I 2013 tog Solvej Balle tråden op fra sine tidligere udgivelser ”&” og ”Eller” med de to næsten identiske udgivelser ”Hvis” og ”Så”, udgivet på hendes eget forlag, Pelagraf. Begge bind er 37 sider og består af fem afsnit med 12 eller 24 korte afsnit i hver. Bøgerne har hvide omslag og er sat med enkel typografi. Forlaget beskriver værkerne som kortprosa, og de optræder i hvert fald ikke som romaner med deres fravær af handling, psykologisk dybe karakterer og dialog. I stedet er de fortættede tekster, der foregår i byer, huse og haver uden egentlige kendetegn, og de er befolket af flade karakterer samt ”journalister”, ”bureaukrater” og ”økonomer” i noget, der må være en mild samtidskritik.
29922705
Nærmere forbundet til fortiden end nutiden er teksterne i deres observationer af geologiske perioder og de elementer i tilværelsen, som er ens for stenaldermennesket og det moderne menneske: hælde væske op i en beholder, varme sig ved ild, spise og være tæt på andre mennesker, gå langs en flod, se blade falde, registrere vindens bevægelser. Den tørre og konstaterende tone kontrasteres af et afsnit i ”Så”, hvor nogle børn holder fastelavn og det forekommer lettere absurd, at børn iklædt ”kulørte juveler og dragter syet af voksne” går rundt og rasler ved dørene. Et nøgternt og beskrivende blik på en velkendt tradition åbenbarer mennesket som et måske lidt mærkeligt væsen, formet af kultur.
De få ting, der optræder, får meget plads: der er udfoldede betragtninger af blade, træer, vind, kopper, møbler og familie. For der er et spinkelt, genkendeligt stillads at bygge bøgerne op om: en helt genkendelig familiestruktur med forældre og børn, der kommer hjem og hvirvler rundt i huset og sover inde ved siden af i noget, der ligner helt almindelige dage i et familieliv.
Det civilisationskritiske dukker også op i det gentagne refræn om, at ”os er det ikke”: som om menneskeracen fralægger sig ansvaret for cirka det hele. Det var naturen, der gjorde det, det var ikke mig. Alt drejer sig om mennesket, men verden viser sig alligevel at have et liv uden om mennesket. Som sidste sætning lakonisk konstaterer: ”Om lidt er vi sikkert forbi” (”Så”, s. 37). Universaliteten i de grundmønstre og handlinger, alle mennesker til alle tider, har udført, ligger i teksten som den flod, der flere gange henvises til.