julie sten-knudsen
Foto: Morten Holtum

Julie Sten-Knudsen

Artikel type
voksne
cand.mag. Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
julie sten-knudsen
Foto: Morten Holtum
Main image
Sten-Knudsen, Julie
Foto: Lærke Posselt / Gyldendal

Indledning

Julie Sten-Knudsen debuterede i 2011 under anmeldernes bevågenhed med digtsamlingen ”Hjem er en retning”, som hun skrev, mens hun gik på en svensk forfatterskole. Hjem er digtsamlingens overordnede tema og skal forstås i en bred betydning, specielt i forhold til identitet. Sten-Knudsens lyriske jeg er bl.a. optaget af at søge sit eget sprog og definere sig selv frem for at lade sig diktere af omgivelserne. Digtsamlingen er både klassisk i sin optagethed af identitet og modernistisk i sin bevidsthed om, at der ikke findes noget sådant som en fast defineret identitet.

 

52980380

Blå bog

Født: 1984 på Frederiksberg.

Uddannelse: Bachelor i litteraturvidenskab.

Debut: Hjem er en retning. Gyldendal, 2011.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse:  Spor efter fugle. Gyldendal, 2017. Digte.

Inspiration: Den danske digter Inger Christensen og den svenske digter Göran Sonnevi.

 

 

 

 

 

 

 

Baggrund

”Skyerne / skjuler dig ikke, tænk på dét / næste gang du tisser / i det offentlige rum / og prøver at ramme / sprækken mellem to rådne brædder / i en bådebro. Du har aldrig ryggen fri, du rammer aldrig / helt plet. Men tag det roligt. / Det er jo bare en måde / at leve på.”
”Hjem er en retning”, s. 27.

Julie Sten-Knudsen er født i 1984 på Frederiksberg. Hun har skrevet, siden hun var 16 år. Det var ikke et bevidst valg, at det var lyrikken, hun kastede sig over. Det var bare det, der faldt mest naturligt. Jeg var meget fascineret af lyden i digtene – ordenes musik. Samtidig så tiltaler det koncentrerede arbejde med sproget mig. Digte er et meget formbevidst sprogligt udtryk, fordi der ligger et bevidst valg bag hvert ord (…) Jeg er nok lidt en perfektionist. Jeg elsker at sysle med sproget, indtil det virker, som det skal, siger Julie Sten-Knudsen. (Sarah Skyt Persson: Så sidder man bare her helt blottet. Bogtube.dk)
I 2003 fik hun første gang publiceret et af sine digte, i lyriktidsskriftet Hvedekorn. Siden har hun fået digte udgivet i bl.a. antologier fra Apparatur og Trappetusind. I 2008 søgte hun ind på den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göteborg og kom ind. De næste to år tilbragte hun her, hvor hun skrev digtsamlingen ”Hjem er en retning”. Samme sommer, som hun fik sit forfatterbevis fra Litterär gestaltning, sendte hun manuskriptet til ”Hjem er en retning” ind til Gyldendal og fik et halvt år efter svar om, at forlaget ville udgive digtsamlingen, der udkom i september 2011.
Et af de store temaer i digtsamlingen er at søge sit eget sprog og definere sig selv i stedet for at lade sig diktere af omgivelserne, eller af den overordnede instans, som Julie Sten-Knudsen kalder ”hjemmet” og som indeholder flere begreber: ”Ordet ’hjem’ dækker for mig over en masse ting, både konkrete og mere abstrakte, f.eks. ens hus, familie, historie, krop og sprog. Alle de størrelser, der er bestemmende for, hvem vi er. Teksterne i digtsamlingen handler meget om at stille sig udenfor de ting og kigge på dem. At der er et andet sted, end der hvor hjem er, hvor man kan stå og kigge i retningen af det,” forklarer Julie Sten-Knudsen. (Sarah Skyt Persson: Så sidder man bare her helt blottet. Bogtube.dk)

Julie Sten-Knudsen bor på Nørrebro og læser på kandidatuddannelsen i litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Hjem er en retning

”Jeg prøver / at bekymre mig. Jeg gør mig selv / grænseløs. / Jeg gør mig selv / til gud. Vi går gennem en hvid by / på vej til en bolig af rimelig / størrelse. Ved parken / en kondomautomat. I den tilsneede park / er det pludselig / urimelig let / at finde vej.”
”Hjem er en retning”, s. 61.

Det eksistentielle hovedtema i Julie Sten-Knudsens debut, digtsamlingen ”Hjem er en retning” fra 2011, er identitet og identitetsdannelse. Bl.a. tematiseres det moderne samfunds individualisering og forventning om selvrealisering. Forhold, som skaber konflikter i jeget, der på den ene side oplever, at der bliver stillet krav og forventninger fra omgivelserne, og på den anden side oplever selv at stå med det fulde ansvar. Konflikten ses i følgende eksempel, som også kommer ind på den søgen efter grænser, der finder sted, når individet har til opgave at definere sig selv og verden omkring sig: ”Hvad er det egentlig/ jeg spiser til frokost?/ Hvad tid er det normalt / at gå i seng? Det må du selv ligge / og rode med. Jeg elsker den hånd / der tværer mit ansigt / rundt i mudderet. Nu overskrider / en eller anden igen/ mine grænser. Politiet / griber ikke ind.” (”Hjem er en retning”, s. 13-14).

28920989

Digtsamlingen er inddelt i fire dele, der adskiller sig fra hinanden både med hensyn til indhold og udsigelsesposition. Første del er fortalt af et lidt fremmedgjort jeg, der med en vis distance forholder sig til sig selv, især sin krop. Andet afsnit handler primært om erindring, herunder jegets forhold til mormoderen, moderen og lillesøsteren. I tredje del forholder et forelsket jeg sig til det du, der er genstand for forelskelsen, mens der i fjerde del er tale om et mere politisk jeg, der f.eks. forholder sig til narkomaners og asylansøgeres livsvilkår.

Hjem er det overordnede tema i bogen. Det skal ikke forstås snævert, men derimod som en bred vifte af steder og tilstande. I bogen optræder der hjem i betydningen bopæle, både forhenværende og nuværende, men det essentielle, som titlen illustrerer, er, at et hjem ikke er et sted, men en retning. Det siges direkte i et digt, hvor moderen har reddet det fireårige jeg, efter at det var faldet i en dam: ”bar du mig / hjem og hjem / var en retning (”Hjem er en retning”, s. 41). ’At komme hjem’, ’at finde hjem’, ’at høre hjemme’ er alle vendinger, som bekræfter jegets pointe: At et hjem er noget, man kan bevæge sig hen imod, et slags pejlepunkt, ligesom øst eller syd. I og med, at hjem er en retning og ikke f.eks. et sted, ligger der den mulighed, at det ikke er muligt at nå hjem. Hjem bliver på den måde noget abstrakt, en mental tilstand, f.eks. en erindring, en drøm eller en idé. Det medfører et hjemløst, eller rodløst, jeg. Uden et hjem, ingen fast base. Uden en fast base er det svært at finde tryghed og sikkerhed – hvilket medfører et rodløst og søgende jeg.