Bjørn Rasmussen
Foto: Frida Gregersen

Bjørn Rasmussen

cand.mag. Kat. Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af Kat. Sekjær, Bureauet, januar 2019.
Top image group
Bjørn Rasmussen
Foto: Frida Gregersen
Main image
Rasmussen, Bjørn
Foto: Frida Gregersen

Indledning

Forførende, provokerende, poetisk og med et humoristisk twist – Bjørn Rasmussen går amok i sproglaboratoriet, skriver sanseligt og blander lige dele selvbiografiske referencer med ren fiktion, han stjæler andre forfatteres sætninger og gør dem til sine egne, vrider dem ud af en kontekst og sætter dem ind i en ny. Under frækheden og de nærmest lyriske passager lurer dog en destruktiv og næsten nihilistisk tilgang til tilværelsen. Her bliver kroppen, det fysiske legeme, et materielt etui for den martrede sjæl, det umættelige begær og den ulykkelige kærlighed. Temaer og personer går igen i både romaner og digte, som trods forskellige formgreb har samme mørke klangbund, der i forskellig grad blandes med sproglig vildskab, eksistentiel fremmedgjorthed og skæv humor.

 

54701586

Blå bog

Født: 10. januar 1983 i Balleby.

Uddannelse: Dramatikeruddannelsen, 2007 og Forfatterskolen, 2011.

Debut: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Gyldendal, 2011.

Litteraturpriser: Montanaprisen, 2011.

Seneste udgivelse: Jeg er gråhvid. Gyldendal, 2018. Roman.

Inspiration: David Lynch.

Periode: Autofiktion

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”(…) huden er en scene, alle ved det. Huden er den scene, hvor mennesket kan udtrykke sin indre verden, huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet, huden har en udstrækning på mellem 1,6 og 1,8 kvadratmeter, det svarer til et gennemsnitligt dynebetræk.”
”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, s. 23.

Bjørn Rasmussen voksede op på en rideskole i Vestjylland. Han red dressur på sin varmblodshoppe Magna og spillede saxofon og teater i børne- og ungdomsteatret Balder. Efter en halv HF flyttede han til Aarhus og gik på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor han tog kurser i skrivning og i dramatik. Han var militærnægter i et år på Aarhus Teater og gik herefter på den 3-årige Dramatikeruddannelse, der er tilknyttet Aarhus Teater.

Siden flyttede Bjørn Rasmussen til København, hvor han efter eget udsagn overvejede at blive bedemand, men det litterære talent førte ham fra dramatikken og bedemandsovervejelserne og ind på Forfatterskolen. Han debuterede som dramatiker som 21-årig med audioguide-dramaet ”Myg marcherer i sødt blod”, som blev opført på Teater Katapult i 2004. Siden har Bjørn Rasmussen skrevet flere skuespil, hvoraf fem er blevet opført, blandt andet stykket ”Alrune”, der blev opført på Odense Teater i år 2006.

Bjørn Rasmussen har en mor, to søstre og fem nevøer og niecer. Forældrene blev skilt, da han var seks år gammel, og faren døde, da han var tolv.

Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

”En aften gik hun ind i den elskedes kammer og fandt hans trombone. Hun skilte den ad, samlede kondensvandet og spyttet i et lille bæger. Hun rykkede lange totter hår ud af sin hovedbund, vædede dem i bægeret og spandt elleve, slanke hunde heraf; sølvgrå, elegante.”
”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, s. 8.

I Bjørn Rasmussens debutroman ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011) er der ikke tale om en kausalt fremadskridende handling, ej heller om et klart defineret fortæller-jeg. Ligeledes skifter stederne, hvor handlingen udspiller sig, mellem at være helt konkrete, for eksempel bus nr. 491 mod Fjaltring eller provinsbyen Lemvig, til at være mere diffuse.

