naja marie aidt
Foto: Mikkel Tjellesen

Naja Marie Aidt

journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2012, og cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, 2017.
Top image group
naja marie aidt
Foto: Mikkel Tjellesen
Main image
Aidt, Naja Marie
Foto: Marion Ettlinger

Indledning

Det moderne liv står centralt i Naja Marie Aidts forfatterskab. Senest i romanen Sten saks papir, men også i hendes digte, noveller og teaterstykker kredser hun om, hvordan mennesker lever sammen, kommunikerer og kommer ud af det med hinanden. Og det er tunge emner, der tages op, såsom utroskab, sygdom, død, vold, angst, seksualitet og kærlighed. Eksempelvis i novellesamlingen ”Bavian” fra 2006, som Aidt har modtaget såvel Kritikerprisen som Nordisk Råds Litteraturpris for. I digtsamlingen ”Alting blinker” trænger disse temaer i baggrunden til fordel for eksilering – et tema, der tager afsæt i Aidts egne erfaringer med en barndom på Grønland, et ungdom og voksenliv i Danmark og en nutidig bosættelse i New York.

 

46543165

Blå bog

Født: 24. december 1963 i Egedesminde, Grønland.

Uddannelse: HF, København 1985.

Debut: Så længe jeg er ung. Gyldendal, 1991. Digte. 

Litteraturpriser: Martin Andersen Nexø prisen, 1996. Edvard Pedersens biblioteksfonds forfatterpris, 1996.  Beatrice prisen, 2004. Kritikerprisen, 2006 og Nordisk Råds Litteraturpris, 2008. Weekendavisens Litteraturpris, 2017.

Seneste udgivelse: Om brud. Gyldendal, 2019. Noveller.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

Genre: Novelle

 

 

 

Naja Marie Aidt anbefaler litteratursteder i New York, hvor hun bor

Artikel type
voksne

Baggrund

”Har døden taget noget fra dig/ så giv det tilbage/ giv dét tilbage/ som du fik af den døde/ da den døde var levende/ da den døde var dit hjerte/ giv det tilbage til en rose,/ et kontinent, en vinterdag,/ en dreng der ser dig an/ fra hættens mørke”.

”Poesibog”, s. 30.

Naja Marie Aidt blev født juleaftensdag 1963 i den grønlandske by Aasiaat, som på dansk betegnes Egedesminde. De første syv år af sit liv boede hun med sin mor, far og søster i Grønland, hvor faderen arbejdede som lærer. Her oplevede hun en verden, hvor somrene var ekstremt lyse og vintrene tilsvarende mørke, altså en verden med store kontraster. Kontrasterne herskede ligeledes imellem det liv, hun mødte henholdsvis uden for og inden for hjemmets fire vægge. Uden for hjemmet var de sociale normer sådan, at hvis et barn faldt og slog sig, så lo de voksne, og de andre børn pegede fingre. Aidt fortæller: ”Det var en måde at hærde børn på i Grønland, hvor jeg er født og voksede op. Grønland er et hårdt sted at overleve. Hjemme hos mine forældre blev min søster og jeg trøstet, hvis vi væltede og slog os. Blandt grønlænderne måtte vi bare kravle op igen. Og det vænnede vi os til. For i Grønland skal man kunne rejse sig igen. Ellers kan det være, at man dør, for det fryser 30 grader, og måske er der en snestorm på vej.” (Dorte Hygum Sørensen: Aldrig udelt smuk, aldrig udelt hæslig. Politiken, 2008-02-29).

Da Aidt var syv år, besluttede hendes forældre at flytte hjem til Danmark, og kort efter blev forældrene skilt. Skilsmissen har etableret sig som en splittelse i Aidt, der tegner sig som et grundvilkår i hendes digtning. I digtsamlingen ”Poesibog” fra 2008 forholder hun sig helt eksplicit til barndommen, til Grønland, skilsmisse med mere.

Som 16-årig flyttede Naja Marie Aidt hjemmefra, og i en årrække boede hun sammen med barndomsveninden Line Knutzon og to fyre i en halvandetværelses lejlighed i Fiskergade på Nørrebro i København. To år senere var Aidt etableret i et fast forhold med den ene af samboerne, musikeren Martin Heurlin, og da Aidt var bare 18 år, fik de deres første af tre børn. Aidt har senere fortalt, at de gjorde alt for ikke at gentage deres forældres liv, og at det derfor føltes som et enormt nederlag, da kernefamilien ikke kunne holde længere. Parret blev skilt i 1991.

I 1985 tog Aidt en HF-eksamen, hvorefter hun blev ansat i et bookingbureau, og siden hen blev hun produktchef i et internationalt pladeselskab. I det hele taget lavede hun alt muligt andet end at skrive, indtil hun blev 25 år. Derefter begyndte hun i stigende grad at satse på det litterære, og i 1991 debuterede hun med digtsamlingen ”Så længe jeg er ung”. Hun sagde op på pladeselskabet og helligede sig derefter rollen som forfatter og mor. Resultatet er et stort forfatterskab, der byder på såvel lyrik, noveller, børnebøger, dramatik, sange og filmmanuskripter. I dag er Naja Marie Aidt gift for anden gang med filmfotograf Eigil Bryld. De fik i 2003 sønnen Zakarias. I 2015 mistede hun sin næstældste søn Carl ved en tragisk ulykke. Han blev 25 år.

Naja Marie Aidt har siden 2008 været bosat i New York.

De tre første digtsamlinger

”Når jeg så har fået/ min egen have/ planter jeg alligevel/ clematis/ og lilla asters./ Jeg holder den bløde erindring/ om bedstefars skridt/ i gruset/ i hånden,/ og drysser den på jorden/ som man drysser blomster/ på en grav. (…)”
”Arvesynden” i ”Et vanskeligt møde”.

I 1991 debuterede Naja Marie Aidt med digtsamlingen ”Så længe jeg er ung”. Året efter blev den fulgt op af ”Et vanskeligt møde”, og i 1994 udkom ”Det tredje landskab”. De tre digtsamlinger blev i 1995 genudgivet under titlen ”Trilogi”. Værkerne tematiserer de forbund, der eksisterer mellem kroppe og sind, ligesom de tematiserer forholdet mellem krop og natur, mellem menneske og mening samt mellem liv og død. Trilogien kan læses som en suite af digte, der samler sig til en fortælling om et menneskes liv fra ubekymret ungdom til voksenlivets angst og ansvar og videre i en bevægelse mod afklaring.

