Asta Olivia Nordenhof

Asta Olivia Nordenhof er født og opvokset i København og er uddannet fra Forfatterskolen (2009-11).

Nordenhof har, ifølge sin nu lukkede blog jegheddermitnavnmedversaler, arbejdet som prostitueret og bl.a. publiceret kundernes ”anmeldelser” af hendes arbejde som luderen ”Daphne”. Bloggen er en slags dagbog, hvor selvbiografi blandes med litteraturanbefalinger, digte og debatterende tekster om f.eks. generationsmærkater, feminisme og psykiatri. På et spørgsmål om hendes betænkeligheder ved at bruge sig selv i fiktionen svarer hun:

”Det er altid faldet mig naturligt at inddrage min egen krop i det, jeg skriver. Jeg tror det udspringer af et ønske om at stille sig skrøbeligst muligt an, at gøre sig angribelig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09). Det personlige er nemlig ikke nødvendigvis privat, ifølge Nordenhof, det kan også være politisk, som f.eks. en oplevelse af at være begrænset af sit køn, når man udtrykker sig offentligt. Hendes beskæftigelse med kroppens og kønnets politiske implikationer er bl.a. inspireret af mormoderens feminisme: ”Jeg beundrer min mormors kvindegruppe, som har eksisteret siden halvfjerdserne. For dem er lykkedes det netop at lave et stort fællesskab ved at fokusere mere på ligheder end forskelle. Jeg har overtaget hendes mantra om, at summen af private erfaringer er politisk.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Nordenhof har mistet begge sine forældre, og det er blandt andet den erfaring, der er materiale og afsæt for både hendes blog og hendes debutroman, ”Et ansigt til Emily”, der udkom i 2011: ”Bogen er blandt andet et forsøg på at genforhandle den fortælling, som mit og min afdøde fars forhold udgør. Det smerteligste ved at leve med de døde er, at jo mere sikker man bliver i sin fortælling om, hvem de var, des fjernere synes de. Så jeg har forsøgt at skabe et univers, der var tilstrækkelig fiktionaliseret til, at de kunne optræde i nogle situationer, hvor de igen kunne overraske mig.” (Nicklas Freisleben Lund: Med ømheden i kroppen og skriften. Politiken, 2011-12-31).

I 2020 udgav Asta Olivia Nordenhof romanen ”Penge på lommen” som første bind i en romanføljeton med mordbranden på Scandinavian Star som et gennemgående motiv. I 2023 udkom ”Djævlebogen” som andet bind i det bebudede syvbindværk.

Asta Olivia Nordenhof debuterede i 2011 med romanen ”Et ansigt til Emily”, der sammensætter korte tekstbidder, dramalignende replikker, dagbogsnotater og breve i en både aggressiv og øm fortælling, som kredser om intimitet, fravær og muligheder for kærlighedstale på tværs af tid og rum.

I første del, ’Italien nu’, noterer Rosa sig ”de gamles historier” om Rom og fører absurde samtaler med sin afdøde fars genfærd. Hun elsker Emily og er ”pissefuld af hjertesorg” (s. 32). For Emily længes efter Daniel, der er fraværende og som hun skriver breve til, mens hun gifter sig med først en arkæolog, så en præst og så en læge. Anden del, ’Afrika 1976’, er Rosas om- og genskrivning af sin fars dagbog fra en ungdomsrejse i Afrika. Ligesom Rosa skriver for sin far, iscenesætter Emily i sidste del, ”Bornholm, senere”, den tavse Daniels brevsvar, mens hun fortæller om sit og Rosas samliv på Bornholm.

29090629

Fælles for de tre dele er de både insisterende og mislykkede henvendelser til de elskede fraværende. I en både sorgfuld og energisk tone genskriver personerne de elskedes tale. De længes efter at materialisere kærlighedsrelationerne, i kroppen og i skriften: Rosa ønsker, at Emilys håndtryk skal efterlade konkrete spor på hendes krop (s. 31), faren vil ”[…] gentage sin død i Rosas skrift” (s. 26) og Emily forsøger at gøre Daniel nærværende ved at skrive hans svar til hende: ”[J]eg vil begynde at svare for dig. Det er vel så det nærmeste, jeg kan komme dig (?): At begynde at skrive i dit navn.” (s. 74).

Romanen har ingen klart markeret kontur, men er netop tekstbidder, ligesom ansigtet, der er en genkommende figur, præsenteres ved sine enkeltdele eller konkrete ”grundelementer”: ”1 mund/ 1 hage/ 2 øjne/ 1 næse/ 2 kinder/”(s. 12) og så ”1 lad os kalde det omrids” (s. 12). Men omridset, altså det der kan fastholde enkeltdelene i én form adskilt fra det omgivende, kan kun materialisere sig som noget relationelt fra bogens første sætning: ”Det fremgår af Rosas ansigt, at hun elsker Emily” (s. 11).

