Asta Olivia Nordenhof
Foto: Christian Liliendahl / Scanpix

Asta Olivia Nordenhof

mag.art. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. . Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, februar 2020.
Top image group
Asta Olivia Nordenhof
Foto: Christian Liliendahl / Scanpix
Main image
Nordenhof, Asta Olivia
Foto: Marie Hald / Scanpix

Indledning

Asta Olivia Nordenhof både imponerer og forstyrrer med et værk, der overskrider gængse opdelinger af privat og offentligt, biografi og fiktion, krop og tekst. Hun skriver tekster med sin krop og sin ungdom, det er både ømt og ligefremt, og det fortsætter ud over bogomslaget. I antologier, på sin blog og med sin debutbog ”Et ansigt til Emily” fra 2011 skriver hun om sorg, krop og begær i en afsøgning af, hvordan der kan opstå intimitet på tværs af afstande. I 2020 præsenterede hun planerne for det kapitalismekritiske syvbindsværk ”Scandinavian Star”, hvoraf ”Penge på lommen” er første roman.

Autofiktion

 

47598044

Blå bog

Født: 1988, København.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2011.

Debut: Et ansigt til Emily. Basilisk, 2011.

Litteraturpriser: Montanas Litteraturpris, 2013. Albert Dams mindelegat, 2014. Klaus Rifbjergs debutantpris, 2014. F.P. Jacs Mindelegat, 2015. Morten Nielsens Mindelegat, 2017. Skulderklaplegatet, 2019.

Seneste udgivelse: Penge på lommen. Basilisk, 2020. (Scandinavian Star, 1). 

Inspiration: Den østrigske performancekunstner Valie Export, tidlig Eminem og mormor.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”ellers går jeg med tanker om at blive kneppet i aften (åh alle potentielle elskere et personligt hej til jer), jeg er ikke liderlig, det er ikke kropsligt, men dermed ikke sagt at det er mindre reelt, jeg lover, jeg udsteder garantier […]”
”Lejlighedssang” i ”Antologi 2010”, s. 78.

Asta Olivia Nordenhof er født og opvokset i København og er uddannet fra Forfatterskolen (2009-11).

Nordenhof har, ifølge sin nu lukkede blog jegheddermitnavnmedversaler, arbejdet som prostitueret og bl.a. publiceret kundernes ”anmeldelser” af hendes arbejde som luderen ”Daphne”. Bloggen er en slags dagbog, hvor selvbiografi blandes med litteraturanbefalinger, digte og debatterende tekster om f.eks. generationsmærkater, feminisme og psykiatri. På et spørgsmål om hendes betænkeligheder ved at bruge sig selv i fiktionen svarer hun:

”Det er altid faldet mig naturligt at inddrage min egen krop i det, jeg skriver. Jeg tror det udspringer af et ønske om at stille sig skrøbeligst muligt an, at gøre sig angribelig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09). Det personlige er nemlig ikke nødvendigvis privat ifølge Nordenhof, det kan også være politisk, som f.eks. en oplevelse af at være begrænset af sit køn, når man udtrykker sig offentligt. Hendes beskæftigelse med kroppens og kønnets politiske implikationer er bl.a. inspireret af mormoderens feminisme: ”Jeg beundrer min mormors kvindegruppe, som har eksisteret siden halvfjerdserne. For dem er lykkedes det netop at lave et stort fællesskab ved at fokusere mere på ligheder end forskelle. Jeg har overtaget hendes mantra om, at summen af private erfaringer er politisk.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Nordenhof har mistet begge sine forældre, og det er blandt andet disse personlige erfaringer, der er materiale og afsæt for både hendes blog og hendes debutroman, ”Et ansigt til Emily”: ”Bogen er blandt andet et forsøg på at genforhandle den fortælling, som mit og min afdøde fars forhold udgør. Det smerteligste ved at leve med de døde er, at jo mere sikker man bliver i sin fortælling om, hvem de var, des fjernere synes de. Så jeg har forsøgt at skabe et univers, der var tilstrækkelig fiktionaliseret til, at de kunne optræde i nogle situationer, hvor de igen kunne overraske mig.” (Nicklas Freisleben Lund: Med ømheden i kroppen og skriften. Politiken, 2011-12-31).

Et ansigt til Emily

”jeg lå og tænkte på afstanden mellem dine fortænder. Jeg begærer det mellemrum, det lille tomrum af dit. Hvis du var her, ville jeg forsøge at stikke min tungespids op mellem dine fortænder. Som du skrev i dit første brev: At kærtegne tomrummet.”
”Et ansigt til Emily”, s. 88.

