Solvej Balle

Solvej Balle, født 1962 i Sønderjylland, debuterede som forfatter i 1986 med romanen ”Lyrefugl” og har i forfatterskabets første del udgivet de to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) samt ”Ifølge loven. Fire beretninger om mennesket” (1993). Hun har en bachelorgrad i filosofi og har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og hun var i årene 1987-89 elev på Poul Borums forfatterskole. Fra 1994-97 redigerede hun desuden det litterære tidsskrift Den Blå Port sammen med forfatterkollegaen Christina Hesselholdt.

Efter forfatterskabets første skønlitterære værker udgav hun efter nogle års pause den kunstteoretiske bog ”Det umuliges kunst” i 2005 og det politiske erindringsessay ”Frydendal og andre gidsler” i 2008. I 2013 udkom de to symmetriske kortprosaudgivelser ”Hvis” og ”Så” samtidigt. Så blev der meget stille fra Balle.

Det var derfor noget af en overraskelse, da hun i 2020 bebudede ikke bare et nyt værk, men hele syv af slagsen i septologien ”Om udregning af rumfang”, der handler om Tara Selter, der sidder fast i den attende november. Først alene og siden sammen med et hav af andre tidsfanger, som i fællesskab undersøger muligheder og vilkår, når man er fanget i den samme dag. Septologien er det, hun kalder højfiktion, og det tager tid at skrive, fortalte hun i forbindelse med udgivelsen af første bind: ”For at sådan et stykke spekulativ, idéstyret litteratur kan leve, bliver det nødt til at have sit eget liv, ellers bliver det en fiks idé. Der skal bygges virkelighedselementer og noget levende fiktion ind. Det er derfor, det har taget så pisselang tid.” (Peter Nielsen: Solvej Balle var 90’ernes store litterære stjerne, men så forsvandt hun. Nu er hun tilbage. Information, 2020-02-21). Den dybt originale og komplekse serie har fået anerkendelse og berømmelse verden over og er indtil videre oversat til mere end 30 sprog. I 2022 modtog Solvej Balle Nordisk Råds litteraturpris for de første tre bind i serien, og i 2025 blev serien nomineret til The International Booker Prize.

Solvej Balle bor i Marstal på Ærø, hvorfra hun driver sit forlag Pelagraf, der siden 2013 har udgivet hendes bøger.

Solvej Balles debutroman ”Lyrefugl” (1986) er en såkaldt robinsonade. Det vil sige at den hører hjemme i en litterær genre, der beskriver en person eller en gruppes overlevelse i isolation. Genren er opkaldt efter Daniel Defoes klassiker “Robinson Crusoe” (1719, dansk 1744) hvor hovedpersonen af samme navn strander på en øde ø. Her organiserer han verden omkring sig og bygger efterhånden en civilisation op fra bunden.

“Robinson Crusoe” er gået over i litteraturhistorien som eksemplarisk for den vestlige kulturs selvfortælling og ideal som organiserende og civiliserende kraft. 

I “Lyrefugl” er det karakteren Freia, der efter et flystyrt strander på en øde ø. Freia begynder at beherske øen gennem videnskab, klassifikation og - frem for alt - benævnelse. Ved at undersøge og navngive alt på øen får hun for en stund en følelse af kontrol, som holder angsten over at være strandet alene stangen. Sproget er altså et værn mod verdens truende forskelsløshed. Det fastholder systemerne - det trygge ved, at det ene er forskelligt fra det andet og at alt har sin plads i systemet. Men dette værn er spinkelt, og tingene har en farlig tendens til at modarbejde deres navne og få det hele til at skride.

Titlens lyrefugl spiller en hovedrolle i dette skred, da den ikke passer ind i nogen af systemets kasser. Den kan imitere alle lyde. Den er vidunderligt smuk som det klassiske billede af kunsten og bliver derfor et billede på kunstens omkalfatrende potentiale.