Bogen fremfører en øm, aggressiv og humoristisk kærlighedstale, der i øvrigt fortsætter på Nordenhofs blog: jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Et ansigt til Emily"

Litteraturhistorisk trækkes der traditionelt grænser mellem det politiske, det bekendende og det skønne, men Asta Olivia Nordenhofs digtsamling ”det nemme og det ensomme” fra 2013 kan siges at være det hele på en gang. Den blander et mundret og ligefremt sprog med poetiske billeder og naturbesyngelser, og der er ikke noget hierarki mellem den private sorgfortælling, politiske udsagn og så en vis euforisk fnisen over altings skønhed: ”røde røde sol / du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn”.

50656160

Nordenhof skriver om en barsk barndom, om vold, sygdom og prostitution, og flere steder er bogen tudealvorligt sørgelig, men hun nægter at påtage sig en offerrolle, det personlige bliver næsten offensivt. ”ikke mere blottet end alt er” slutter et digt. At noget ikke er mere blottet end alt er kan betyde, at alt er blottet, at alt bærer en skrøbelighed i sig, som ikke kan skjules (og som i al sin ensomhed er fælles for alle) eller det kan handle om umuligheden af at blotte sig helt, at nå frem til et dér eller dét er mig, min kerne, mit fald, derfra hvor jeg nu taler.

”nerverne er galere end jeg” står der i første digt, og det jeg, der taler i digtsamlingen, er ansporet af galskab. Det gale er både det helt skønne, som man ikke er herre over: ”at katten finder solstrålen. den smule galskab”, det er en slags magtesløs æstetik: ”i går blev jeg fuldstændig idiot af at kigge udover lyngen / det der bløde blåbrune flimmer”, og samtidig er det en kropsfølt vrede over de rammer, der udstikkes for kønnene, for offentlig tale, for medborgerskab. Op mod disse sætter jeget ”det daglige virke”, der ikke nødvendigvis er produktivt, men som til gengæld er ”fælles for alle”.  

Som digtsamlingen flere steder selv siger (”haha”), er den fuldstændig sjov: ”og som man kan få lyst til at slikke på et spædbarn fordi det er fuldstændig lille”. Humoren er barok, latterlig og akavet, meget mere end den er distanceret og ironisk. Den gives ikke som en neutralisering af alvoren, men som en udpegning af en fælles verden af frygteligt og herligt.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "det nemme og det ensomme"

Kropsligheden skrives helt ud i Nordenhofs tekster, der blander selvbiografisk stof med åbne, ufærdige og nogle gange absurde, galgenhumoristiske fiktioner. Kroppen er hverken helt subjekt eller helt objekt, men er f.eks. savl der rejser videre i fremmede menneskers munde (”Antologi 2010”, s. 74) eller et forhold til naturen: ”I år er der 24 åkander hvilket svarer til kroppens 24 ribben.” (”Et ansigt til Emily”, s. 80). Hos Nordenhof er kroppen og seksualiteten ikke udtryk for subjektets indre kerne, men både begrænsning og mulighed for vores relationer.

Den ubehagelige kropslighed fremskrives, så også læseren kan mærke det; teksterne kan være nærmest pornografiske: ”jeg lægger jeg til et hvilket som helst forsøg på at kneppe mine tankesæt i stykker i aften […] jeg stiller mig ovre i baren når jeg er færdig med at læse op..” (”Lejlighedssang”, ”Antologi 2010”, s. 78). Men det pornografiske overdrives i en grad, så læseren også føler sig udsat eller frastødt. Nordenhof har kaldt det ”antiporno” og er i det hele taget interesseret i at angribe de rammer, der udstikkes for f.eks. sin og sine kvindelige forfatterkollegaers tale: “for mig handler det om at tematisere den desperation der udspringer af det forhold, at det er svært for mig ikke at lade min duelighed som begærsobjekt være det vægtigste selvvurderingsapperat, det er sekundært for eksempel at være en god forfatter, hvis mænd ikke begærer mig føler jeg mig diskvalificeret.” (jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com).

I ”Et ansigt til Emily” lader hun, med breve og replikker, skriftformen mime indholdets kredsen om længsel, henvendelse og mulige svar. Det er afsøgninger af, hvordan man kan tale med hinanden på tværs af afstande. Det intime opstår hos Nordenhof ikke i vellykkede kærlighedsmøder, men i besværet og fremmedheden: ”Den normale forestilling er, at kærlighedssproget har til formål at fjerne afstanden mellem mennesker, men det ideal kan jeg ikke abonnere på. Jeg vil finde et sprog, som kan omfavne afstanden. Ikke kun afstanden til de døde og de konkret fraværende, men også til den elskede, som står lige over for dig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Med det bebudede syvbindsværk ”Scandinavian Star” tager Nordenhof resolut fat om såvel kærligheden som kapitalismen og dens skæbnesvangre konsekvenser på individuelt niveau. Hun skriver ømt og rasende, men tungen i kinden og kniven hævet i disse (djævelsk) subversive romanværker.