Asta Olivia Nordenhof debuterede i 2011 med romanen ”Et ansigt til Emily”, der sammensætter korte tekstbidder, dramalignende replikker, dagbogsnotater og breve i en både aggressiv og øm fortælling, som kredser om intimitet, fravær og muligheder for kærlighedstale på tværs af tid og rum.

I første del, ’Italien nu’, noterer Rosa sig ”de gamles historier” om Rom og fører absurde samtaler med sin afdøde fars genfærd. Hun elsker Emily og er ”pissefuld af hjertesorg” (s. 32). For Emily længes efter Daniel, der er fraværende og som hun skriver breve til, mens hun gifter sig med først en arkæolog, så en præst og så en læge. Anden del, ’Afrika 1976’, er Rosas om- og genskrivning af sin fars dagbog fra en ungdomsrejse i Afrika. Ligesom Rosa skriver for sin far, iscenesætter Emily i sidste del, ”Bornholm, senere”, den tavse Daniels brevsvar, mens hun fortæller om sit og Rosas samliv på Bornholm.

29090629

Fælles for de tre dele er de både insisterende og mislykkede henvendelser til de elskede fraværende. I en både sorgfuld og energisk tone genskriver personerne de elskedes tale. De længes efter at materialisere kærlighedsrelationerne, i kroppen og i skriften: Rosa ønsker, at Emilys håndtryk skal efterlade konkrete spor på hendes krop (s. 31), faren vil ”[…] gentage sin død i Rosas skrift” (s. 26) og Emily forsøger at gøre Daniel nærværende ved at skrive hans svar til hende: ”[J]eg vil begynde at svare for dig. Det er vel så det nærmeste, jeg kan komme dig (?): At begynde at skrive i dit navn.” (s. 74).

Romanen har ingen klart markeret kontur, men er netop tekstbidder, ligesom ansigtet, der er en genkommende figur, præsenteres ved sine enkeltdele eller konkrete ”grundelementer”: ”1 mund/ 1 hage/ 2 øjne/ 1 næse/ 2 kinder/”(s. 12) og så ”1 lad os kalde det omrids” (s. 12). Men omridset, altså det der kan fastholde enkeltdelene i én form adskilt fra det omgivende, kan kun materialisere sig som noget relationelt fra bogens første sætning: ”Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily” (s. 11).

Bogen fremfører en øm, aggressiv og humoristisk kærlighedstale, der i øvrigt fortsætter på Nordenhofs blog: jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com

det nemme og det ensomme

”gid jeg hed torben og havde et lettere liv / så ville jeg ha stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven / og undret mig over at jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel / helt vild og det retningsløse ville være så indlysende”
”det nemme og det ensomme”, s. 19.

Litteraturhistorisk trækkes der traditionelt grænser mellem det politiske, det bekendende og det skønne, men Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ”det nemme og det ensomme” fra 2013 kan siges at være det hele på en gang. Den blander et mundret og ligefremt sprog med poetiske billeder og naturbesyngelser, og der er ikke noget hierarki mellem den private sorgfortælling, politiske udsagn og så en vis euforisk fnisen over altings skønhed: ”røde røde sol / du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn”.

50656160

Nordenhof skriver om en barsk barndom, om vold, sygdom og prostitution, og flere steder er bogen tudealvorligt sørgelig, men hun nægter at påtage sig en offerrolle, det personlige bliver næsten offensivt. ”ikke mere blottet end alt er” slutter et digt. At noget ikke er mere blottet end alt er kan betyde, at alt er blottet, at alt bærer en skrøbelighed i sig, som ikke kan skjules (og som i al sin ensomhed er fælles for alle) eller det kan handle om umuligheden af at blotte sig helt, at nå frem til et dér eller dét er mig, min kerne, mit fald, derfra hvor jeg nu taler.

”nerverne er galere end jeg” står der i første digt, og det jeg, der taler i digtsamlingen, er ansporet af galskab. Det gale er både det helt skønne, som man ikke er herre over: ”at katten finder solstrålen. den smule galskab”, det er en slags magtesløs æstetik: ”i går blev jeg fuldstændig idiot af at kigge udover lyngen / det der bløde blåbrune flimmer”, og samtidig er det en kropsfølt vrede over de rammer, der udstikkes for kønnene, for offentlig tale, for medborgerskab. Op mod disse sætter jeget ”det daglige virke”, der ikke nødvendigvis er produktivt, men som til gengæld er ”fælles for alle”.  

Som digtsamlingen flere steder selv siger (”haha”), er den fuldstændig sjov: ”og som man kan få lyst til at slikke på et spædbarn fordi det er fuldstændig lille”. Humoren er barok, latterlig og akavet meget mere end den er distanceret og ironisk. Den gives ikke som en neutralisering af alvoren, men som en udpegning af en fælles verden af frygteligt og herligt.

