m lukas
Foto: Les Kaner / Gyldendal

Maja Lucas

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, oktober 2019.
Top image group
m lukas
Foto: Les Kaner / Gyldendal
Main image
Lucas, Maja
Foto: Forlaget Athene

Indledning

Hvisk et digt direkte ind i lytterens øre gennem et hul i en kasse. Det er et af de eksperimenterende oplæsningskoncepter, som forfatteren Maja Lucas har medvirket i. Hun debuterede som skønlitterær forfatter i 2007 med en prosasamling og har siden skrevet flere romaneren punktroman og to romaner. I sine bøger behandler Maja Lucas på forskellig vis temaer som forholdet mellem nærhed og distance, familierelationer, tab, skrøbelighed og erindringsspor. I bogen sin seneste bog,”Mor. En historie om blodet”, er omdrejningspunktet tabubelagte følelser forbundet med moderskabet. 

47203678

Blå bog

Født: 1. september 1978 i Vangede.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab, Københavns Universitet og afgangselev fra Forfatterskolen i 2007.

Debut: Jegfortællinger. Athene, 2007.

Seneste udgivelse: Gennem natten og vinden. Gyldendal, 2019.

Inspiration: Per Højholt, Goethe, Shakespeare og Raymond Carver.

Artikel type
voksne

Baggrund

”I en drøm kan min far lide fugle. Han slår ikke svalereder ned med et kosteskaft, han sparker ikke ud efter duerne, når vi går tur i parken. Jeg sætter mig på hans skulder, men jeg kan ikke sidde fast, jeg har store, glatte andefødder, og han gør ikke mine til at holde mig. Det kvidrer for mine ører, når jeg taler til ham, det flagrer for hans øjne, når jeg græder”.
”Min far kan lide fugle”, s. 89.

Maja Lucas blev født i 1978 i Vangede, hvor hun også voksede op. Hun skrev som så mange andre unge piger digte i teenageårene, men det var musikken, der for alvor engagerede den unge Maja Lucas, som spillede jazzklaver. Efter gymnasiet begyndte hun på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Studievalget skyldtes især hendes glæde ved at analysere tekster. I sommeren 2000 deltog Maja Lucas i sommerkurset ”Tag og skriv” på Testrup Højskole, og ifølge forfatteren var det her, hun for alvor blev overbevist om, at det var forfattergerningen, hun skulle satse på.

Maja Lucas fik flere tekster trykt i tidsskriftet Hvedekorn og blev siden optaget på Forfatterskolen i København, hvorfra hun tog afgang i 2007. Ifølge forfatteren selv havde oplevelserne på Forfatterskolen en afgørende betydning for hendes udvikling som skribent og for hendes syn på litteraturen: ”Jeg tror, mit syn på litterær vurdering, inden jeg startede (på Forfatterskolen, red.), var forholdsvis objektivistisk – at der findes en sandhed om en teksts litterære værdi. Men nu synes jeg, at man bliver nødt til at indse, at pluralismen og relativismen har ret. Den endelige sandhed findes ikke”. (Ditte Blædel: Poesiens jazzklaver. Information, 2007-08-16).

Inden sin skønlitterære debut medvirkede Maja Lucas til en nytænkning af oplæsningsgenren. Hun deltog bl.a. i et oplæsningskoncept, som blev udviklet i 2004 af Vagn Remme og Rolf Steensig med titlen ”Hvisk et digt”. Konceptet går ud på, at en forfatter bliver placeret i en kasse med et lille hul, hvorigennem han eller hun hvisker et digt. Den særlige oplæsningssituation skaber en intim oplevelse, hvor den hviskende forfatter kun henvender sig til én lytter ad gangen.

Maja Lucas debuterede i 2007 med ”Jegfortællinger” og udgav allerede året efter ”Min far kan lide fugle”. I 2010 udkom romanen ”Katrines hånd”, og i 2016 ”Mor. En historie om blodet” og i 2019 endnu en roman, ”Gennem natten og vinden”. Forfatteren understreger selv, at hendes metode er lyrisk og intuitiv, hvorved teksterne udspringer af følelser og egne erfaringer, som herefter gennemgår en kunstnerisk bearbejdning. Ved siden af sit forfatterskab har hun fungeret som anmelder og skribent for forskellige tidsskrifter heriblandt Graf, og Apparatur og PROMENADEN. Hun har skrevet en ph.d.-afhandling og været tilknyttet desuden været tilknyttet Syddansk Universitet som ekstern lektor. undervisningsassistent og er i dag ph.d.-studerende og underviser samme sted. Hun arbejder desuden som oversætter og er medlem af det litterære blogkollektiv PROMENADEN. .