Romanen veksler mellem tre stilistisk- og tidsmæssigt adskilte spor. Det ene spor udgøres af Freia på øen i fortællingens nutid. Det andet spor er drømmeagtigt og billedrigt og er en art fremtidsvision. Og det tredje er fortalt i en ubrudt ordstrøm - hvad der kunne lyde som en bevidsthedsstrøm fra en barndom.

Efterhånden som Freia kan se sit projekt gå op og sin civilisering af øen og sig selv lykkes, begynder de tre planer at skride - fremtiden eller drømmen kommer i karambolage med den virkelighed, som Freia minutiøst har konstrueret omkring sig. I romanens anden del brydes nutidsfortællingen kun af erindringskapitler, der hastigt nærmer sig romanens nu, indtil erindringen indhenter nuet, og romanens udgangspunkt nås.

I 1993 udgav Solvej Balle ”Ifølge loven”. I fire beretninger følger vi en person med et projekt:

I den første beretning vil biokemikeren Nicholas S. finde det molekyle, der forklarer, hvorfor mennesket går oprejst. Det lykkes ham at bevise menneskets oprejste færden, men han opnår ingen tilfredsstillelse ved derved, fordi han ikke er i stand til at finde nogen grund til, at det skulle stå oprejst.

Tanja L. rejser i den anden beretning ud i verden for at lære smerten at kende. Hun ved godt, at mennesket er oprejst, men i sin søgen efter smerten erfarer hun, at det også falder - og i stedet for at finde ud af hvorfor, når hun frem til en erkendelse af, at de store systemer for menneskelig bevægelse og handling er trådt ud af kraft.

26208157

Matematikeren René G. forsøger i den tredje beretning at nærme sig den absolutte nulværdi ved at udføre så få viljeshandlinger som muligt. Hans projekt bygger på netop den antagelse, at de store systemer for mål, retning og ambition hører tidligere tider til. Da det viser sig at være umuligt at undlade at udføre viljeshandlinger, opdager han via matematikken og kærligheden balancen.

Matematikerens navn, René G. er i øvrigt selvfølgelig ikke tilfældigt, men et anagram for ordet ”regne”. René G. forsøger at trække sig selv fra som menneske, men lykkes først i det øjeblik, hvor han i elskovsakten så at sige ”lægges sammen med” eller ”går op i” en kvinde. Her formerer fortællerstemmen sig, hvilket yderligere sætter streg under øjeblikkets vigtighed: ”Vi forlader værelset, mens kroppene endnu er hele, for ikke at forstyrre den matematiske operation.”

Gennem denne viljeshandling, der egentlig strider imod René G.s overordnede projekt, opnår han en form for balance, som kan gøre det ud for ønsket om at blive til ingenting. Mod slutningen af beretningen ophæves René G. endelig - men ikke i kraft af en matematisk ligning, derimod i form af en sproglig tvetydighed fra fortællerens side: ”Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind over bordet. Det retter sig op og ser gennem ruden. Det regner.” Den sidste sætning kan både betyde, at René G. regner på et matematisk problem, og at det er regnvejr udenfor. Det er dermed umuligt at afgøre, om René G. er til stede i beretningens sidste sætning.

I den fjerde beretning vil portrætskulptøren Alette V. ved et nøje gennemtænkt selvmord overføre sig selv til tingenes verden. Hun behersker balancen - hun rejser mellem steder, hvor temperaturen er tilpas til, at hun kan udføre sit modellerarbejde, hun er i balance mellem at være fremmed og stedkendt, og hun behersker tings balancepunkter - men for hende slår balancen ikke til. Hun finder det nødvendigt med en udligning mellem sig selv og tingene.

Således bliver ringen sluttet til sidst, da liget af Alette V., der i bogens sidste beretning begår selvmord, introduceres i begyndelsen af bogens første beretning og danner genstand for Nicholas S.’ biokemiske forsøg.

