Maja Lucas debuterede i 2007 med kortprosasamlingen ”Jegfortællinger”. Bogen indeholder 19 korte prosatekster, hvis gennemgående jegfortæller er en ung kvinde. Teksterne skildrer jegfortællerens længsel efter nærvær og kærlighed, hendes forhold til familien og hendes forsøg på at finde sit eget ståsted i tilværelsen. I Maja Lucas’ udgave af en jegfortæller er der imidlertid tale om en yderst distanceret en af slagsen. Som forfatteren selv siger det om prosasamlingens nedbarberede fortæller: ”En fortæller (...) som i store træk kun fortæller om ydre ting – om hvad der kan ses, høres og lugtes, men sjældent om sine følelser eller tanker. Men det er paradoksalt i en jegfortæller, for når man bruger ordet ”jeg”, indikerer man, at man har direkte adgang til sine tanker og følelser, og det har dette jeg tilsyneladende ikke, eller også kan hun ikke sætte ord på”. (Karin Hedemand: Intens jegjagt. Interview på Litteratursiden.dk, 2007-05-14).
26677327
Den fortællerposition, forfatteren benytter sig af, indeholder i sin udformning en understregning af et af bogens tematiske omdrejningspunkter, nemlig forholdet mellem nærhed og distance. Formen understøtter også bogens behandling af en figur, som ikke blot synes at forsvinde i mødet med andre mennesker, men som også kun i begrænset omfang er kendetegnet ved selvindsigt og selvrefleksion. Bogens titel fremstår som en form for ironisk eller tragikomisk kommentar, da bogens jegfortæller kun i ringe grad fortæller om sig selv som et indre jeg.
Et andet karakteristisk kendetegn er den dobbelttydighed, som Lucas generelt benytter sig af i sit forfatterskab. Et eksempel i ”Jegfortællinger” er skildringen af kroppen, som i løbet af bogen både fremstår som jegets egen oplevelse af sin krop i forhold til andre mennesker og i den kliniske oplevelse af kroppen, som flere steder fremstilles gennem jegets lægebesøg: ”Jeg falder tit over det dobbeltbundede – af noget komisk og noget tragisk, som også meget tit er noget kropsligt (...) Teksten beskriver længslen efter at blive objekt som krop, så ens krop ikke bare er ens eget forvirrede subjekt, men har en tyngde i verden. Den, man får hos lægen”. (Ditte Blædel: Poesiens jazzklaver. Information, 2007-08-16).