Kundera, Milan
Foto: Catherine Hélie / Gallimard

Milan Kundera

Artikel type
voksne
lektor Jørn Boisen. 2003.
Top image group
Kundera, Milan
Foto: Catherine Hélie / Gallimard
Main image
Kundera, Milan
Foto: POLFOTO

Indledning

Tjekkisk eksilforfatter i Frankrig. Har skrevet romaner og noveller.
”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer” - denne definition viser det specielle ved Kundera som forfatter. Han interesserer sig for de eksistentielle problemer, der traditionelt er forbeholdt filosofien, men han anskueliggør dem gennem livagtige personer i konkrete situationer. Det hele er formidlet med indlevelse og humor i et krystalklart sprog. Blandt hans romaner er den filmatiserede: Tilværelsens ulidelige lethed.

 

51725948

Blå bog  

Født: 1. april 1929 i Brno i det daværende Tjekkoslovakiet. Bosat i Frankrig.

Uddannelse: studier i musik, film og litteratur ved Karls Universitetet i Prag.

Debut: En spøg, 1967.

Priser: Den europæiske Litteraturpris, 1982.

Seneste udgivelse: Det ubetydeliges fest. Gyldendal, 2015. (La fête de l'insignifiance, 2015). Oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen. Roman.

 

Hør lydklip fra 'Tilværelsens ulidelige lethed'

 

 

 

Kundera

Om Milan Kundera

Milan Kundera blev født d. 1. april (en symbolsk dato, siger han selv) 1929 i Brno, Tjekkoslovakiet, som søn af en berømt pianist og musikteoretiker. Hjemmet var kultiveret og Kundera blev hurtig interesseret i avantgardekunst og begyndte som ganske ung at skrive moderne klassisk musik. I 1947 gik han som 18-årig ind i kommunistpartiet, og hilste sammen med en hel generation af idealistiske unge tjekker den kommunistiske magtovertagelse i 1948 velkommen.

To år efter blev han imidlertid smidt ud af Partiet, fordi han sagde ”noget, han hellere skulle have ladet være med at sige.” Efter at have arbejdet nogle år som arbejdsmand og barpianist blev han rehabiliteret i halvtredserne som følge af den generelle optøning efter Stalins død i 1953. Han blev lærer på filmskolen i Prag og fik succes sig som lyriker, essayist og især dramatiker. Disse litterære forsøg er imidlertid uden interesse i Kunderas øjne, og han betragter dem ikke som en del af sit værk. Det er ikke før 1958, da han for sjov skrev en novelle på et par dage, at han fandt sig selv som forfatter.

”En roman er en meditation over eksistensen set gennem opdigtede personer,” skriver Kundera i Romankunsten (1986, da. 1987). Denne definition viser, hvad der er specielt for Kundera som forfatter. Han interesserer sig for de eksistentielle problemer, der traditionelt er forbeholdt filosofien, men han anskueliggør dem gennem livagtige personer placeret i yderst konkrete situationer. Det hele er formidlet med indlevelse, humor og overlegen intelligens i et krystalklart og vidunderlig præcist sprog.

De tjekkiske værker

Disse træk kendetegner allerede de virtuose noveller samlet i Latterlige lidenskaber (1970, da. 1995), der alle udforsker forholdet mellem erotik, frihed og nødvendighed i forsøget på at give tilværelsen mening. Bogens ulige afsnit er holdt i en let tone og udforsker med humoristisk overskud erotikkens paradokser, mens de lige afsnit er alvorligere i anslaget med fokus på tungere eksistentielle og politiske problemstillinger. Paradokset - og Kunderas pointe - er imidlertid, at de lette noveller i grunden ikke er mindre alvorlige end de tunge, og de tunge ikke mindre morsomme end de lette. ”Ak, mine damer og herrer, det er sørgeligt at leve, hvis man ikke kan tage noget eller nogen alvorligt!” lyder fortællerens melankolske slutord og rammer præcist den bittersøde stemning af munterhed og eftertænksomhed, som læseren sidder tilbage med efter endt læsning.

