herta müller
Foto: Steffen Roth

Herta Müller

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af stud.mag. Ester Skibsted Holm, 2012.
Top image group
herta müller
Foto: Steffen Roth
Main image
Müller, Herta
Foto: POLFOTO

Indledning

Herta Müller voksede op under et benhårdt kommunistisk diktatur i Rumænien og blev forfulgt som anderledestænkende, indtil hun endelig slap ud et par år før Berlin-murens fald. Hun så sine venner dø, hun var på selvmordets rand, hun blev forfulgt af sikkerhedstjenesten langt ind i sit nye liv i Tyskland. Hendes egen frihedskamp begyndte ved sproget. Historien gav sig selv. Det var hendes egen – fortalt om og om igen. Autofiktion har man kaldt det. Det er hun blevet jævnt hen prisbelønnet for og i 2009 med den største udmærkelse af dem alle – Nobelprisen.

 

46631471

Blå bog

Født: 17. august 1953 i Nitzkydorf, Rumænien.

Uddannelse: Studier i tysk og rumænsk ved universitetet i Timesoara i Rumænien, 1973.

Debut: Niederungen, 1982.

Litteraturpriser: Kleist-prisen, 1994. EUs litterære pris, Aristeion, 1995. Nobelprisen, 2009.

Seneste udgivelse: Sult og silke. Essays. THP, 2019. (Hunger und Seide, 1995). Oversætter: Karsten Sand Iversen.

Inspiration: Den rumænske digter Oskar Pastior (Da Pastiors nære tilknytning til Securitate kom frem i lyset, blev der dog slået skår i idealiseringen af ham fra Müllers side).

Artikel type
voksne

Baggrund

”Natten voksede sig høj. Den trykkede himlen ud af landsbyen. Det var midnat. Sommernatskommissionen stirrede på den halvt bortjagede himmel. Læreren kiggede under sækken på sit lommeur. Den var over midnat. Kirkeuret havde ikke slået. Præsten havde slået kirkeuret fra. Det fortandede hjul skulle ikke måle syndens tid. Stilheden skulle anklage landsbyen.”

”Mennesket er en stor fasan i verden”, s. 46.

Herta Müller er født i 1953 i en lille landsby i Banat, et forhenværende grevskab og sletteland i Rumænien med floden Donau og bjergkæden Karpaterne som et par af de naturlige afgrænsninger til nabolandene Serbien og Ungarn. Hun tilhørte en tysk – schwabisk – befolkningsgruppe og var akkurat ung nok til at undgå de interneringer, som ramte landets minoriteter i halvtredserne, men gammel nok til at blive drevet ud på randen af selvmord, efterhånden som den politiske bevidsthed meldte sig, og chikanerierne fra sikkerhedstjenesten Securitate tog til op gennem halvfjerdserne. Hun uddannede sig i tysk og rumænsk på universitetet i provinshovedstaden i Banat, Timisoara, og varetog jobs, som sikkerhedstjenesten fik hende fyret fra et efter et, som fabriksarbejder, oversætter og lærer. I 1987 blev hun købt fri af den tyske regering i Bonn og forlod Rumænien med sår på sjælen og dødstrusler fra Securitate som ledsager i en ny tilværelse i Vesten med bopæl i Berlin.

Kort efter hun var ankommet til Tyskland, fik hun besøg af en veninde, som viste sig at være i sikkerhedstjenestens sold. Et eller andet sted i byen ventede en rumæner med ordre om at henrette hende. Dommen blev ikke eksekveret, men Herta Müller kender lejemorderens identitet.

Truslerne har dog ikke fået Herta Müller til at tage mundkurv på over for fascistiske tendenser i kampen for demokratiet. I debatten om de radikale islamister lægger hun sig med sine erfaringer fra kommunismen i forlængelse af markante stemmer som Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali. Med afsæt i sin egen historie mener Müller godt, man kan kræve af de muslimske gæstearbejdere i Tyskland, at de tager aktivt og tydelig afstand fra den radikale islamisme og dens menneskerettighedskrænkende metoder.

