portræt af Bjørn Rasmussen
Foto: Lotte Sparlund Rasmussen

Bjørn Rasmussen

cand.mag. Kat. Sekjær, 2012 og januar 2019. Opdateret af cand.mag. Louise Rosengreen, maj, 2024.
Top image group
portræt af Bjørn Rasmussen
Foto: Lotte Sparlund Rasmussen

Forførende, provokerende, poetisk og med et humoristisk twist – Bjørn Rasmussen blander selvbiografiske referencer med ren fiktion. Han stjæler andre forfatteres sætninger, men gør dem til sine egne, vrider dem ud af kontekst og sætter dem ind i en ny. Under frækheden lurer en destruktivitet, martrede sjæle, et umætteligt begær og ulykkelig kærlighed. Disse temaer, heste og hunden Fiske går igen i både romaner og digte, som trods forskellige formgreb har samme mørke klangbund, der i forskellig grad blandes med sproglig vildskab, eksistentiel fremmedgjorthed og skæv humor.

138132358

 

 

Blå bog

Født: 10. januar 1983 i Balleby.

Uddannelse: Dramatikeruddannelsen, 2007. Forfatterskolen, 2011.

Debut: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Gyldendal, 2011. Roman.

Litteraturpriser: Montanaprisen, 2011. EU’s litteraturpris, 2016. Blixenprisen, årets digtsamling, 2022. Beatrice-prisen, 2023.

Seneste udgivelse: Kirstens hævn. Gyldendal, 2024. Roman.

Inspiration: David Lynch.

Periode: Autofiktion

 

Videoklip
Bjørn Rasmussen læser digtet "Medina". Gyldendal, 2021.
 

Artikel type
voksne

Baggrund

”(…) huden er en scene, alle ved det. Huden er den scene, hvor mennesket kan udtrykke sin indre verden, huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet, huden har en udstrækning på mellem 1,6 og 1,8 kvadratmeter, det svarer til et gennemsnitligt dynebetræk.”
”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, s. 23.

Bjørn Rasmussen voksede op på en rideskole i Vestjylland. Hans forældre gik fra hinanden, da han var seks år gammel, og faren døde, da han var tolv. Den unge Rasmussen red dressur på sin varmblodshoppe Magna og spillede saxofon og teater i børne- og ungdomsteatret Balder. Efter en halv HF flyttede han til Aarhus og gik på Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor han tog kurser i skrivning og i dramatik. Han var militærnægter i et år på Aarhus Teater og gik herefter på den 3-årige Dramatikeruddannelse, der er tilknyttet Aarhus Teater.

Siden flyttede Bjørn Rasmussen til København, hvor han efter eget udsagn overvejede at blive bedemand, men det litterære talent førte ham fra dramatikken og bedemandsovervejelserne ind på Forfatterskolen. Han debuterede som dramatiker som 21-årig med audioguide-dramaet ”Myg marcherer i sødt blod”, som blev opført på Teater Katapult i 2004. Siden har han skrevet flere skuespil, blandt andet stykket ”Alrune”, der blev opført på Odense Teater i år 2006, og en dramatisering af Anthony Burgess’ kultklassiker ”A Clockwork Orange”, der spillede på Aarhus Teater i 2021.

Derudover har han dannet popmusikkollektivet Solen er sexet i samarbejde med den danske sangerinde Lise Westzynthius, hvis soloudgivelser han også har skrevet sangtekster til.

Debutromanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” har, siden den udkom i 2011, inspireret flere yngre forfattere. Eksempelvis kalder digteren Duncan Wiese romanen for et ”epokegørende værk” for yngre forfattere. Og litteraten Tue Andersen Nexø fremhæver Bjørn Rasmussen som en markant og indflydelsesrig litterær stemme i sin generation på grund af hans særlige evne til at kombinere det voldsomme med det sårbare: ”Det er ikke et koldt og kynisk univers, vi ser hos Bjørn Rasmussen. Det handler om kropsvæsker, ja, men også om ømhed og fortvivlelse, om at elske og længes efter andre." (Lise Kabell Søgaard: Bjørn Rasmussens beskidte pen har gjort ham til inspirator for tidens digtere. Kristeligt Dagblad, 2023-01-09).

