Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en robinsonade, der handler om kvinden Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Således skriver den sig ind i en genre, der nærmest er inkarnationen af den borgerlige roman. Men naturligvis går den i kritisk dialog med denne genre.
Robinsonaden som klassisk form har i årevis været oplagt baggrund for civilisationskritisk litteratur, fordi den ”rigtige” robinsonade, Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744), er romanen om den vestlige civilisations fortræffeligheder i reneste form. Den proces, som Freia gennemgår på øen, er en gentænkning af den vestlige tænknings historie. Hun tvinges til at definere sig selv fra bunden i forhold til denne ø, og romanen bliver dermed et omfattende forsøg på at definere et menneske og en verden, såvel den abstrakte og åndelige som den konkrete fysiske.
Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og benævne alt på øen får hun for en stund en følelse af at være i stand til at kontrollere og forstå, og hendes angst forsvinder. Sproget er altså værnet mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride. Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, idet den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde, og den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten, der således her placeres som en katalysator for systemets usystematiske understrøm.
Temaet spejles også formelt i ”Lyrefugl”. Romanen består af tre stilistisk- og tidsmæssigt adskilte spor, som der veksles regelmæssigt imellem. Det første kapitel udgøres af Freia på øen, fortællingens nutid. Dernæst følger et lyrisk kapitel, der drømmeagtigt og billedrigt sammensat præsenterer en art fremtidsvision. Dette følges af et kapitel fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne ligne en bevidsthedsstrøm fra en barndom.
Mønsteret følges, indtil Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes. Herfra begynder planerne at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig, og i romanens anden del brydes nutidsfortællingen således kun af erindringskapitler, der imidlertid hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen endelig indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.
