I en kronik i Politiken maj 2015 beskriver Cecilie Lind, hvordan hun i de ondt nedslidende teenageår fandt en lindring i ”min computer, mit worddokument. Jeg fandt ro i det at skrive digte, at ord og det at arrangere disse ord var en strunk gerning”. Det patinerede ord ’strunk’ (rank og værdig holdning) har fundet vej fra kampskrift i Politiken til titelniveau på Linds tredje bog ”Strunk” (september 2015).
Hvor Linds forrige bog stak af fra verden, så holder ”Strunk” fast i den. Fantasiens fabeldyr i tredjeperson er skiftet ud med et autentisk og givetvis biografisk ”jeg”, og bevægelsen fortsættes og accelereres i ”Scarykost” (2016). I et litterært safe space, hvor sproglige og sociale normer ikke får lov til at virke hæmmende, siger ”Strunk” det, der udenfor var markeret som taberens fornedrede tilværelse, højt og klart.
51926056
Det såkaldt private rum med iagttagelser af den nære verden – ”se// grankoglerne/ ligge/ i/ bunker/ og ægger mig/ med/ der fuldstændigt vidunderlige// TAKKER”, selvskade og selvbebrejdende følelser – ”tillader/ mig/ at/ døve/ det/ der/ larmer/ med/ lidt/ SULT” og pinlig forfængelighed – ”jeg er en yderst delikat/ flower og jeg vil tilbedes af talrige// bitches der vil være mig” får sin platform.
I modsætning til Linds foregående bogs afsnitsinddelinger er ”Strunk” et kontinuert langdigt. I én sammenhængende men ustadigt flakkende, ombrudt og retningsløs tekst fremstår den høje starut af en bog som en mark af den elegante men også komisk langstrakte Flora Danica-purløgsplante, der pryder bogens forside. Er det et forfatterportræt? Man noterer sig i hvert fald, at det i øvrigt tydeligt lyriske syntaksbillede deler flere formelle træk med tekstformatet på Twitter, hvor Lind (@Frklind) ikke overraskende er særdeles aktiv.
Linds sproglige arbejde er ofte en underholdende nominel størrelse, en slags glosesport, der opsøger og editerer formelle ligheder i sproget. Det kan f.eks. lyde: ”virgin, og tonic” eller ”nektar/ tardarhhh”. En særlig iøjnefaldende stiløvelse er placeringen af to identiske ord skulder ved skulder i en meningsfuld sætning: ”i et væk: væk mig” eller i et blæret hattrick: ”er det det det er”. Her er den blotte gentagelse faktisk en meningsgivende videreførelse af udsagnet.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Strunk"