Aktuelt værk: Kirstens hævn

”Jeg tegner Steen kneblet, bundet på hænder og fødder, hejst op i kæder, mens en sort hingst med en kæmpe hestepik penetrerer ham i stykker”
"Kirstens hævn”, s. 66.

”Kirstens hævn”, der udkom i 2024, er en blanding af spændingsroman, socialrealisme, Wendy-blad og en coming of age-fortælling, som Bjørn Rasmussen selv har givet genrebetegnelsen hestepigeroman. Den handler om fire teenagepiger, der i starten af 00’erne – inspireret af popgruppen Spice Girls – indgår en pagt om at holde sammen som klike og holde hånden over hinanden, alt imens de udlever deres ungdomsliv: de drikker rom og cola, rapser slik på tankstationen, giver de ældre drenge blowjobs og strigler, rider og konkurrerer på deres respektive heste.

138132358

Jeg-fortælleren Kirsten bor sammen med sin mor og stedfaren Steen på det stutteri, de driver. Romanen er Kirstens dagbog, som hun indleder ved at præsentere sig selv og romanens hævnmotiv: ”Jeg hedder Kirsten, og da jeg var 14 år, besluttede jeg mig for at slå en mand ihjel.” Denne mand er hendes stedfar, og det forbliver længe uklart, hvad baggrunden er for, at hun så inderligt ønsker ham død, og om hun er en pålidelig fortæller eller ej. Hun spreder f.eks. rygter om, at Steen har forgrebet sig på hende, og tegner en tissemand med blå blodårer, da hun i billedkunst skal portrættere Jesus.

Kirsten beskriver sine veninder med en underlig blanding af kynisme, foragt, sympati og misundelse. Vibeke, der kaldes Hvepsen, er blond, sød og bor alene med en far, der har dårlig ryg. Karina har knallertkørekort, en storebror, der sælger hash og en mor, der drikker for meget. Hun har halvpart på hesten Don Juan, som den bumsede Anita med de rige forældre ender med at overtage helt, hvilket slår skår i pigebandens sammenhold.

Bjørn Rasmussen, der selv er vokset op på et stutteri, beskriver pigernes omgang i staldene i et troværdigt sprog, der vidner om stor indsigt i miljøet og dets jargon: ”Det var egentlig Hvepsen der havde det bedste sæde, hun scorede som regel højest i opstilling til dressurkonkurrencerne, men Sputnik trippede i skridten, og han gik under lod, så det altid var en af os andre der blev præmieret, særligt Anita.”

”Kirstens hævn” er en fanden-i-voldsk fortælling i tre akter om heste, had og radikalisering. Om dysfunktionelle familier i en vestjysk provins og et ungt menneskes indre dæmoner, der løber løbsk.

Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

”En aften gik hun ind i den elskedes kammer og fandt hans trombone. Hun skilte den ad, samlede kondensvandet og spyttet i et lille bæger. Hun rykkede lange totter hår ud af sin hovedbund, vædede dem i bægeret og spandt elleve, slanke hunde heraf; sølvgrå, elegante.”
”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet”, s. 8.

I Bjørn Rasmussens debutroman ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” (2011) er der ikke tale om en kausalt fremadskridende handling, ej heller om et klart defineret fortæller-jeg. Ligeledes skifter stederne, hvor handlingen udspiller sig, mellem at være helt konkrete, for eksempel bus nr. 491 mod Fjaltring eller provinsbyen Lemvig, til at være mere diffuse.

På samme måde veksler Bjørn Rasmussen mellem meget konkrete beskrivelser af steder, kropsdele og handlinger, som han med nærmest medicinsk præcision skærer ud med skalpel, til mere svævende og vævende skildringer, der fortaber sig i mystik: Fortællerjeget Bjørn refererer til sin mor som en arketype, Moderen. Moderen har en jagthund, Titan, der er ’mere end Titan’ – Titan er således også en brændeovn, motionsudstyr og hårde hvidevarer, men Titan bliver forvekslet med et rådyr og bliver skudt.

28939930

Romanen bevæger sig både sprogligt og emnemæssigt gennem forskelligt terræn. Vi følger hovedpersonen Bjørn, der som forfatteren selv er vokset op på en rideskole.