Det første digt i samlingen hedder ”Harmonia”, og det indledes med en idyllisk beskrivelse af en middagsstund i haven under majsolens stråler. I de første to strofer sidder familien i tavshed og betragter naturens blomstring. I tredje strofe er scenen rykket inden døre, hvor madlavningen kalder, alt imens familiens unge piger ”skraber lerfarvet jord/af røde negle/og glemmer at svare/deres navn”. Citatet antyder, at de unge piger er mere optagede af at smukkesere sig end af at lave mad. De er endda så optagede, at de glemmer at svare deres navn, hvilket refererer til, at de distancerer sig fra deres rolle i familien. I fjerde strofe spises det tilberedte, og de voksne proklamerer: ”tal om de mindste ting/der findes”, hvilket er en talemåde for ikke at tale om ubetydelige ting. Når man taler om de mindste ting, taler man om vejr og vind, og man er således sikker på ikke at komme til at fornærme nogen. Distancen opstår dog alligevel, og måske netop fordi der kun må tales om det mindste, for de unge piger vil have mere end det. I femte strofe svarer de unge piger deres navn ”under unge mænds/hænder”, og imens ”taler de gamle, de hvisker/om alle de blomster der bliver/til sommer”. Ved at gentage referencen om at svare sit navn manifesteres en distance mellem den unge og den ældre generation som peger på en manglende forståelse. Distancen ekspliciteres desuden ved, at det er forår i digtet; en årstid der knyttes til ungdommens liv og drømme, mens de ældres symbol er sommeren, som de taler om, og som repræsenterer det modne. ”alle de blomster der bliver/til sommer” refererer til at de unge er ved at modnes og blive voksne.

21093904

Digtets sidste strofe indvarsler en Frank Jægersk dæmoni, idet det hedder: ”se nu huset i skoven/og vid at de onde ånder/kommer frem når de får plads/nu fylder den tunge kreds/af forbundne kroppe/rummene ud/samlet i forårets blødeste lys/på landet”. Afslutningen peger fremad og på, at tilstanden vil forandre sig i fremtiden, og at det ikke ligefrem er til det bedre. Der, i foråret, holdes dæmonien borte af de forbundne kroppe, af det ubrydelige slægtskab mellem disse mennesker.

I digtet ”To år efter eller Harmonia 2”, er scenen atter sat i haven på landet under majsolen, men nu er de unge piger blevet voksne og har selv fået børn, og hvor de unge piger i ”Harmonia” insisterede på indhold, så er de nu trætte, ”og alle de mindste ting/er alt der er”. Eller som det også hedder ”vi lader være med at tale/vi såres så let/vi har været stille for længe”. Alle de usagte ord florerer imellem familiemedlemmerne og spænder ben for egentligt samvær, og derfor farer ”tusind ånder” nu ”rundt i den stille nat/de bringer drømme om usagte ord/og tiderne før/til de forskrækkede familier”. Hvad der i ”Harmonia” var onde ånder, der lurede, er nu blevet til tusind ånder, der farer rundt og har sat en skræk i livet i hvert enkelt familiemedlem og imellem dem.

Idyllen bliver for alvor brudt i digtet ”Virkelige nætter eller tvangstanke 2”: ”Med al den ondskab/godheden rummer/vil jeg kvæle mine børn/i sene utydelige timer/tage livet af dem/de bliver til den mest krævende fjende/jeg har mødt/mit raseri tager livet af/al den kærlighed der er”. I det sidste digt fra samlingen ”Det tredje landskab” er der dog håb at spore. Afslutningen lyder således: ”Her/har min angst forladt mig,/sluppet sit jagende greb./Jeg kan gå ind/i et skimtet land/og forstå: det er mit”. Digterjeg’et kan altså slippe sin angst, fordi det nu har en fornemmelse af sin plads i verden. I det afsluttende digt er digterjeg’et kommet til forståelse af, at verden er et landskab, hvor livet såvel som døden er implicitte størrelser. Jeg’et har forstået, at livet består af ”tomme huller/og dem der/er dybe som døden”, og netop ved at jeg’et har erkendt, at døden er en del af livet og ikke blot dets modsætning, så har det kunnet forlade sin angst.

 

Vandmærket

”De havde lukket hendes øjne, da jeg skulle identificere hende, og det er jeg glad for, jeg ville ikke se hendes grønne stjerneøjne kigge grådigt på mig. Hun lo ikke. Men der var grimme snitsår næsten overalt på hendes krop, og der var sand i hendes hår, groft, gult sand, og i hendes ører, hun så egentligt ikke forskrækket ud eller noget, munden havde bare ikke mere at fortælle.”
”Som englene flyver” i ”Vandmærket”, s. 22.

Naja Marie Aidts novellesamling ”Vandmærket” fra 1993 består af ni noveller. Stilen i fortællingerne spænder vidt – fra den socialrealistiske ”Er verden lille” om en ung mor til to, der lider af en fødselsdepression, og til ”Lille Fedtøre”, hvor hovedpersonen er en noget surrealistisk karakter, og som handler om ikke at kunne være i sig selv, om manipulation og om at bytte roller. Novellen ”Som englene flyver” befinder sig netop i spændingsfeltet mellem realisme og surrealisme.

”Som englene flyver” fortælles af et søskendepar – af Sisse, der er på afveje, og hendes unavngivne storesøster, der lever et såkaldt almindeligt liv og er klinikassistent på en tandlægeklinik. Det angives ikke, hvor gammel Sisse er, men hun er formentlig i slutningen af sine teenageår. Hun lever det meste af sit liv i et forfaldent, ubeboet hus sammen med en flok andre unge. Den eneste faste beboer i huset er Creepy, som alle pigerne er vilde med og som velvilligt inviterer sine ‘barbiedukker’, som han kalder pigerne, ned i sin kiste og fodrer dem med sex og kokain. Creepy sover i en kiste, og ‘knepper’ i den, som det så poetisk hedder. I låget har han boret fem-seks små huller, der fungerer som små åndehuller, men som samtidig giver en fornemmelse af stjernehimmel. På den måde fremstår kisten som et selvstændigt univers, hvor Creepy er eneherskeren. ”Vi var hans dukker” (s. 11), siger Sisse eksempelvis. Derfor tvivler Sisse heller ikke, da Creepy spørger, om hun vil være med i en film, der skal optages i ørkenen i Californien. Faktisk bliver hun smigret.