 

Penge på lommen. Scandinavian Star 1

”Man må ikke sjusse, når det kommer til penge, og hvis ikke man må det, har hun ikke en chance. Hvor skulle hun vide fra, hvad halvtreds minus treogtrediveenhalv er, det er helt uoverskueligt.”

”Penge på lommen. Scandinavian Star 1”, s. 105.

Første bind i Asta Olivia Nordenhofs bebudede syvbindsværk ”Scandinavian Star” kom i 2020 med titlen ”Penge på lommen”. Fælles for de syv bind er et udgangspunkt i færgekatastrofen i 1990, hvor 159 mennesker omkom på Scandinavian Star, der sejlede mellem Norge og Danmark.

En eksplicit fortæller introducerer Kurt og Maggie, som romanen primært handler om. Kurt har et busselskab, hvis overskud han drømmer om at investere i noget stort. Maggie går hjemme og har lidt for god tid til at overveje, hvad kærlighed er, hvorfor hun bliver sammen med den voldelige Kurt, og hvordan hun skal indlede samtalen, når hun ringer til deres datter Sofie i Odense. I tilbageblik hører vi om Maggie og Kurts ungdom og om, hvordan deres forhold har udviklet sig.

47598044

Romanens midterparti er en nøgtern gennemgang af de uigennemskuelige ejer- og forsikringsforhold bag færgen Scandinavian Star samt de mange mærkelige forhold, der gjorde sig gældende under mordbranden, og som til dels stadig ikke er opklaret. Præmissen for branden var penge, kapitalismen har en pris. Ethvert kærlighedsforhold er på sin vis også pekuniært, fordi samvær er en handel med kærlighed, omsorg, opmærksomhed, og både Maggie og Kurt har i deres yngre dage solgt deres kroppe for penge og husly i den reneste form for prostitution. Og måske bliver Maggie sammen med Kurt, fordi han er en økonomisk sikkerhed i hendes liv; en sikkerhed, hun ikke har haft før.

Nordenhof skriver sympatisk og medfølende om den triste og desillusionerede Maggie, der aldrig selv har haft et trygt hjem og derfor ikke ved, ”hvordan man opfører sig, når man er på weekendbesøg.” Skildringen af det både fysisk og psykisk voldelige forhold er ikke dømmende, men nuanceret og nærmest fortrolig. Fordi fortælleren er så kærlig over for sine karakterer, kan historien holde til den muntre humor, der bobler i skildringerne af al deres klodsethed og uopfyldte drømme og grundtriste skæbner.

I spændstige og rige sætninger afdækkes de mellemmenneskelige forhold, som er svære og forkerte, men som vi alligevel lever i, fordi alternativet måske er værre. ”Penge på lommen” udfordrer forestillingen om, at der findes en utvetydig skillelinje mellem rigtigt og forkert, mellem lyst og skam, mellem smerte og kærlighed.

Genrer og tematikker

Kropsligheden skrives helt ud i Nordenhofs tekster, der blander selvbiografisk stof med åbne, ufærdige og nogle gange absurde, galgenhumoristiske fiktioner. Kroppen er hverken helt subjekt eller helt objekt, men er f.eks. savl, der rejser videre i fremmede menneskers munde (”Antologi 2010”, s. 74) eller et forhold til naturen: ”I år er der 24 åkander hvilket svarer til kroppens 24 ribben.” (”Et ansigt til Emily”, s. 80). Hos Nordenhof er kroppen og seksualiteten ikke udtryk for subjektets indre kerne, men både begrænsning og mulighed for vores relationer.

Den ubehagelige kropslighed fremskrives, så også læseren kan mærke det; teksterne kan være nærmest pornografiske: ”jeg lægger jeg til et hvilket som helst forsøg på at kneppe mine tankesæt i stykker i aften […] jeg stiller mig ovre i baren når jeg er færdig med at læse op..”(”Lejlighedssang”, ”Antologi 2010”, s. 78). Men det pornografiske overdrives i en grad, så læseren også føler sig udsat eller frastødt. Nordenhof har kaldt det ”antiporno” og er i det hele taget interesseret i at angribe de rammer, der udstikkes for f.eks. sin og sine kvindelige forfatterkollegaers tale: “for mig handler det om at tematisere den desperation der udspringer af det forhold, at det er svært for mig ikke at lade min duelighed som begærsobjekt være det vægtigste selvvurderingsapperat, det er sekundært for eksempel at være en god forfatter, hvis mænd ikke begærer mig føler jeg mig diskvalificeret” (jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com).