Maja Lucas bor i København med sin mand og deres to børn. I forbindelse med udgivelsen af romanen ”Mor. En historie om blodet” har Maja Lucas bl.a. udtalt, at hun ikke ville kunne have skrevet denne bog uden selv at have oplevet at blive forælder. Hun understreger dog samtidigt, at der ikke er tale om autofiktion: ”De følelser, som jeg skildrer i min roman, er så tabuiserede, at jeg ikke vil blande mine børn ind i det morads.” (Johanne Mygind: Moderskabet udstiller vores mangler. Weekendavisen, 2016-02-19).

Jegfortællinger

”Du ser på mig uden at sige noget. Så siger du, at det er mærkeligt at sidde og kigge over på mit vindue. Jeg siger ikke noget. Du siger, at du har savnet mig. Jeg spørger, hvornår Gitte skal føde. Snart, siger du, men du har det mærkeligt med at blive far. Du spørger, om jeg kan forestille mig det, jeg siger nej. Du siger, at jeg har de smukkeste øjne, du nogensinde har set”.
Maja Lucas: ”Jegfortællinger”, s. 101.

Maja Lucas debuterede i 2007 med kortprosasamlingen ”Jegfortællinger”. Bogen indeholder 19 korte prosatekster, hvis gennemgående jegfortæller er en ung kvinde. Teksterne skildrer jegfortællerens længsel efter nærvær og kærlighed, hendes forhold til familien og hendes forsøg på at finde sit eget ståsted i tilværelsen. I Maja Lucas’ udgave af en jegfortæller er der imidlertid tale om en yderst distanceret en af slagsen. Som forfatteren selv siger det om prosasamlingens nedbarberede fortæller: ”En fortæller (...) som i store træk kun fortæller om ydre ting – om hvad der kan ses, høres og lugtes, men sjældent om sine følelser eller tanker. Men det er paradoksalt i en jegfortæller, for når man bruger ordet ”jeg”, indikerer man, at man har direkte adgang til sine tanker og følelser, og det har dette jeg tilsyneladende ikke, eller også kan hun ikke sætte ord på”. (Karin Hedemand: Intens jegjagt. Interview på Litteratursiden.dk, 2007-05-14).

26677327

Den fortællerposition, forfatteren benytter sig af, indeholder i sin udformning en understregning af et af bogens tematiske omdrejningspunkter, nemlig forholdet mellem nærhed og distance. Formen understøtter også bogens behandling af en figur, som ikke blot synes at forsvinde i mødet med andre mennesker, men som også kun i begrænset omfang er kendetegnet ved selvindsigt og selvrefleksion. Bogens titel fremstår som en form for ironisk eller tragikomisk kommentar, da bogens jegfortæller kun i ringe grad fortæller om sig selv som et indre jeg.

Et andet karakteristisk kendetegn er den dobbelttydighed, som Lucas generelt benytter sig af i sit forfatterskab. Et eksempel i ”Jegfortællinger” er skildringen af kroppen, som i løbet af bogen både fremstår som jegets egen oplevelse af sin krop i forhold til andre mennesker og i den kliniske oplevelse af kroppen, som flere steder fremstilles gennem jegets lægebesøg: ”Jeg falder tit over det dobbeltbundede – af noget komisk og noget tragisk, som også meget tit er noget kropsligt (...) Teksten beskriver længslen efter at blive objekt som krop, så ens krop ikke bare er ens eget forvirrede subjekt, men har en tyngde i verden. Den, man får hos lægen”. (Ditte Blædel: Poesiens jazzklaver. Information, 2007-08-16). 