Den spirende homoseksualitet folder sig ud som en overvældende kærlighed og et uudslukkeligt begær i Bjørn, der forelsker sig i en ældre ridelærer, en smuk mand, en bestemt mand, en håndfast mand.

Stringensen i ridesportens dressur forplanter sig imellem ridelæreren og Bjørn, der indleder et sadomasochistisk forhold, hvor det tydeligvis er Bjørn, der udgør den masochistiske part. Om læreren er forelsket, står uklart hen, derimod er Bjørns forelskelse nærmest en ambivalent besættelse, hvor han på skift elsker og hader: Han hader at elske og elsker at hade i en grad, så han må begå hærværk mod ridelærerens saddel, som han flænser op, før han vender hadet mod sig selv og flænser sin egen hud. Vi følger Bjørn fra barn til ung til voksen, en rejse gennem Danmarks, kroppens og følelsernes landskab.

Pynt

”(…) Omtrent samtidig får jeg den tanke, at man har installeret HIV-blæsebælge i DSB’s hvilekupeer, og at de har tilknytning til de elektriske reflekser fra kraniet til livmoderen, der gennemstrømmer mig, når jeg opholder mig bestemte steder i indre by, en eftermiddag gennemvæder jeg mine jeans i en krampetrækning i Magasin.”
”Pynt”, s. 35.

Bjørn Rasmussens roman ”Pynt” (2013) bliver beskrevet som en punktroman, en prosalyrisk fortælling, der kredser om – eller måske rettere kredser i – skuespillerinden, den forældreløse Ragna Svendsen, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. At kalde ”Pynt” en roman eller en fortælling virker underligt begrænsende: Værket er fabulerende i sin form – fra sin vilde blanding af inderlig poesi til nærmest lemlæstende metaforik, hårdkogte udbrud eller nådes- og hudløse skildringer af alt det, huden omslutter, fra psyke til soma. Derfor bliver summen et litterært sindbillede, et reflekterende, registrerende stykke tekst, der er i konstant bevægelse, som om det har sit eget væsen, en puls og et åndedræt.

50718875

”Pynt” er en nærmest fysisk læseoplevelse, fordi den kredser om kroppen og kroppens funktioner, men samtidig skildrer sindets veje og vildveje. Skuespillerindens relationer og hendes beskrivelser af dem, hendes bror Victor, hendes værge Werther, manden Hr. Johansen, hun giftede sig med og blev skilt fra og veninden Alfrieda, som hun er forelsket i, udgør tilsammen et persongalleri, som er vævet ind i Ragnas sind – men også i hendes væv: Huden er også her et elastisk hylster, der omgiver legemet.

Men legemet er ikke statisk, det er et fremmedlegeme, en krop, som Ragna har et (spise-)forstyrret forhold til. Anoreksi, bulimi og psykoser binder smertefuldt Ragnas krop og sind sammen. Hendes sjæl kommer måske særligt til udtryk i de fine poetiske skildringer, mens hendes væsen fremturer i en sort humoristisk tone, der skaber sproglig modvægt og fra tid til anden nærmest smider groteske, konkrete billeder lige i synet på læseren.

Psykosens, traumernes eller sorgens sprog er ikke logisk, det er billedrigt og psyko-fysisk, og spørger uden at sætte spørgsmålstegn efter sit udsagn: ”Er vi pynt. (…) Det forlanges af mig, at jeg skal være et menneske, jeg ved ikke, hvordan man gør” (s. 107). Ragna Svendsen er både pynt og menneske, og Bjørn Rasmussen beskriver hende både som en tilstand, et symptom og en diagnose.

Ming

”(…)Det er ikke bare bugspytkirtlen/ det er ikke bare testiklerne/ det er hele kroppen/ kræften holder en fest i far/ guirlander linedance/ der er tæskefyldt/ maos knæ spjætter/ mussolini fotograferer frugtopsatsen/ jeg går i bro og modtager applaus/ mor siger: kræften æder ham op/ så kan de pludselig tale sammen efter 7 års ulykke/ så kan de pludselig tale sammen fordi han er syg/ jeg vil også have kræft (…)”
”Ming”, s. 12.