I 2013 tog Solvej Balle tråden op fra sine tidligere udgivelser ”&” og ”Eller” med de to næsten identiske udgivelser ”Hvis” og ”Så”, udgivet på hendes eget forlag, Pelagraf. Begge bind er 37 sider og består af fem afsnit med 12 eller 24 korte afsnit i hver. Bøgerne har hvide omslag og er sat med enkel typografi. Forlaget beskriver værkerne som kortprosa, og de optræder i hvert fald ikke som romaner med deres fravær af handling, psykologisk dybe, karakterer og dialog. I stedet er de fortættede tekster, der foregår i byer, huse og haver uden egentlige kendetegn, og de er befolket af flade karakterer samt ”journalister”, ”bureaukrater” og ”økonomer” i noget, der må være en mild samtidskritik.

29922683

Teksterne er nærmere forbundet til fortiden end nutiden i deres observationer af geologiske perioder og de elementer i tilværelsen, som er ens for stenaldermennesket og det moderne menneske: hælde væske op i en beholder, varme sig ved ild, spise og være tæt på andre mennesker, gå langs en flod, se blade falde, registrere vindens bevægelser. Den tørre og konstaterende tone kontrasteres af et afsnit i ”Så”, hvor nogle børn holder fastelavn, og det forekommer lettere absurd, at børn iklædt ”kulørte juveler og dragter syet af voksne” går rundt og rasler ved dørene. Et nøgternt og beskrivende blik på en velkendt tradition åbenbarer mennesket som et måske lidt mærkeligt væsen, formet af kultur.

De få ting, der optræder, får meget plads: der er udfoldede betragtninger af blade, træer, vind, kopper, møbler og familie. For der er et spinkelt, genkendeligt stillads at bygge bøgerne op om: en helt genkendelig familiestruktur med forældre og børn, der kommer hjem og hvirvler rundt i huset og sover inde ved siden af i noget, der ligner helt almindelige dage i et familieliv.

Det civilisationskritiske dukker også op i det gentagne refræn om, at ”os er det ikke”: som om menneskeracen fralægger sig ansvaret for cirka det hele. Det var naturen, der gjorde det, det var ikke mig. Alt drejer sig om mennesket, men verden viser sig alligevel at have et liv uden om mennesket. Som sidste sætning lakonisk konstaterer: ”Om lidt er vi sikkert forbi” (”Så”, s. 37). Universaliteten i de grundmønstre og handlinger, alle mennesker til alle tider, har udført, ligger i teksten som den flod, der flere gange henvises til.

I 2020 udgav Solvej Balle første bind af syvbindsværket ”Om udregning af rumfang”, som hun selv omtaler som ’spekulativ fiktion’. Heri møder læseren Tara Selter, der bor i en lille fransk landsby sammen med sin mand Thomas, som hun driver en antikvarisk webhandel sammen med. I den anledning er hun taget til Paris for at opkøbe nogle værker til videresalg, og dagen – den 18. november – går som forventet. Men da hun vågner på sit hotelværelse næste morgen, er der noget galt: det er den 18. november igen. Tara tager hjem til Thomas, der er vågnet op til 18. november uden at have nogen fornemmelse af, at noget er anderledes.

47714176

Tara er altså fanget i den 18. november med en klaustrofobisk bevidsthed om, at hun ikke kan komme ud af denne dag. Thomas lever i lykkelig uvidenhed om tidens fastfrysning, og snart kan Tara optegne præcise mønstre over dagen: hvornår Thomas står op, hvornår det begynder at regne og hvilken fase, månen er i. Til en start lever de sammen, men da det bliver for ensomt for Tara at være alene i tiden, flytter hun ind i husets gæsteværelse, og kommer kun ud, når Thomas er ude at gå. Endnu senere flytter hun ud af huset, og da årsdagen for den oprindelige 18. november nærmer sig, tager hun tilbage til Paris for at forsøge at finde en sprække i tiden, som hun kan undvige igennem.

