Thomas Bernhard

Thomas Bernhard blev født i Holland i 1931 af forældrene Herta Bernhard og Alois Zuckerstätter. Han kom aldrig til at kende sin far, der stak af før hans fødsel og ni år senere døde af en gasforgiftning. Moren, der var tjenestepige, havde Bernhard et anstrengt forhold til, og de eneste voksne, han i barndommen fandt nærhed og tryghed hos, var bedsteforældrene – især bedstefaren, som var forfatter, omend ikke særlig succesfuld. Bedstefaren fylder meget i Bernhards selvbiografier, og efter dem at dømme er det ham, der har stået for Bernhards intellektuelle og kunstneriske dannelse inden for filosofi, litteratur, sang og violinspil.

Bernhard var ni år, da Anden Verdenskrig brød ud. Familien var flyttet til den østrigske by Salzburg, hvor Bernhard var elev på den nazistiske (og efter krigens ophør, katolske) kostskole. Selvbiografien ”Årsagen” fra 1975 handler om disse voldsomme år og udstiller Bernhards vrede og skepsis over for de totalitære tankesæt, nazismen såvel som katolicismen, han mødte i ungdomsårene i Salzburg.

Efter krigen fulgte flere tunge år for Bernhard med indlæggelser for tuberkulose og hjertesygdomme og den betydningsfulde bedstefars død i 1949 efterfulgt af morens død i 1950.

Men 1950 var også året, hvor han fik udgivet sin første novelle, og det blev starten på et ekstremt produktivt forfatterskab – i starten primært digte og prosa, men senere især drama og prosa. Sit egentlige litterære gennembrud fik han først godt tyve år (og mange udgivelser) senere med de to skuespil ”Jagtselskabet” og ”Vanens magt”. Ved sin død i 1989 var Bernhard blevet en af tysksproget litteraturs mest markante skikkelser, anerkendt i udlandet og kontroversiel i hjemlandet for sin konstante udhængning af Østrig, den østrigske befolkning og kunstscene.

Bernhard holdt sit privatliv meget privat og havde, så vidt offentligheden ved, ingen romantiske forhold. Men han knyttede sig stærkt til den 37 år ældre Hedwig Stavianicek, som han mødte som 19-årig og stod i et nært forhold til helt frem til hendes død i 1984.

Selv ved sin død formåede Bernhard at forårsage forargelse og kontrovers, idet han i sit testamente havde indskrevet forbud mod opførelse af hans stykker i Østrig. Dette er senere blevet ophævet af hans arvinger.

”Die Ursache. Eine Andeutung” fra 1975 (”Årsagen. En antydning”, 2011) er den første af Thomas Bernhards fem erklærede selvbiografier, som udkom i årene 1975-82. ”Årsagen” udkom samme år som et andet af hans hovedværker, ”Korrektur”, og blot et år efter hans egentlige litterære gennembrud med de to dramaer ”Jagtselskabet” og ”Vanens magt” – med andre ord en særdeles produktiv periode i forfatterskabet.

”Årsagen” tager udgangspunkt i Bernhards minder fra årene 1944-46, hvor han var indskrevet på en skrækindjagende og sadistisk-orienteret kostskole, der først var under nazistisk ledelse og dernæst, efter Anden Verdenskrigs afslutning, katolsk. Den er inddelt i to kapitler, navngivet efter stedets skiftende rektorer – hhv. Grünkranz (den nazistiske) og Onkel Franz (den katolske). Sidestillingen af nazismen og katolicismen, som tematisk dukker op mange gange i løbet af romanens godt 100 sider, er dermed trukket helt ud i kapiteloverskrifterne; det er en pointe i romanen, at der ikke er nogen egentlig forskel; begge ’ideologier’ anses af Bernhard for at være åndssløvende og klaustrofobiske og anklages for at hindre selvstændig tænkning og stillingtagen. Endvidere er de på et følelsesmæssigt niveau ikke til at eksistere under, og den 13-årige drengs tanker kredser om selvmord.

