Solvej Balles to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) er - trods de otte år, der gik mellem deres udgivelser - nært forbundet. De ligner hinanden, hvad angår omslag og komposition, og de fremstår begge som indføringer i fiktionens egen tænkemåde og mekanikker. Også titlerne taler sammen, idet de to ord udgør fundamentale sproglige funktioner.
23431114
Sproget kan konjugere, det vil sige skabe sammenhænge, eller disjungere, altså skabe forskelle. Men det er kun i logikkens sprog, at de to ord holder sig til disse funktioner - i det levende sprog er det noget helt andet. Som læser af “&” og “Eller” finder man hurtigt ud af, at de to ord ikke skal læses i logisk forstand, men i al deres sproglige ustyrlighed.
Værkerne er en udforskning af sprogets liv og facetter, som Solvej Balle har øre for, og som kan træde frem, når ordene læses med logikkens skærpede opmærksomhed for modsigelser i baghovedet.
Handlingsforløbene i ”&” og ”Eller” er yderst begrænsede: I ”&” flyder en gren ned ad en flod, og i ”Eller” føres et vissent blad omkring af vand og vind. Næppe materiale der egner sig som romanstof, men i kortprosagenrens blanding af prosa og poesi åbner de et rum for læserens meddigten.
I modsætning til den store mængde tænkning i ”Lyrefugl” og ”Ifølge loven”, fungerer ”&” og ”Eller” som studier til en fiktions begyndelse, skelettet til en fortælling og udviklingen af levende og potentielle fiktionsrum. Her er fokus på, hvad den litterære oplevelse kan, og der bliver dermed kastet lys over, hvorfor den tænkning, der udfoldes i et værk som ”Ifølge loven”, udfoldes med fiktionen som ramme.