Herta Müller er oversat til dansk gennem de sidste femogtyve år, men inden
hendes navn blev en verdensbegivenhed med Nobelprisen i 2009, var det ikke til
noget stort publikum. I dag er der kø til hendes værker på bibliotekerne, og de
fleste af dem er udsolgt fra forlagene. ”Der
Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt” fra 1986 (”Mennesket er en stor
fasan i verden”, 2009) er nok den titel, som de fleste forbinder hende med,
fordi den udkom ganske kort inden uddelingen af Nobelprisen, men den hører ikke
til hendes seneste værker – tværtimod var det det første, hun udsendte, efter
hun var gået i landflygtighed i Tyskland.
”Mennesket er en stor fasan i verden” kan betegnes som et familiedrama i
græshøjde. Titlen repræsenterer den rumænske indvirkning på sproget, et fast
udtryk for menneskelig klodsethed og sårbarhed – fasanen er klumpet,
opsigtsvækkende skræppende og nem at fange. Handlingen er henlagt til
landsbyen. Drømmen om at udvandre har de alle på et eller andet tidspunkt – de
fleste hele tiden – også mølleren Windisch. Men fasanen er ikke just nogen
trækfugl, og Windisch er på mange måder en mand under pres. Ikke bare på grund
af staten, men også kvinderne i familien, hans kone og hans datter. ”Øjnene
lyver,” siger nattevagten, ”læggene lyver ikke.” Han sætter skoene ud til
siderne. ”Se på din datter, hvordan hun går,” siger han. ”Hvis hun sætter
skosnuderne sidelæns på jorden når hun går, så har hun prøvet det.” (s. 12).
27955177
Fortællingen oprulles med den uoplyste landbefolknings naive udsyn og overtro,
og jo, Windisch' datter Amalie sætter skosnuderne sidelæns på jorden, hun har
prøvet det. Hans kone Katharina har derimod rettet skosnuderne ind. De har
ellers næsten stået vinkelret på hinanden. Det var den måde, hun overlevede på
i de sovjetiske interneringslejre. Noget for noget. Kartofler for kød-skandalen
om man så må sige. Hun var kødet i kokkens seng. Og så i lægens. Og så
fremdeles. Til gengæld fik hun kartofler, som kunne stille hendes sult, eller
en diagnose, som fritog hende for arbejde. Nu er det slut. Katharina får nemlig
ondt, når de gør det, har hun forklaret den godmodige Windisch. Så Windisch har
sine trængsler. Han basker med vingerne. Han tager tilløb til at løfte familien
op over grænsen til det forjættede Vesten og Tyskland, hvor sprogfrænderne
findes. Men det er ikke uden omkostninger. I de røde diktaturers sorte økonomi
har det en pris at få de nødvendige papirer til en udvandring. Man betaler den
med familiens døtre. Noget for noget. Datteren Amalie skal i ”audiens”, som det
hedder i terminologien, hos præsten og politimanden.
Som alle store realister – og det må vi vel kalde Herta Müller på trods af
eller på grund af den lyriske finurlighed, der i sidste ende oversætter sig til
præcision – er Müller en snyderealist. I ”Fasanen”, som den er hørt omtalt i
boghandlerlingo, flyder det barokke og absurde side om side med humoren, det
lavkomiske og vulgære og gearer det grå kommunistiske Rumænien og det kranke
skæbnefællesskab i Banat-landsbyen med en fornemmelse for folkelivet.
Fortællingen folder sig ud som noget større end de relativt få temaer og
historier, forfatteren varierer over.