Herta Müller

Herta Müller er født i 1953 i en lille landsby i Banat, et forhenværende grevskab og sletteland i Rumænien med floden Donau og bjergkæden Karpaterne som et par af de naturlige afgrænsninger til nabolandene Serbien og Ungarn. Hun tilhørte en tysk – schwabisk – befolkningsgruppe og var akkurat ung nok til at undgå de interneringer, som ramte landets minoriteter i halvtredserne, men gammel nok til at blive drevet ud på randen af selvmord, efterhånden som den politiske bevidsthed meldte sig, og chikanerierne fra sikkerhedstjenesten Securitate tog til op gennem halvfjerdserne. Hun uddannede sig i tysk og rumænsk på universitetet i provinshovedstaden i Banat, Timisoara, og varetog jobs, som sikkerhedstjenesten fik hende fyret fra et efter et, som fabriksarbejder, oversætter og lærer. I 1987 blev hun købt fri af den tyske regering i Bonn og forlod Rumænien med sår på sjælen og dødstrusler fra Securitate som ledsager i en ny tilværelse i Vesten med bopæl i Berlin.

Kort efter hun var ankommet til Tyskland, fik hun besøg af en veninde, som viste sig at være i sikkerhedstjenestens sold. Et eller andet sted i byen ventede en rumæner med ordre om at henrette hende. Dommen blev ikke eksekveret, men Herta Müller kender lejemorderens identitet.

Truslerne har dog ikke fået Herta Müller til at tage mundkurv på over for fascistiske tendenser i kampen for demokratiet. I debatten om de radikale islamister lægger hun sig med sine erfaringer fra kommunismen i forlængelse af markante stemmer som Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali. Med afsæt i sin egen historie mener Müller godt, man kan kræve af de muslimske gæstearbejdere i Tyskland, at de tager aktivt og tydelig afstand fra den radikale islamisme og dens menneskerettighedskrænkende metoder.

Herta Müller er oversat til dansk gennem de sidste femogtyve år, men inden hendes navn blev en verdensbegivenhed med Nobelprisen i 2009, var det ikke til noget stort publikum. I dag er der kø til hendes værker på bibliotekerne, og de fleste af dem er udsolgt fra forlagene. ”Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt” fra 1986 (”Mennesket er en stor fasan i verden”, 2009) er nok den titel, som de fleste forbinder hende med, fordi den udkom ganske kort inden uddelingen af Nobelprisen, men den hører ikke til hendes seneste værker – tværtimod var det det første, hun udsendte, efter hun var gået i landflygtighed i Tyskland.

”Mennesket er en stor fasan i verden” kan betegnes som et familiedrama i græshøjde. Titlen repræsenterer den rumænske indvirkning på sproget, et fast udtryk for menneskelig klodsethed og sårbarhed – fasanen er klumpet, opsigtsvækkende skræppende og nem at fange. Handlingen er henlagt til landsbyen. Drømmen om at udvandre har de alle på et eller andet tidspunkt – de fleste hele tiden – også mølleren Windisch. Men fasanen er ikke just nogen trækfugl, og Windisch er på mange måder en mand under pres. Ikke bare på grund af staten, men også kvinderne i familien, hans kone og hans datter. ”Øjnene lyver,” siger nattevagten, ”læggene lyver ikke.” Han sætter skoene ud til siderne. ”Se på din datter, hvordan hun går,” siger han. ”Hvis hun sætter skosnuderne sidelæns på jorden når hun går, så har hun prøvet det.” (s. 12).

27955177

Fortællingen oprulles med den uoplyste landbefolknings naive udsyn og overtro, og jo, Windisch' datter Amalie sætter skosnuderne sidelæns på jorden, hun har prøvet det. Hans kone Katharina har derimod rettet skosnuderne ind. De har ellers næsten stået vinkelret på hinanden. Det var den måde, hun overlevede på i de sovjetiske interneringslejre. Noget for noget. Kartofler for kød-skandalen om man så må sige. Hun var kødet i kokkens seng. Og så i lægens. Og så fremdeles. Til gengæld fik hun kartofler, som kunne stille hendes sult, eller en diagnose, som fritog hende for arbejde. Nu er det slut. Katharina får nemlig ondt, når de gør det, har hun forklaret den godmodige Windisch. Så Windisch har sine trængsler. Han basker med vingerne. Han tager tilløb til at løfte familien op over grænsen til det forjættede Vesten og Tyskland, hvor sprogfrænderne findes. Men det er ikke uden omkostninger. I de røde diktaturers sorte økonomi har det en pris at få de nødvendige papirer til en udvandring. Man betaler den med familiens døtre. Noget for noget. Datteren Amalie skal i ”audiens”, som det hedder i terminologien, hos præsten og politimanden.

Som alle store realister – og det må vi vel kalde Herta Müller på trods af eller på grund af den lyriske finurlighed, der i sidste ende oversætter sig til præcision – er Müller en snyderealist. I ”Fasanen”, som den er hørt omtalt i boghandlerlingo, flyder det barokke og absurde side om side med humoren, det lavkomiske og vulgære og gearer det grå kommunistiske Rumænien og det kranke skæbnefællesskab i Banat-landsbyen med en fornemmelse for folkelivet. Fortællingen folder sig ud som noget større end de relativt få temaer og historier, forfatteren varierer over.