Min far kan lide fugle

”For de boede i det samme hus, de kørte i den samme bil, de sov i den samme seng, de var PappyHanne, de kunne ikke tænkes hver for sig. Men de slog PappyHannne hårdt mod køkkenbordets kant, de satte PappyHanne ind i skruetvingen og sled det fra hinanden, de smed PappyHanne ned ad kældertrappen, så det blev knust, og så lagde de stumperne ud i haven”.
Maja Lucas: ”Min far kan lide fugle”, s. 51.

I 2008 udkom Maja Lucas’ punktroman ”Min far kan lide fugle”. Romanen består af 72 tekststykker, der fungerer som punkter eller nedslag i en samlet historie. Som genre består punktromanen netop af små prosastykker, der hver især kan stå for sig selv med en vis poetisk værdi, men som samlet set fortæller en længere sammenhængende historie.

Romanen er en fortælling i jegform, hvis omdrejningspunkt er barndommens sorg over forældrenes skilsmisse og den sårbarhed, som følger i kølvandet på den. Fortællingen er ikke kronologisk fremadskridende, men består derimod af både barnets stemme og den voksne jegfortælling, som ser tilbage på barndommens oplevelser. Henvisningen til det voksne jeg findes i formuleringer som: ”I det mindste bor jeg ikke længere i Gomorra, men i mit eget bombede lokum, min egen ruin af et liv” (s. 19). Barnets logik, de erindringsspor, der har aflejret sig, og den voksne fortællers forsøg på at skabe sammenhæng kombineres med uddrag af jegfortællerens drømme, som handler om de følelser, der er vanskelige at håndtere for jeget. Det skaber tilsammen et fragmenteret billede, der tematisk behandler tabserfaring og det virvar af følelser, som den nye familiestruktur medfører.

27213650

Symbolik og metaforik spiller en væsentlig rolle i romanen. Et af de vigtige billeder er de fugle, som dukker op overalt i bogen, og som nærmest fungerer som et ledemotiv i teksten. Det vil sige et element, der bliver ved med at dukke op i nye varianter gennem bogen. Et eksempel er, at jeget siges at have pip i låget, ligesom fuglene indgår i skildringen af skilsmissen med ordene: ”Fugle er monogame, siger man, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om de virkelig er det. Eller om de har sidespring og utroskab ligesom os, om de bliver sårede og jaloux. Om de på et tidspunkt får nok og finder en anden fugl at være monogam med” (s. 72).

Fortælleren drømmer også, at hendes far kan lide fugle, hvilket er det, bogens titel henviser til. Der er bare det ved det, at faderen slet ikke bryder sig om fugle, hvilket understreger en tematisk spænding i bogen. Fuglene symboliserer bl.a.  udlængsel og en drøm om at slippe fri, men i romanen findes der ligeledes den modsatrettede bevægelse tilbage til det, der mistes for alle i familien.

Katrines hånd

”Min fars øjne lover mig, at det aldrig skal ske for ham (...) at han aldrig vil ligge i en hospitalsseng uden et hår på hovedet ligesom hende, det ville ikke klæde ham, hans hoved er alt for stort, det samme gælder for hans læber, han ville ligne en albinoneger, en komisk hvid kopi af o”M nkel Tom”.
”Katrines hånd”, s. 49.

Maja Lucas’ roman fra 2010 har titlen ”Katrines hånd”. Ligesom tidligere i forfatterskabet er der også her tale om en særlig fortættet form for prosa, der gennem bogens tre dele – på i alt 99 sider – fortæller historien om den 59-årige kvinde Katrines sygdom og død, med en synsvinkel placeret hos den voksne steddatter Sarah. Det humoristiske og tragikomiske sniger sig også ind i denne bog, selv om det især er en alvorlig fortælling om knugende sorg og de refleksioner, som opstår ved konfrontation med alvorlig sygdom. Om relationerne i en moderne sammenbragt familie og om et menneskes forvandling til patient ved sit livs afslutning. Men også en skildring af nutidsmenneskets civiliserede forhold til døden, hvor kontrol og fornuft fylder langt mere end irrationelle eller følelsesbetonede reaktioner.

Handlingen er fragmenteret og består af Sarahs skildringer og tanker, hvilket giver bogen en intimitet og troværdighed men ligeledes et præg af dokumentarisk fortælling. Afstand og nærhed i de to kvinders forhold er et af bogens temaer. Det er først her ved afslutningen på Katrines liv, at hun for alvor træder frem som den kvinde, hun er, for Sarah: ”Det er, som om hun først nu viser sig for mig, først nu træder frem fra de mærkater, hun altid har båret i min bevidsthed, fra stedmoder, min fars kone til Katrine.” (s. 18).  

