Solvej Balle

Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en robinsonade, der handler om kvinden Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Således skriver den sig ind i en genre, der nærmest er inkarnationen af den borgerlige roman. Men naturligvis går den i kritisk dialog med denne genre.

Robinsonaden som klassisk form har i årevis været oplagt baggrund for civilisationskritisk litteratur, fordi den ”rigtige” robinsonade, Daniel Defoes ”Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744), er romanen om den vestlige civilisations fortræffeligheder i reneste form. Den proces, som Freia gennemgår på øen, er en gentænkning af den vestlige tænknings historie. Hun tvinges til at definere sig selv fra bunden i forhold til denne ø, og romanen bliver dermed et omfattende forsøg på at definere et menneske og en verden, såvel den abstrakte og åndelige som den konkrete fysiske.

Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og benævne alt på øen får hun for en stund en følelse af at være i stand til at kontrollere og forstå, og hendes angst forsvinder. Sproget er altså værnet mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride. Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, idet den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde, og den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten, der således her placeres som en katalysator for systemets usystematiske understrøm.

Temaet spejles også formelt i ”Lyrefugl”. Romanen består af tre stilistisk- og tidsmæssigt adskilte spor, som der veksles regelmæssigt imellem. Det første kapitel udgøres af Freia på øen, fortællingens nutid. Dernæst følger et lyrisk kapitel, der drømmeagtigt og billedrigt sammensat præsenterer en art fremtidsvision. Dette følges af et kapitel fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne ligne en bevidsthedsstrøm fra en barndom.

Mønsteret følges, indtil Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes. Herfra begynder planerne at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig, og i romanens anden del brydes nutidsfortællingen således kun af erindringskapitler, der imidlertid hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen endelig indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.

I 1993 udgav Solvej Balle ”Ifølge loven”, der som undertitlen angiver, består af fire beretninger. Hver beretnings hovedperson har et projekt, der spiller en altafgørende rolle for de handlinger, personerne udfører i det tidsrum, vi følger dem.

I den første beretning vil biokemikeren Nicholas S. finde det molekyle, der forklarer menneskets oprejste færden. Tanja L. rejser i den anden beretning ud i verden for at lære smerten at kende. Matematikeren René G. forsøger i den tredje beretning at nærme sig den absolutte nulværdi ved at udføre så få viljeshandlinger som muligt. I den fjerde beretning ønsker portrætskulptøren Alette V. ved et nøje gennemtænkt selvmord at overføre sig selv til tingenes verden. Således bliver projektet en væsentlig faktor, der sammenkæder de fire beretninger.

Hver beretning indledes med en lovparagraf, der giver et bredt billede af det, vi opfatter som love - en juridisk lov, en moralsk-religiøs lov samt to naturlove. På denne måde får hele bogen udseende af en lov om mennesket i fire paragraffer.

Stilistisk set er lovpræget på overfladen holdt i en meget præcis og nøgtern stil. Men ved nærmere undersøgelser afslører det sig, at denne rummer store sproglige skred og kunstgreb, som især trænger sig på, når beretningerne når deres klimaks, og præcision og afklarethed virker helt påkrævet. I stedet formår Balle sprogligt at sløre udgangen af hver beretning, så intet forbliver så enkelt, som det så ud, da de klare og afgrænsede projekter først blev formuleret.

Det samme kan siges om bogens komposition. Umiddelbart ses en sammenhæng mellem beretningerne, elementerne synes at falde på plads - men et grundigere blik afslører talrige brud, hvor den ene sammenhæng kan være lige så god som den anden. Man kan imidlertid se en lineær sammenhæng mellem projekterne, idet hvert projekt bygger videre på noget, det foregående har konstateret:

I den første beretning beviser Nicholas S. menneskets oprejste færden, men han opnår ingen tilfredsstillelse ved opdagelsen, idet han ikke er i stand til at finde nogen grund til, at det skulle stå oprejst.

135133485

Tanja L. ved i den anden beretning, at mennesket færdes oprejst, men i sin søgen efter smerten erfarer hun, at det også falder - og i stedet for at finde årsagen hertil, når hun frem til en erkendelse af, at de store systemer for menneskelig bevægelse og handling er trådt ud af kraft.

René G.s projekt i den tredje fortælling bygger på netop denne antagelse, at de store systemer for mål, retning og ambition hører tidligere tider til, og han vil derfor definitivt undlade at udføre viljeshandlinger. Da dette imidlertid viser sig uladsiggørligt, opdager han via matematikken og kærligheden balancen.

