Asta Olivia Nordenhof

Asta Olivia Nordenhof er født og opvokset i København og er uddannet fra Forfatterskolen (2009-11).

Nordenhof har, ifølge sin nu lukkede blog jegheddermitnavnmedversaler, arbejdet som prostitueret og bl.a. publiceret kundernes ”anmeldelser” af hendes arbejde som luderen ”Daphne”. Bloggen er en slags dagbog, hvor selvbiografi blandes med litteraturanbefalinger, digte og debatterende tekster om f.eks. generationsmærkater, feminisme og psykiatri. På et spørgsmål om hendes betænkeligheder ved at bruge sig selv i fiktionen svarer hun:

”Det er altid faldet mig naturligt at inddrage min egen krop i det, jeg skriver. Jeg tror det udspringer af et ønske om at stille sig skrøbeligst muligt an, at gøre sig angribelig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09). Det personlige er nemlig ikke nødvendigvis privat ifølge Nordenhof, det kan også være politisk, som f.eks. en oplevelse af at være begrænset af sit køn, når man udtrykker sig offentligt. Hendes beskæftigelse med kroppens og kønnets politiske implikationer er bl.a. inspireret af mormoderens feminisme: ”Jeg beundrer min mormors kvindegruppe, som har eksisteret siden halvfjerdserne. For dem er lykkedes det netop at lave et stort fællesskab ved at fokusere mere på ligheder end forskelle. Jeg har overtaget hendes mantra om, at summen af private erfaringer er politisk.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Nordenhof har mistet begge sine forældre, og det er blandt andet disse personlige erfaringer, der er materiale og afsæt for både hendes blog og hendes debutroman, ”Et ansigt til Emily”: ”Bogen er blandt andet et forsøg på at genforhandle den fortælling, som mit og min afdøde fars forhold udgør. Det smerteligste ved at leve med de døde er, at jo mere sikker man bliver i sin fortælling om, hvem de var, des fjernere synes de. Så jeg har forsøgt at skabe et univers, der var tilstrækkelig fiktionaliseret til, at de kunne optræde i nogle situationer, hvor de igen kunne overraske mig.” (Nicklas Freisleben Lund: Med ømheden i kroppen og skriften. Politiken, 2011-12-31).

Asta Olivia Nordenhof debuterede i 2011 med romanen ”Et ansigt til Emily”, der sammensætter korte tekstbidder, dramalignende replikker, dagbogsnotater og breve i en både aggressiv og øm fortælling, som kredser om intimitet, fravær og muligheder for kærlighedstale på tværs af tid og rum.

I første del, ’Italien nu’, noterer Rosa sig ”de gamles historier” om Rom og fører absurde samtaler med sin afdøde fars genfærd. Hun elsker Emily og er ”pissefuld af hjertesorg” (s. 32). For Emily længes efter Daniel, der er fraværende og som hun skriver breve til, mens hun gifter sig med først en arkæolog, så en præst og så en læge. Anden del, ’Afrika 1976’, er Rosas om- og genskrivning af sin fars dagbog fra en ungdomsrejse i Afrika. Ligesom Rosa skriver for sin far, iscenesætter Emily i sidste del, ”Bornholm, senere”, den tavse Daniels brevsvar, mens hun fortæller om sit og Rosas samliv på Bornholm.

29090629

Fælles for de tre dele er de både insisterende og mislykkede henvendelser til de elskede fraværende. I en både sorgfuld og energisk tone genskriver personerne de elskedes tale. De længes efter at materialisere kærlighedsrelationerne, i kroppen og i skriften: Rosa ønsker, at Emilys håndtryk skal efterlade konkrete spor på hendes krop (s. 31), faren vil ”[…] gentage sin død i Rosas skrift” (s. 26) og Emily forsøger at gøre Daniel nærværende ved at skrive hans svar til hende: ”[J]eg vil begynde at svare for dig. Det er vel så det nærmeste, jeg kan komme dig (?): At begynde at skrive i dit navn.” (s. 74).

Romanen har ingen klart markeret kontur, men er netop tekstbidder, ligesom ansigtet, der er en genkommende figur, præsenteres ved sine enkeltdele eller konkrete ”grundelementer”: ”1 mund/ 1 hage/ 2 øjne/ 1 næse/ 2 kinder/”(s. 12) og så ”1 lad os kalde det omrids” (s. 12). Men omridset, altså det der kan fastholde enkeltdelene i én form adskilt fra det omgivende, kan kun materialisere sig som noget relationelt fra bogens første sætning: ”Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily” (s. 11).

Bogen fremfører en øm, aggressiv og humoristisk kærlighedstale, der i øvrigt fortsætter på Nordenhofs blog: jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com