På samme måde veksler Bjørn Rasmussen mellem meget konkrete beskrivelser af steder, kropsdele og handlinger, som han med nærmest medicinsk præcision skærer ud med skalpel, til mere svævende og vævende skildringer, der fortaber sig i mystik: Fortæller-jeg´et Bjørn refererer til sin mor som en arketype, Moderen. Moderen har en jagthund, Titan, der er ’mere end Titan’ – Titan er således også en brændeovn, motionsudstyr og hårde hvidevarer, men Titan bliver forvekslet med et rådyr og bliver skudt.

28939930

Romanen bevæger sig både sprogligt og emnemæssigt over forskelligt terræn. Vi følger hovedpersonen Bjørn, der som forfatteren selv er vokset op på en rideskole.

Den spirende homoseksualitet folder sig ud som en overvældende kærlighed og et uudslukkeligt begær i Bjørn, der forelsker sig i en ældre ridelærer, en smuk mand, en bestemt mand, en håndfast mand.

Stringensen i ridesportens dressur forplanter sig i mellem ridelæreren og Bjørn, der indleder et sadomasochistisk forhold, hvor det tydeligvis er Bjørn, der udgør den masochistiske part. Om læreren er forelsket står uklart hen, derimod er Bjørns forelskelse nærmest en ambivalent besættelse, hvor han på skift elsker og hader: Han hader at elske og elsker at hade i en grad, så han må begå hærværk mod ridelærerens saddel, som han flænser op, før han vender hadet mod sig selv og flænser sin egen hud. Vi følger Bjørn fra barn til ung til voksen, en rejse gennem Danmarks, kroppens og følelsernes landskab.

Pynt

”(…) Omtrent samtidig får jeg den tanke, at man har installeret HIV-blæsebælge i DSB’s hvilekupeer, og at de har tilknytning til de elektriske reflekser fra kraniet til livmoderen, der gennemstrømmer mig, når jeg opholder mig bestemte steder i indre by, en eftermiddag gennemvæder jeg mine jeans i en krampetrækning i Magasin.”
”Pynt”, s. 35.

Bjørn Rasmussens roman ”Pynt” (2013) bliver beskrevet som en punktroman, en prosalyrisk fortælling, der kredser om – eller måske rettere kredser i – skuespillerinden, den forældreløse Ragna Svendsen, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. At kalde ”Pynt” en roman eller en fortælling virker underligt begrænsende: Værket er fabulerende i sin form – fra sin vilde blanding af inderlig poesi til nærmest lemlæstende metaforik, hårdkogte udbrud eller nådes- og hudløse skildringer af alt det, huden omslutter, fra psyke til soma. Derfor bliver summen et litterært sindbillede, et reflekterende, registrerende stykke tekst, der er i konstant bevægelse, som om det har sit eget væsen, en puls og et åndedræt.

50718875

”Pynt” er en nærmest fysisk læseoplevelse, fordi den kredser om kroppen og kroppens funktioner, men samtidig skildrer sindets veje og vildveje. Skuespillerindens relationer og hendes beskrivelser af dem, hendes bror Victor, hendes værge Werther, manden Hr. Johansen, hun giftede sig med og blev skilt fra og veninden Alfrieda, som hun er forelsket i udgør tilsammen et persongalleri, som er vævet ind i Ragnas sind – men også i hendes væv: Huden er også her et elastisk hylster, der omgiver legemet.

Men legemet er ikke statisk, det er et fremmedlegeme, en krop, som Ragna har et (spise-)forstyrret forhold til. Anoreksi, bulimi og psykoser binder smertefuldt Ragnas krop og sind sammen. Hendes sjæl kommer måske særligt til udtryk i de fine poetiske skildringer, mens hendes væsen fremturer i en sort humoristisk tone, der skaber sproglig modvægt og fra tid til anden nærmest smider groteske, konkrete billeder lige i synet på læseren.