Der er en tiltagende uhygge gennem romanen, i takt med Tara og Thomas kommer længere og længere væk fra hinanden i tid (men ikke i rum), og som Tara kommer i tvivl om sin egen dømmekraft og handlemuligheder. For at holde styr på tiden tæller Tara dagene og begynder at skrive noter hver dag. Nedskrivningen har en helende effekt, men måske er det nytteløst: ”Måske er mine sætninger blot gentagne opkald til en redningstjeneste, hvor ingen tager telefonen.” (s. 97), som der står. Helt grundlæggende filosofiske spørgsmål løber gennem værket: Hvad er tid? Hvem er jeg, hvis tiden er gået i stå? Hvad sker der, når tid og rum ikke følges ad?

Taras optegnelser bevæger sig fra videnskabelige refleksioner over situationen, en opgivende tristhed og til en begejstret nysgerrighed, da hun køber et teleskop og erfarer, at hun kan se den samme himmel hver nat. Med denne eksistentielt filosoferende fiktion har Balle lagt op til en større afsøgning af tidens gang og stilstand i de kommende bind af ”Om udregning af rumfang”.

Andet bind af Solvej Balles ”Om udregning af rumfang” (2020) begynder, hvor første bind slap. Der er gået et år med at være fanget i den 18. november, og Tara Selter befinder sig på et hotelværelse i Paris. Hun har spejdet efter en udgang, men den attende november er blevet kronisk: ”Jeg går langs en afgrund, jeg tæller dage og skriver ned. Jeg gør det for at huske”. Hun oplever en voldsom tomhed og fortvivlelse, og for at udfordre sin manglende retning begynder hun at kaste sig ind i andre menneskers bevægelser. Det fører hende ind i deres historier og længere ud af byen, og det fører hende på en rejse rundt i Europa på jagt efter forskelle: på jagt efter årstider. Hun rejser til Nordnorge, hvor hun finder vinterens sne og kulde, hun rejser til Cornwall i Sydengland, hvor hun finder forårsløg og nyfødte lam, og hun rejser til Spanien, hvor sommerens strandliv og varme opfylder den årstids særkende.

48905455

Men så opsøger hun igen efteråret og slår sig til ro med erkendelsen om, at hun er faldet ned i tidens beholder og at hun ikke kan komme op. Med en romersk sestert som ledestjerne kaster hun sig nu ud i jagten på at forstå romerne, deres ekspansion og stilstand i en næsten manisk informationsopsøgning. Undervejs har hun holdt jul med sine forældre og sin søster, der tålmodigt indvilligede i julemad, gaver og traditioner, og hun har været døden nær i en trafikulykke på små norske veje.

Også i dette bind skriver Balle muntert undrende om tid og rum og relationer, og gennem sine detaljerige og sanselige erfaringer af verden kaster romanen lys på vores vestlige forbrugsvirkelighed, hvor vi året rundt kan finde alskens frugt og grønt i supermarkedet, mens der er en anden forbundethed med jorden i årstidens logiske gang i køkkenhaven. På romanens allersidste side møder Tara et menneske, der formodentlig vil føre fiktionen et nyt sted hen i tredje bind af dette ambitiøse, kloge og underholdende værk om, hvordan man kan bevæge sig i en verden, der står stille. Og om vores længsel efter forskelle og årstider. I disse år giver den globale opvarmning vinteren, som vi kender den, det sidste dødsstød, og spørgsmålet er, hvad det gør ved os? Er årstiderne kun psykologiske fænomener og vedtagne stereotyper eller er de en nødvendighed for, at vi kan mærke tiden gå?