21500674

Sideløbende med Sisses historie beretter storesøsteren om sin oplevelse af Sisse samt om sit forsøg på at redde Sisse. Blandt andet besøger søsteren en dag det hus, hvori Sisse bor, men selvom hun finder Sisse der, og hun finder stemningen ‘dyster’ og ‘hermetisk tillukket’, så giver hun sig ikke til kende, og hun forsøger heller ikke at få Sisse væk derfra. Da hun forlader huset, lykkes det hende endda at fortrænge oplevelserne: ”Og det blev forår, som det altid bliver, vi kom helt ind i april, før jeg blev mindet om min søster igen.” (s. 19). Baggrunden for, at hun ikke tager ansvar for Sisse skal findes i hendes beskrivelser af lillesøsteren. Hun beretter om Sisse som et ‘grådigt barn’, der er ‘frygteligt charmerende’ og ikke ængstelig som hun selv, men i stedet fuld af liv, og ”med den mest koket klingende latter man kan tænke sig”. (s. 13). I sin beskrivelse afslører hun, at hun er jaloux på Sisse, og da Sisse er død, kvitterer storesøsteren med kommentaren: ”Der var simpelthen ikke nok slik i verden til Sisse. Sådan ser jeg på det. Derfor kan jeg sidde her i dag og glatte min kølige kittel. [...] Uden at fælde den mindste tåre. Og det til trods for at jeg virkelig elskede hende, den lille satan.” (s. 22-23). ‘At glatte sin kølige kittel’ svarer til ‘at vaske sine hænder’, altså at frasige sig ansvaret. Den hvide, glatte kittel er indbegrebet af renhed, men at denne renhed sidder i kappen, og blot er noget, der kan tages af og på, kan tolkes således, at storesøsteren netop ikke er ansvarsløs, men blot benytter kitlen som et skalkeskjul.

”Som englene flyver” er fuld af symboler. De mest insisterende symboler knytter sig til kristendommen. Det gælder især englen, korset, slangen og hvidhed. Som tidligere omtalt forbindes Creepy med Gud i novellen. Han er hersker i de unges univers, og han udnytter det. Han har desuden en pytonslange, der på en gang står som symbol på hans evne til at lokke, ligesom slangen i edens have, og på hans virilitet. Da Sisse siger ja til at deltage i filmen, forærer han hende sit bedste kors, hvilket kan tolkes sådan, at det er ham, der kan uddele tro og overbevisning. Eller rent symbolsk som om, at hun må bære hans kors, hvilket refererer til, at hun tager hans byrde på sig. Og lige inden filmoptagelserne donerer han Sisse et kys, hvilket han aldrig har gjort før. Det ligger ligefor at tolke kysset som et Judaskys. Lige som Judas forrådte Jesus og sendte ham i armene på farisæerne med et kys, så sender Creepy Sisse i armene på et filmkamera og to maskeklædte mænd, der voldtager hende og slår hende ihjel.

Sisse selv forbindes med englen. Sisses mor siger flere gange om hende, at ‘hun var sådan et englebarn’, og det er måske heri, at Sisses desperation skal findes, i moderens forståelse af hende som et lille englebarn, en beskrivelse hun kun kan bryde ud af ved at tage moren på ordet og forsvinde fra jordens overflade. Også Sisse nævner adskillige gange i løbet af novellen, at hun drømmer om at få vinger og blive til en engel, og til slut, idet hun dør, beskriver hun sig selv som forløst til en engletilstand.

”Som englene flyver” er den mest barske novelle i samlingen, men dens tematikker går igen i de øvrige fortællinger. Den medmenneskelige afstumpethed og den manglende evne og det manglende overskud til at tage ansvar for sig selv og hinanden løber som en rød tråd i fortællingen. At være ‘vandmærket’ er således at være mærket for livet, og i mange tilfælde er det selve livets vand, der mærker personerne: nemlig blodet og de familiære bånd, det indebærer.

Tilgang

”Alle de steder vi har boet indtil nu og det er ikke få, har André haft store planer om at rive vægge ned og bygge ud, tapetsere med sjældne tapeter og sænke lofterne. Alle de steder vi har boet er der aldrig blevet gjort noget som helst. Han bliver så træt når vi endelig er flyttet ind.”
”Muligheder” i ”Tilgang”, s. 13.

I 1995 udkom Aidts anden novellesamling ”Tilgang”, der består af 16 noveller, som tager afsæt i hverdagslige situationer og skildrer relationer mellem mennesker. Det er de løgne, vi spinder os ind i for at kunne leve sammen, det er spillene om magten, og det er angsten, når vores løgne bliver spejlet.

I novellen ”Muligheder” møder læserne parret André Jean Hansen og hans kæreste, der fungerer som unavngiven fortæller. De er ude at se på lejlighed, fordi André har fået den idé, at alt vil blive bedre, hvis de flytter på landet. Fortælleren vil ganske vist gerne blive boende i storbyen, og hun synes, alt var bedre, før de fik bil. Det bliver hurtigt klart, at de er meget forskellige, og at de har svært ved at mødes i deres forskellighed. Fortælleren siger for eksempel om André, at han er ”let at skuffe. Derfor må man tage ham med fløjlshandsker.” (s. 14). Pointen, som hun tydelig vis ikke selv er bevidst om, er, at hun ikke føler, hun kan være ærlig overfor ham, fordi hun dermed ville afsløre, hvor forskellige de er.

22032305

I det hele taget skal kærligheden hele tiden bekræftes, fordi den ikke reelt eksisterer. Især florerer bekræftelserne i luften samme aften, som de har set på lejligheden, og André har insisteret på, at de skal flytte ind i den, selvom fortælleren får kvalme ved tanken. Eksempelvis beskriver hun aftenens samleje således: ”Senere ligger han ovenpå mig i sengen, med lukkede øjne, mens han pruster og smiler på den sødeste måde. Vi har det godt sammen i sengen. Jeg elsker ham.” (s. 17). Selvom hun skriver, at de har det godt sammen i sengen, så er det tydeligt, at samlejet ikke er noget, de udøver sammen, idet det kun er hans ageren, hun beskriver. At hans øjne er lukkede, mens de elsker, vidner desuden om en distance imellem dem. Dermed bliver hendes bekræftelse af, at de har det godt sammen i sengen, til et krampagtigt forsøg på at fortælle kærligheden frem.

Flere gange i novellen distancerer fortælleren sig ved at benytte betegnelsen ‘man’: ”Jeg kender ham og ved, at for ham er det sted paradis. Det må man ikke tage fra ham.” (s. 17). At hun benytter ‘man’ om sig selv refererer til, at hun bliver nødt til at distancere sig fra sine egne behov og drømme for at være sammen med André. For at han, og dermed kærligheden imellem dem, kan blomstre, må hun altså gå på kompromis med sig selv.

