Årsagen. En antydning

Citat
”Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske dødsjord.”
”Årsagen. En antydning”, s. 10.

”Die Ursache. Eine Andeutung” fra 1975 (”Årsagen. En antydning”, 2011) er den første af Thomas Bernhards fem erklærede selvbiografier, som udkom i årene 1975-82. ”Årsagen” udkom samme år som et andet af hans hovedværker, ”Korrektur”, og blot et år efter hans egentlige litterære gennembrud med de to dramaer ”Jagtselskabet” og ”Vanens magt” – med andre ord en særdeles produktiv periode i forfatterskabet.

”Årsagen” tager udgangspunkt i Bernhards minder fra årene 1944-46, hvor han var indskrevet på en skrækindjagende og sadistisk-orienteret kostskole, der først var under nazistisk ledelse og dernæst, efter Anden Verdenskrigs afslutning, katolsk. Den er inddelt i to kapitler, navngivet efter stedets skiftende rektorer – hhv. Grünkranz (den nazistiske) og Onkel Franz (den katolske). Sidestillingen af nazismen og katolicismen, som tematisk dukker op mange gange i løbet af romanens godt 100 sider, er dermed trukket helt ud i kapiteloverskrifterne; det er en pointe i romanen, at der ikke er nogen egentlig forskel; begge ’ideologier’ anses af Bernhard for at være åndssløvende og klaustrofobiske og anklages for at hindre selvstændig tænkning og stillingtagen. Endvidere er de på et følelsesmæssigt niveau ikke til at eksistere under, og den 13-årige drengs tanker kredser om selvmord.

29020248

Udover nazismen og katolicismen spiller byen Salzburg, som skolen ligger i, og hvor Bernhards familie bor, også en slags skurkerolle. Salzburg i sig selv bliver anset for at være unikt ondskabsfuld og smadrende for et intellekt. Mod krigens slutning bombes Salzburg af de allierede, og bombningen virker som et klimaks i bogen, hvor alt er kaos og akut fare. Efter bombningen opstår et åndehul, hvor drengen oplever at kunne trække vejret i byen. Men kort efter fortsætter miseren, da Salzburg i Bernhards optik viser sig at være lige så umenneskelig og åndsnedbrydende efter krigens afslutning.

Som med de øvrige af Bernhards selvbiografier (og hans forfatterskab generelt) er værket en sammensmeltning af et på samme tid hyper følsomt og aggressivt temperaments ulykke og en mere overlegen, intellektuel og analyserende forbitrelse over Østrig, de totalitære ideologier og menneskers vilkår.