29020248

Udover nazismen og katolicismen spiller byen Salzburg, som skolen ligger i, og hvor Bernhards familie bor, også en slags skurkerolle. Salzburg i sig selv bliver anset for at være unikt ondskabsfuld og smadrende for et intellekt. Mod krigens slutning bombes Salzburg af de allierede, og bombningen virker som et klimaks i bogen, hvor alt er kaos og akut fare. Efter bombningen opstår et åndehul, hvor drengen oplever at kunne trække vejret i byen. Men kort efter fortsætter miseren, da Salzburg i Bernhards optik viser sig at være lige så umenneskelig og åndsnedbrydende efter krigens afslutning.

Som med de øvrige af Bernhards selvbiografier (og hans forfatterskab generelt) er værket en sammensmeltning af et på samme tid hyper følsomt og aggressivt temperaments ulykke og en mere overlegen, intellektuel og analyserende forbitrelse over Østrig, de totalitære ideologier og menneskers vilkår. 

I årene 1983-85 udgav Bernhard det, der skulle blive kendt som hans kunstnertrilogi, nemlig de tre romaner ”Undergængeren”, ”Træfældning” og ”Gamle mestre”. ”Holzfällen” (”Træfældning”, 2013) er den midterste af disse og udkom i 1984.

Hvor forgængeren, ”Undergængeren”, havde taget musikken under behandling, er ”Træfældning” en hudfletning af det østrigske teater- og skuespilmiljø, som Bernhard selv spillede en vigtig rolle i gennem sin position som en af Østrigs vigtigste dramatikere.

Det, man kan kalde fortælletiden (det tidsforløb, hvor selve fortælleprocessen foregår), udgøres af en enkelt aften, hvor jegfortælleren sidder i en øreklapstol, lidt trukket væk fra et middagsselskab hos et teaterpar, Auersbergerne, som han ikke kan udstå.

50571408

Fra øreklapstolen fortælles i indre monolog og i Bernhards karakteristiske sprog om jegfortællerens flugt fra Wien og teaterscenen dér godt tyve år tidligere. Da han ved et tilfælde så er løbet ind i ”det auersbergerske ægtepar” netop samme dag, som deres fælles veninde Joanna er blevet begravet, inviteres han med til deres middagsselskab om aftenen og formår ikke at takke nej. Så der sidder han. Middagsselskabet fremstilles som en flok enerverende og hierarkiserende pseudointellektuelle, der alle venter på en æresgæst, en særligt anerkendt skuespiller, der lader vente på sig.

Som aftenen skrider frem, husker fortælleren tilbage på fælles oplevelser han i sin ungdom har haft med gæsterne i selskabet, og hans modvilje mod dem bliver stadig mere indædt og hadsk, og romanen eskalerer i en lang række frontalangreb på den østrigske teater- og litteraturverden. Samtidig har romanen et skarpt blik for sociale hierarkier og magtspil, og noget af jegfortællerens vrede kan også læses med udgangspunkt i hans manglende evne til at indgå i fællesskabet.

Bernhard blev særdeles upopulær i Østrigs kulturkredse med udgivelsen af ”Træfældning”, hvis karakterer bygger på en række letgenkendelige og nødtørftigt fiktionaliserede personer fra Østrigs kulturliv. Han blev tilmed sagsøgt for sin hånende fremstilling af ’virkelighedens Auersberger’, en forfatter og komponist ved navn Gerhard Lampersberg.

Bernhard opfandt begrebet Lebensmensch (livsmenneske), som betegner det menneske, der er vigtigst i ens liv. Et sådan menneske havde han selv i den 37 år ældre enke Hedwig Stavianicek, som han mødte i 1950 og kendte frem til hendes død i 1984.