En rammende beskrivelse af deres relation fremstilles implicit og udtrykkes, da de kører med flyttelæsset til deres nye lejlighed: ”Det blæser op og varevognen giver sig på motorvejen, vores ejendele ligger og skurrer mod hinanden omme bagi.” (s. 18). Ligesom ejendelene skurrer mod hinanden, så skurrer og slider de to mennesker på hinanden, hugger en hæl og klipper en tå for at kunne være sammen og få det hele til at gå op i en højere enhed. Men i modsætning til tingene bag i bilen, der indtager deres respektive pladser, så skiftes de to partnere til at være ovenpå. Der udspiller sig nemlig en subtil magtkamp mellem dem, og sidst i novellen er det kvinden, der får kæmpet sig ovenpå, idet hun får trumfet igennem, at de atter skal flytte.

I novellen ”Det er ikke min mand” er det nogle af de samme problematikker, der er på spil, men her når den kvindelige karakter frem til en erkendelse af at have levet på en løgn, vildført af sine egne forestillinger om sin mand. Da hun prøver at gøre opmærksom på det, forstår manden hende ikke, men konstaterer blot: ”Min lille kone er gået bananas. Du kan åbenbart ikke tåle at drikke mere.” (s. 98).

 

Rejse for en fremmed

”Der er nogen der synger<br />bag en tynd væg.<br />Dette er et pensionat.<br />Udenfor er det frostvejr.<br />Der ligger et lig i min seng<br />og det er levende.”
”Chokolade til Johanna i Burgos” i ”Rejse for en fremmed”, s. 32.

Den femte digtsamling af Naja Marie Aidt er ”Rejse for en fremmed”, som udkom i 1999. Samlingen består af 43 rejsedigte, og digterjeg’ets rejse går hovedsageligt til Frankrig og Spanien og tilbage til København. Samtidig er der tale om en mental rejse ud i sindets krinkelkroge. Henvisningen til en fremmed i titlen peger dels på, at digterjeg’et er fremmed for sine omgivelser, når det rejser, men også på, at det kan føle sig fremmed for sig selv, og dels på den fremmede sagnomspundne Johanna I, kaldet Johanna den Vanvittige, hvis livshistorie løber som en gennemstrømmende rød episk tråd i værket.

Johanna blev født i 1479 som datter af Isabel I af Castilien og Fernando II af Aragonien, og hun var fra sin fødsel bestemt til et liv på toppen af renæssancesamfundet. Som 16-årig blev hun gift med ærkehertug Filip af Østrig, og sammen fik de seks børn. Men i 1506 blev Johanna erklæret for uegnet til at regere af sin far, som mente, at hun var mentalt forstyrret, og senere samme år mistede hun sin mand. Derpå begyndte hendes lange, tragiske efterliv som forhenværende dronning og udstødt af magtens såvel som normalitetens liv, og de sidste 46 år af hendes liv levede hun i et palæ i Tordesillas, hvor hun døde i 1555.

22676075

Ifølge en note i værket er der ingen beviser for, at hun var sindssyg, men alligevel måtte hun leve som en levende død, indespærret med sine drømme, sit begær, sit had og sin hemmelighed. Digterjeg’et identificerer sig med denne udstødte skæbne. Både Johanna og digterjeg’et optræder som forbandede og som levende døde. I digtet ”Den gale Johanna” er det ikke bare digterjeg’ets følelse men hele Europas historie, der spejles i Johannas skæbne. I sidste strofe hedder det: ”Europa flyder sammen til et grønt og gyldent land,/og vi skriger. Fordi vi ikke lærer./Og alle tider flyder sammen til ét blodigt snit:/der er ikke noget imellem/magt og afmagt. Ingen nåde mellem kærlighed og tab.” (s. 26).

Det er denne bevægelse mellem magt og afmagt, mellem kærlighed og tab, der går igen i værkets digte. Digterjeg’et befinder sig konstant inden for denne vifte af følelser: hun længes, møder, mister, finder, fjerner sig, hader og elsker, igen og igen. Og der er, som sidstnævnte citat anfører, ikke langt mellem disse følelser, som vi normalt betragter som hinandens modsætninger. De er derimod vævet sammen, ligesom døden uvægerligt er en del af livet. Denne sidstnævnte pointe ekspliciteres i digtet ”En morgen er det pludselig sommer”, der afsluttes med følgende verslinjer: ”Alle ler, vi falder sammen./Og så skal vi dø./Dét skal vi./Så./Vi skal./Og det bliver aften/den syvende dag.” Sidste linje peger på skabelsesberetningen om menneskets tilblivelse, og sammenknytningen med døden implicerer, at de to er forbundne størrelser. I det hele taget er det kendetegnene for digtene, at det kristne verbale register optræder. Denne brug peger på Johannas opvækst, der var præget af katolicismen og på, at den kristne arv er en uafviselig del af europæernes historiske arv. Men den kristne sprogbrug knytter sig ligeledes godt til den tematiske og følelsesmæssige bevægelse mellem kærlighed og had, magt og afmagt og liv og død.

At ‘rejse for en fremmed’ kan både læses som synonym med digterjeg’ets (opdagelses)rejse for Johanna, som menneskets rejse igennem livet for Gud, der ifølge kristendommen har beredt mennesket muligheden, som digterjeg’ets rejse for en ikke-navngiven person, hun har mistet og endelig som digterjeg’ets rejse i sin egen fremmedhed som en bevægelse mod at finde hjem, eller måske nærmere imod at acceptere, at der ikke er noget hjem, fordi fremmedheden altid er implicit i tilstedeværelsen. En mulig læsning af værket er således en pointering af, at modsætninger uvægerligt er sammenvævede.

 

Balladen om Bianca

”Jeg knækker på midten/jeg skriger men det hjælper/ikke jeg suger mig fast/det er ikke nok/enggræsset bøjer sig for vinden/vi ser op i himlen/det ligner ikke noget vi har set før/jeg er inde i dig, nej/du er inde i mig/hvem skal nu fortælle historien [...] min ven, jeg har stadig meget smukke og meget grimme ar/den dag i dag”
”Balladen om Bianca”, s. 155.

Et af de værker fra Aidts hånd, der er sværest at genrebestemme, er ”Balladen om Bianca”, der udkom i 2002. Det er en foto- og digtbog, hvor fotografierne er taget af Kim Lykke, og teksterne er skrevet af Aidt. Ligesom tekster og billeder kan siges at tale hver deres sprog, så har de også hver deres historie at fortælle i værket.