I ”Om udregning af rumfang III” fra 2021 tager Solvej Balle den spekulative fiktion et nyt sted hen. Efter to bind med Tara fanget alene i den 18. november møder hun her den norske sociolog Henry Dale, der også er fanget i dagen. Senere møder de Olga Periti og Ralf Kern, og nye perspektiver åbner sig på det, Tara troede var en ensom færd i en tidssløjfe.

Tara og Henry mødes til en forelæsning om romerne, som stadig er genstand for Taras interesse. Hvorfor holdt romerriget op med at ekspandere? Hun er optaget af de ting, der definerede den tid og den kultur (det, der var faldet ud af historien undervejs), mens Henry er mere optaget af perspektiverne på en civilisations sammenbrud. Han mener, at den vestlige civilisation er på vej mod sin egen undergang, og at han og Tara kan se alle sprækkerne, fordi deres tid står stille.

61405399

I denne civilisationskritiske filosofi synes mådehold at være nøglen til at overleve: De spiser mad, der er ved at være for gammelt, klunser møbler og bor i forladte ejendomme, kører i tog og går kun i det samme tøj, så på den vis lever de den bæredygtige drøm om et fremtidssikret, vestligt liv.

Henry flytter ind i Taras lejlighed i Düsseldorf, indtil de sammen med Olga og Ralf indtager et hus i Bremen med plads til eventuelle andre rejsende i den attende november. I og med, at Tara på ny har relationer til folk, der kan genkende og huske hende, reflekterer hun over, hvad det vil sige at være alene eller sammen med andre, og gennem deres fælles hukommelse og historie får hun sit eget liv sat i perspektiv: Hun bliver endelig forankret i en verden, der er skabt til glemsel.

Igen skriver Balle muntert og denne gang håbefuldt om alle de ting, fænomener og lyde, der er i Taras verden. Som en undersøgelse af, hvad verden er. Hvad betydning er. Værket er gennemsyret af Taras umiddelbare taknemmelighed ved at kunne sanse og erfare verden på ny hver dag, selvom hver dag på en måde er den samme. Henry Dale har med glæde forladt sit akademiske pseudoarbejde til fordel for formålsløs læring, og til en filosofiforelæsning bliver Tara præsenteret for et begejstret forsvar for filosofien, mens filosoffen langsomt taber en tand. Thi en verden uden filosofi er tandløs.

Solvej Balles ”Om udregning af rumfang IV” udkom 18. november 2022, og heri tager fortællingen igen en ny drejning. Tara Selter bor sammen med Henry, Olga og Ralf i det store hus i Bremen, og inden længe opsøges de af først en gruppe på fem andre rejsende i attende november, og siden enkeltpersoner og større grupper, der har fundet hinanden i et fællesskab om at være faldet ud af tiden. Der er nu gået seks år.

Det viser sig hurtigt, at de har forskellige opfattelser af, hvad der er sket og hvordan og hvorfor. De skiftes til at fortælle deres historier, og i deres samtaler fremfører de ”videnskabelige og filosofiske, poetiske og meteorologiske, psykologiske, fysiologiske, indlysende eller obskure” (s. 153) forklaringer på, hvad der skete – og de diskuterer, hvad deres ’slags’ skal hedde og på hvilket sprog.

135036307

Udover at være en fænomenologisk undersøgelse af forholdet mellem ting og menneske viser dette bind, hvordan mennesket altid har behov for at forstå og forklare sin verden – og at det altid vil være subjektivt, hvordan den opfattes. Samtidig deler husets beboere en videnskabsteoretisk filosofering over, hvor meget viden, der er nødvendig for at kunne drage konklusioner. Hvor meget er man nødt til at vide om noget, før man kan tale om det og navngive det? Er det en akademikerlast at ville vide alt, før man kan udtale sig om noget? Skal vi bare tale frit om det vi ser, sanser og erfarer uden nødvendigvis at kunne sætte det ind i en kontekst?