Det er faderrolle, barndom, forældretab, mandighed, kræftsygdom og kroppen som både hylster, bolig, sygdomsbyld og driftstempel, der binder Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” (2015) sammen til et surrealistisk, humoristisk, klamt og æstetisk værk.

Den består af digte uden titler og vers, kun adskilt af linjebrud og konkret sorthed, nemlig sorte sider, der giver visuelt modspil til de billedskabende metaforer, Rasmussen maler. Lige dele af sindets og psykens ibenholtsorte sorg og skrøbelige uskyld blandes med fysiske sekreter, fra beskrivelser af blod, sæd og bræk til lugten af et uvasket pikhoved. Smerten er udgangspunktet for det martrede fortællerjeg, der leder efter sig selv, sin far (Flem-ming, Ming) og efter en vej ind i kærlighedslivet. Faderens somatiske sygdom er lige så opslugende og nedbrydende som den psykiske sygdom, jeg’et beskriver, ”(…) i aften skal jeg indlægges/ selvfølgelig er jeg en lille smule bange/ det føles sådan her:/ død drøm bjørn/ men nu tager jeg altså en taxa/ i en engels favn” (s. 65).

51933095

Det smertefulde står i komisk kontrast til for eksempel IKEA-køkkenet, der skal installeres i det parforhold, jeg’et udgør den ene halvdel af. Det konkrete hverdagsliv og parforholdets konventioner gør kærligheden latterlig, lavpraktisk og kold. Kedsomhed, afmagt og sorg druknes i alkohol, joints, medicin og sex. ’Ridelæreren’ (i bestemt form, hvilket leder tanken hen på debutromanen) inviteres til en trekant, som jeg’et alligevel ikke formår at deltage i. Det er et kaos og vakuum på samme tid, en søgen efter kærlighed og tryghed, der hurtigt bliver konform, kvælende og dermed utryg.

Forældrenes skilsmisse behandles med barnets undren og dets smerte, der kun vokser, jo mere afstand, der bliver mellem forældrene. At kræften overtager faderen, gør det ikke nemmere. Beskrivelsen af kroppens forfald illustrerer, hvordan det, der var en far, langsomt bliver udslettet og diffust. På samme måde beskriver Rasmussen, hvordan sindet og jeg’et er diffuse størrelser, der ikke nødvendigvis kan bindes sammen – heller ikke selvom kroppen som fysisk enhed er intakt og levende.

Jeg er gråhvid

”10.05
Kære mor. Jeg har det valmue. Det er så valmue at være valmue. Jeg valmuer hele tiden og det hænger mig ud af valmuen. Jeg håber du er valmue og at vi valmuer. Kh stofrelateret sprut-skid.denfedenar
10.07
Ingen engle ringe, det blæser stille over vor utilstrækkelighed.
Insemination.
Der hænger et baseballbat på væggen i min lunge. Der hænger en le, en lever.
Homoseksuel lyder lidt som leukæmi bagfra.
(…)”

”Jeg er gråhvid”, s. 81-82.

I romanen ”Jeg er gråhvid” (2018) er det fortællerjegets hypotetiske (pap-)faderrolle, der sætter historien i gang. Bjørn Rasmussen starter værket som dramatiker med en enkelt regibemærkning: ”Vi skriver det 504. skudår siden Kristi Fødsel,” for derefter at lade ægtefællerne ’Bjørn’ og ’Jacob’ tale sammen ufiltreret. Jacob fortæller, at ’Maren’ har ringet: Hun vil gerne have et barn, og Jacob vil gerne være far. Det er Jacobs ønske, og Bjørn imødekommer det for sin elskedes skyld. Startscenen er ren, elegant og samtidig fyldt med ordspil og symbolik. 

Ønsket om barnet skal vise sig at blive begyndelsen på en ”præ-fødselspsykose” for Bjørn, der hverken er barnefaderen eller den gravide, men derimod den gråhvide: Den kommende papfar, der bevæger sig i gråzonen af forældreskabet. Det udvikler sig til en full-blown psykose, der skildres med smerte, skønhed, et væld af litterære såvel som popkulturelle referencer og en humoristisk sans, der overrasker og fastholder læseren i en svimlende læsning.