 

Mennesket er en stor fasan i verden

”Da kokken var død, lyste sneens lys ind i en anden barak. Katharina krøb forbi en anden vagts skygge. Hun lagde sig i jernsengen hos en mand. Han var læge. Han kaldte hende Katjusja. Han varmede hende og gav hende et stykke hvidt papir. Det var en sygdom. Katharina skulle ikke i minen i tre dage.”
”Mennesket er en stor fasan i verden”, s. 124-25.

Herta Müller er oversat til dansk gennem de sidste femogtyve år, men inden hendes navn blev en verdensbegivenhed med Nobelprisen i 2009, var det ikke til noget stort publikum. I dag er der kø til hendes værker på bibliotekerne, og de fleste af dem er udsolgt fra forlagene. ”Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt” fra 1986 (”Mennesket er en stor fasan i verden”, 2009) er nok den titel, som de fleste forbinder hende med, fordi den udkom ganske kort inden uddelingen af Nobelprisen, men den hører ikke til hendes seneste værker – tværtimod var det det første, hun udsendte, efter hun var gået i landflygtighed i Tyskland.

”Mennesket er en stor fasan i verden” kan betegnes som et familiedrama i græshøjde. Titlen repræsenterer den rumænske indvirkning på sproget, et fast udtryk for menneskelig klodsethed og sårbarhed – fasanen er klumpet, opsigtsvækkende skræppende og nem at fange. Handlingen er henlagt til landsbyen. Drømmen om at udvandre har de alle på et eller andet tidspunkt – de fleste hele tiden – også mølleren Windisch. Men fasanen er ikke just nogen trækfugl, og Windisch er på mange måder en mand under pres. Ikke bare på grund af staten, men også kvinderne i familien, hans kone og hans datter. ”Øjnene lyver,” siger nattevagten, ”læggene lyver ikke.” Han sætter skoene ud til siderne. ”Se på din datter, hvordan hun går,” siger han. ”Hvis hun sætter skosnuderne sidelæns på jorden når hun går, så har hun prøvet det.” (s. 12).

27955177

Fortællingen oprulles med den uoplyste landbefolknings naive udsyn og overtro, og jo, Windisch' datter Amalie sætter skosnuderne sidelæns på jorden, hun har prøvet det. Hans kone Katharina har derimod rettet skosnuderne ind. De har ellers næsten stået vinkelret på hinanden. Det var den måde, hun overlevede på i de sovjetiske interneringslejre. Noget for noget. Kartofler for kød-skandalen om man så må sige. Hun var kødet i kokkens seng. Og så i lægens. Og så fremdeles. Til gengæld fik hun kartofler, som kunne stille hendes sult, eller en diagnose, som fritog hende for arbejde. Nu er det slut. Katharina får nemlig ondt, når de gør det, har hun forklaret den godmodige Windisch. Så Windisch har sine trængsler. Han basker med vingerne. Han tager tilløb til at løfte familien op over grænsen til det forjættede Vesten og Tyskland, hvor sprogfrænderne findes. Men det er ikke uden omkostninger. I de røde diktaturers sorte økonomi har det en pris at få de nødvendige papirer til en udvandring. Man betaler den med familiens døtre. Noget for noget. Datteren Amalie skal i ”audiens”, som det hedder i terminologien, hos præsten og politimanden.

Som alle store realister – og det må vi vel kalde Herta Müller på trods af eller på grund af den lyriske finurlighed, der i sidste ende oversætter sig til præcision – er Müller en snyderealist. I ”Fasanen”, som den er hørt omtalt i boghandlerlingo, flyder det barokke og absurde side om side med humoren, det lavkomiske og vulgære og gearer det grå kommunistiske Rumænien og det kranke skæbnefællesskab i Banat-landsbyen med en fornemmelse for folkelivet. Fortællingen folder sig ud som noget større end de relativt få temaer og historier, forfatteren varierer over.