Tekstuniverset i ”Balladen om Bianca” er en fortælling om en række skæve eksistenser på en gade i København, og om deres forhold til den sære figur Bianca. Historien fortælles af et kollektivt fortæller-jeg, nemlig af Otto, af grønthandleren og af slagteren José. Ud over disse figurer møder man blandt andet digteren D.D., nordmanden Kristin Falkenøje, den spanskføde billedkunstner Carlos Louis Honillos og pastoren Wilhelm Peter Heiberg. Men hvem er hende Bianca? Det er svært at få hold på. Ind imellem bliver man i tvivl, om Bianca overhovedet eksisterer. I hvert fald om hun eksisterer som en person. For Bianca fungerer som en art sammensmeltning af alle de længsler, håb og drømme, de tre fortællere har. Hun er den, alle menneskene i kvarteret er forelskede i. Selv beskriver Aidt hende således: ”Hun er alt for dem, der fortæller om hende. Måske findes hun ikke; hun kan være en, man ser på gaden, drømmen om kærlighed eller længslen om derhjemme.” (Nikolai Thyssen: “Hvem er Bianca egentlig?” Information, 2002-11-02).

24331717

Bianca er i den forstand en personificering af drømme. Hun er den, karaktererne i digtene trykker sig ind til, laver mad til, trænger til. Hun græder sammen med dem i deres fælles erfaring af, at samvær aldrig kan lykkes fuldt og helt, fordi to mennesker aldrig kan smelte sammen. Og hun er den, der samler personerne op hver gang, de drukner deres sorger i sprit, fordi drømmene ligger knust på fortovet foran bænken, eller på trappestenen foran deres hjem, eller hvor de nu hører til.

At billede- og tekstside ikke fortæller den samme historie peger ligeledes på, at virkeligheden og tankeuniverset ikke altid stemmer overens, men at man kan blive nødt til at skabe sig en anden virkelighed i sine drømme, digte og indre dramaer.

 

Bavian

”Det står fuldstændig klart, at det er grimt, brillestellet af stål, som han så stædigt holder fast ved. At han havde en anden skjorte på i morges, da jeg gik hjemmefra. Og det står klart at hans hår, der hænger som lange frynser fra hans isse, skal sige noget særligt om hans generation. Om os. Det har jeg aldrig tænkt på før.”
”Kvinden i baren” i ”Bavian”, s. 175.

I 2006 udkom Naja Marie Aidts ”Bavian”, der består af 15 noveller, som alle tager afsæt i helt almindelige hverdagssituationer, hvor angst, kaos og opløsning lurer lige om hjørnet. Som i den indledende novelle med den skæbnesvangre titel ”Bulbjerg”, der giver associationer til buldrende bjerge og til det bjerg af en byld, som optræder i afslutningsnovellen ”Myggestik”. I ”Bulbjerg” er en familie bestående af far, mor og en seksårig søn på cykeltur i de jyske sandbakker. Stemningen er meget intens: vejret er hedt, en fugl skriger hæst og desperat, der er ikke mere vand i dunken, drengen er hysterisk, liderligheden lurer, og de er faret vild.

Det hele kulminerer, da sønnen styrter på cyklen og slås bevidstløs. Eller det vil sige – man tror, det kulminerer. For bedst som parret løber af sted med den bevidstløse dreng placeret som en bylt på mandens ryg, overtrumfes dette af en utroskabsbekendelse: ”Jeg knepper din søster” (s. 18). Alligevel forhindrer det ikke novellen i at ende i en situation, hvor familielivet tilsyneladende fortsætter som før, og skandalen ikke får nogen konsekvenser for billedet udadtil. Heri synes at ligge en kritik af vor tids pænhedssamfund. At vi er så optagede af, at alt skal tage sig ordentligt ud i omverdenens øjne, at vi hellere sluger selv de største kameler end at lade overfladen krakelere. Samtidig kan det være et billede på den menneskelige angst for forandringer, hvilket er i tråd med følgende beskrivelse: ”Hun ryster på hovedet. Frygt og en næsten overjordisk uskyld lyser fra hendes opspærrede øjne.” (s. 18). Det er åbenbart, at det ikke er manden, hun frygter, i stedet er det fremtiden, der pludselig åbner sig som en afgrund foran hende, og som hun alene formår at lappe ved at blive hos manden – på trods.

26980283

I ”Bulbjerg” refererer samlingens titel hovedsageligt til det abeansigt, der ligger lige under vores menneskeansigt, og som konstant truer med metamorfose og afsløring: det ene øjeblik er jeg en kærlig familiefar, det næste øjeblik ”knepper jeg din søster”. I den afsluttende novelle ”Myggestik” er det menneskevæsenets umiddelbare bagside, der afsløres, nemlig bavianens grimme røde bagdel.

Hovedpersonen i ”Myggestik” er en ung mand med et tjekket liv: han har eget firma, er stærk og veltilpas, og han scorer damer. Og dog skal der ikke meget til at slå ham omkuld. I takt med at et myggestik på den ene balde svulmer op og fyldes med materie, så undergår hovedpersonen en forandringsproces og ender som et hashvrag med hang til stegt flæsk og øl og med en kronisk nerveskade.

Naja Marie Aidt siger selv om slutningen: ”Det er en positiv udgang, for den fantastiske egenskab ved mennesket er jo også netop overlevelsesdriften, at vi er i stand til at forvandle os. [...] På samme måde med ham med myggestikket. Han skal nok komme op igen. Nogen gange er det sådan, at man ryger helt ned, og tror alt er slut. Og så pludselig sker der et eller andet alligevel. Og så siger man til sig selv: Hey! Vær glad for dit liv!” (Jesper Stein Larsen: Livet i abeburet. Jyllands-Posten, 2007-03-01).

”Myggestik” er således en kontrast til ”Bulbjerg”. Hvor hovedpersonerne i ”Bulbjerg” ikke tillader sig selv at bryde sammen, fordi de anstrenger sig for at holde sammen på tilværelsen, så peger den afsluttende novelle på en mulig forløsning og på den menneskelige evne til at forvandle sig og starte på en frisk.