54701586

Rammen er en dagbog, der begynder den 27. oktober, DAG 1 kl. 18.08 og derefter følger dato og tidsangivelser, indtil tiden flyder ud mellem sætningerne, der til sidst starter og slutter og fortsætter i glidende overgange. 

Dagbogen skriver Bjørn til det ufødte barn, der i hans bevidsthed antager snart sagt alle former, imens han forsøger at komme ud af sit misbrug. Undervejs refereres der kort til en anden dagbog, ”Laura Palmers hemmelige dagbog” fra tv-serien Twin Peaks, som udkom på dansk på det tidspunkt, hvor Bjørn slutter med at være barn – og ædru, og til den ikoniske MIX-kalender, der udkom med ungdomsbladet MIX i 1990’erne. Et optrykt foto af den dokumenterer den unge Bjørns begejstrede fuldskabsdebut (s. 18).

Bjørn Rasmussen blander jysk dialekt og stednavne suverænt ind mellem egne ordspil og danske popsange fra 1990’erne, blender det med voksende paranoia, sex og sensualitet, som drejes ind i det smertefulde, misbruget – som en generel tendens, nærmest et personlighedstræk. Bjørn misbruger alkohol, stoffer og sig selv. For Bjørn får gråviditeten en høj pris: I forsøget på at blive ædru bliver han psykotisk, og i forsøget på at opfylde sin elskedes ønske, mister han ham: Barnet, der skulle fuldbyrde ægteskabet, bliver aflyst ­– og det gør ægteskabet også.

Fiskesonetterne

”Du slikker mig, som om min hud var læder./ Du siger hvad du vil og drikker vand,/ når ensomheden går over sine bredder./ Din omsorg flyder over min forstand.”
”Fiskesonetterne”, s. 15.

I dansk litteraturhistorie står Inger Christensens ”Sommerfugledalen – Et requiem” fra 1991 som det ypperste eksempel på den klassiske digtform sonetkransen. Det er derfor et modigt valg at benytte denne krævende form, men det er ikke desto mindre, hvad Bjørn Rasmussen gør i sin tredje digtsamling, ”Fiskesonetterne”. Den udkom i 2023 og må både i kraft af sin form, sin sørgmodige tone og dødstematik læses som en intertekstuel reference til netop Christensens kanoniserede mesterværk.

Den klassiske sonetkrans består af fjorten sonetter, hvor sidste verslinje i det foregående digt udgør første verslinje i det næste. Det sidste femtende digt, den såkaldte mestersonet, er dannet af de foregående fjorten begyndelsesvers.

137336383

En sonet er et rimende lyrisk digt med en fast ydre og indre form, der til sammen skaber en harmonisk helhed. Genren stammer fra middelalderens Italien, og Rasmussen følger den italienske komposition, hvor det enkelte digt er inddelt i to strofer på hver fire vers med rimmønstret abab cdcd efterfulgt af to strofer på hver tre vers med rimmønstret efe ghg. F.eks. lyder sidste strofe i tredje digt: ”Geværet peger på mig som en mand –/ mænd kalder vold i verden erotik./ Din omsorg flyder over min forstand.”

”Fiskesonetterne” handler om Rasmussens hjortehund Fiske, der døde i 2021. Den optræder også i andre af hans bøger og portrætteres i sonetterne som en skytsengel. Digterjeget overvældes af hundens omsorg og besynger dens formildende effekt, når han rammes af voldsomme angstanfald eller modløshed over en verden i krig. I flere af sonetterne får Fiske ligefrem ordet og taler beroligende til jeget, som ifølge hunden bør søge trøst i en tro, når den en dag ikke længere er der til at passe på ham. Rasmussen balancerer sonetkransens højtidelige stil med et bramfrit og direkte sprog, f.eks. bruger han navneord som ”pikhoved”, ”nyresten” og ”opiater”. Og digtene er på samme tid fyldt med hudløs kærlighed, sorg og tragikomiske konstateringer, som når digterjeget erklærer, at det elsker alt ved hunden, selv dens lort.