Psykosens, traumernes eller sorgens sprog er ikke logisk, det er billedrigt og psyko-fysisk, og spørger uden at sætte spørgsmålstegn efter sit udsagn: ”Er vi pynt. (…) Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør” (s. 107). Ragna Svendsen er både pynt og menneske, og Bjørn Rasmussen beskriver hende både som en tilstand, et symptom og en diagnose.

 

Ming

”(…)Det er ikke bare bugspytkirtlen/ det er ikke bare testiklerne/ det er hele kroppen/ kræften holder en fest i far/ guirlander linedance/ der er tæskefyldt/ maos knæ spjætter/ mussolini fotograferer frugtopsatsen/ jeg går i bro og modtager applaus/ mor siger: kræften æder ham op/ så kan de pludselig tale sammen efter 7 års ulykke/ så kan de pludselig tale sammen fordi han er syg/ jeg vil også have kræft (…)”
”Ming”, s. 12.

Det er faderrolle, barndom, forældretab, mandighed, kræftsygdom og kroppen som både hylster, bolig, sygdomsbyld og driftstempel, der binder Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” (2015) sammen til et surrealistisk, humoristisk, klamt og æstetisk værk.

Den består af digte uden titler og vers, kun adskilt af linjebrud og konkret sorthed, nemlig sorte sider, der giver visuelt modspil til de billedskabende metaforer, Rasmussen maler. Lige dele af sindets og psykens ibenholtsorte sorg og skrøbelige uskyld blandes med fysiske sekreter, fra beskrivelser af blod, sæd og bræk til lugten af et uvasket pikhoved. Smerten er udgangspunktet for det martrede fortællerjeg, der leder efter sig selv, sin far (Flem-ming, Ming) og efter en vej ind i kærlighedslivet. Faderens somatiske sygdom er lige så opslugende og nedbrydende som den psykiske sygdom, jeg’et beskriver, ”(…) i aften skal jeg indlægges/ selvfølgelig er jeg en lille smule bange/ det føles sådan her:/ død drøm bjørn/ men nu tager jeg altså en taxa/ i en engels favn” (s. 65).

51933095

Det smertefulde står i komisk kontrast til for eksempel IKEA-køkkenet, der skal installeres i det parforhold, jeg’et udgør den ene halvdel af. Det konkrete hverdagsliv og parforholdets konventioner gør kærligheden latterlig, lavpraktisk og kold. Kedsomhed, afmagt og sorg druknes i alkohol, joints, medicin og sex. ’Ridelæreren’ (i bestemt form, hvilket leder tanken hen på debutromanen) inviteres til en trekant, som jeg’et alligevel ikke formår at deltage i. Det er et kaos og vakuum på samme tid, en søgen efter kærlighed og tryghed, der hurtigt bliver konform, kvælende og dermed utryg.

Forældrenes skilsmisse behandles med barnets undren og dets smerte, der kun vokser, jo mere afstand, der bliver mellem forældrene. At kræften overtager faderen, gør det ikke nemmere. Beskrivelsen af kroppens forfald illustrerer, hvordan det, der var en far, langsomt bliver udslettet og diffust. På samme måde beskriver Rasmussen, hvordan sindet og jeg’et er diffuse størrelser, der ikke nødvendigvis kan bindes sammen – heller ikke selvom kroppen som fysisk enhed er intakt og levende.

Jeg er gråhvid

”10.05
Kære mor. Jeg har det valmue. Det er så valmue at være valmue. Jeg valmuer hele tiden og det hænger mig ud af valmuen. Jeg håber du er valmue og at vi valmuer. Kh stofrelateret sprut-skid.denfedenar
10.07
Ingen engle ringe, det blæser stille over vor utilstrækkelighed.
Insemination.
Der hænger et baseballbat på væggen i min lunge. Der hænger en le, en lever.
Homoseksuel lyder lidt som leukæmi bagfra.
(…)”

”Jeg er gråhvid”, s. 81-82.

