”Hjertets geometri”, s. 21

I 2024 udkom Viggo Bjerrings roman ”Hjertets geometri”. Den er en opfølger til ”Verdenshjertet” og fortsætter med den aparte situation fra den foregående romans sidste scene. Nærmere bestemt drejer det sig om tidspunktet 11.07 den 10. marts. Det mystiske verdenshjerte, der i den foregående roman og fra dybet under et hus i Espergærde har holdt den simulation, vi kender som vores virkelighed, i gang, er tilsyneladende kollapset.

137777134

Derfor er verden omkring Mads Arvesen, romanens hovedperson og fortællerstemme, gået i stå. Han er Palle alene i en stivnet verden. Fugle og skyer hænger stille i luften. Menneskene med blodskudte og blanke blikke, stivnede midt i deres gøremål, befolker København. Selve fysikkens love virker forandrede. Kun fra Mads udgår en lille normalitetszone, hvor tingene fortsat kan bringes i bevægelse og ligesom blødes lidt op af den stivnede stilstand, der ellers hersker.

Mads forsøger at komme på højde med sin nye postapokalyptiske virkelighed. Han spekulerer på, om han, som sidste mand i et kasseret univers, er dømt til definitiv ensomhed, eller om han mon selv kunne være nøglen til at genstarte verdenshjertet. Det fører den hårdtprøvede helt til handling. Og så går turen mod Espergærde og verdenshjertet. Tilbage i huset i Espergærde tilkæmper Mads sig adgang til kæmpeorganets indre, mens den stivnede verden omkring ham er ved at gå i opløsning.

En vild og syret kulmination følger, og læseren mister hurtigt orienteringen. Indre og ydre dimensioner smelter sammen for så at forskyde sig, mens Mads trænger ind i Verdenshjertet og nærmer sig ’gudepunktet’, hvorfra vores virkelighed lader sig ane som bare én blandt mange – en simulation i en klynge af simulationer – og hvorfra han måske kan genstarte den virkelighed, han har mistet. Bjerring slutter sin roman på drillende tvetydig facon med et dobbeltgængermotiv, der gør det umuligt for læseren at afgøre, hvor vi er landet efter kulminationens reset-forsøg. I hvilken simulation befinder vi os? I hvilken udgave af virkelighed er vi havnet?

Som en fortsættelse af ”Verdenshjertet” er ”Hjertets geometri” en gakket og humoristisk dystopi, der viser os en katastroferamt verden fuld af uigennemtrængelige koder og systemer.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hjertets geometri"