Romanen ”Alte Meister”, 1985 (”Gamle mestre”, 2016) med genrebetegnelsen ’komedie’ udkom året efter Hedwig Stavianiceks død og kan blandt andet læses som Bernhards bearbejdning af tabet af sit Lebensmensch. På klassisk Bernhardvis fortælles romanen af en jegfortæller, Atzbacher, som nærmest stiltiende lægger øre til den meget talende og underholdende sortsynede musikkritiker Regers udfald.

Reger har haft den faste vane i 36 år at komme på Kunsthistorisk Museum i Wien for at se på et ganske bestemt Tintoretto-maleri og har sat Atzbacher i stævne på museet en lørdag. Atzbacher møder op før tid for at iagttage Reger inden deres aftalte mødetidspunkt. Via Atzbachers tilbageblik på dagen før og hans gengivelse af Regers monolog dér fortælles første del af romanen, hvorefter de to mødes, og herfra fortsætter romanen i nutid, men i samme toneleje, med at gengive Regers fortsatte tale. Atzbacher er meget spændt på, hvorfor Reger – ude af trit med deres faste aftale – vil mødes to dage i træk, og det er sådan set her, vi finder romanens plotfremdrift.

52158079

Svaret kommer mod slutningen; Reger vil invitere Atzbacher med i teatret. Ikke mod forventning er opførelsen en skuffende oplevelse, men alligevel fremstår det på sin egen måde rørende, at de to fastforankrede vanemennesker pludselig rækker ud efter hinanden og går i teatret – og dermed tager del i den kultur, som især Reger er så kritisk overfor.

Som i stort set alle Bernhards værker handler romanen mere om det, der bliver sagt og tænkt, end det, der sker. Undervejs får læseren indblik i Regers filosoferen, hans kultursyn, hans vrede over samtidens overfladekultur og kunstnere, som ikke har fortjent deres status. Midt i dette intellektuelle, humoristisk rasende og for en stor del misantropiske verdenssyn kommer talen ind på Regers store følelsesmæssige problemer med at få hverdagen til at hænge sammen efter hans kones nylige dødsfald, og dermed bliver det også til en roman om den ensomhed, den dominerende Reger oplever, efter hans mest fortrolige er gået bort.

Det er nemt at afgøre, om man har med en tekst af Thomas Bernhard at gøre. Ikke alene er hans toneleje og stilistiske kunnen let genkendelige, han bygger også i høj grad sine værker op over samme form.

Lidt forsimplet trukket op kan man karakterisere et klassisk Bernhard-værk således: Det har en kort titel samt i mange tilfælde en analyserende undertitel. Dernæst følger et indledende citat, der ofte er nærmest karikeret sortsynet. Prosaen er tætskrevet med lige marginer og uden afsnit, så det grafiske udtryk, der møder en, når man åbner en roman af Bernhard, er komplet firkantede tekstblokke. Det giver et relativt ’upædagogisk’ udtryk, der ikke efterlader plads til ophold og heller ikke understreger, hvad der tematisk eller scenisk hører sammen, og hvad der er adskilt, men i stedet præsenterer prosaen som én lang ord- og tankestrøm. Dette meget påfaldende (og teknisk svære) stiltræk er tit muliggjort ved hans mest yndede fortælleform i prosa såvel som drama, monologen, som i Bernhards greb bliver til en kværnen, hvor de mindste petitesser og de skarpeste samfunds- og personangreb væves sammen.  

Et andet meget påfaldende træk er, at disse monologer, der i stort som småt redegør for den talendes verdenssyn, ofte fortælles til en langt mere passiv tilhører, som er værkets egentlige fortæller – som det for eksempel ses i ”Gamle mestre”, hvor teksten består af fortællerens gengivelse af vennen Regers endeløse meningstilkendegivelser. Det leder til den for Bernhard klassiske sætningskonstruktion: ”sagde han, tænker jeg”.