Genrer og tematikker

Bjørn Rasmussen arbejder med litterære lag og (efter?)ligner på den måde sit idol David Lynch, der er kendt for i sine film at arbejde med både tekstur, væv og lag. Bag det umiddelbare ligger der hos både Bjørn Rasmussen og David Lynch en spirende uhygge, noget faretruende, som man ikke kan sætte fingeren på, og som netop derfor bliver endnu mere angstfremkaldende.

At Bjørn Rasmussen er rundet af teatret og dramatikkens form ses især i den frihed, han tager sig til at gøre romanen teatralsk – at lade sin karakter klæde sig i hundeskind eller give beskrivelser af nærmest drømmelignende karakter ligger dramaets sprog og metaforik nær. Om sine stjålne sætninger fra andre forfattere siger Bjørn Rasmussen, at debutromanens struktur understøtter tematikken: ”Det hentede sprog minder om en hentethed i identiteten. Lige så svært det er at skelne mellem mine sætninger og de sætninger, jeg låner – lige så umuligt er det for Bjørn at afgrænse sit eget subjekt fra omverdenen.”

— Så romanens kakofoni af forfatterstemmer svarer på en måde til Bjørns mange forskellige jeg’er?

”Ja, romanen er en afvisning af avocado-jeg’et, der består af en skal, noget kød og en kerne inderst inde. Hvis man overhovedet skal tale om en kerne, så er den flyttet ud i overfladen, ud i huden. Det er dér, kønnet og subjektet sidder. Og det er et meget sårbart sted, fordi man her er stillet til skue og kan præges og males på og skæres i.” (Rasmus Bo Sørensen: Et ubestemt sind – i en helt bestemt krop. Information, 2012-01-13).

Bjørn Rasmussen skriver på en undren over mennesket, en interesse i sprogets iboende musikalitet og stoflighed og en fascination af systemer, han kan spærre tekster inde i, men som han også har behov for at sætte sig fri af.

Et tilbagevendende miljø i hans skrift er hestestalden, og det er tydeligt, at hans karakterer nærer en helt særlig kærlighed til både heste og hunde. Denne unikke fortrolighed og blide samklang mellem menneske og dyr står i kontrast til de makabre detaljer, vrangforestillinger, voldsfantasier, angstanfald og sadomasochisme, der også dukker op igen og igen igennem forfatterskabet.

Beslægtede forfatterskaber

Romanen ”Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet” henter den første sætning i hvert af dens fem afsnit fra fem romaner af vidt forskellige forfattere: Marguerite Duras’ ”Elskeren”, Sylvia Plaths ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig”, Antoine de Saint-Exupérys ”Den lille Prins”, Kathys Ackers ”Don Quixote, der var en drøm” og Christina Hesselholdts ”Du, mit du”. Derudover er der i romanen indsat tre privatfotos, henholdsvis et billede af en lille dreng og et føl, en pointliste fra en konkurrence i dressur og et billede af et træ. Fotografierne markerer et skillepunkt i romanen, og formen er altså på ingen måde tilfældig. Den er en kontrolleret opvisning i litterær dressur, hvor rytteren demonstrerer efterligningens kunst og evnen til egne originale indfald. Herudover indgår passager fra fire medicinske fagbøger, hvor sproget er nøgternt og fagligt, hvilket giver en smuk kontrast til Rasmussens poetiske tone.

Ifølge forfatteren selv er hans skrift blevet sammenlignet med de tysksprogede forfattere Elfriede Jelinek og Herta Müller. Blandt danske forfattere deler han sin på samme tid hudløse og frivole stil, samt tematiseringen af vold, misbrug, dysfunktionelle familierelationer, psykisk sygdom og seksuelle udskejelser med de jævnaldrende Asta Olivia Nordenhof og Christina Hagen. Eksempelvis indeholder Hagens digtsamling ”Pow pow pow” fra 2024 en serie digte, der i deres form parafraserer molbohistorier og andre vittigheder, men som i deres indhold er barsk og beskriver omsorgssvigtede og seksuelt misbrugte børn, en fattig mand, der græder, fordi han ikke har råd til at tage sig af sin syge hund og lignende tragiske skæbner. Selv kalder Hagen digtene for pistoldigte. De er skrevet i et sprog, der er både skarpladt, perverst, ironisk distanceret, finurligt og følsomt.