I den fjerde beretning behersker Alette V. balancen - hun rejser mellem steder, hvor temperaturen er tilpas til, at hendes modellerarbejde kan udføres optimalt. Hun er i balance mellem at være fremmed og stedkendt, og hun behersker tings balancepunkter - men for hende slår balancen ikke til. Hun finder det nødvendigt med en udligning mellem sig selv og tingene.

Således trækkes en linje mellem projekterne. En linje, der gennemfører en gradvis udligning af mennesket i forhold til omverdenen. En linje, der viser sig at blive til en cirkel, idet liget af Alette V., der til slut i bogens sidste beretning begår selvmord, introduceres i begyndelsen af bogens første beretning og danner genstand for Nicholas S.’ biokemiske forsøg.

Denne cirkelslutning er samtidig et eksempel på, hvordan alle personernes projekter på én gang lykkes og mislykkes eller falder anderledes ud i forhold til det forventede: Alette V. ønsker at være en ting i tingenes verden, men i stedet bliver hun brugt i beviset på det forhold, der om noget skiller mennesket fra tingene: Den oprejste færden.

At matematikeren René G. hedder René G. er selvfølgelig ikke tilfældigt. Der skal ikke byttes meget om på bogstaverne, før ordet ”regne” opstår. René G. forsøger på et tidspunkt under barberingen uden held at trække sig selv fra sit spejlbillede i forsøget på at nå den absolutte nulværdi. Forehavendet lykkes først i det øjeblik, hvor han i elskovsakten så at sige ”lægges sammen med” eller ”går op i” en kvinde. Her formerer fortællerstemmen sig i øvrigt, hvilket yderligere sætter streg under øjeblikkets vigtighed: ”Vi forlader værelset, mens kroppene endnu er hele, for ikke at forstyrre den matematiske operation.”

Gennem denne viljeshandling, der egentlig strider imod René G.s overordnede projekt, opnår han en form for balance, som kan gøre det ud for ønsket om at blive ingenting. Mod slutningen af beretningen ophæves René G. endelig - men ikke i kraft af en matematisk ligning, derimod i form af en sproglig tvetydighed fra fortællerens side: ”Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind over bordet. Det retter sig op og ser gennem ruden. Det regner.” Eftersom den sidste sætning både kan betyde, at René G. regner på et matematisk problem, og at det er regnvejr udenfor, er det umuligt definitivt at afgøre, om René G. er til stede i beretningens sidste sætning.

Dette træk er kendetegnende for Solvej Balles forfatterskab. En sproglig bevidsthed, der viser sig helt ned på bogstavplanet, og som ofte resulterer i en sammensmeltning af det tematiske, det fortællermæssige og det sproglige plan. I ”Ifølge loven”, og ikke mindst i beretningen om René G., tydeliggør denne sammensmeltning, at der bag beretningen om personen og projektet og beretningens fortæller findes en særdeles kontrollerende sprog- og formbevidst forfatter, der formår at skabe balance i sin formidling af store eksistentielle problemstillinger med en legende sprogfornemmelse og humor.

I 2013 tog Solvej Balle tråden op fra sine tidligere udgivelser ”&” og ”Eller” med de to næsten identiske udgivelser ”Hvis” og ”Så”, udgivet på hendes eget forlag, Pelagraf. Begge bind er 37 sider og består af fem afsnit med 12 eller 24 korte afsnit i hver. Bøgerne har hvide omslag og er sat med enkel typografi. Forlaget beskriver værkerne som kortprosa, og de optræder i hvert fald ikke som romaner med deres fravær af handling, psykologisk dybe karakterer og dialog. I stedet er de fortættede tekster, der foregår i byer, huse og haver uden egentlige kendetegn, og de er befolket af flade karakterer samt ”journalister”, ”bureaukrater” og ”økonomer” i noget, der må være en mild samtidskritik.

29922705

Nærmere forbundet til fortiden end nutiden er teksterne i deres observationer af geologiske perioder og de elementer i tilværelsen, som er ens for stenaldermennesket og det moderne menneske: hælde væske op i en beholder, varme sig ved ild, spise og være tæt på andre mennesker, gå langs en flod, se blade falde, registrere vindens bevægelser. Den tørre og konstaterende tone kontrasteres af et afsnit i ”Så”, hvor nogle børn holder fastelavn og det forekommer lettere absurd, at børn iklædt ”kulørte juveler og dragter syet af voksne” går rundt og rasler ved dørene. Et nøgternt og beskrivende blik på en velkendt tradition åbenbarer mennesket som et måske lidt mærkeligt væsen, formet af kultur.

