naja marie aidt
Foto: Mikkel Tjellesen

Naja Marie Aidt

Artikel type
voksne
journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2012, og cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2017.
Top image group
naja marie aidt
Foto: Mikkel Tjellesen
Main image
Aidt, Naja Marie
Foto: Marion Ettlinger

Indledning

Det moderne liv står centralt i Naja Marie Aidts forfatterskab. Senest i romanen Sten saks papir, men også i hendes digte, noveller og teaterstykker kredser hun om, hvordan mennesker lever sammen, kommunikerer og kommer ud af det med hinanden. Og det er tunge emner, der tages op, såsom utroskab, sygdom, død, vold, angst, seksualitet og kærlighed. Eksempelvis i novellesamlingen ”Bavian” fra 2006, som Aidt har modtaget såvel Kritikerprisen som Nordisk Råds Litteraturpris for. I digtsamlingen ”Alting blinker” trænger disse temaer i baggrunden til fordel for eksilering – et tema, der tager afsæt i Aidts egne erfaringer med en barndom på Grønland, et ungdom og voksenliv i Danmark og en nutidig bosættelse i New York.

53053149

Blå bog

Født: 24. december 1963 i Egedesminde, Grønland.

Uddannelse: HF, København 1985.

Debut: Så længe jeg er ung. Gyldendal, 1991. Digte. 

Litteraturpriser: Martin Andersen Nexø prisen, 1996. Edvard Pedersens biblioteksfonds forfatterpris, 1996.  Beatrice prisen, 2004. Kritikerprisen, 2006 og Nordisk Råds Litteraturpris, 2008.

Seneste udgivelse:  Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage : Carls bog. Gyldendal, 2017. Digte.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Novelle

 

 

Naja Marie Aidt anbefaler litteratursteder i New York, hvor hun bor

Baggrund

”Har døden taget noget fra dig/ så giv det tilbage/ giv dét tilbage/ som du fik af den døde/ da den døde var levende/ da den døde var dit hjerte/ giv det tilbage til en rose,/ et kontinent, en vinterdag,/ en dreng der ser dig an/ fra hættens mørke”.

”Poesibog”, s. 30.

Naja Marie Aidt blev født juleaftensdag 1963 i den grønlandske by Aasiaat, som på dansk betegnes Egedesminde. De første syv år af sit liv boede hun med sin mor, far og søster i Grønland, hvor faderen arbejdede som lærer. Her oplevede hun en verden, hvor somrene var ekstremt lyse og vintrene tilsvarende mørke, altså en verden med store kontraster. Kontrasterne herskede ligeledes imellem det liv, hun mødte henholdsvis uden for og inden for hjemmets fire vægge. Uden for hjemmet var de sociale normer sådan, at hvis et barn faldt og slog sig, så lo de voksne, og de andre børn pegede fingre. Aidt fortæller: ”Det var en måde at hærde børn på i Grønland, hvor jeg er født og voksede op. Grønland er et hårdt sted at overleve. Hjemme hos mine forældre blev min søster og jeg trøstet, hvis vi væltede og slog os. Blandt grønlænderne måtte vi bare kravle op igen. Og det vænnede vi os til. For i Grønland skal man kunne rejse sig igen. Ellers kan det være, at man dør, for det fryser 30 grader, og måske er der en snestorm på vej.” (Dorte Hygum Sørensen: Aldrig udelt smuk, aldrig udelt hæslig. Politiken, 2008-02-29).

Da Aidt var syv år, besluttede hendes forældre at flytte hjem til Danmark, og kort efter blev forældrene skilt. Skilsmissen har etableret sig som en splittelse i Aidt, der tegner sig som et grundvilkår i hendes digtning. I digtsamlingen ”Poesibog” fra 2008 forholder hun sig helt eksplicit til barndommen, til Grønland, skilsmisse med mere.

Som 16-årig flyttede Naja Marie Aidt hjemmefra, og i en årrække boede hun sammen med barndomsveninden Line Knutzon og to fyre i en halvandetværelses lejlighed i Fiskergade på Nørrebro i København. To år senere var Aidt etableret i et fast forhold med den ene af samboerne, musikeren Martin Heurlin, og da Aidt var bare 18 år, fik de deres første af tre børn. Aidt har senere fortalt, at de gjorde alt for ikke at gentage deres forældres liv, og at det derfor føltes som et enormt nederlag, da kernefamilien ikke kunne holde længere. Parret blev skilt i 1991.

I 1985 tog Aidt en HF-eksamen, hvorefter hun blev ansat i et bookingbureau, og siden hen blev hun produktchef i et internationalt pladeselskab. I det hele taget lavede hun alt muligt andet end at skrive, indtil hun blev 25 år. Derefter begyndte hun i stigende grad at satse på det litterære, og i 1991 debuterede hun med digtsamlingen ”Så længe jeg er ung”. Hun sagde op på pladeselskabet og helligede sig derefter rollen som forfatter og mor. Resultatet er et stort forfatterskab, der byder på såvel lyrik, noveller, børnebøger, dramatik, sange og filmmanuskripter. I dag er Naja Marie Aidt gift for anden gang med filmfotograf Eigil Bryld. De fik i 2003 sønnen Zakarias. I 2015 mistede hun sin næstældste søn Carl ved en tragisk ulykke. Han blev 25 år.