28079729

”Katrines hånd” er ikke blot titlen på romanen men også et samlende symbol i bogen. Katrine er nu én, der skal holdes i hånden, passes og støttes. Således hedder det i begyndelsen af Lucas' bog: ”Katrines hånd ryster inde i min, hun siger Hold om mig. Det er et epileptisk anfald, om det er kemoen eller svulsten, der gør det, kan lægerne ikke sige. Det er hendes fødselsdag, hun bliver 59, der har været mange gæster (...) hun havde sin paryk på. Selvom krøllerne lignede hendes egne, virkede formen forkert.” (s. 9). Et særligt kendetegn ved romanen er kombinationen af forskellige tider i samme passage, hvilket romanens begyndelse også er et godt eksempel på. Fortællerstemmen præsenterer på samme tid en skildring af historien, mens den sker, og et tilbageblik: ”Maja Lucas fremskriver altså små koncentrater af minder om den døde og iagttagelser af en døende i én og samme lille bevægelse, øjeblikket får betydning i øjeblikket og som minde senere hen.” (Kamilla Löfström: En helt igennem civiliseret død. Information, 2010-02-03).  

Ifølge forfatteren er ”Katrines hånd” udsprunget af hendes egne smertefulde erfaringer med at miste sin stedmoder.  

Mor. En historie om blodet

”Hun er den sidste, den afgørende instans. End ikke hospitalet og sygeplejerskerne er de endegyldigt ansvarlige. Selv faren er skubbet til side i forhold til hende. Det er hendes ansvar, hendes skyld, hendes mælk, hendes barn. Det forekommer hende, at (…) hendes handlinger hidtil har været på skrømt, undskyldelige. Nu er hun ikke længere sine forældres barn, hun er sit barns forælder.”
”Mor. En historie om blodet”, s. 14.

Der kan være stor forskel på fortællingen om moderskabet og den faktiske oplevelse af at blive mor. Det er udgangspunktet for Maja Lucas’ roman ”Mor. En historie om blodet” fra 2016. Gennem en skæbnefortælling om en lille familie skildres de tabubelagte følelser forbundet med det at få et barn. I romanen føres de forbudte følelser af ensomhed, afmagt, kedsomhed og vrede, som alle mødre oplever i glimt, ud i sin yderste konsekvens.

De unavngivne figurer i ”Mor” benævnes blot moren, faren og pigen. I en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel følger vi familien fra fødslen og de næste tre år, mens parret glider fra hinanden, og kvinden mere og mere desperat forsøger at finde ud af sin nye rolle: ”Moren [har] aldrig været så vred på nogen som på hende. Måske fordi hun griber ind i hendes liv på en måde, som ingen andre gør, i hendes søvn, hendes madvaner, hendes arbejde, hendes sociale liv. Hun tænker, at pigen afholder hende fra at være den, hun er” (s. 62). Der er også en ubetinget kærlighed mellem de to i romanens portræt af en kvinde, der går i opløsning. En stærk kropslig oplevelse af at være forbundne: ”Når pigen rører ved hende, er det som en strøm, der går igennem hende. Hun har aldrig (…) længtes så meget efter kropskontakt med et andet menneske” (s. 67).

52203139

Det ender ikke godt i Lucas’ fortælling, som tematisk også behandler den biologisk forankrede forskel mellem kønnene i forældreskabet, hvor det er moren, der føder barnet, ammer det og oftest tager det meste af barselsorloven: ”Moren i min bog, oplever det som et chok. Hun troede ikke forskellen ville være så stor. På den måde er min bog også post-feministisk. Jeg tilhører en generation, som har taget ligestillingen for givet, og alligevel må erkende dens grænser,” siger Maja Lucas og tilføjer: ”Bogens tragedie er måske i virkeligheden, at kvinden længes efter at komme væk fra sin biologi.” (Johanne Mygind: Moderskabet udstiller vores mangler. Weekendavisen, 2016-02-19).