I romanen ”Jeg er gråhvid” (2018) er det fortællerjegets hypotetiske (pap-)faderrolle, der sætter historien i gang. Bjørn Rasmussen starter værket som dramatiker med en enkelt regibemærkning: ”Vi skriver det 504. skudår siden Kristi Fødsel,” for derefter at lade ægtefællerne ’Bjørn’ og ’Jacob’ tale sammen ufiltreret. Jacob fortæller, at ’Maren’ har ringet: Hun vil gerne have et barn, og Jacob vil gerne være far. Det er Jacobs ønske, og Bjørn imødekommer det for sin elskedes skyld. Startscenen er ren, elegant og samtidig fyldt med ordspil og symbolik.

Ønsket om barnet skal vise sig at blive begyndelsen på en ”præ-fødselspsykose” for Bjørn, der hverken er barnefaderen eller den gravide, men derimod den gråhvide: Den kommende papfar, der bevæger sig i gråzonen af forældreskabet. Det udvikler sig til en full-blown psykose, der skildres med smerte, skønhed, et væld af litterære såvel som popkulturelle referencer og en humoristisk sans, der overrasker og fastholder læseren i en svimlende læsning.

Rammen er en dagbog, der begynder den 27. oktober, DAG 1 kl. 18.08 og derefter følger dato og tidsangivelser, indtil tiden flyder ud mellem sætningerne, der til sidst starter og slutter og fortsætter i glidende overgange.

54701586

Dagbogen skriver Bjørn til det ufødte barn, der i hans bevidsthed antager snart sagt alle former, imens han forsøger at komme ud af sit misbrug. Undervejs refereres der kort til en anden dagbog, ”Laura Palmers hemmelige dagbog” fra tv-serien Twin Peaks, som udkom på dansk på det tidspunkt, hvor Bjørn slutter med at være barn – og ædru, og til den ikoniske MIX-kalender, der udkom med ungdomsbladet MIX i 1990’erne. Et optrykt foto af den dokumenterer den unge Bjørns begejstrede fuldskabsdebut (s. 18).

Bjørn Rasmussen blander jysk dialekt og stednavne suverænt ind mellem egne ordspil og danske popsange fra 1990’erne, blender det med voksende paranoia, sex og sensualitet, som drejes ind i det smertefulde, misbruget – som en generel tendens, nærmest et personlighedstræk. Bjørn misbruger alkohol, stoffer og sig selv. For Bjørn får gråviditeten en høj pris: I forsøget på at blive ædru bliver han psykotisk, og i forsøget på at opfylde sin elskedes ønske, mister han ham: Barnet, der skulle fuldbyrde ægteskabet, bliver aflyst ­– og det gør ægteskabet også.

Genrer og tematikker

Bjørn Rasmussen arbejder med litterære lag, og (efter?)ligner på den måde sit idol David Lynch, der er kendt for i sine film at arbejde med både tekstur, væv og lag. Bag det umiddelbare ligger der hos både Bjørn Rasmussen og David Lynch en spirende uhygge, noget faretruende, som man ikke kan sætte fingeren på, og som netop derfor bliver endnu mere angstfremkaldende.

At Bjørn Rasmussen er rundet af teatret og dramatikkens form ses især i den frihed, han tager sig til at gøre romanen teatralsk – at lade sin karakter klæde sig i hundeskind eller give beskrivelser af nærmest drømmelignende karakter ligger dramaets sprog og metaforik nær. Om sine stjålne sætninger fra andre forfattere siger Bjørn Rasmussen, at romanens struktur understøtter tematikken: ”Det hentede sprog minder om en hentethed i identiteten. Lige så svært det er at skelne mellem mine sætninger og de sætninger, jeg låner – lige så umuligt er det for Bjørn at afgrænse sit eget subjekt fra omverdenen.”

— Så romanens kakofoni af forfatterstemmer svarer på en måde til Bjørns mange forskellige jeg’er?

