Thomas Bernhard

Artikel type
voksne
cand.mag. Maria Hesselager, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Main image
Bernhard, Thomas
Foto: Basilisk

Hos den østrigske forfatter og dramatiker Thomas Bernhard er det sociale makabert, fuld af misforståelser og statusmæssig stillen sig an. Men midt i den hårde og latterliggørende udstilling af mennesker og samfund, der gennemsyrer hans værk, toner en sorgfuld længsel efter meningsgivende relationer også frem. Der er tale om en musikalsk prosa, der arbejder sig frem gennem lange monologer, gentagelser, kursiveringer og koloner, og som umærkeligt kan svinge fra de mindste petitesser til skarp kulturkritik. Bernhard skriver med mere eller mindre eksplicit selvbiografisk udgangspunkt og altid med totalt prosagehør.

52158079

Blå bog

Født: 9. februar 1931 i Herleen, Holland.

Død: 12. februar 1989 i Gmunden, Østrig.

Uddannelse: Skuespil ved Universität Mozarteum i Salzburg, 1955-57.

Debut: Frost. Insel-Verlag, 1963.

Litteraturpriser: Georg-Büchner-Preis, 1970.

Seneste udgivelse: Gamle mestre. Basilisk, 2016 (1985). Oversat af René Jean Jensen.

Inspiration: Samuel Beckett.

 

thomas

Baggrund

”Når vi ser mennesker, ser vi kun statsmennesker, som unaturlige mennesker, der er hjemfaldne til statens åndssløvhed. Når vi ser mennesker, ser vi kun mennesker, der er prisgivet staten og tjener staten og er blevet ofre for staten. De mennesker, vi ser, er statsofre og den menneskehed, vi ser, er intet andet end det statsfoder, som den stadigt mere forslugne stat fodres med.”
”Gamle mestre”, s. 41.

Thomas Bernhard blev født i Holland i 1931 af forældrene Herta Bernhard og Alois Zuckerstätter. Han kom aldrig til at kende sin far, der stak af før hans fødsel og ni år senere døde af en gasforgiftning. Moren, der var tjenestepige, havde Bernhard et anstrengt forhold til, og de eneste voksne, han i barndommen fandt nærhed og tryghed hos, var bedsteforældrene – især bedstefaren, som var forfatter, omend ikke særlig succesfuld. Bedstefaren fylder meget i Bernhards selvbiografier, og efter dem at dømme er det ham, der har stået for Bernhards intellektuelle og kunstneriske dannelse inden for filosofi, litteratur, sang og violinspil.

Bernhard var ni år, da Anden Verdenskrig brød ud. Familien var flyttet til den østrigske by Salzburg, hvor Bernhard var elev på den nazistiske (og efter krigens ophør, katolske) kostskole. Selvbiografien ”Årsagen” fra 1975 handler om disse voldsomme år og udstiller Bernhards vrede og skepsis over for de totalitære tankesæt, nazismen såvel som katolicismen, han mødte i ungdomsårene i Salzburg.

Efter krigen fulgte flere tunge år for Bernhard med indlæggelser for tuberkulose og hjertesygdomme og den betydningsfulde bedstefars død i 1949 efterfulgt af morens død i 1950.

Men 1950 var også året, hvor han fik udgivet sin første novelle, og det blev starten på et ekstremt produktivt forfatterskab – i starten primært digte og prosa, men senere især drama og prosa. Sit egentlige litterære gennembrud fik han først godt tyve år (og mange udgivelser) senere med de to skuespil ”Jagtselskabet” og ”Vanens magt”. Ved sin død i 1989 var Bernhard blevet en af tysksproget litteraturs mest markante skikkelser, anerkendt i udlandet og kontroversiel i hjemlandet for sin konstante udhængning af Østrig, den østrigske befolkning og kunstscene.

Bernhard holdt sit privatliv meget privat og havde, så vidt offentligheden ved, ingen romantiske forhold. Men han knyttede sig stærkt til den 37 år ældre Hedwig Stavianicek, som han mødte som 19-årig og stod i et nært forhold til helt frem til hendes død i 1984.

Selv ved sin død formåede Bernhard at forårsage forargelse og kontrovers, idet han i sit testamente havde indskrevet forbud mod opførelse af hans stykker i Østrig. Dette er senere blevet ophævet af hans arvinger.

Årsagen. En antydning

”Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske dødsjord.”
”Årsagen. En antydning”, s. 10.

”Die Ursache. Eine Andeutung” fra 1975 (”Årsagen. En antydning”, 2011) er den første af Thomas Bernhards fem erklærede selvbiografier, som udkom i årene 1975-82. ”Årsagen” udkom samme år som et andet af hans hovedværker, ”Korrektur”, og blot et år efter hans egentlige litterære gennembrud med de to dramaer ”Jagtselskabet” og ”Vanens magt” – med andre ord en særdeles produktiv periode i forfatterskabet.

”Årsagen” tager udgangspunkt i Bernhards minder fra årene 1944-46, hvor han var indskrevet på en skrækindjagende og sadistisk-orienteret kostskole, der først var under nazistisk ledelse og dernæst, efter Anden Verdenskrigs afslutning, katolsk. Den er inddelt i to kapitler, navngivet efter stedets skiftende rektorer – hhv. Grünkranz (den nazistiske) og Onkel Franz (den katolske). Sidestillingen af nazismen og katolicismen, som tematisk dukker op mange gange i løbet af romanens godt 100 sider, er dermed trukket helt ud i kapiteloverskrifterne; det er en pointe i romanen, at der ikke er nogen egentlig forskel; begge ’ideologier’ anses af Bernhard for at være åndssløvende og klaustrofobiske og anklages for at hindre selvstændig tænkning og stillingtagen. Endvidere er de på et følelsesmæssigt niveau ikke til at eksistere under, og den 13-årige drengs tanker kredser om selvmord.

29020248

Udover nazismen og katolicismen spiller byen Salzburg, som skolen ligger i, og hvor Bernhards familie bor, også en slags skurkerolle. Salzburg i sig selv bliver anset for at være unikt ondskabsfuld og smadrende for et intellekt. Mod krigens slutning bombes Salzburg af de allierede, og bombningen virker som et klimaks i bogen, hvor alt er kaos og akut fare. Efter bombningen opstår et åndehul, hvor drengen oplever at kunne trække vejret i byen. Men kort efter fortsætter miseren, da Salzburg i Bernhards optik viser sig at være lige så umenneskelig og åndsnedbrydende efter krigens afslutning.

Som med de øvrige af Bernhards selvbiografier (og hans forfatterskab generelt) er værket en sammensmeltning af et på samme tid hyper følsomt og aggressivt temperaments ulykke og en mere overlegen, intellektuel og analyserende forbitrelse over Østrig, de totalitære ideologier og menneskers vilkår.