 

Dyret i hjertet

”Din røvsyge schwabiske mokke, du står jo og glor som en schwabisk kalv faldet ned fra månen, din gamle schwabiske kramkiste. Vi havde brug for de lange ords raseri, som var i stand til at skille os fra hinanden. Vi opfandt det i form af eder for at opnå afstand til hinanden.”
”Dyret i hjertet”, s. 64.

Efter udvandringen til Tyskland blev Herta Müllers forfatterskab mindre imødekommende, mere uforsonligt og mesterskabet nok kun indlysende for de helt trofaste. Staccato præger prosadigtsamlingen “Barfüßiger Februar” fra 1987 (”Barfodet februar”, 1989) med gentagelser, korte sætninger og en klinisk udtynding af adverbierne, særligt årsagsadverbierne: ”Træerne var ikke friseret. Der var en skov i parken. Der var ikke noget klokkeslæt i byen. Det var senere. Matthias følelser overfor Liza var kølnet.” (s. 62). Det er en form, som ligger langt fra den måde, vi er vant til at meddele os på. Teksterne kræver med andre ord meget af sin læser.

Müllers ”Herztier” fra 1994 (”Dyret i hjertet”, 1997) er fortællingen om årene op til udvandringen og månederne efter. Det er en selvbiografisk fortælling om venner, om en gruppe anderledestænkende; fortælleren og Lola og Tereza og Kurt og Georg og Edgar, som mødes på et universitet i Timisoara, hvorefter det går en hel del værre end skidt. Lola med partibogen og alle mændene hænger sig i skabet mellem sine kjoler. Georg realiserer drømmen om flugten til Tyskland og kaster sig derpå ud fra et vindue på femte sal i Frankfurt. Kurt hænger sig i en rem i en lejlighed i Rumænien. Tre selvmord af den slags, hvor man ikke er helt sikker på, at det er selvmord, fordi selvmord ofte er sådan, Securitate arrangerer sine drab.

21557382

På den anden side kunne de alle tre ligeså godt være trætte af livet. Regimet avler ikke livsglæde. Securitate æder Terezas sjæl, mens kræften tager sig af hendes krop. Fortælleren står flere dage i streg med sten i lommen ved flodens breder og tænker på at drukne sig. I sidste ender kommer hun til Tyskland ligesom Edgar, men i den anden ende af landet, og ingen af dem har råd til at rejse, og måske gør det ikke for alvor noget, for det er et underligt venskab, der udvikler sig under et diktatur, noget med at fornærme hinanden, at trykke på de knapper, som gør allermest ondt. ”Til Georg havde jeg skrevet: Jeg har været forkølet i en uge, og min neglesaks kan ikke klippe.” (s. 78). Det giver jo ikke meget mening, hvis man ikke har fået side 69 med: ”En sætning med neglesaks betyder forhør, sagde Kurt, ved ransagning skal brevet indeholde en sætning med sko, ved udspionering en med forkølet. Sæt altid et udråbstegn efter tiltaleformularen, men kun et komma, hvis du har været udsat for dødstrusler.”

Vennerne lever under en besættelse, som er omvendt i forhold til de proportioner, vi herhjemme kendte under Anden Verdenskrig. De er besat af deres egne, af et folk, en nation. De er en håbløs minoritet, konstant chikaneret af myndigheder med timelange forhør og gennemrodninger af deres boliger, camoufleret som indbrud. Håbet lever i nogle bøger, som hænger i en pose fra en snor i en brønd i et sommerhus uden for byen, dem og digtene, som et par af vennerne producerer.

 

I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv

”Mange mennesker skiller ikke bare genstande fra tanker, de skiller også tanker fra følelser. Jeg spørger mig selv hvordan. At svalerne over bønnemarken, på snor i skyerne, har de samme vingespidser som Nelus overskæg, er ubegribeligt men kun en fejl. Som med alle fejl kan jeg ikke finde ud af om genstandene eller tankerne vil have det sådan.”
”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, s. 77.

I Herta Müllers ”Heute wär ich mir lieber nicht begegnet” fra 1997 (”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, 2012) møder man en ung fabriksarbejderske i Ceausescus Rumænien på vej til et forhør hos sikkerhedspolitiet Securitate.