I denne roman er der længere tidsspring mellem de enkelte kapitler, som også er markant længere end tidligere i septologien. Tara er så optaget af fællesskabet og samtalerne, at hun ikke har samme behov for at fæstne dagen på papir, da den nu også eksisterer i de andres hukommelse. Samtidig er skrivningen en måde at være alene på i det virvar af liv, der hersker i huset i Bremen. Det åbner for en refleksion over, hvor forskelligt man er i verden afhængig af, om man er alene eller sammen med andre. Og hvem er man i en verden, hvor man ikke skal (nå) noget?

I Solvej Balles ”Om udregning af rumfang V” fra 2024 er gruppen fra Bremen flyttet til udkanten af Liège, hvor de har indtaget et forladt universitet. Her mødes de med de efterhånden utallige andre tidsfanger og begynder at sætte i stand og indrette sig. Hullerne i taget må de leve med, for det er svært at leje en stor kran på en dag. Og en enkelt dag er stadig, hvad de har til rådighed, fanget som de er i d. 18. november.

137556006

Tara Selter er fortæller, og hun ser tilbage på sit besøg hos sin kæreste Thomas, hvor hun måtte indse, at hun var blevet en anden og ældre udgave af sig selv, mens han stadig var en ung mand. Afstanden mellem dem er for stor. Til gengæld møder hun Carl Tarney, som hun skal aflevere en bog hos, og de indleder en seksuel relation mange dage i træk. Kærligheden forandrer sig, og i sin filosofiske grundmodus spørger romanen til forholdet mellem tid og kærlighed.

På universitetet opretter de hurtigt et bibliotek og et arkiv, som Tara bliver ansvarlig for. Efter at den visionære Gita (over 20 sider) har holdt en billedskabende og handlingsorienteret tale genovervejer de, hvad viden i det hele taget er. Gita vil have fri forskning, tanke og undren. Arkivet bliver kategoriseret på ny i en ikke-hierarkisk form, hvor alle vidensformer får plads. Samtidig vækkes et håb i dem alle, initieret af en etymologisk præcisering: De taler om at have resigneret, men resignere betyder egentlig at bryde seglet på et brev, og det er deres privilegie og gave: de har fået nøglen til iagttagelsens dør og adgang til et evigt nu, der fordrer ”nutidshåb, nutidsoptimisme, nærværshåb.” (s. 85). De er fri for fortid og fremtid. Det er faktisk bare grøntsager, de har brug for til at leve i deres håbefulde nu.

Årene går, selvom dagen er den samme. I slutningen af bogen er der gået 28 år, siden 18. november satte sig fast. Tara har mod på at bevæge sig mod den 19, fri og håbefuld: ”Der er et andet rum omkring mig nu, et rum, der står åbent. Jeg har lyde og dufte, og jeg behøver ikke tænke på andet end at komme videre, at skaffe frø til grøntsager, der skal dyrkes et sted mod syd.” (s. 180). Og som sådan minder romanen os stilfærdigt om, at vi har brug for at sætte frø og passe på jorden (som i øvrigt klarer sig fint uden os) for at overleve.

I 2025 udgav Solvej Balle næstsidste bind i septologien, ”Om udregning af rumfang VI”, som ligesom de øvrige bind slutter med en reel cliffhanger.

Her i sjette bind er Tara rejst fra Liège til et sted i Campania udenfor Napoli, hvor en gruppe arbejder i et fremtidslaboratorium, og hvor hun i første omgang bosætter sig i Villa Thira, inden hun senere flytter ind i de store beboede drivhuse. Her dyrker de grøntsager, som er deres ”sidste chance for at overleve uden at lægge verden øde (s. 50), eftersom de langsomt tømmer omegnens butikker og madlagre for mad. Samtidig er livet som gartner en uudtømmelig kilde til glæde for Tara, og havearbejdet knyttes til digter og filosof Philodemos, der boede i en villa ved kysten tæt på vulkanen Vesuv. Han var inspireret af den græske filosof Epikur, hvis tænkning fylder en betragtelig del af romanen. På den måde forbindes (det evige) nu med historien og den fælles tankemæssige grund, vi betræder i dag. De er ”kastet i land i Epikurs standsede have”, som der står (s. 55).

