Maja Lucas

Artikel type
voksne
cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret i 2016.
Main image
Lucas, Maja
Foto: Forlaget Athene

Indledning

Hvisk et digt direkte ind i lytterens øre gennem et hul i en kasse. Det er et af de eksperimenterende oplæsningskoncepter, som forfatteren Maja Lucas har medvirket i. Hun debuterede som skønlitterær forfatter i 2007 med en prosasamling og har siden skrevet en punktroman og to romaner. I sine bøger behandler Maja Lucas på forskellig vis temaer som forholdet mellem nærhed og distance, familierelationer, tab, skrøbelighed og erindringsspor. I sin seneste bog, ”Mor. En historie om blodet”, er omdrejningspunktet tabubelagte følelser forbundet med moderskabet.

 

52203139

Blå bog

Født: 1. september 1978 i Vangede.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab, Københavns Universitet og afgangselev fra Forfatterskolen i 2007.

Debut: Jegfortællinger. Athene, 2007.

Seneste udgivelse: Mor. En historie om blodet. C&K Forlag, 2016.

Inspiration: Per Højholt, Goethe, Shakespeare og Raymond Carver.

Baggrund

”I en drøm kan min far lide fugle. Han slår ikke svalereder ned med et kosteskaft, han sparker ikke ud efter duerne, når vi går tur i parken. Jeg sætter mig på hans skulder, men jeg kan ikke sidde fast, jeg har store, glatte andefødder, og han gør ikke mine til at holde mig. Det kvidrer for mine ører, når jeg taler til ham, det flagrer for hans øjne, når jeg græder”.
”Min far kan lide fugle”, s. 89.

Maja Lucas blev født i 1978 i Vangede, hvor hun også voksede op. Hun skrev som så mange andre unge piger digte i teenageårene, men det var musikken, der for alvor engagerede den unge Maja Lucas, som spillede jazzklaver. Efter gymnasiet begyndte hun på litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Studievalget skyldtes især hendes glæde ved at analysere tekster. I sommeren 2000 deltog Maja Lucas i sommerkurset ”Tag og skriv” på Testrup Højskole, og ifølge forfatteren var det her, hun for alvor blev overbevist om, at det var forfattergerningen, hun skulle satse på.

Maja Lucas fik flere tekster trykt i tidsskriftet Hvedekorn og blev siden optaget på Forfatterskolen i København, hvorfra hun tog afgang i 2007. Ifølge forfatteren selv havde oplevelserne på Forfatterskolen en afgørende betydning for hendes udvikling som skribent og for hendes syn på litteraturen: ”Jeg tror, mit syn på litterær vurdering, inden jeg startede (på Forfatterskolen, red.), var forholdsvis objektivistisk – at der findes en sandhed om en teksts litterære værdi. Men nu synes jeg, at man bliver nødt til at indse, at pluralismen og relativismen har ret. Den endelige sandhed findes ikke”. (Ditte Blædel: Poesiens jazzklaver. Information, 2007-08-16).

Inden sin skønlitterære debut medvirkede Maja Lucas til en nytænkning af oplæsningsgenren. Hun deltog bl.a. i et oplæsningskoncept, som blev udviklet i 2004 af Vagn Remme og Rolf Steensig med titlen ”Hvisk et digt”. Konceptet går ud på, at en forfatter bliver placeret i en kasse med et lille hul, hvorigennem han eller hun hvisker et digt. Den særlige oplæsningssituation skaber en intim oplevelse, hvor den hviskende forfatter kun henvender sig til én lytter ad gangen.

Maja Lucas debuterede i 2007 med ”Jegfortællinger” og udgav allerede året efter ”Min far kan lide fugle”. I 2010 udkom romanen ”Katrines hånd” og i 2016 ”Mor. En historie om blodet”. Forfatteren understreger selv, at hendes metode er lyrisk og intuitiv, hvorved teksterne udspringer af følelser og egne erfaringer, som herefter gennemgår en kunstnerisk bearbejdning. Ved siden af sit forfatterskab har hun fungeret som anmelder og skribent for forskellige tidsskrifter heriblandt Graf og Apparatur. Hun har desuden været tilknyttet Syddansk Universitet som undervisningsassistent og er i dag ph.d.-studerende og underviser samme sted. Hun arbejder desuden som oversætter og er medlem af det litterære blogkollektiv PROMENADEN.

