Cecilie Lind

Artikel type
voksne
cand.mag., Ph.d.-stipendiat Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret i 2016.
Main image
Lind, Cecilie
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Cecilie Lind debuterede som yderste årring af dansk lyrik. Hun skrev ungt, nyt, friskt – lige ind i fremtiden. I hendes messende pigesprog var ordene ikke gennemsigtige beholdere, der bringer besked fra A til B, men snarere rytmiske og grafiske enheder, der lader sig flette ind og ud af hinanden. Siden har hun ændret kurs og skriver i sine to nyeste bøger mere eller mindre tæt på et levet liv i området mellem kvindelig pigethed og piget kvindelighed – et området defineret af tvivl, spisevægring, kropsidealer, utilstrækkelighed og opkast.

 

52310245

Blå bog

Født: 1991.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2011-2013.

Debut: Ulven åd min eyeliner. OVBIDAT, 2010.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Scarykost. OVBIDAT, 2016.

Inspiration: Per Højholt, Vladimir Nabokov, Ursula Andkjær Olsen, Monty Python.

 

 

 

 

 

 

Cecilie Lind læser op ved Forfatterskolens Afgangsoplæsning 2013.

lind

Baggrund

”sne hvisker hvid suffløse farver stum/ busk rinder/ ud med nedsmeltet/ røst kan det falde dale tale/ til afvigelse fra/ sky kreperer fnug omsluttet/ slum lagt hen adspredt/ udbrud/ rager chok sjap klandrer/ sol tærer frist for frost ryster/ fugl sulter sort art/ vakuumvakker blottelse blænder slidt”
Tekst fra Hvedekorn.

Man fristes til at sige, at Cecilie Lind begyndte at skrive uden at have lært det. Som udfasende teenager debuterede hun med en lille række tekster i bogen ”Ulven åd min eyeliner”, der udkom i 2010 på det lille forlag OVBIDAT. Også det hæderkronede lyriktidsskrift Hvedekorn har Lind frekventeret jævnligt, og i 2012 udkom den formelt set rigtige debutbog ”Dughærget pupil accelererer tusmørke” på et større forlag. Cecilie Lind er således et lysende eksempel på, at litteratur ikke venter på institutionerne eller kalenderårets modning for den sags skyld: Når den vil ud, så vil den ud.

Der hviler noget 1980’er-agtigt over den måde, Lind tager skriften og formen alvorligt på. Hun insisterer på form som en selvstændig og afgørende vigtig parameter og har rygrad nok til eksplicit at ville rime, synge og tromme med ordene, før hun vil have dem til at betyde, denotere, mene noget. Dette karaktertræk ved Linds tekster får dem til at fremstå hermetiske, kryptiske og indadvendte – de er ”Usagn”, som genrebetegnelsen lyder på omslaget af ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”.

”Jeg vægter”, siger Lind i et interview, ”det melodiske i sproget højt, lyd og rytme og tempo er noget, jeg tripper meget over. Sådan flowwowshow me the money honey bunny. Kaninfin påskeharemare. Min ambition er at lade ord danse (gerne ballet). Stringent og sprælsk. Kontrol og crazyness” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19). Som det fremgår af Linds egne formuleringer, er det betydnings-nedtonende og formgivnings-ophævende udtryk ikke nødvendigvis kedelig eller uvedkommende, og i de senere bøger svinger forfatterskabet ud i direkte bekendende og kønspolitiske aktioner.

Dughærget pupil accelererer tusmørket

”Positioner perverteres af spejlvendt ven vinder/ hjerte i bryst på lille pige banker ren muskel/ taktfast melodi akkompagnerer rank stirren/ på tvilling ælter hjerne i genkendelse flipper/ øjne i væmmelse ….”
”Dughærget pupil accelererer tusmørket”, s. 87.

” … et udsyn hærget af fugt”. Sådan lyder den sidste sætning i Cecilie Linds debutbog fra 2012, ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”. Der bindes således en sløjfe mellem udgang og indgang – mellem titel og afslutningsreplik.

”Dughærget pupil accelererer tusmørket” består af 35 korte tekststykker opsat i en smal centreret spalte. Uden brug af tegnsætning løber teksterne hen over siderne i remsende sideordninger, hvis begyndelse og slutning er umarkeret, endsige utydelig. Egentlig ville et højt format hen ad børneklassikeren ”Lange Peter Madsen” være mere passende for disse aflange teksttæppers egenart; mere passende end den foreliggende lille bog, hvori Linds strømmende skrift forstyrres utidigt af sideskift.

Linds sprog er ”dughærget” og ”tusmørkt”. Der leveres ikke pointer og opbygges ikke forklaringer eller udredninger, der søger et mål. I stedet møder teksterne læseren som en sær diktion, hvis princip er defineret omkring et ustandseligt forskydende nu, der kun orienterer sig to-tre ord tilbage i teksten og derfra kaster nye ord fremad.

29492344

Således er repeterede klangbilleder og særligt bogstavrim hyppige – gerne i tre- og firfoldige rytmiske udbrud: ”legende legendelabert” (s. 60) eller ”forbarmet forarmet styret forsvarsmekanisme” (s. 29). Lind skriver i en øjeblikkets logik, hvor sammenhænge er noget, der snarere skabes og genskabes kontinuerligt end noget, der er definerende eller styrende for sætningers udbredelse. Lind skal ingen steder hen, men det er abeskønt at gå, for at parafrasere Per Højholts ”Turbo”.

”Dughærget pupil accelererer tusmørket” kan man genkende på sætningernes generelle mangel på subjekt og i særdeleshed mangel på ”jeg”. Linds sætningskonstruktion er desuden præget af nydannelser, passiv-verber og ubestemte substantiver – tre bomærker, som tilfører det jeg-løse sprog yderligere tørhed og distance: ”..at erobre himmelrum [minus bestemmelse] blidt i fjerforhutlet [neologisme]/ dragt af uforløste længsler næbhænges [passivform + neologisme]/ i usynligt bur trimmes [minus bestemmelse + passivform] tro på ro [minus bestemmelse] …” (s. 45). Når sætninger fremstår mere normalgrammatiske, er sætningssubjektet fortrinsvist et sært substantiv (Dunkelhovedet fjerpostyr) eller en distanceret tredjeperson fra fantastikkens kulørte persongalleri (havherre, frø, vampyr). Lind opererer slet ikke med noget så konstrueret som normalt.