21008745

Kundera blev i tresserne en af lederne for bevægelsen for større kunstnerisk og intellektuel frihed i Tjekkoslovakiet. Hans første roman, En spøg (1967, da. 1970), der gennem en kompleks kærlighedshistorie afspejler Tjekkoslovakiets historie efter den kommunistiske magtovertagelse i 1948, blev gjort færdig i 1965 og efter lidt besvær med censuren udgivet i 1967.

Hovedpersonen er den unge studerende Ludvik, der i ærgrelse over, at hans kæreste hellere vil på kommunistisk sommerlejr i stedet for at være sammen med ham, og irriteret af hendes utåleligt entusiastiske postkort, sender hende et brevkort med teksten ”Optimisme er opium for folket! Sund ånd lugter af dumhed! Længe leve Trotskij!” Kortet bliver opsnappet, Ludvik ryger ud af universitet og sendt på straffearbejde i næsten 15 år. Det er i disse år, vi følger Ludviks forsøg på at komme overens med den dumme, men uskyldige spøg, der ikke blot har ødelagt hans liv, men også hans tro på fornuften, historien og mennesket.

Det centrale i romanen er imidlertid ikke det politiske, men Ludviks aldrig fuldbyrdede kærlighed til den mystiske pige Lucie, der bringer ham blomster i straffekolonien. Og netop deri består romanens genistreg. Privatlivets paradokser er af samme natur som dem, der udspiller sig på historiens store scene: mennesket trang til at påtvinge tingene en mening bliver konstant gjort til grin af skæbnens - eller tilfældets - spil. Det er denne altomfattende spøg, der har givet romanen navn.

Den er en bemærkelsesværdig kunstnerisk bedrift: Hele periodens stemning af håb og desillusion indfanges i en romankomposition, hvor nostalgi og skepsis, komik og tragedie, medfølelse og ironi balancerer perfekt. Det er en meget smuk, meget klog og dybt bevægende roman. En moderne klassiker.

Kunderas anden roman Livet er et andet sted (først udgivet i fransk oversættelse 1973, da. 1977) blev påbegyndt i 1968 kort før den russiske invasion og afsluttet i 1970, da ethvert håb om politisk frihed var væk. Kundera var igen blevet persona non grata. Han havde mistet sin stilling, og hans bøger var blevet forbudt. Romanen behandler de samme temaer som En spøg (den revolutionære entusiasme i 1948 og tabet af uskyld under de politiske processer, forfølgelserne og justitsmordene), men tonen er langt mørkere.

Livet er et andet sted er en fiktiv digterbibliografi, og skriver sig ind i traditionen af dannelsesromaner. Men hvor helten i den klassiske dannelsesroman gennem prøvelser og erfaringer langsomt modnes og kommer til en form for erkendelse, så bliver hovedpersonen Jaromil, aldrig voksen. Han forbliver en talentfuld, men umoden dreng, der for at undslippe sin dominerende mor forsøger at gøre sig til en mand ved at stå last og brast med bødlerne, inden han dør nyttesløst og udramatisk af lungebetændelse.

Romanens tematiske omdrejningspunkt er forholdet mellem poesi, revolution og ungdom, og den udgør et bittert opgør mod den lyriske - eller umodne - alder, hvor mennesket forfalder til fanatisme, fordi det ikke kan acceptere, at alting i tilværelsen er ulidelig relativt.

Kunstnerisk betegner Livet er et andet sted et gennembrud. Med den finder Kundera det kunstneriske sprog, der kendetegner de senere store eksilromaner: en romankomposition, hvor relativt selvstændige fragmenter af forskellig længde og beskaffenhed (fortælling, essay, drøm) integreres i en flerstemmig struktur, hvis enhed sikres af et fint spundet net af genkommende motiver og temaer.

Eneste undtagelse fra denne arketype er romanen Afskedsvalsen (fransk 1976, da. 1978) den sidste Kundera skriver i Tjekkoslovakiet uden noget håb om nogensinde at få den udgivet. En stærkt underholdende lille roman, skåret efter vaudevillens skabelon, men som bag alle de usandsynlige sammentræf og forviklinger faktisk stiller spørgsmålet, om mennesket overhovedet fortjener at leve på denne jord. Formen er yderst let, temaet af den yderste alvor.