De få ting, der optræder, får meget plads: der er udfoldede betragtninger af blade, træer, vind, kopper, møbler og familie. For der er et spinkelt, genkendeligt stillads at bygge bøgerne op om: en helt genkendelig familiestruktur med forældre og børn, der kommer hjem og hvirvler rundt i huset og sover inde ved siden af i noget, der ligner helt almindelige dage i et familieliv.

Det civilisationskritiske dukker også op i det gentagne refræn om, at ”os er det ikke”: som om menneskeracen fralægger sig ansvaret for cirka det hele. Det var naturen, der gjorde det, det var ikke mig. Alt drejer sig om mennesket, men verden viser sig alligevel at have et liv uden om mennesket. Som sidste sætning lakonisk konstaterer: ”Om lidt er vi sikkert forbi” (”Så”, s. 37). Universaliteten i de grundmønstre og handlinger, alle mennesker til alle tider, har udført, ligger i teksten som den flod, der flere gange henvises til.

I 2020 udgav Solvej Balle første bind af syvbindsværket ”Om udregning af rumfang”, som hun selv omtaler som ’spekulativ fiktion’. Heri møder læseren Tara Selter, der bor i en lille fransk landsby sammen med sin mand Thomas, som hun driver en antikvarisk webhandel sammen med. I den anledning er hun taget til Paris for at opkøbe nogle værker til videresalg, og dagen – den 18. november – går som forventet. Men da hun vågner på sit hotelværelse næste morgen, er der noget galt: det er den 18. november igen. Tara tager hjem til Thomas, der er vågnet op til 18. november uden at have nogen fornemmelse af, at noget er anderledes.

47714176

Tara er altså fanget i den 18. november med en klaustrofobisk bevidsthed om, at hun ikke kan komme ud af denne dag. Thomas lever i lykkelig uvidenhed om tidens fastfrysning, og snart kan Tara optegne præcise mønstre over dagen: hvornår Thomas står op, hvornår det begynder at regne og hvilken fase, månen er i. Til en start lever de sammen, men da det bliver for ensomt for Tara at være alene i tiden, flytter hun ind i husets gæsteværelse, og kommer kun ud, når Thomas er ude at gå. Endnu senere flytter hun ud af huset, og da årsdagen for den oprindelige 18. november nærmer sig, tager hun tilbage til Paris for at forsøge at finde en sprække i tiden, som hun kan undvige igennem.

Der er en tiltagende uhygge gennem romanen, i takt med Tara og Thomas kommer længere og længere væk fra hinanden i tid (men ikke i rum), og som Tara kommer i tvivl om sin egen dømmekraft og handlemuligheder. For at holde styr på tiden tæller Tara dagene og begynder at skrive noter hver dag. Nedskrivningen har en helende effekt, men måske er det nytteløst: ”Måske er mine sætninger blot gentagne opkald til en redningstjeneste, hvor ingen tager telefonen.” (s. 97), som der står. Helt grundlæggende filosofiske spørgsmål løber gennem værket: Hvad er tid? Hvem er jeg, hvis tiden er gået i stå? Hvad sker der, når tid og rum ikke følges ad?

Taras optegnelser bevæger sig fra videnskabelige refleksioner over situationen, en opgivende tristhed og til en begejstret nysgerrighed, da hun køber et teleskop og erfarer, at hun kan se den samme himmel hver nat. Med denne eksistentielt filosoferende fiktion har Balle lagt op til en større afsøgning af tidens gang og stilstand i de kommende bind af ”Om udregning af rumfang”.

Andet bind af Solvej Balles ”Om udregning af rumfang” (2020) begynder, hvor første bind slap. Der er gået et år med at være fanget i den 18. november, og Tara Selter befinder sig på et hotelværelse i Paris. Hun har spejdet efter en udgang, men den attende november er blevet kronisk: ”Jeg går langs en afgrund, jeg tæller dage og skriver ned. Jeg gør det for at huske”. Hun oplever en voldsom tomhed og fortvivlelse, og for at udfordre sin manglende retning begynder hun at kaste sig ind i andre menneskers bevægelser. Det fører hende ind i deres historier og længere ud af byen, og det fører hende på en rejse rundt i Europa på jagt efter forskelle: på jagt efter årstider. Hun rejser til Nordnorge, hvor hun finder vinterens sne og kulde, hun rejser til Cornwall i Sydengland, hvor hun finder forårsløg og nyfødte lam, og hun rejser til Spanien, hvor sommerens strandliv og varme opfylder den årstids særkende.