141276484

En gruppe arbejder på at afkode sortbrændte papyrusruller med topmoderne teknologisk hjælp, mens andre i et næsten slapstick-agtigt forløb stjæler og forbytter den græske Seikolos-søjle, der står i et hjørne af Nationalmuseet i København for at kunne bruge den som fælles gravsten.

Gruppen diskuterer ivrigt, om de kan finde et exit, en vej ud af den attende, eller om det kun er døden, der kan sætte dem fri? Døden nærmer sig for dem alle og tvinger dem til at overveje, hvordan de lever deres liv. Alt imens går Tara og savner Milas, optimisten fra Osnabrück, som hun delte sine torsdage med i Liège. Da han endelig ankommer, ændrer Taras fremtidshåb sig: i stedet for at drømme sig ud af den attende, vil hun nu gerne blive, for hvor forsvinder Milas og kærligheden ellers hen?

Historien tager en drejning, da karakteren Mira afslører over for Tara, at det var hende, der stjal hendes grønne notesbog i Düsseldorf for år tilbage – og at hun har fulgt efter Tara lige siden. Hun har endda besøgt Thomas og forklaret ham det hele.

I bogens slutning er alt oppe i luften: der går rygter om, at de dag #14712 kan slippe ud af den attende, men hvordan vil det foregå – og har de overhovedet lyst til at vende tilbage til den verden, der er gået i stå, mens de selv er blevet gamle?

I begyndelsen af Solvej Balles forfatterkarriere blev hun sat i gruppe med en række jævnaldrende, kvindelige forfattere – dels i kraft af deres tilknytning til Forfatterskolen, dels i kraft af en tilsyneladende fælles orientering mod kortere former og litterære genreeksperimenter. Det drejer sig om bl.a. Christina Hesselholdt, Helle Helle, Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Katrine Marie Guldager og Naja Marie Aidt.

Undersøgelserne af tid, som Solvej Balle udfolder i ”Om udregning af rumfang”, minder på flere måder om Svend Åge Madsens romaner ”Se dagens lys” (1980) og ”Lad tiden gå” (1986), der på radikal vis udforsker, hvad det vil sige at være udenfor tiden eller fanget i den. Madsen har også en filosofisk og videnskabelig tilgang til at teoretisere over fænomenet tid, og han slipper gækken løs i science fiction-romanen ”Se dagens lys”, hvor alle mennesker vågner op et nyt sted hver morgen, med ny familie, nyt arbejde og ny bil. I ”Lad tiden gå” opererer en professor med at skrue tiden 23 dage tilbage, hvilket aktualiserer spørgsmålet om, hvordan man kan vide, at noget er sket, hvis man ikke selv har en erindring om det.

Og har man set filmen ”Groundhog Day” fra 1993 (”En ny dag truer”) vil man også kunne se en idemæssig sammenhæng mellem denne og ”Om udregning af rumfang”. Selv siger Balle om dette sammenfald: ”Da filmen i sin tid kom, blev jeg skidesur, i hvert fald i 2-3 minutter, indtil jeg fandt ud af, at der er masser af film, hvor en person sidder fast i tiden på en enkelt dag. Hos mig er det en kvinde, der sidder fast en meget regnfuld 18. november. Her sidder hun til gengæld fast i 80 år.” (Carsten Andersen: Hun har skrevet på en roman i 29 år – indtil videre. Politiken, 2016-08-13).

Overordnet er der i ”Om udregning af rumfang” talrige henvisninger til forfattere, kunstnere og tænkere – Dante, Osvald Spengler, Cranach, Voltaire, Epikur osv.– og på den måde er hendes forfatterskab en lang, fortsat samtale med den verden, det opstår i.