Cecilie Lind

Man fristes til at sige, at Cecilie Lind (f. 1991) begyndte at skrive uden at have lært det. Som udfasende teenager debuterede hun med en række tekster i bogen ”Ulven åd min eyeliner”, der udkom i 2010 på mikroforlaget OVBIDAT. Også det hæderkronede lyriktidsskrift Hvedekorn har Lind frekventeret jævnligt, og i 2012 udkom den formelt set rigtige debutbog ”Dughærget pupil accelererer tusmørke” på et større forlag. Der hviler en 1980’er-højtidelighed over den måde, Lind tager skriften og formen alvorligt på. Hun insisterer på form som en selvstændig og afgørende vigtig parameter og har rygrad nok til eksplicit at ville rime, synge, tromme, summe med ordene, før hun vil have dem til at betyde, denotere, mene noget. Dette karaktertræk ved Linds tekster får dem til at fremstå hermetiske, kryptiske og indadvendte – de er ”Usagn”, som genrebetegnelsen lyder på omslaget af ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”. 

”Jeg vægter”, siger Lind i et interview, ”det melodiske i sproget højt, lyd og rytme og tempo er noget, jeg tripper meget over. Sådan flowwowshow me the money honey bunny. Kaninfin påskeharemare. Min ambition er at lade ord danse (gerne ballet). Stringent og sprælsk. Kontrol og crazyness” (Malene Ravn: Ord fra Cecilie Lind. Politiken, 2013-01-19). Som det fremgår af Linds egne formuleringer, er det betydnings-nedtonende og formgivnings-ophævende udtryk ikke nødvendigvis kedeligt eller uvedkommende. I de senere bøger svinger forfatterskabet ud i direkte bekendende, biografiske og kønspolitiske aktioner, ikke mindst i moderskabsbogen ”Mit barn”. 

I 2017 udkom Cecilie Linds romandebut ”Til en engels forsvar”, der på mange måder er en sproglig forlængelse af hendes digte. Romanen kombinerer flere genrer i sin måde at fortælle historien om en engels forbudte kærlighed til en ung pige. I Linds anden roman, ”Pigedyr” fra 2022, fortsætter hun temamæssigt ad samme spor i sin kritik af samfundets perverterede fiksering af – og i særlig grad voksne mænds begær efter – den unge pige. Men ”Pigedyr” handler også om pigeliv; om at gå fra barn til voksen, om magt og afmagt og skønhed som valuta.

” … et udsyn hærget af fugt”. Sådan lyder den sidste sætning i Cecilie Linds debutbog fra 2012, ”Dughærget pupil accelererer tusmørket”. Der bindes således en sløjfe mellem udgang og indgang – mellem titel og afslutningsreplik.

”Dughærget pupil accelererer tusmørket” består af 35 korte tekststykker opsat i en smal centreret spalte. Uden brug af tegnsætning løber teksterne hen over siderne i remsende sideordninger, hvis begyndelse og slutning er umarkeret, endsige utydelig. Egentlig ville et højt format hen ad børneklassikeren ”Lange Peter Madsen” være mere passende for disse aflange teksttæppers egenart; mere passende end den foreliggende lille bog, hvori Linds strømmende skrift forstyrres utidigt af sideskift.

29492344

Linds sprog er ”dughærget” og ”tusmørkt”. Der leveres ikke pointer og opbygges ikke forklaringer eller udredninger, der søger et mål. I stedet møder teksterne læseren som en sær diktion, hvis princip er defineret omkring et ustandseligt forskydende nu, der kun orienterer sig to-tre ord tilbage i teksten og derfra kaster nye ord fremad.

Således er repeterede klangbilleder og særligt bogstavrim hyppige – gerne i tre- og firfoldige rytmiske udbrud: ”legende legendelabert” (s. 60) eller ”forbarmet forarmet styret forsvarsmekanisme” (s. 29). Lind skriver i en øjeblikkets logik, hvor sammenhænge er noget, der snarere skabes og genskabes kontinuerligt end noget, der er definerende eller styrende for sætningers udbredelse. Lind skal ingen steder hen, men det er abeskønt at gå, for at parafrasere Per Højholts ”Turbo”.

”Dughærget pupil accelererer tusmørket” kan man genkende på sætningernes generelle mangel på subjekt og i særdeleshed mangel på ”jeg”. Linds sætningskonstruktion er desuden præget af nydannelser, passiv-verber og ubestemte substantiver – tre bomærker, som tilfører det jeg-løse sprog yderligere tørhed og distance: ”..at erobre himmelrum [minus bestemmelse] blidt i fjerforhutlet [neologisme]/ dragt af uforløste længsler næbhænges [passivform + neologisme]/ i usynligt bur trimmes [minus bestemmelse + passivform] tro på ro [minus bestemmelse] …” (s. 45). Når sætninger fremstår mere normalgrammatiske, er sætningssubjektet fortrinsvist et sært substantiv (Dunkelhovedet fjerpostyr) eller en distanceret tredjeperson fra fantastikkens kulørte persongalleri (havherre, frø, vampyr). Lind opererer slet ikke med noget så konstrueret som normalt.