Cecilie Linds tredje roman, ”Bristefærdig” fra 2025, sætter igen moderskabet i centrum. Bogen består af tre dele med titlerne ”Før hende”, ”Med hende”, og ”Med hende og efter hende”, som er en kort epilog.
Romanens fortæller er en unavngiven 33-årig kvinde, der hungrer efter betingelsesløs kærlighed. Ikke mindst længes hun efter at blive mor. Da hun en aften i juli føler sig særligt lysende smuk, går hun i biografen, hvor et tilfældigt møde med en mand bliver til en date på et hotelværelse, og selvom han efterlader hende for sin kernefamilie, har han sået et frø i hende.
Det er oplagt at læse ”Bristefærdig” som magisk realisme. Da fortælleren føder, er det således ikke et almindeligt barn, men en slags monster, hun fostrer. På hospitalet beskriver forskellige læger det som henholdsvis en parasit, en tumor, et uidentificerbart objekt og en paranoid vrangforestilling. Hvad det præcist er, fortælleren har født, og om hun overhovedet har født, bliver aldrig klart.
140373109
Barnemonsteret kan både være en realitet og det rene, skære fantasifoster, men det er lige meget. Det, romanen gør, er at skildre den altopofrende, betingelsesløse kærlighed. Da fortælleren stikker af med sit afkom og isolerer sig fra omverdenens fordømmende blikke, folder hun sig ud i fuldt flot som kompromisløs løvemor. Det er en skildring af morrollen i yderste potens, hvor jeg’et går stadig mere i opløsning for at give ALT til sit barn. Romanen tematiserer også emner som familie, køn, begær, selvforståelse og psykisk skrøbelighed.
I glimt får læseren et indblik i fortællerens forhistorie. En far, der tidligt forsvandt. Et usundt forhold til en mor, et erotisk forhold til en stedfar. Glimt der kan læses som en form for forståelsesnøgle til hovedpersonens sind.
Sproget er på en gang poetisk flagrende, underfundigt sarkastisk og nøgternt nært – fyldt med konkrete beskrivelser, der kæntrer over i følelsesfulde udbrud eller kvalmende udpenslinger. Og så er det fyldt af selvmodsigelser, der får læseren til at undres, tvivle og digte med. Det sker på sætningsniveau, som når hun for eksempel skriver ”Herom herskede ingen tvivl. (er du sikker?)” (s. 116). Og på tematisk niveau, hvor fortællerens lykke og ulykke, skrøbelighed og styrke, frigørelse og fortabelse, selvhævdelse og selvudslettelse bliver to sider af samme sag.