Hendes neurotiske ritualer omkring begivenheden afslører, at det ikke er første gang, hun skal afhøres. Som vanligt har hun kun spist en enkelt angstdæmpende nød, og hun har iført sig den lykkebringende grønne bluse, som hun har døbt ”blusen der stadig vokser” – måske fordi hun føler sig mindre for hvert møde med sin sadistiske afhører Major Albu. Tandbørsten er med i tasken, i fald de skulle beholde hende, men lykken har hun efterladt derhjemme. I det totalitære regime må livet og lykken adskilles, forklarer hun.

29504415

Bogens hovedspor følger jegets sporvognstur på vej til afhøringen. Under rejsen kontempleres et håbløst liv. Der krydsklippes romanen igennem mellem den angstprægede sporvognstur omgivet af bryske og affældige medpassagerer og fragmenter fra fortiden. Her fortælles historien om en barndom i skyggen af en afdød storebror, en kølig mor som går i et med spisebordet og bedstemorens død i lejren i Bărăgan. Hun erindrer sin liderlige ekssvigerfar på styrets side og tænker på sin naive kollega Lilli, som blev dræbt, da hun forsøgte at flygte ud af landet med sin rundmavede officer. Hun bekymrer sig om sin fordrukne mand Paul, og fordømmer sin tidligere elsker, den forsmåede Nelu fra tøjfabrikken. Det var ham, der angav hende til Securitate for at putte håbefulde kontaktannoncer i frakkelommer på vej til Italiens mænd.

Selvom romanen på det primære handlingsniveau blot skildrer en sporvognstur, er der tale om en kompleks fortælling, hvis fragmenterede form afspejler et menneske, der er ved at falde fra hinanden. Gennem jegfortælleren gives der indblik i verden set gennem angsten og mistillidens filter. Dette forvrængende perspektiv formidles i et ekspressivt sprog mættet af groteske billeder og gennemvædet af hovedpersonens tiltagende vanvid. Visse steder opløses prosaen og meningen næsten i abstrakte poetiske udlægninger af virkeligheden, der mimer rationalitetens gradvise opløsning. Bogen er kulsort, men med en tragikomisk kant, der gør håbløsheden udholdelig.

 

Kongen bukker og dræber

For en forfatter, som skriver ”autofiktional litteratur” og ikke laver andet end at omsætte sine personlige erfaringer til fortællinger, burde en selvbiografi vel egentlig være et omsonst foretagende – eller måske byder det sig netop til som et indlysende valg. I hvert fald kaster Herta Müller sig ud i projektet og udsendte resultatet under titlen ”Der König verneigt sich und tötet” i 2003 (“Kongen bukker og dræber”, 2005).

27974767

Nok engang er sproget omdrejningspunktet. I en kronologisk fremadskridende bevægelse tematiserer Müller sine tildragelser, fra dengang tingene hed det, de var, og var det, de hed, til ordene faldt under diktaturet. Hun taler om pauser i talen, om koderne mellem vennerne, om sprog der kolliderer, tysk med rumænsk, landsbysprog med bysprog, den fri verdens sprog med den undertryktes. Herta Müller skriver: ”Den instinktive tillid til modersmålet kan desværre forpurres.” (s. 20) ”Når intet i livet er rigtigt mere, styrter selv ordene ned. For alle diktaturer, højre- eller venstreorienterede, ateistiske eller gudelige tager sproget i deres tjeneste.” (s. 23). ”Sprog var og er intetsteds og på intet tidspunkt en upolitisk indhegning, for det kan ikke adskilles fra det den ene gør mod den anden. Det lever altid i det enkelte tilfælde, man må hver gang på ny aflytte hvad det har at sige.” (s. 29).