Maja Lucas bor i København med sin mand og deres to børn. I forbindelse med udgivelsen af romanen ”Mor. En historie om blodet” har Maja Lucas bl.a. udtalt, at hun ikke ville kunne have skrevet denne bog uden selv at have oplevet at blive forælder. Hun understreger dog samtidigt, at der ikke er tale om autofiktion: ”De følelser, som jeg skildrer i min roman, er så tabuiserede, at jeg ikke vil blande mine børn ind i det morads.” (Johanne Mygind: Moderskabet udstiller vores mangler. Weekendavisen, 2016-02-19)

Jegfortællinger

”Du ser på mig uden at sige noget. Så siger du, at det er mærkeligt at sidde og kigge over på mit vindue. Jeg siger ikke noget. Du siger, at du har savnet mig. Jeg spørger, hvornår Gitte skal føde. Snart, siger du, men du har det mærkeligt med at blive far. Du spørger, om jeg kan forestille mig det, jeg siger nej. Du siger, at jeg har de smukkeste øjne, du nogensinde har set”.
Maja Lucas: ”Jegfortællinger”, s. 101.

Maja Lucas debuterede i 2007 med kortprosasamlingen ”Jegfortællinger”. Bogen indeholder 19 korte prosatekster, hvis gennemgående jegfortæller er en ung kvinde. Teksterne skildrer jegfortællerens længsel efter nærvær og kærlighed, hendes forhold til familien og hendes forsøg på at finde sit eget ståsted i tilværelsen. I Maja Lucas’ udgave af en jegfortæller er der imidlertid tale om en yderst distanceret en af slagsen. Som forfatteren selv siger det om prosasamlingens nedbarberede fortæller: ”En fortæller (...) som i store træk kun fortæller om ydre ting – om hvad der kan ses, høres og lugtes, men sjældent om sine følelser eller tanker. Men det er paradoksalt i en jegfortæller, for når man bruger ordet ”jeg”, indikerer man, at man har direkte adgang til sine tanker og følelser, og det har dette jeg tilsyneladende ikke, eller også kan hun ikke sætte ord på”. (Karin Hedemand: Intens jegjagt. Interview på Litteratursiden.dk, 2007-05-14).

26677327

Den fortællerposition, forfatteren benytter sig af, indeholder i sin udformning en understregning af et af bogens tematiske omdrejningspunkter, nemlig forholdet mellem nærhed og distance. Formen understøtter også bogens behandling af en figur, som ikke blot synes at forsvinde i mødet med andre mennesker, men som også kun i begrænset omfang er kendetegnet ved selvindsigt og selvrefleksion. Bogens titel fremstår som en form for ironisk eller tragikomisk kommentar, da bogens jegfortæller kun i ringe grad fortæller om sig selv som et indre jeg.

Et andet karakteristisk kendetegn er den dobbelttydighed, som Lucas generelt benytter sig af i sit forfatterskab. Et eksempel i ”Jegfortællinger” er skildringen af kroppen, som i løbet af bogen både fremstår som jegets egen oplevelse af sin krop i forhold til andre mennesker og i den kliniske oplevelse af kroppen, som flere steder fremstilles gennem jegets lægebesøg. Som Maja Lucas selv siger det: ”Jeg falder tit over det dobbeltbundede – af noget komisk og noget tragisk, som også meget tit er noget kropsligt (...) Teksten beskriver længslen efter at blive objekt som krop, så ens krop ikke bare er ens eget forvirrede subjekt, men har en tyngde i verden. Den, man får hos lægen”. (Ditte Blædel: Poesiens jazzklaver. Information, 2007-08-16).