I debuten ”Et ansigt til Emily” lader hun, med breve og replikker, skriftformen mime indholdets kredsen om længsel, henvendelse og mulige svar. Det er afsøgninger af, hvordan man kan tale med hinanden på tværs af afstande. Det intime opstår hos Nordenhof ikke i vellykkede kærlighedsmøder, men i besværet og fremmedheden: ”Den normale forestilling er, at kærlighedssproget har til formål at fjerne afstanden mellem mennesker, men det ideal kan jeg ikke abonnere på. Jeg vil finde et sprog, som kan omfavne afstanden. Ikke kun afstanden til de døde og de konkret fraværende, men også til den elskede, som står lige over for dig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Med første bind af det bebudede syvbindsværk ”Scandinavian Star” debuterer Nordenhof ambitiøst i romanform i ”Penge på lommen” og tager her resolut fat om kapitalismen og dens skæbnesvangre konsekvenser på individuelt niveau.

Beslægtede forfatterskaber

Nordenhof har bl.a. det tilfælles med samtidige forfattere som Rasmus Halling Nielsen, Theis Ørntoft, Bjørn Rasmussen og Olga Ravn, at de skriver litteratur med det sprog, de også bruger på Facebook og til fester. Det er ungdom både som form og indhold og litteratur både som bøger og blogs. Brugen af internettet som naturlig forlængelse af skriften har Nordenhof tilfælles med den tyske forfatter Helene Hegemann (født 1992), der i 2010 udgav den rasende og i høj grad ’copy-pastede’ coming-of-age roman ”Axolotl Roadkill”, og sammen med Bjørn Rasmussen skriver hun f.eks. bloggen www.villabror.blogspot.com, hvor de lader deres romankarakterer mødes.

Hvor 1990’er-forfatterne skrev med en vis knaphed, og følsomheden veg for bl.a. leksikalske interesser og postmodernistiske drillerier, bugner mange af de nyeste forfatteres tekster af begær, smerte, sex og humor. Forfattere som Olga Ravn, Julie Sten-Knudsen og Bjørn Rasmussen bruger biografisk stof og seksuelle erfaringer og interesserer sig for identitet og selvdefinitioner. Der er en række markerede jeg’er i deres tekster, men det er ikke af den grund en tilbagevenden til en centrallyrisk dyrkelse af det inderlige forfatterjeg. Kulturelle og politiske forestillinger om jeg’et både citeres og udfordres af teksternes (vilde) kropsligheder, poetikker og politikker. Der er en interesse for rammerne for, hvordan kønnet og kroppen kan få udtryk i vores samfund.

Mange anmeldere har nævnt den tavse, passive karakter ”Emily” i Mikkel Thykiers værk ”Daglig tale” (2002) som et muligt forlæg for ”Et ansigt til Emily”. Hun kan siges at få stemme hos Nordenhof i en videreskrivning af hans kredsen om intimitet og afstand. I det hele taget er Nordenhof en del af et fællesskab af forfattere, der er i samtale med hinanden og som undersøger krop, intimitet og begær som størrelser der både begrænser og muliggør vores tale.

Katastrofen på Scandinavian Star har også sat aftryk i andre skønlitterære værker. Det er kendt, at den norske forfatter Per Petterson mistede sine forældre og en bror i skibsbranden, og blandt andet i hans romaner ”I kølvandet” og i ”Mænd i min situation” spiller branden og de følelsesmæssige og eksistentielle efterdønninger af den en særlig rolle.

Bibliografi

Antologibidrag

”Asta Olivia Nordenhof” i Antologi 2010. Redigeret af Helle Eeg og Lars-Emil Woetmann. Forlaget Kronstork, 2010.
”Asta Olivia Nordenhof” i [EXITMMXI], Forfatterskolens afgangsantologi. Basilisk, 2011.

Roman

Olivia Nordenhof, Asta: Et ansigt til Emily. Basilisk, 2011.
Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen. Basilisk, 2020. (Scandinavian Star, 1).

Digtsamling

Asta Olivia Nordenhof:
det nemme og det ensomme. Basilisk, 2013.

Andre udgivelser

Amulet Magasin 1. Forlaget Amulet, 2020.
– hvor romankaraktererne mødes

Om forfatterskabet

Kristeligt Dagblad, 2014-12-02.
Tale til Asta Olivia Nordenhof ved modtagelsen af Klaus Rifbjergs debutantpris 2014.
Morgenbladet.no, 2020-01-30.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Asta Olivia Nordenhof

Kilder citeret i portrættet

Kilder

David Jacobsen Turner:
At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09.
Nicklas Freisleben Lund:
Med ømheden i kroppen og skriften. Politiken, 2011-12-31.