Herta Müller er øjensynligt engageret i en evig udveksling, en dialektik, en kamp på indhold og udvikler modsætningerne med eksempel på eksempel: ”Da jeg kom til Tyskland blev jeg forskrækket over den reklame for et flyttefirma der siger: ”Vi giver Deres møbler ben at gå på.” Jeg kender møbler med ben som det hemmelige politis bevidst satte tegn. Jeg kom hjem, og i mit fravær var stolen i værelset gået ud i køkkenet.” (s. 25). Tilsvarende hører hun om det for hende selvmodsigende begreb ølykke. En ø er den forestilling, hun havde om sig selv i Rumænien og om Rumænien i verden, akkurat som det var den forestilling, Aleksandr Solsjenitsyn havde om det sovjetiske fangelejrsystem i ”Gulag øhavet”. En ø er i diktaturet det stik modsatte af lykke. Det er forbundet med isolation, afsavn og lidelse og så langt fra Vestens Bounty-forestillinger om hvide palmestrande, som man overhovedet kan komme.

 

Genrer og tematikker

Herta Müllers forfatterskab kredser gennemgående om individets tilstand under et totalitært regime. Hendes bøger er derfor langt hen ad vejen kapitler fra hendes egen historie. Selv placerer hun sine værker inden for, hvad hun betegner den autofiktionale litteratur. I et interview til Dagbladet Information fortæller hun: ”Jeg er et eksempel på en forfatter, der ikke selv kan vælge sit tema. Forfattere, der har lidt skade i kraft af ekstreme situationer så som krigserfaringer, kz-lejre, Gulag og diktatur i ordets videste betydning. Det er forfattere, der ikke selv har valgt, men forbliver i deres temaer, fordi de ikke kan andet og blot må indordne sig.” (Peter Nielsen: Det er aldrig godt at blive kysset af diktatoren. Information, 2009-08-04). Fra et rent tematisk perspektiv er Herta Müller altså som forfatter fastlåst af sin egen traumatiske fortid. 

Blandt de gennemgående elementer i Müllers autofiktion er den opkørte steppelandsby, de grå projektbyggerier i provinsbyen, den sjælsensomme pige, den fordrukne eks-SS-far, den traumatiserede mor med fortiden i sovjetiske interneringslejre, den skakspillende bedstefar, vennens selvmord og venindens forræderi. Det er nøgne dødsmesser fra det rumænske diktaturs forkrøblede og forkrøblende verden med partiledere og sikkerhedstjeneste, hjernevask, indoktrinering, persondyrkelse, partidigte, partisange, propaganda, men det er også fortællinger om et system, som strækker sig langt ud over lakajernes rækker, om en besættelse af en helt anden kaliber end den, vi almindeligvis forbinder med ordet.

Udover sine kortprosadigte har Herta Müller primært skrevet noveller samt korte og komprimerede romaner. Fælles for hendes prosaværker er dog, at de gennem et skævt og billedmættet sprog ofte glider frem og tilbage mellem prosa og poesi – det uhyggeligt konkrete og det abstrakt ekspressive. Dette særegne sprog har rødder i erfaringen fra diktaturet, som gjorde det nødvendigt at tale i koder, når man var mellem ligesindede dissidenter. Dette affødte et folkevid præget af hårde eufemismer. Helt ned på det sproglige plan har det kommunistiske Rumænien altså brændemærket forfatteren, hvilket paradoksalt nok kommer til udtryk i hendes gennemgående forsøg på at skrive sig fri af netop diktaturet.

 

Beslægtede forfatterskaber

Den fiktive behandling af livshistorien er i realiteten blevet praktiseret siden tidernes morgen og i hvert fald udpræget i moderne litteratur – August Strindbergs vigtigste værker er for eksempel ikke andet. I 1977 gjorde franskmanden Serge Doubrovsky et nummer ud af det med romanen “Fils”, hvorefter det er blevet betragtet som en slags genre for sig. Normalt kalder vi det blot autofiktion, nært beslægtet med den litterære terapis transformation af personlige traumer til fortælling og metafiktionens leg med identiteterne, ikke mindst forfatterens egen.

