Solvej Balles to kortprosabøger ”&” (1990) og ”Eller” (1998) er - trods de otte år, der gik mellem deres udgivelser - meget nært forbundet. De ligner hinanden, hvad angår omslag og komposition, og de fremstår begge som indføringer i fiktionens egen tænkemåde og mekanikker. Også titlerne taler sammen, idet de to ord udgør fundamentale sproglige funktioner.
23431114
Sproget kan konjugere, skabe sammenhænge, eller disjungere, skabe forskelle. Imidlertid er det alene i logikkens sprog, at de to ord holder sig til disse funktioner - i det levende sprog er det noget helt andet. At hverken ”og” eller ”eller” i de to værker skal læses i logisk deduktiv forstand, men i deres sprogligt ustyrlige samme, finder læseren hurtigt ud af.
Således kommer værkerne til at forme sig som en udforskning af sprogets liv og facetter, som Solvej Balle har øre for, og som kan træde frem, når ordene læses med logikkens skærpede opmærksomhed for modsigelser i baghovedet.
Handlingsforløbene i ”&” og ”Eller” er yderst begrænsede: I ”&” flyder en gren ned ad en flod, og i ”Eller” føres et vissent blad omkring af vand og vind. Næppe materiale, det ville kunne lade sig gøre at omsætte til romanform, men som med kortprosagenrens blanding af prosa og poesi åbner et rum for læserens meddigten. I modsætning til den store mængde tænkning i ”Lyrefugl” og ”Ifølge loven”, fungerer ”&” og ”Eller” som studier til en fiktions begyndelse, skelettet til en fortælling og udviklingen af levende og potentielle fiktionsrum. Her fokuseres på, hvad den litterære oplevelse kan, og dermed kastes lys over, hvorfor den tænkning, der udfoldes i et værk som ”Ifølge loven”, udfoldes med fiktionen som ramme.