Naja Marie Aidt har siden 2008 været bosat i New York.

De tre første digtsamlinger

”Når jeg så har fået/ min egen have/ planter jeg alligevel/ clematis/ og lilla asters./ Jeg holder den bløde erindring/ om bedstefars skridt/ i gruset/ i hånden,/ og drysser den på jorden/ som man drysser blomster/ på en grav. (…)”
”Arvesynden” i ”Et vanskeligt møde”.

I 1991 debuterede Naja Marie Aidt med digtsamlingen ”Så længe jeg er ung”. Året efter blev den fulgt op af ”Et vanskeligt møde”, og i 1994 udkom ”Det tredje landskab”. De tre digtsamlinger blev i 1995 genudgivet under titlen ”Trilogi”. Værkerne tematiserer de forbund, der eksisterer mellem kroppe og sind, ligesom de tematiserer forholdet mellem krop og natur, mellem menneske og mening samt mellem liv og død. Trilogien kan læses som en suite af digte, der samler sig til en fortælling om et menneskes liv fra ubekymret ungdom til voksenlivets angst og ansvar og videre i en bevægelse mod afklaring.

Det første digt i samlingen hedder ”Harmonia”, og det indledes med en idyllisk beskrivelse af en middagsstund i haven under majsolens stråler. I de første to strofer sidder familien i tavshed og betragter naturens blomstring. I tredje strofe er scenen rykket inden døre, hvor madlavningen kalder, alt imens familiens unge piger ”skraber lerfarvet jord/af røde negle/og glemmer at svare/deres navn”. Citatet antyder, at de unge piger er mere optagede af at smukkesere sig end af at lave mad. De er endda så optagede, at de glemmer at svare deres navn, hvilket refererer til, at de distancerer sig fra deres rolle i familien. I fjerde strofe spises det tilberedte, og de voksne proklamerer: ”tal om de mindste ting/der findes”, hvilket er en talemåde for ikke at tale om ubetydelige ting. Når man taler om de mindste ting, taler man om vejr og vind, og man er således sikker på ikke at komme til at fornærme nogen. Distancen opstår dog alligevel, og måske netop fordi der kun må tales om det mindste, for de unge piger vil have mere end det. I femte strofe svarer de unge piger deres navn ”under unge mænds/hænder”, og imens ”taler de gamle, de hvisker/om alle de blomster der bliver/til sommer”. Ved at gentage referencen om at svare sit navn manifesteres en distance mellem den unge og den ældre generation som peger på en manglende forståelse. Distancen ekspliciteres desuden ved, at det er forår i digtet; en årstid der knyttes til ungdommens liv og drømme, mens de ældres symbol er sommeren, som de taler om, og som repræsenterer det modne. ”alle de blomster der bliver/til sommer” refererer til at de unge er ved at modnes og blive voksne.

21093904

Digtets sidste strofe indvarsler en Frank Jægersk dæmoni, idet det hedder: ”se nu huset i skoven/og vid at de onde ånder/kommer frem når de får plads/nu fylder den tunge kreds/af forbundne kroppe/rummene ud/samlet i forårets blødeste lys/på landet”. Afslutningen peger fremad og på, at tilstanden vil forandre sig i fremtiden, og at det ikke ligefrem er til det bedre. Der, i foråret, holdes dæmonien borte af de forbundne kroppe, af det ubrydelige slægtskab mellem disse mennesker.

I digtet ”To år efter eller Harmonia 2”, er scenen atter sat i haven på landet under majsolen, men nu er de unge piger blevet voksne og har selv fået børn, og hvor de unge piger i ”Harmonia” insisterede på indhold, så er de nu trætte, ”og alle de mindste ting/er alt der er”. Eller som det også hedder ”vi lader være med at tale/vi såres så let/vi har været stille for længe”. Alle de usagte ord florerer imellem familiemedlemmerne og spænder ben for egentligt samvær, og derfor farer ”tusind ånder” nu ”rundt i den stille nat/de bringer drømme om usagte ord/og tiderne før/til de forskrækkede familier”. Hvad der i ”Harmonia” var onde ånder, der lurede, er nu blevet til tusind ånder, der farer rundt og har sat en skræk i livet i hvert enkelt familiemedlem og imellem dem.

Idyllen bliver for alvor brudt i digtet ”Virkelige nætter eller tvangstanke 2”: ”Med al den ondskab/godheden rummer/vil jeg kvæle mine børn/i sene utydelige timer/tage livet af dem/de bliver til den mest krævende fjende/jeg har mødt/mit raseri tager livet af/al den kærlighed der er”. I det sidste digt fra samlingen ”Det tredje landskab” er der dog håb at spore. Afslutningen lyder således: ”Her/har min angst forladt mig,/sluppet sit jagende greb./Jeg kan gå ind/i et skimtet land/og forstå: det er mit”. Digterjeg’et kan altså slippe sin angst, fordi det nu har en fornemmelse af sin plads i verden. I det afsluttende digt er digterjeg’et kommet til forståelse af, at verden er et landskab, hvor livet såvel som døden er implicitte størrelser. Jeg’et har forstået, at livet består af ”tomme huller/og dem der/er dybe som døden”, og netop ved at jeg’et har erkendt, at døden er en del af livet og ikke blot dets modsætning, så har det kunnet forlade sin angst.