En dansk forfatter, der bevæger sig inden for det autofiktive, er Knud Romer. I romanen ”Den som blinker er bange for døden” fra 2006 beskriver han i fiktive gevandter, hvordan hans familie blev chikaneret og udstødt af et indspist lokalsamfund i Nykøbing Falster på grund af moderens tyske baggrund. Også på det tematiske plan er der altså ligheder mellem de to forfatterskaber, der begge behandler lukkede samfund uden tolerance for individer, der skiller sig ud og nægter at indordne sig samfundets regler. Et andet fællestræk mellem Herta Müller og Knud Romer er evnen til at krydre de tragiske fortællinger med en skarp kulsort humor, der får læseren til at bryde ud i forløsende latter midt i tristessen.

I sin gennemgående tematiske behandling af det totalitære samfund og dets konsekvenser for individet bringer Müllers forfatterskab mindelser om den russiske systemkritiske forfatter og nobelprisvinder Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008). Efter et ophold i Gulag skrev Solsjenitsyn flere skarptskydende romaner om Sovjet. Den nok mest berømte af disse er debuten ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” fra 1963. I denne roman beskrives en dag i en sovjetisk krigsfanges liv og den daglige kamp for at overleve under de umenneskelige forhold i fangelejren. På den måde minder romanen i både form og indhold om Müllers ”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, hvor hun netop også skildrer en dag eller rettere – en sporvognstur – i sin hovedpersons håbløse liv i et klaustrofobisk kommunistisk styre.

En anden forfatter, der ynder at stille skarpt på sit hjemlands drænende romance med Sovjetunionen, er den eksilerede tjekkiske forfatter Milan Kundera. Ligesom i flere af Herta Müllers romaner som for eksempel “Mennesket er en stor fasan i verden” zoomer han i ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1983 ind på, hvordan de mellemmenneskelige relationer kompliceres under et totalitært regime.

Bibliografi

Noveller og kortprosa

Müller, Herta:
Lavninger. Politisk Revy, 1985. (Niederungen. 1982).
Müller, Herta:
Barfodet februar. Politisk Revy, 1989. (Barfüßiger Februar. 1987).

Romaner

Müller, Herta:
Mennesket er en stor fasan i verden. Batzer & Co, 2009. (Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt. 1986).
Müller, Herta:
Rejsende på et ben. Politisk Revy, 1990. (Reisende auf einem Bein. 1989).
Müller, Herta:
Ræven var allerede dengang jægeren. Gyldendal, 1994. (Der Fuchs war damals schon der Jäger. 1992).
Müller, Herta:
Dyret i hjertet. Gyldendal, 1997. (Herztier. 1994).
Müller, Herta:
Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Gyldendal, 2010. (Atemschaukel. 2009).
Müller, Herta:
I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv. Gyldendal, 2012. (Heute wär ich mir lieber nicht begegnet. 1997).

Erindringer

Müller, Herta:
Kongen bukker og dræber. Gyldendal, 2005. (Der König verneigt sich und tötet. 2003).

Essays og artikler

Müller, Herta:
Altid den samme sne og altid den samme onkel. Gyldendal, 2015. (Immer derselbe Schnee und immer derselbe Onkel, 2011). Oversætter: Karsten Sand Iversen.
Müller, Herta: Sult og silke. THP, 2019. (Hunger und Seide, 1995). Oversætter: Karsten Sand Iversen.

Interviewbog

Müller, Herta: Mit fædreland var en æblekerne. Gyldendal, 2018. (Mein Vaterland war ein Apfelkern, 2014). Oversætter: Karsten Sand Iversen.

Om forfatterskabet

Interviews

På hjemmesiden ligger der både et langt interview med Herta Müller samt hendes egen tale, da hun modtog prisen i 2009.
Barfoed, Niels:
Så skriv dog om parfume! Interview i Weekendavisen, 2004-09-03.
Wagner, Marc-Christopher:
Når teksten skal leve op til virkeligheden. Information, 2004-11-12.
Barfoed, Niels:
Stalin er død, men Gud er ikke død. Weekendavisen, 2009-10-09.
Schwartz, Camilla:
Hvorfor er vi bange for autofiktionen? Information, 2009-10-21.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Herta Müller

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Nielsen, Peter:
Det er aldrig godt at blive kysset af diktatoren. Interview i Information, 2009-08-04.