Solvej Balle
Foto: Victoria Mørck Madsen / Ritzau Scanpix

Solvej Balle

Solveig Daugaard, 2003. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, april 2020.
Top image group
Solvej Balle
Foto: Victoria Mørck Madsen / Ritzau Scanpix
Main image
Solvej Balle
Foto: Mogens Flindt

Indledning

Solvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. De betragtes som beslægtede - i kraft af deres tilknytning til Forfatterskolen og deres fælles interesse for eksperimenterende korte former. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede syvbindsværket ”Om udregning af rumfang”.

Minimalisme i 1990'erne

47714176

 

Blå bog

Født: 16. august 1962 i Bovrup, Sønderjylland.

Uddannelse: Studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet. Forfatterskolen, 1997.

Debut: Lyrefugl. Vega, 1986.

Litteraturpriser: Jeanne og Henri Nathansens Fødselsdagslegat, 1998. Elsa og Charlotte Engholms forfatterlegat, 1998. De frankofone landes ambassadørers litteraturpris, 2001. Harald Kiddes og Astrid Ehrencron-Kiddes legat, 2005. Statens Kunstfonds Livsvarige ydelse, 2009.

Seneste udgivelse: Om udregning af rumfang. Pelagraf, 2020. Roman. (1)

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det føles, som om jeg ikke er alene længere. Som om der er nogen, der lytter. Mine dage er ikke forsvundet i glemslen. De findes. Mine dage findes i min bunke af papir, de er ikke blevet slettet i løbet af natten, papiret husker, og jeg kan se, at der står dag nummer dit og dag nummer dat og den attende november og aldrig den nittende.”
”Om udregning af rumfang I”, s. 87.

Solvej Balle, født 1962 i Sønderjylland, debuterede som forfatter i 1986 med romanen ”Lyrefugl” og har i forfatterskabets første del endvidere udgivet de to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) samt ”Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket” (1993). Hun har studeret litteraturvidenskab og filosofi på Københavns Universitet, og hun var i årene 1987-89 elev på Poul Borums forfatterskole. Fra 1994-97 redigerede hun desuden sammen med forfatterkollegaen Christina Hesselholdt det litterære tidsskrift Den Blå Port.

I 1990’erne var Solvej Balle del af et hold kvindelige forfattere, der ofte blev rubriceret sammen ud fra deres litterære stil og tilknytning til Forfatterskolen. På et tidspunkt tog Solvej Balle dog en bevidst beslutning om ikke at være en promotable YKF, yngre kvindelig forfatter og tog afstand fra den skabelon, mange kvindelige forfattere bliver puttet i: ”Det er en rolle, hvor man kan være en charmerende maskot for det rigtige landshold af mandeforfattere og kritikere. Gerne kvik, men ikke for klog, gerne lidt fræk, men ikke for kritisk, gerne lidt sky, men ikke modvillig eller kontrær,” som hun siger i et interview i Politiken. (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Solvej Balle har både i forhold til udgivelser og offentlig fremtræden været under den litterære radar i mange år. Hun bruger lang tid på research for at kunne forstå sine karakterer og give fiktionen plads til at få sit eget liv, og selv mener hun ikke, at hun har meldt sig ud: ”Jeg føler, at jeg har meldt mig fuldstændig ind. At jeg lytter til mine bøger. Jeg føler, at jeg skal forstå tingene på et dybere plan, før jeg skriver, og der skal også være plads til sådan nogle som mig. Ellers ville der slet ikke være egetræer i verden, men udelukkende fyrretræer.” (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Efter forfatterskabets første skønlitterære værker udgav hun efter nogle års pause den kunstteoretiske bog ”Det umuliges kunst” i 2005 og det politiske erindringsessay ”Frydendal og andre gidsler” i 2008. Efter de to symmetriske kortprosaudgivelser ”Hvis” og ”Så”, der kom samtidigt i 2013, har der været meget stille fra Balle, og det var derfor noget af en overraskelse, da hun i 2020 bebudede ikke bare et nyt værk, men hele syv af slagsen i septologien ”Om udregning af rumfang”. Det er det, hun kalder højfiktion, og det tager tid at skrive: ”For at sådan et stykke spekulativ, idéstyret litteratur kan leve, bliver det nødt til at have sit eget liv, ellers bliver det en fiks idé. Der skal bygges virkelighedselementer og noget levende fiktion ind. Det er derfor, det har taget så pisselang tid.” (Peter Nielsen: Solvej Balle var 90’ernes store litterære stjerne, men så forsvandt hun. Nu er hun tilbage. Information, 2020-02-21).

Solvej Balle bor i Marstal på Ærø, hvorfra hun driver sit forlag Pelagraf, der siden 2013 har udgivet hendes bøger.

Lyrefugl

”Hun havde forvandlet øen fra en uforståelig klat jord, der lå og skvulpede i vandet til en grundigt udforsket tropeø, havde optegnet den nødvendige viden fra Den anden Verden, havde afdækket de fælles indre strukturer og kunne nu afslutte udforskningen og nedskrivningen.”
”Lyrefugl”, s. 81.

Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en robinsonade, der handler om kvinden Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Således skriver den sig ind i en genre, der nærmest er inkarnationen af den borgerlige roman. Men naturligvis går den i kritisk dialog med denne genre.

Robinsonaden som klassisk form har i årevis været oplagt baggrund for civilisationskritisk litteratur, fordi den ”rigtige” robinsonade, Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744), er romanen om den vestlige civilisations fortræffeligheder i reneste form. Den proces, som Freia gennemgår på øen, er en gentænkning af den vestlige tænknings historie. Hun tvinges til at definere sig selv fra bunden i forhold til denne ø, og romanen bliver dermed et omfattende forsøg på at definere et menneske og en verden, såvel den abstrakte og åndelige som den konkrete fysiske.

Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og benævne alt på øen får hun for en stund en følelse af at være i stand til at kontrollere og forstå, og hendes angst forsvinder. Sproget er altså værnet mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride. Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, idet den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde, og den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten, der således her placeres som en katalysator for systemets usystematiske understrøm.

Temaet spejles også formelt i ”Lyrefugl”. Romanen består af tre stilistisk og tidsmæssigt adskilte spor, som der veksles regelmæssigt imellem. Det første kapitel udgøres af Freia på øen, fortællingens nutid. Dernæst følger et lyrisk kapitel, der drømmeagtigt og billedrigt sammensat præsenterer en art fremtidsvision. Dette følges af et kapitel fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne ligne en stream of consciousness fra en barndom.

Mønsteret følges, indtil Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes. Herfra begynder planerne at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig, og i romanens anden del brydes nutidsfortællingen således kun af erindringskapitler, der imidlertid hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen endelig indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.