‘Din bavian’ er en gængs kærlig vending om børn, der opfører sig uartigt. Der er således noget kærligt drillende, men samtidig hårdt over samlingens titel. Dertil kan tilføjes, at bavianer adskiller sig fra andre aber ved at leve i et stramt hierarki og ved at være kødædende og meget aggressive. Ifølge forfatteren svarer det til den jagethed, der præger det postmoderne liv, og som giver folk stress i deres evige jagt på kompetencer og anerkendelse: ”Stress er en dyrisk tilstand, hvor man føler det, som om der stod en stor løve foran én, man bliver selv et angstdyr.” (Karen Syberg: ”Jeg har forsøgt at skrive om de svære ting”. Information, 2006-05-03). I novellen ”Myggestik” afslører angstdyret sig ved, at der ikke skal mere end et myggestik til at vælte en hel tilværelse. På den vis udstilles menneskets psykiske sårbarhed, som normalt søges skjult via en dyrkelse af det unge, det stærke, det overlegne og veltrænede.

 

Poesibog

”Det er de her ord:/ sky, moppe, sukker, røv./ Sådan drømte jeg./ Det var et mareridt/ og det var inciterende./ Brokkasse./ En sort bog./ Synd på synd./ Og så ud og shoppe./ Alt sammen meget rastløst/ og fortvivlet.”
”Natten til mandag” i ”Poesibog”, s. 20.

Naja Marie Aidts digtsamling ”Poesibog” udkom i 2008, og med sin titel og sit lilla bogomslag sender digtsamlingen tankerne hen på de poesibøger, man fik sine venner til at skrive rim i, da man var barn. Bagsiden af omslaget er forsynet med rimet ‘sød – tøs’ skrevet i et kors, og inde i værket er der også et ‘sød – tøs’, et ‘lev – vel’ samt små grafiske tegninger af stjerner, et firkløver og et hjerte. Dermed henledes læserens tanker på barndommens univers, og det er da også det, der er centrum i samlingen. Rent faktisk er det Aidts egen barndom, der står centralt i værket, og især kredser hun om erfaringerne med og følelserne omkring forældrenes skilsmisse.

Ud over at barndommen er et centralt emne i digtsamlingen, så er også naturens og årets gang tematikker, som Aidt benytter som struktureringsfaktor. Det er årstidernes spor, der danner skelettet i samlingens otte dele.

Første afsnit er vinterdigte, hvilket blandt andet refererer til, at Naja Marie Aidt er født juleaften. Digtene kredser tematisk omkring det ikke at kunne finde vej.

Andet afsnit er forårsdigte. Her er det tungsindet, der præger, og klaustrofobi, der blandt andet beskrives således: ”der er ingen udgang/ingen indgang men i loftet/et spejl der viser dig himlen” (”du vågner op på et gulv”, s. 25). Sidstnævnte sætning er paradoksal. Et vindue i loftet ville kunne præsentere himlen, men et spejl kan alene afspejle det, der er foran det. I digtet står digter-du’et under det, hvilket betyder, at det er du’et, der bliver spejlet og betegnet som himlen. Man kan tolke det således, at Aidt hermed afviser religionen som et svar på livets spørgsmål. Mennesket er og bliver fanget i verden med jorden og himlen som ydre begrænsninger, og vi er overladt til selv at skabe en mening i tilværelsen.

27180264

Det er dog blot en fase, digter-du’et skal igennem, for allerede i næste digt ”senere vågner du op på en eng”, ser alting mere lyst ud, og du’et føler sig ”som en hjemvendt/én der overlevede noget/grusomt/men hvad” (s. 27). Linjerne referer til, at du’et har gennemlevet en fase, og at erfaringerne har øget bevidstheden uden, at du’et dog har overblik over det erfarede. Herefter introduceres døden som tema, hvilket peger frem mod tredje del.

Tredje del er barndomserindringer og trækker på oplevelser forbundet med forældrenes skilsmisse, men de refereres igennem den voksnes optik og med den voksnes erfaringer: Der er faderens bryllup med en ny kone, hvor du’et og hendes søster er en ”lidt sær og anstrengende bagage” (”bryllup”, s. 35). Der er demonstrationer, der er erfaringer med at bo i kollektiv, og så er der oplevelsen at være ”to nøglebørn uden nøgler, som eksistens, som nærvær uden retning”, som det udtrykkes i digtet ”hvem” (s. 37). Det betyder med andre ord, at søskendeparret i digtet føler sig rodløse og hjemløse efter forældrenes skilsmisse.

Fjerde afsnit er sommerdigte, som præges af skiftevis uro, forladthed, blåhed, rastløshed og ansigter der hele tiden forandrer sig, og skiftevis fornøjethed over den forunderlige verden.

Femte del er efterårsdigte, og her er døden det gennemgående tema.

Sjette afsnit er skrevet med barne-du’ets øjne og som direkte oplevelser. Her står digtet ”12 år” særligt stærkt med dets beskrivelser af barnets følelser omkring skilsmissen, der blev indvarslet i digtet ”10 år”: “at hænge så frygteligt i laser/at synke ind i eventyr/længes efter før/efter efter men ikke dette/nu der emmer af afsavn/dødsbo en ubærlig/modenhed” (“12 år”, side 73). Gennem skilsmissen får barnet sine oplevelser med død, idet skilsmisseboet betegnes ‘dødsbo’.

I syvende afsnit, ”Undergang med dyr”, beskriver den voksne barne-du’ets møde med dyreverdenen, der på en gang er aende kærligt og realistisk grusomt.

Og i ottende afsnit vender forfatteren cyklisk tilbage til vinteren igen og tager nu afsæt i den voksne udgave af du’et, der nu betegnes ‘jeg’. Dette skift i pronomen referer til, at hovedpersonen i digtsamlingen har fundet hjem til sig selv så at sige, hvilket bekræftes af det afsluttende digts sidste verslinje: ”Men nogen fulgte mig hjem.” (”Søndag”, s. 88). Aidt har selv beskrevet digtsamlingen som ”en mental rejse hjem, hvor det handler om at have været igennem en masse lort, som livet er gjort af, gøre sig fri af det og finde hjem til sig selv.” (Peter Nielsen: ”Jeg har hele tiden gjort, hvad der passer mig”. Information, 2008-03-13).

 

Alting blinker

”En pludselig frygt for at komme hjem som at møde en sekt man/har forladt og tænk hvis man ikke kan modstå den jeg tilbereder/rødgrød og sørger ned i fløden det er så modstridende der er så/ mange lag nu ringer telefonen nu siger jeg sorry?”
”En pludselig frygt” i ”Alting blinker”, s. 59.

Sølvgrå og metallisk blinker coveret på Naja Marie Aidts digtsamling ”Alting blinker” (2009) læseren i møde – som et forvarsel om, at nu er det storbyens glitter, det drejer sig om. Bogen er skrevet med afsæt i forfatterens erfaring som tilflytter – som barn fra Grønland til Danmark og som voksen fra Danmark til New York i USA. Resultatet er små glimtende digte om alt, der handler om at flytte over sgrænser: Steder, kulturer, sprog, adskillelse, tab, fremmedhed, tilhørsforhold, eksil, asyl, emigration, kolonisering osv.