Bibliografi

Romaner

Rasmussen, Bjørn:
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Gyldendal, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Pynt. Gyldendal, 2013.
Rasmussen, Bjørn: Jeg er gråhvid. Gyldendal, 2018.
Rasmussen, Bjørn:
Kirstens hævn. Gyldendal, 2024.

Digte

Rasmussen, Bjørn:
Ming. Gyldendal, 2015.
Rasmussen, Bjørn:
Forgabt. Gyldendal, 2021.
Rasmussen, Bjørn:
Fiskesonetterne. Gyldendal, 2023.

Dramatik

Rasmussen, Bjørn:
Myg marcherer i sødt blod. Audioguide-teater i Århus, Teater Katapult v. Anders Lundorf, 2004.
Rasmussen, Bjørn:
Fist full of love. Ungdomsdramatik, Teater Katapult v. Hanne Trap Friis og Teater Gromada, 2006.
Rasmussen, Bjørn:
Alrune. Enakter, Odense Teater v. Moqi Simon Trolin, 2006.
Rasmussen, Bjørn:
Gama. Audiomove-teater i Horsens, Teater Katapult v. Jacob Schødt, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
Seest. Scenedramatik sm. Martin Lyngbo, Mungo Park Kolding v. Moqi Simon Trolin, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
Jordslået. Radiogyser, DR Fiktion v. May El-Toukhy, 2010.
Rasmussen, Bjørn:
Attempts on a happy nation. Scenedramatik, Teater NoJazz, 2012.

Tegneserie - graphic novel

Rasmussen, Bjørn:
9 piger : liftet. Gladiator, 2014. Illustrator: Rikke Villadsen.

Øvrige publikationer

Rasmussen, Bjørn:
Alrune. Skuespil i Seks Danske Enaktere 2006. Forlaget Drama, 2006.
Rasmussen, Bjørn:
Jeg vil dø. Digt i antologien Så længe jeg lever. 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Uddrag af Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Tidsskriftet Reception no. 68, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Abba. Tekster i Forfatterskolens Afgangsantologi. Basilisk, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Kiss your darlings. Digt i tidsskriftet Viktor B. Andersens Maskinfabrik no. 45, 2012.
Rasmussen, Bjørn:
Ligusteren. Digt til nettidsskriftet Errararea, 2012.
Rasmussen, Bjørn:
Selv teflon er et bakkelandskab. Digt til nettidsskriftet Aglaktuq, 2012.
Rasmussen, Bjørn:
Afd. 801. Prosa i tidsskriftet Den blå port, 2012.

Andre tekster

Rasmussen, Bjørn:
Østen for vor flod. Sangtekst i Traffucking, Århus Teater v. Theresa Daewaell Grønning, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
Hest. Digtfilm, v. Big Ed Petra, Århus Filmværksted, 2008.
Rasmussen, Bjørn:
En clairvoyance. Tekst- og lydværk, gruppeudstillingen Vedr. Tekst i Galleri Q, 2009.
Rasmussen, Bjørn:
Ragnamørke, slagteapparater, tungemål. Performance, Sct. Thomas kirke v. Lenemarie Olsen, 2010.
Rasmussen, Bjørn:
Hvis jeg var bøsse. Tekstværk, gruppeudstillingen Lange Løg, 2010.
Rasmussen, Bjørn:
Høstmaskinen. Sms-digt, København Læser, 2010.
Bjørn Rasmussen:
Ligustrum vulgare. Tekstværk, gruppeudstillingen Piss Off, 2011.
Rasmussen, Bjørn:
Jeg er Petra. Prædiken, Sct. Jakobs kirke, 2012.

Om forfatterskabet

Artikler

Kjældgaard, Lasse Horne:
Politiken, 2011-09-27.
Juhl Rasmussen, Anders:
Kristeligt Dagblad, 2011-10-13.
Sørensen, Rasmus Bo:
Information, 2012-01-13.
Daugaard, Solveig:
Dagbladet Information, 2015-09-05.
Johansen, Jørgen:
Berlingske, 2015-09-11.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Bjørn Rasmussen