Solvej Balle

Artikel type
voksne
Solveig Daugaard, 2003.
Main image
Balle, Solvej
Foto: Mogens Flindt

Dansk forfatter. Har skrevet romanen Lyrefugl samt kortprosabøger.
Solvej Balle tilhører en gruppe af yngre hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. De betragtes som beslægtede - i kraft af deres tilknytning til Forfatterskolen, og fordi de interesserer sig for eksperimenterende korte former. Efter debuten i 1986 med romanen Lyrefugl. har hun udgivet tre bøger. Hun har studeret litteraturvidenskab og filosofi, og hun var elev på Poul Borums forfatterskole.

Minimalisme i 1990'erne

29922705

 

Blå bog

Født: 16. august 1962 i Bovrup, Sønderjylland.

Uddannelse: Studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet. Forfatterskolen, 1997.

Debut: Lyrefugl. Vega, 1986.

Litteraturpriser: Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1998. Elsa og Charlotte Engholms forfatterlegat, 1998. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2001. Karald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes legat, 2005.

Seneste udgivelse: Så. Pelagraf, 2013. Kortprosa.

 

Indledning

Solvej Balle, født 1962 i Sønderjylland, debuterede som forfatter i 1986 med romanen Lyrefugl. Siden har hun udgivet tre bøger: de to kortprosabøger & (1990) og Eller (1998) samt Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket (1993). Hun har studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet, og hun var i årene 1987-89 elev på Poul Borums forfatterskole. Fra 1994-97 redigerede hun desuden sammen med forfatterkollegaen Christina Hesselholdt det litterære tidsskrift Den Blå Port.

Solvej Balle tilhører den gruppe af yngre hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af halvfemserne. De betragtes som beslægtede - dels i kraft af deres tilknytning til forfatterskolen, dels i kraft af en tilsyneladende fælles orientering mod de kortere former og eksperimenter, der ikke lader sig indfange under de traditionelle genrer. Dette har til tider gjort dem vanskelige at placere på boghandlernes hylder. Det drejer sig om forfattere som Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Katrine Marie Guldager - og altså Solvej Balle, der især på baggrund af den ”smalle bestseller” Ifølge loven er blevet kanoniseret som en af generationens kerneforfattere.

Forskel / Sammenhæng

Betragter man titlerne på de to kortprosabøger & og Eller - de ord vi bruger til at sammenbinde henholdsvis adskille i sproget - repræsenterer de et motiv, som er centralt i Solvej Balles foreløbige forfatterskab. Vi strukturerer vores verden i systemer af forskelle, og ved navngivning og kategorisering af verdens genstande og fænomener kan vi begribe og beskrive den verden, vi lever i. Men på samme tid er der noget, der modarbejder denne systematisering, og der rejser sig altid spørgsmål, som forstyrrer systemerne, som sidestiller og forbinder det, vi forsøger at adskille. Kunsten og det kunstneriske sprog afslører disse mekanismer og udstiller, hvorledes verden undslipper vores faste forestillinger og videnskabens forudsigelser, og hvordan sproget kan forvandle sig fra systembygger til udligner af forskelle, når dets logik pludselig skrider, som det f.eks. sker i ordspil og sort tale.

Den fjerde beretning i Ifølge loven indledes af termodynamikkens anden lov:
Legemer, der befinder sig i et lukket system, hvor der ikke tilføres energi, vil søge mod større og større uorden.

Der er tale om netop den lov, som fik den newtonske fysik til at skride. Beregnelighed, faste afgrænsninger og ordnede systemer rystes af termodynamikken, der lærer os, at adskilte elementer kan flyde sammen, og at adskillelse og sammenhæng således ganske ofte vil være to sider af samme sag. På samme måde kan læseren af kortprosaværkerne & og Eller forvisse sig om, at disse to ord heller ikke kan holdes fast i deres stramt logiske betydning, men flyder ud og glider ind i hinanden.

Således former motivet sig gennem hele forfatterskabet. De faste modsætninger vi tror på vægten af, som f.eks. videnskab over for kunst eller rationalitet over for irrationalitet, afslører sig som klichéer, der gang på gang overskrides, idet hvert element viser sig at indeholde netop den ting, man troede det definitivt adskilt fra. Også i et formelt perspektiv gentages denne figur i den på en gang genrenedbrydende og genreskabende praksis, der går gennem alle bøgerne.