Betragter man titlerne på de to kortprosabøger ”&” og ”Eller” – de ord, vi bruger til henholdsvis at sammenbinde og adskille i sproget – repræsenterer de et motiv, som er centralt i Solvej Balles forfatterskab. Vi strukturerer vores verden i systemer af forskelle, og ved navngivning og kategorisering af verdens genstande og fænomener kan vi begribe og beskrive den verden, vi lever i. Men på samme tid er der noget, der modarbejder denne systematisering, og der rejser sig altid spørgsmål, som forstyrrer systemerne, som sidestiller og forbinder det, vi forsøger at adskille. Kunsten og det kunstneriske sprog afslører disse mekanismer og udstiller, hvordan verden undslipper vores faste forestillinger og videnskabens forudsigelser, og hvordan sproget kan forvandle sig fra systembygger til udligner af forskelle, når dets logik pludselig skrider, som det f.eks. sker i ordspil og sort tale.
Den fjerde beretning i ”Ifølge loven” indledes af termodynamikkens anden lov:
”Legemer, der befinder sig i et lukket system, hvor der ikke tilføres energi, vil søge mod større og større uorden.” Der er tale om netop den lov, som fik den newtonske fysik til at skride. Beregnelighed, faste afgrænsninger og ordnede systemer rystes af termodynamikken, der lærer os, at adskilte elementer kan flyde sammen, og at adskillelse og sammenhæng således ganske ofte vil være to sider af samme sag. Således former motivet sig gennem hele forfatterskabet. De faste modsætninger vi tror på vægten af, som f.eks. videnskab over for kunst eller rationalitet over for irrationalitet, bliver afsløret som klichéer, der gang på gang overskrides, idet hvert element viser sig at indeholde netop den ting, man troede det definitivt adskilt fra. Også i et formelt perspektiv gentages denne figur i den på en gang genrenedbrydende og genreskabende praksis, der går gennem alle bøgerne.
Solvej Balles forfatterskab vidner om en veludviklet sans for sproglige absurditeter, for bogstavelighedens vildledende egenskaber, og en lydhørhed over for sprogets paradokser, som hun trækker på, og som slår igennem talrige steder i form af en sofistikeret humor. Et sted i ”&” beskrives, hvordan personerne må tegne anførselstegn i luften med fingrene for at kunne sige ord som virkelighed, verden og tid. Den humoristiske lydhørhed bliver til en styrke hos Solvej Balle, idet hun så at sige slipper for anførselstegnene. For eksempel i ”Ifølge loven”, hvor den raffinerede ironi stiller projekterne om at finde livets mening i et kritisk lys, men samtidig gør det muligt med alvor at berette om menneskets evindelige søgen efter den store eksistentielle erkendelse.
De eksistentielle erkendelser kompletteres af en antydningsvis civilisationskritik i ”Om udregning af rumfang”. Man kan således læse klimakrise, bæredygtighedsaspekter og forslag til en mådeholden levevis ind i værkerne, der også spørger til, om det er systemfejl, der gør, at verden er på katastrofekurs? Om det er kulturkritik eller selvkritik, der skal til for at rette op på den gale vej? (Bind III, s. 134 og frem).
Den poetiske og nærværende fiktion får ikke sjældent anslag af groteske, når Tara f.eks. ser sig selv som et frådende monster, der langsomt tømmer de lokale butikkers hylder eller når hun sover med julens Christmas Pudding i fodenden for at sikre sig, at den ikke forsvinder til dagen efter. Balle er knastør og underspillet i sin humoristiske tilgang til en ellers undergangspræget fiktion.