48905455

Men så opsøger hun igen efteråret og slår sig til ro med erkendelsen om, at hun er faldet ned i tidens beholder og at hun ikke kan komme op. Med en romersk sestert som ledestjerne kaster hun sig nu ud i jagten på at forstå romerne, deres ekspansion og stilstand i en næsten manisk informationsopsøgning. Undervejs har hun holdt jul med sine forældre og sin søster, der tålmodigt indvilligede i julemad, gaver og traditioner, og hun har været døden nær i en trafikulykke på små norske veje.

Også i dette bind skriver Balle muntert undrende om tid og rum og relationer, og gennem sine detaljerige og sanselige erfaringer af verden kaster romanen lys på vores vestlige forbrugsvirkelighed, hvor vi året rundt kan finde alskens frugt og grønt i supermarkedet, mens der er en anden forbundethed med jorden i årstidens logiske gang i køkkenhaven. På romanens allersidste side møder Tara et menneske, der formodentlig vil føre fiktionen et nyt sted hen i tredje bind af dette ambitiøse, kloge og underholdende værk om, hvordan man kan bevæge sig i en verden, der står stille. Og om vores længsel efter forskelle og årstider. I disse år giver den globale opvarmning vinteren, som vi kender den, det sidste dødsstød, og spørgsmålet er, hvad det gør ved os? Er årstiderne kun psykologiske fænomener og vedtagne stereotyper eller er de en nødvendighed for, at vi kan mærke tiden gå?

I ”Om udregning af rumfang III” fra 2021 tager Solvej Balle den spekulative fiktion et nyt sted hen. Efter to bind med Tara fanget alene i den 18. november møder hun her den norske sociolog Henry Dale, der også er fanget i dagen. Senere møder de Olga Periti og Ralf Kern, og nye perspektiver åbner sig på det, Tara troede var en ensom færd i en tidssløjfe.

Tara og Henry mødes til en forelæsning om romerne, som stadig er genstand for Taras interesse. Hvorfor holdt romerriget op med at ekspandere? Hun er optaget af de ting, der definerede den tid og den kultur (det, der var faldet ud af historien undervejs), mens Henry er mere optaget af perspektiverne på en civilisations sammenbrud. Han mener, at den vestlige civilisation er på vej mod sin egen undergang, og at han og Tara kan se alle sprækkerne, fordi deres tid står stille.

61405399

I denne civilisationskritiske filosofi synes mådehold at være nøglen til at overleve: De spiser mad, der er ved at være for gammelt, klunser møbler og bor i forladte ejendomme, kører i tog og går kun i det samme tøj, så på den vis lever de den bæredygtige drøm om et fremtidssikret, vestligt liv.

Henry flytter ind i Taras lejlighed i Düsseldorf, indtil de sammen med Olga og Ralf indtager et hus i Bremen med plads til eventuelle andre rejsende i den attende november. I og med, at Tara på ny har relationer til folk, der kan genkende og huske hende, reflekterer hun over, hvad det vil sige at være alene eller sammen med andre, og gennem deres fælles hukommelse og historie får hun sit eget liv sat i perspektiv: Hun bliver endelig forankret i en verden, der er skabt til glemsel.

Igen skriver Balle muntert og denne gang håbefuldt om alle de ting, fænomener og lyde, der er i Taras verden. Som en undersøgelse af, hvad verden er. Hvad betydning er. Værket er gennemsyret af Taras umiddelbare taknemmelighed ved at kunne sanse og erfare verden på ny hver dag, selvom hver dag på en måde er den samme. Henry Dale har med glæde forladt sit akademiske pseudoarbejde til fordel for formålsløs læring, og til en filosofiforelæsning bliver Tara præsenteret for et begejstret forsvar for filosofien, mens filosoffen langsomt taber en tand. Thi en verden uden filosofi er tandløs.

Solvej Balles ”Om udregning af rumfang IV” udkom 18. november 2022, og heri tager fortællingen igen en ny drejning. Tara Selter bor sammen med Henry, Olga og Ralf i det store hus i Bremen, og inden længe opsøges de af først en gruppe på fem andre rejsende i attende november, og siden enkeltpersoner og større grupper, der har fundet hinanden i et fællesskab om at være faldet ud af tiden. Der er nu gået seks år.