Samlingen består af tre dele. I første del er der 18 nummererede digte, som hver er omtrent en halv side lange. Kendetegnende for digtene er, at alle 18 drager paralleller mellem den eksileredes erfaringer og barnets. Som eksempelvis ‘barnet i sit andet år’ ‘med et amputeret sprog’, hvor ‘ingen forstår dets sære fagter’. Som barnet, der har svært ved at udtrykke sig, sådan har også den eksilerede vanskeligt ved at forklare sig og begå sig sprogligt. Et andet gennemgående træk er afsked og afsavn. Det er ‘barnet i sit femte år/nu forstår det at man/kan blive rigtigt væk/og forsvinde.’ Og det er jeg’et, der ‘har forladt min mor/vendt noget ryggen’. Og det er en ‘pludselig hjemve,/men ikke hjemve, men snarere en længsel efter/intimitet’ – altså en længsel efter at have et indgående kendskab og forståelse for sine omgivelser. Et tredje tema er identitet og erfaringer. Det er forskellene mellem kulturer, der gør, at ens erfaringer og viden pludselig er helt ubrugelig – ‘vi tager temperaturen og ringer til lægen og siger barnet har 40 i feber, ”så er barnet dødt”, siger lægen og lægger på. Vi forstår ikke Fahrenheit. Vi forstår heller ikke inches. Med meget mere.’

28030509

Anden del består af femten unummererede digte. Første dels tematikker går igen, om end sammenligningen med barnets erfaring nu er minimeret. Ind er til gengæld kommet en sammenligning af traditioner og den fremmedgørelse, man kan føle, når man eksempelvis vil købe en hyacint til jul, men det ikke er sæson for det i New York. Desuden mænger fem små digte skrevet i grå bokse sig med digtene i anden del. Disse er sjove, skæve og lidt barnagtige forestillinger om vandmeloner som igloer, sivsko som indianerhytter, eller de er politiske kommentarer til blandt andet den danske udlændingepolitik (s. 41).

Tredje del består af 11 lange kortprosaagtige tekster, som tematiserer sammenhænge – mellem barn og forældre, mellem kernehus og æble, mellem smerte og adskillelse. Også sammenhængen mellem Danmark og de danske kolonier tematiseres med henvisninger til Grønland og de vestindiske øer. Man kan ‘rejse i gamle kolonier’ og ‘forestille sig udbytning’. Og digteren har i denne del taget sine sproglige erfaringer med sig og iblander såvel grønlandske som engelske ord, der glider helt ubesværet ind i det danske, og som dog får læseren til at studse og blive ekstra opmærksom. I denne del bliver digteren Naja Marie Aidts personlige erfaringer med eksil og fremmedhed således sammenvævet med den store historie om eksilering og kolonialisme, og det enkelte menneskes følelse af fremmedhed fremstilles som et eksistentielt grundvilkår.

 

Sten saks papir

”De kan næsten ikke se hinanden mere. Lyset fra stuen bag dem falder ind i glashuset de sidder i, i form af felter, men små felter. Små felter af lys hen over et gummitræ, nogle buske, Helenas lavendler og krydderurter, pelargonierne. De stirrer ud i mørket. Thomas mærker Lukes nærhed pulsere om sin krop, næsten som noget elektrisk.”
”Sten saks papir”, s. 248.

I Naja Marie Aidts debutroman ”Sten saks papir” fra 2012 viderefører hun interessen for eksistentielle og personlige dilemmaer. Det sker i en lige dele stemningsfuld og handlingsmættet roman, der har den ca. 40-årige Thomas som bærende karakter.

Hans kriminelle far er død i sin fængselscelle, og ved bisættelsen må Thomas nødtvungent se sin sammenskrabede familie i øjnene. Hans grådlabile søster Jenny, deres afdøde mors søster og hendes lille familie er sammen med Jennys datter Alice hans eneste familie. Sammen med sin kæreste Patricia forsøger han at holde distance til faderens venner, der lægger ølstue til gravøllen bagefter. En af dem er den unge, stærke og gudesmukke Luke, der fanger Thomas i en intens blanding af tiltrækning og afsky.

29521212

Da Thomas er ved at reparere faderens gamle brødrister, finder han en uhyrlig sum penge, og efterhånden kobler han pengene sammen med de mærkelige hændelser, der indhenter ham: Thomas' eksklusive papirvarebutik raseres, Patricia overfaldes, og der ridses mærkelige tegn ind i forretningen og i Thomas' lejlighed. I overlap med dette thrilleragtige handlingsspor følger man Thomas, der er en mand i dyb krise, vekslende mellem storhedsvanvid, sorg, paranoia, angst og jalousi. Hans tunge barndom runger under hans handlinger, men da romanen er fortalt i 3. person ud fra Thomas’ perspektiv, rækker erkendelserne kun så langt, som han selv er med.

På en weekendtur til mosterens landsted forenes familie og venner i et betydningsmættet samvær, der bliver afgørende for flere af karaktererne. I en fælles tequilabrandert holder de lyrikquiz, og majnatten fyldes af Rilke, Celan og Frank O'Hara, mens undergangen nærmer sig for Thomas O’Mally Lindström. Thomas, der uden at være i kontakt med sig selv står uden for verden uden at kunne trænge ind i den.

Sproget strømmer af hverdag med kaffe, brusebade og gåture i solen, men det emmer også af Aidts poesi, sansemættet og detaljerigt. Menneskelige drifter og begær får handlingen til at accelerere, og i Thomas’ tilfælde er lyst og ulyst tæt forbundet. Overordnet er romanen en undersøgelse af, hvordan det er at være mand, og hvordan man håndterer maskuline roller og forventninger.

 

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog.

”intet sprog muligt sprog døde med mit barn kunne ikke være kunstfærdigt ikke være kunst ville ikke forpulet kunst brækker mig over kunst over syntaks skriver som et barn hovedsætninger prøvende alt jeg skriver er erklæring jeg hader skrift vil aldrig skrive mere jeg skriver brændende had min vrede formålsløse stump et skrig brøl jeg er kuglebærer ingen skal komme til mig med deres bløde shit.”
"Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog", s. 31.