Som undertitlen indikerer, er blodet et gennemgående symbol. Det starter med blodet i forbindelse med fødslen og dukker op igennem hele romanen. Desuden ligger udsagn som ”blodets bånd” og ”blod er tykkere end vand”, som klassiske udtryk for familiebånd og slægtskab, implicit i fortællingen.

Gennem natten og vinden

”Jeg går ud i køkkenet med ham i favnen, sætter ham på gulvet. Tager en øl, men væsken vokser i munden; jeg spytter ud i køkkenvasken. Jeg sætter mig på gulvet, med hovedet mellem benene. ”Jeg vil gerne hjælpe dig, mor,” siger Tore stille og lader sine fingre glide gennem mit hår. Han lægger sit hoved ind til mit.”

”Gennem natten og vinden”, s. 104.

Det handler også om at være kvinde og mor i Maja Lucas’ roman fra 2019. ”Gennem natten og vinden” følger den intelligente men kaotiske alenemor Johanne, der har tiltagende problemer med at få det hele til at hænge sammen. Hun glemmer ikke bare madpakken, men også at hente drengen Tore i børnehaven, hun lugter af øl, glemmer at læse sine e-mails og får ikke lige vasket tøj eller puttet sit barn i bad. Den kvindelige hovedperson vil gerne være en god mor, men hun formår ikke at være en kompetent og ansvarlig forælder og klarer sig kun lige akkurat igennem tilværelsen, mens både børnehaven og underboen truer med at underrette kommunen. En dag lader hun den hjemløse og illegale indvandrer Dima flytte ind, og deres udsatte liv flettes sammen.

Der er tale om en barsk og hjerteskærende jeg-fortælling om en kvinde, der ikke magter at være mor, og en lille dreng, som begge bliver svigtet. Men romanen handler ligeledes om normalitet og forventninger til det at være kvinde. Som Johanne siger, da en socialrådgiver spørger til Tores far: ”Jeg har ikke set ham, siden han gjorde mig gravid. Det er kvindens lod, ikke? At være liderlig og moderlig.” (s. 51). Johanne er udadreagerende, vred og alkoholafhængig, men hun er også en kvinde, hvis liv kunne have formet sig ganske anderledes.

47203678

Romanen er således også en fortælling om psykisk sårbarhed og uheldige omstændigheder, der kan gøre forskellen på at klare sig godt eller falde ud over samfundets kant: ”Min holdning er, at den menneskelige deroute kan ske for enhver, siger Maja Lucas i bogens pressemeddelelse: Bogen er på den måde et forsvar for menneskets kompleksitet. Også i spørgsmålet om psykisk sygdom. For mig er der et enormt grænseland mellem ’normal’ og ’psykisk syg.

Romanens titel indeholder en reference til den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethes digt Elverkongen, som romanens hovedperson flere gange reciterer. Et digt, som blandt andet handler om en forældres forgæves forsøg på at beskytte sit barn.          

Genrer og tematikker

Maja Lucas’ forfatterskab er præget af en minimalisme, der benytter sig af både symbolik og en leg med sproget – og som på en gang fremstår humoristisk og melankolsk. Forfatteren benytter sig af prosaens form, men der er tale om en prosa, som i sin lyriske og fragmenterede karakter lader det fortællende nærme sig det poetiske. Eksistentielle spørgsmål om identitet og tabserfaringer er centrale i hendes bøger. Andre vigtige tematikker er familierelationer i en ny familiestruktur og erindringens karakter. Fortællerpositionen i hendes tre første bøger er en jegfortæller, og forfatteren fremhæver da også selv sin brug af denne fortællerpositionjegfortællere: ”Jeg har en forkærlighed for jegfortællere, fordi de kan slippe af sted med så meget! En jegfortæller kan både sige noget meget enkelt og noget meget højttravende, og alligevel er den ”bare” en figur i fortællingen, der taler – en jegfortællers fortælling er i en vis forstand altid bare en replik”. (Karin Hedemand: ”Intens jegjagt”. Interview på Litteratursiden.dk, 2007-05-14).