Det viser sig hurtigt, at de har forskellige opfattelser af, hvad der er sket og hvordan og hvorfor. De skiftes til at fortælle deres historier, og i deres samtaler fremfører de ”videnskabelige og filosofiske, poetiske og meteorologiske, psykologiske, fysiologiske, indlysende eller obskure” (s. 153) forklaringer på, hvad der skete – og de diskuterer, hvad deres ’slags’ skal hedde og på hvilket sprog.

135036307

Udover at være en fænomenologisk undersøgelse af forholdet mellem ting og menneske viser dette bind, hvordan mennesket altid har behov for at forstå og forklare sin verden – og at det altid vil være subjektivt, hvordan den opfattes. Samtidig deler husets beboere en videnskabsteoretisk filosofering over, hvor meget viden, der er nødvendig for at kunne drage konklusioner. Hvor meget er man nødt til at vide om noget, før man kan tale om det og navngive det? Er det en akademikerlast at ville vide alt, før man kan udtale sig om noget? Skal vi bare tale frit om det vi ser, sanser og erfarer uden nødvendigvis at kunne sætte det ind i en kontekst?

I denne roman er der længere tidsspring mellem de enkelte kapitler, som også er markant længere end tidligere i septologien. Tara er så optaget af fællesskabet og samtalerne, at hun ikke har samme behov for at fæstne dagen på papir, da den nu også eksisterer i de andres hukommelse. Samtidig er skrivningen en måde at være alene på i det virvar af liv, der hersker i huset i Bremen. Det åbner for en refleksion over, hvor forskelligt man er i verden afhængig af, om man er alene eller sammen med andre. Og hvem er man i en verden, hvor man ikke skal (nå) noget?

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Om udregning af rumfang IV"

Solvej Balle tilhører den gruppe af hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af halvfemserne. De betragtes som beslægtede – dels i kraft af deres tilknytning til Forfatterskolen, dels i kraft af en tilsyneladende fælles orientering mod de kortere former og eksperimenter, der ikke lader sig indfange under de traditionelle genrer. Det drejer sig om forfattere som Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Katrine Marie Guldager, Naja Marie Aidt – og altså Solvej Balle, der især på baggrund af den ”smalle bestseller” ”Ifølge loven” er blevet kanoniseret som en af generationens kerneforfattere.

Undersøgelserne af tid, som Solvej Balle udfolder i ”Om udregning af rumfang”, minder på flere måder om Svend Åge Madsens romaner ”Se dagens lys” (1980) og ”Lad tiden gå” (1986), der på radikal vis udforsker, hvad det vil sige at være udenfor tiden eller fanget i den. Madsen har også en filosofisk og videnskabelig tilgang til at teoretisere over fænomenet tid, og han slipper gækken løs i science fiction-romanen ”Se dagens lys”, hvor alle mennesker vågner op et nyt sted hver morgen, med ny familie, nyt arbejde og ny bil. I ”Lad tiden gå” opererer en professor med at skrue tiden 23 dage tilbage, hvilket aktualiserer spørgsmålet om, hvordan man kan vide, at noget er sket, hvis man ikke selv har en erindring om det.

Og har man set filmen ”Groundhog Day” fra 1993 (”En ny dag truer”) vil man også kunne se en idemæssig sammenhæng mellem denne og ”Om udregning af rumfang”. Selv siger Balle om dette sammenfald: ”Da filmen i sin tid kom, blev jeg skidesur, i hvert fald i 2-3 minutter, indtil jeg fandt ud af, at der er masser af film, hvor en person sidder fast i tiden på en enkelt dag. Hos mig er det en kvinde, der sidder fast en meget regnfuld 18. november. Her sidder hun til gengæld fast i 80 år.” (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Overordnet er der i ”Om udregning af rumfang” talrige henvisninger til forfattere, kunstnere og tænkere – Dante, Osvald Spengler, Cranach osv.– og på den måde er hendes forfatterskab en lang, fortsat samtale med den verden, det opstår i.

Forfatterweb er den saglige og faglige gennemgang af forfatterskaberne. På vores søstersite Læsekompas er det læseoplevelsen, som er i fokus.

Brug Læsekompas for at åbne op for den læseoplevelse, bogen byder på. Hvilken stemning er der i bogen, hvilke miljøer foregår den i, hvad er fortælletempoet og hvor lang er bogen?

Lav og del lister over læste bøger, bøger du vil læse, yndlingsbøger osv.

Find andre bøger, der minder om bogen, og gå på opdagelse i, hvordan bøgerne er forbundet.

Besøg Læsekompas her. Log ind med dit biblioteks-login for at låne bøgerne direkte i Læsekompas.