”Ja, romanen er en afvisning af avocado-jeg’et, der består af en skal, noget kød og en kerne inderst inde. Hvis man overhovedet skal tale om en kerne, så er den flyttet ud i overfladen, ud i huden. Det er dér, kønnet og subjektet sidder. Og det er et meget sårbart sted, fordi man her er stillet til skue og kan præges og males på og skæres i.”

(Rasmus Bo Sørensen: Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop. Information, 2012-01-13).

Beslægtede forfatterskaber

Romanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” gennemspiller scener fra fem romaner af fem vidt forskellige forfattere. Således er den første sætning i hvert afsnit hentet fra andre romaner. Kapitel et citerer fra Marguerite Duras’ ”Elskeren”, kapitel to fra Sylvia Plaths ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, kapitel tre fra Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille Prins”, kapitel fire fra Kathys Ackers ”Don Quixote, der var en drøm” og kapitel fem fra Christina Hesselholdts ”Du, mit du”. Derefter er der i romanen indsat tre privatfotos, henholdsvis et billede af en lille dreng og et føl, en pointliste fra en konkurrence i dressur og til sidst et billede af et træ. Fotografierne markerer et skillepunkt, et midtpunkt i romanen, hvorfra de resterende fem kapitler citerer fra romanens egne første fem kapitler. Formen er altså på ingen måde tilfældig, nej, den er en kontrolleret opvisning i litterær dressur, hvor rytteren demonstrerer efterligningens kunst og evnen til egne originale indfald.

Herudover indgår passager fra fire medicinske fagbøger. Her er sproget nøgternt og fagligt, hvilket giver en smuk kontrast til det poetiske i Rasmussens roman.

Ifølge forfatteren selv er hans skrift desuden blevet sammenlignet med forfattere som Elfriede Jelinek og Herta Müller.

Et af de steder, hvor Bjørn Rasmussen viser særlig opfindsomhed, går han ud over fiktionens ramme og kommenterer direkte på dansk kulturpolitik, hvorefter han bliver lommefilosofisk og fortaber sig i avocadoer – og hvor de kan købes, som igen er en reference til forfatterens opgør med jeg´et som enhed. Det bliver en stream of conciousness, der går fra politisk kommentar og satire over til Rasmussens egen metaforik; avocado-jeg´et, der her er overmodne og tømt for kerne, for derefter at styre direkte mod en indrømmelse hvor netop et ’jeg’ erklærer: Jeg er så ked af det:

”(…) Jeg beder dig, kan vi ikke være lidt konkrete, kan Brian Mikkelsen ikke komme og maltraktere min forhud med papirdannebrog, kan Brian Mikkelsen ikke komme og overlevere et kodeord, et kærlighedsbud, kan Brian Mikkelsen ikke komme og hvæse Blåvandshuk i mit øre, idet han giver mig dødsstødet, der fratager mig denne sidste rest af opslidende selvbevidsthed, og klemmer sin gullige sæd ud over min afdøde riddermave, åh ja, kan du ikke begå et mord på mig i aften, kan du ikke lægge mig på et leje af avocadoer, udstenede, overmodne, er de fra Kvickly, er de fra en indvandrerkiosk, jeg er så ked af det, (…)” (s. 32).

Referencen til en nulevende, dansk politiker leder tanken hen på Susanne Brøgger, der med romanen ”Jeg har set den gamle verdens forsvinde – hvor er mine øreringe”, rettede en grov kritik mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Hvor Susanne Brøgger antydede, at førnævnte politiker var nazist og ikke tøvede med at kalde ham en ”vammelsmuk arier” og ”det blonde bestie”, bruger Bjørn Rasmussen udelukkende politikeren Brian Mikkelsen som reference til dansk kulturpolitik.

Bibliografi

Romaner

Rasmussen, Bjørn:
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Gyldendal, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Pynt. Gyldendal, 2013.
Rasmussen, Bjørn: Jeg er gråhvid. Gyldendal, 2018.