I romanen ”Mor. En historie om blodet” er der tale om en distanceret tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel placeret hos en kvinde, som langsomt opsluges af sine følelser og den ensomhed, hun oplever som mor. Bogen er bl.a. blevet kaldt ”et poetisk indpakket tabubrud” (Merete Reinholdt: Maja Lucas siger det, der ikke må siges. Berlingske Tidende, 2016-02-25). Romanen er en undergangshistorie, men fortællingen er bundet op på genkendelige skildringer af de forskelligartede følelser, der følger i kølvandet på den livsforandrende oplevelse, det er at blive mor. Moderskabet og det at være kvinde behandles ligeledes i Maja Lucas’ roman ”Gennem natten og vinden” fra 2019. Andre vigtige tematikker i romanen er psykisk sårbarhed og menneskelig deroute.

Beslægtede forfatterskaber

Den minimalistiske prosa, som man ser hos Maja Lucas, kender man også fra andre danske forfattere, som op gennem 1990’erne og til i dag har arbejdet med genren i både kortprosaformen og i romanformen. Punktromanen, som Lucas benytter sig af i ”Min far kan lide fugle”, er bl.a. en litterær genre, forfattere som Christina Hesselholdt, Solvej Balle og Merete Pryds Helle også har gjort brug af i deres forfatterskaber. I sin leg med den distancerede fortæller og en humor, der er forankret i sproget, kan Lucas også sammenlignes med en forfatter som Helle Helle, hvor en eksistentiel længsel er centralt placeret tematisk. Maja Lucas understreger desuden selv, at hun har været overrasket over at kunne genkende det uhøjtidelige og det performative, som også findes hos andre yngre forfattere, i sine egne tekster.

Med sine romaner ”Mor. En historie om blodet” (2016) og ”Gennem natten og vinden” (2019) indskriver Maja Lucas sig også i den litteratur, som skildrer kvinder, der ikke er perfekte i rollen som mor. Tre nyere danske eksempler er Hanne Højgaard Viemoses ”Mado” – en humoristisk men også hård rejseroman om at være mor, Katrine Grünfeldts roman ”Stormskader” om en moderne kvindes sammenbrud og Kamilla Hega Holsts ”På træk”, hvor kvinden Kaya opgiver at være mor for sine to børn og rejser til Thailand. Alle tre romaner er fra 2015. Cecilie Linds langdigt ”Mit barn” (2019) er også en afsøgning af moderskabet med alle de livsomvæltende udfordringer, det bringer med sig.

Bibliografi

Bibliografi

Lucas, Maja:
Jegfortællinger. Athene, 2007. Fortællinger.
Lucas, Maja:
Min far kan lide fugle. Athene, 2008. Roman
Lucas, Maja:
Katrines hånd. C&K Forlag, 2010. Roman.
Lucas, Maja:
Mor. En historie om blodet. C&K Forlag, 2016. Roman.
Lucas, Maja: Gennem natten og vinden. Gyldendal, 2019. Roman.

Andet af Maja Lucas

Lucas, Maja (m.fl. red.):
Forfatterskolens afgangsantologi 2007. Basilisk, 2007.
Lucas, Maja:
Min fætters pik er lille. Et essay om litterær kvalitet. I: Synsvinkler, nr. 42 (2010), side 182-191.

Om forfatteren

Om forfatteren

Löfström, Kamilla:
Ligesom visse former for vaskepulver. Information, 2008-04-03.
Schack, May:
Jeg kan ikke holde op med at drømme om dem. Politiken, 2008-04-07.
Svendsen, Erik:
Maja Lucas: Min far kan lide fugle. Jyllands-Posten, 2008-05-14.
Byrckel, Tine:
Historien om en mor, der blev vred på sit barn. Information, 2016-02-20.
Garsdal, Lise:
Omsorgsudfordret mor tæsker på træer. Det er sjovt. Politiken 2016-02-28.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Maja Lucas

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Hedemand, Karin:
Intens jegjagt. Litteratursiden.dk, 2007-05-14.
Blædel, Ditte:
Poesiens jazzklaver. Dagbladet Information, 2007-08-16.
Löfström, Kamilla:
En helt igennem civiliseret død. Dagbladet Information, 2010-02-03.
Mygind, Johanne:
Moderskabet udstiller vores mangler. Weekendavisen, 2016-02-19.
Reinholdt, Merete:
Maja Lucas siger det, der ikke må siges. Berlingske Tidende, 2016-02-25.