Baggrund

Citat
”ellers går jeg med tanker om at blive kneppet i aften (åh alle potentielle elskere et personligt hej til jer), jeg er ikke liderlig, det er ikke kropsligt, men dermed ikke sagt at det er mindre reelt, jeg lover, jeg udsteder garantier […]”
”Lejlighedssang” i ”Antologi 2010”, s. 78.

Asta Olivia Nordenhof er født og opvokset i København og er uddannet fra Forfatterskolen (2009-11).

Nordenhof har, ifølge sin nu lukkede blog jegheddermitnavnmedversaler, arbejdet som prostitueret og bl.a. publiceret kundernes ”anmeldelser” af hendes arbejde som luderen ”Daphne”. Bloggen er en slags dagbog, hvor selvbiografi blandes med litteraturanbefalinger, digte og debatterende tekster om f.eks. generationsmærkater, feminisme og psykiatri. På et spørgsmål om hendes betænkeligheder ved at bruge sig selv i fiktionen svarer hun:

”Det er altid faldet mig naturligt at inddrage min egen krop i det, jeg skriver. Jeg tror det udspringer af et ønske om at stille sig skrøbeligst muligt an, at gøre sig angribelig.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09). Det personlige er nemlig ikke nødvendigvis privat ifølge Nordenhof, det kan også være politisk, som f.eks. en oplevelse af at være begrænset af sit køn, når man udtrykker sig offentligt. Hendes beskæftigelse med kroppens og kønnets politiske implikationer er bl.a. inspireret af mormoderens feminisme: ”Jeg beundrer min mormors kvindegruppe, som har eksisteret siden halvfjerdserne. For dem er lykkedes det netop at lave et stort fællesskab ved at fokusere mere på ligheder end forskelle. Jeg har overtaget hendes mantra om, at summen af private erfaringer er politisk.” (David Jacobsen Turner: At ryge en død natsværmer. Weekendavisen, 2011-12-09).

Nordenhof har mistet begge sine forældre, og det er blandt andet disse personlige erfaringer, der er materiale og afsæt for både hendes blog og hendes debutroman, ”Et ansigt til Emily”: ”Bogen er blandt andet et forsøg på at genforhandle den fortælling, som mit og min afdøde fars forhold udgør. Det smerteligste ved at leve med de døde er, at jo mere sikker man bliver i sin fortælling om, hvem de var, des fjernere synes de. Så jeg har forsøgt at skabe et univers, der var tilstrækkelig fiktionaliseret til, at de kunne optræde i nogle situationer, hvor de igen kunne overraske mig.” (Nicklas Freisleben Lund: Med ømheden i kroppen og skriften. Politiken, 2011-12-31).