Digte

Rasmussen, Bjørn:
Ming. Gyldendal, 2015.

Dramatik

Rasmussen, Bjørn:
Myg marcherer i sødt blod. Audioguide-teater i Århus, Teater Katapult v. Anders Lundorf, 2004.
Rasmussen, Bjørn:
Fist full of love. Ungdomsdramatik, Teater Katapult v. Hanne Trap Friis og Teater Gromada, 2006.
Rasmussen, Bjørn:
Alrune. Enakter, Odense Teater v. Moqi Simon Trolin, 2006.
Rasmussen, Bjørn:
Gama. Audiomove-teater i Horsens, Teater Katapult v. Jacob Schødt, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
Seest. Scenedramatik sm. Martin Lyngbo, Mungo Park Kolding v. Moqi Simon Trolin, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
Jordslået. Radiogyser, DR Fiktion v. May El-Toukhy, 2010.
Rasmussen, Bjørn:
Attempts on a happy nation. Scenedramatik, Teater NoJazz, 2012.

Tegneserie - graphic novel

Rasmussen, Bjørn:
9 piger : liftet. Gladiator, 2014. Illustrator: Rikke Villadsen.

Øvrige publikationer

Rasmussen, Bjørn:
Alrune. Skuespil i Seks Danske Enaktere 2006. Forlaget Drama, 2006.
Rasmussen, Bjørn:
Jeg vil dø. Digt i antologien Så længe jeg lever. 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Uddrag af Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Tidsskriftet Reception no. 68, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Abba. Tekster i Forfatterskolens Afgangsantologi. Basilisk, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Kiss your darlings. Digt i tidsskriftet Viktor B. Andersens Maskinfabrik no. 45, 2012.
Rasmussen, Bjørn:
Ligusteren. Digt til nettidsskriftet Errararea, 2012.
Rasmussen, Bjørn:
Selv teflon er et bakkelandskab. Digt til nettidsskriftet Aglaktuq, 2012.
Rasmussen, Bjørn:
Afd. 801. Prosa i tidsskriftet Den blå port, 2012.

Andre tekster

Rasmussen, Bjørn:
Østen for vor flod. Sangtekst i Traffucking, Århus Teater v. Theresa Daewaell Grønning, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
Hest. Digtfilm, v. Big Ed Petra, Århus Filmværksted, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
En clairvoyance. Tekst- og lydværk, gruppeudstillingen Vedr. Tekst i Galleri Q, 2009.
Rasmussen, Bjørn:
Ragnamørke, slagteapparater, tungemål. Performance, Sct. Thomas kirke v. Lenemarie Olsen, 2010.
Rasmussen, Bjørn:
Hvis jeg var bøsse. Tekstværk, gruppeudstillingen Lange Løg, 2010.
Rasmussen, Bjørn:
Høstmaskinen. Sms-digt, København Læser, 2010.
Bjørn Rasmussen:
Ligustrum vulgare. Tekstværk, gruppeudstillingen Piss Off, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Jeg er Petra. Prædiken, Sct. Jakobs kirke, 2012.

Om forfatterskabet

Artikler

Lasse Horne Kjældgaard:
Erotisk debutroman er både skræmmende og skøn. Politiken, 2011-09-27.
Anders Juhl Rasmussen:
Huden er en brutal scene. Kristeligt Dagblad, 2011-10-13.
Rasmus Bo Sørensen:
Debutant vinder Montanas litteraturpris. Information, 2012-01-13.
Daugaard, Solveig:
Udsyret, voldsom og bevægende, Dagbladet Information, 2015-09-05.
Johansen, Jørgen:
Bjørn Rasmussen digter fremragende, Berlingske, 2015-09-11.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Bjørn Rasmussen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Rasmus Bo Sørensen:
Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop. Information, 2012-01-13.