Den omstændelighed, der ligger i ”sagde han, tænker jeg”-konstruktionen, er sigende for Bernhards generelle toneleje, som via gentagelser af sætningsbidder og tilbagekomster til de samme motiver drevent knevrer derudaf og skiftevis lægger fokus på det skarpt analytiske indhold og udstiller den talendes blinde punkter. Det humoristiske i forfatterskabet er tæt beslægtet med det omstændelige og kommer ind, i og med at teksten af og til, på grund af uendeligt lange sætninger og mange gentagelser, næsten bliver helt umulig. Samtidig ligger det humoristiske i graden af vrede, monologholderne udtrykker, hvor stort set alt bliver lagt for had: det østrigske folk, finkulturen, katolicismen, nazismen, men også folks manglende etikette, æstetik og generelle dumhed, som karaktererne opsnapper hvor som helst.  

Med andre ord er Bernhard en usædvanligt konsistent forfatter, der bruger vreden og skuffelsen som drivkraft og vedholdende vender tilbage til de samme emner og det selvbiografiske stof, som han formidler, men samtidigt ironisk udstiller. Hos ham er intet helligt og alt, også smerten og sorgen, kan gøres lattervækkende. Ikke mindst kan de store selvhøjtidelige kunstnere og filosoffer udstilles og gøres patetiske – men samtidig er kunsten og filosofien det eneste tilflugtssted i det i bund og grund ensomme og meningsforladte liv. 

Bernhard bliver betragtet som en af de vigtigste tysksprogede forfattere i anden halvdel af det tyvende århundrede. En forfatter, det ikke er til at komme udenom, når man ser på Bernhards forfatterskab, er den engelsk- og fransksprogede Samuel Beckett, der blev født i 1906 og ligesom Bernhard døde i 1989. 

Beckett, der ligesom Bernhard var både prosaist og dramatiker, var en vigtig figur inden for det absurde teater, en eksistentialistisk efterkrigstidsgenre, hvor fremmedgørelse, sprog og tragikomik fylder meget. De to forfattere kan minde om hinanden i deres desperat skeptiske verdenssyn og i og med, at de på hver deres måde fremhæver sproget i sig selv. Derigennem gør de opmærksomme på, at sproget ikke neutralt kan formidle et på forhånd eksisterende betydningsindhold, men at syntaksen og sproget selv er udtrykket. Som den danske Bernhard-oversætter Søren R. Fauth skriver om Bernhard: ”det retoriske ideal om klarhed er erstattet af det indviklede og idiosynkratiske.” (Søren Fauth: Den furiøse prosa. En meget kort introduktion til Thomas Bernhard. Baggrund, 2014-03-30). Hos begge forfattere finder man også en udpræget undergangshumor forbundet med den store elendighed, mennesker i begge forfatteres optik er underlagt, og en komik, der ligger i sprogets besværlighed.

I Danmark har Bernhards forfatterskab de seneste år fået fornyet opmærksomhed, og både forlaget Sisyfos og forlaget Basilisk har kastet sig over at udgive en række nyoversatte Bernhard-værker. Der er sikkert mange sammenvævede grunde til denne Bernhard-trend, men det er oplagt at se opmærksomheden i tråd med en litteraturforståelse, der har vundet stadigt større indpas de seneste tiår, nemlig en slags nedbrydning af forestillingen om klare grænser mellem virkelighed og fiktion/forestillingsevne. I Norden har for eksempel Karl Ove Knausgård, Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhofs forfatterskaber bidraget til den debat, og i trit med at et nyt litteratursyn vinder indpas, er en række forfattere, som har arbejdet eller levet inden for dette sammenflydende felt mellem liv og værk, blevet ’genopdaget’ – det gælder udover Bernhard for eksempel Tove Ditlevsen og Marguerite Duras – ingen sammenligning med Bernhard i øvrigt. Til sidst er det værd at nævne, at Beckett også i dele af sit forfatterskab arbejdede selvbiografisk.