Naja Marie Aidts prosalyriske værk ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” fra 2017 er et gribende og smukt sorgværk, der tager udgangspunkt i sønnen Carls død. Bogen skildrer sorgens inderste væsen og indeholder alt fra dagbogscitater, drømmeskildringer, digte, tekstfragmenter om sønnens barndom, leksikale ordforklaringer og citater fra andre litterære værker, der omhandler ubærlig sorg. I løbet af bogen gentages et tekststykke i kursiv, som indholdsmæssigt tilføjes nye detaljer for hver gang. Tekststykket skildrer tidsrummet fra telefonopringningen om, at sønnen er sprunget ud af vinduet fra fjerde sal i en akut psykose, til han et døgn senere erklæres hjernedød: "Lægen har tårer i øjnene. Jeg er frygtelig ked af det, siger han, og jeg begynder at skrige, jeg skriger hæst og vanvittigt, jeg græder, alting går i stykker" (s. 155). Den kursiverede tekst, som gentages og udbygges mimer chokket, som efterhånden omskabes til realitet i bevidstheden.

53053149

Aidts bog spejler også i sin fragmenterede form og i sin grafiske opsætning med forskellig slags skrift, skriftstørrelse, kursivering og manglende tegnsætning en verden, der er faldet fra hinanden. Ingenting hænger sammen, efter man har mistet et barn, og sproget formår ikke at rumme den sorg, der river alt fra hinanden. Naja Marie Aidt kalder det også selv en nærmest panisk skrift: ”Der er næsten ingen punktummer, det bare vælter derudaf, og det spejler præcis, hvordan det var. Jeg ville prøve at se, om jeg kunne få sproget til at række, genskabe den panik.” (Peter Nielsen: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting. Information 2017-03-18).

Tematisk skildrer bogen ligeledes fælleskabets betydning. Fællesskabet i den sorggruppe, der etableres, fremstilles som det, der redder familien. Titlen henviser til et digt om døden, Naja Marie Aidt skrev i 2008 med tanke på sønnen Carl, og tematiserer hermed en oplevelse af tegn eller varsel om det katastrofale, som indlæses efter det frygtelige er hændt. Endelig er Aidts bog også en stor kærlighedserklæring til Carl, ligesom det er en mors og en forfatters måde at tage hånd om sin søn på: ”Jeg bærer ham igen inden i min krop. Som da han lå i min livmoder. Men nu er det hele hans liv, jeg bærer. Jeg bærer hele dit liv.” (s. 154).

Genrer og tematikker

Det er ikke for meget sagt, at Naja Marie Aidt gennem sit forfatterskab med konsekvens og klarhed har bredt sig indenfor – eller udover – en spraglet genrevifte. Det begyndte med lyrikken, siden kom novellerne, så radiospillene, og i dag kan hun bl.a. også føje scenedramatik, filmmanuskripter, sangtekster, børnebøger og roman til sit repertoire. Selv siger hun om bredden i sit forfatterskab: “Nogle forfattere gør én ting. De skriver for eksempel digte og forfiner deres metode og bliver dygtigere og dygtigere til det, de gør, men de kunne ikke drømme om at skrive en knaldroman eller lave en mærkelig marionetdukkefilm. Men mit temperament gør, at hver bog er et projekt for sig selv. Jeg er ekstremt bange for at blive bundet på nogen måde, for at skulle leve op til mig selv, at skulle gentage mig selv, vade rundt i den samme grød. Til gengæld kan jeg godt se, at der er nogle temaer, som jeg bliver ved med at tage fat i. Og det har meget at gøre med, hvordan mennesker lever og lever sammen, kommunikerer og kommer ud af det med hinanden på.” (Peter Nielsen: ‘Jeg har hele tiden gjort, hvad der passer mig’. Information, 2008-03-13).

Der er to spor, der løber igennem Naja Marie Aidts genremæssigt spredte forfatterskab og får det hele til at hænge sammen, nemlig et realistisk og et surreelt spor. Især i mange af hendes noveller har skildringen af hverdagssituationer det med at tage en grotesk eller surrealistisk drejning. Det er dog tydeligt, at drivkraften er at skildre det levede liv, sådan som det tager sig ud i netop det nu, hvorfra hun skriver. Især samværet mellem mennesker skildrer hun, med alt hvad det implicerer af egoisme, ensomhed, magt, afmagt, vold, død, længsel og kærlighed. I 2017 udkommer forfatterskabets mest personlige bog, ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, som med udgangspunkt i Naja Marie Aidts egen oplevelse af at miste et barn skildrer sorgens inderste væsen i litterær form. Bogen indeholder mange citater fra andre litterære værker, der tematiserer sorg, og fremstår også selv som en bog, mennesker i dyb sorg kan række ud efter og finde genkendelse i. I både form og indhold spejler og gengiver bogen en række af de følelser, som en stor sorg indeholder, som chok, vrede, skyld, fortvivlelse, opløsning og et jeg, der for altid er forandret. I tråd med forfatterskabets tematiske kredsen om relationerne mellem mennesker, peger bogen desuden på fælleskabet som en redning midt i sorgen og på en mors betingelsesløse kærlighed til sit barn.

Beslægtede forfatterskaber

I løbet af sit forfatterskab har Aidt foretaget en bevægelse i sin tilgang til skildringen af det levede liv og forholdet mellem mennesker. Eksempelvis skriver hun i novellesamlingen ”Tilgang” og digtsamlingen ”Rejse for en fremmed” i særlig grad på inderlighed, der giver sig udslag i en emotionel tilgang til hendes karakterer. Disse værker giver mindelser om 1950’ernes forfatterskaber såsom Frank Jæger og Tove Ditlevsen, om 70’ernes Vita Andersen og om den nutidige Christina Hesselholdt. Sidstnævnte skriver især inden for novellegenren, og hendes evne til at skildre personer med nærvær og empati er udtalt. Til gengæld er hendes sprog mere lyrisk mættet end Aidts.

Novellesamlingen ”Vandmærket” er mere rå i sit udtryk, men stadig præget af en inderlig medfølelse med karaktererne, mens inderligheden er barberet så godt som bort i novellesamlingen ”Bavian”. Disse novellesamlinger kan sammenlignes med Jan Sonnergaards novelletrilogi bestående af ”Radiator”, ”Sidste søndag i oktober” og ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”. I ”Radiator” er det randeksistenserne, der skildres indgående, og skrivestilen er rå og lige på, lige som hos Aidt. Til gengæld er Sonnergaards poetiske åre mindre flydende end hos Aidt.

Naja Marie Aidts digtsamlinger ”Poesibog” og ”Alting blinker”, hvor henholdsvis tid og sted er centrale for drivkraften i værkerne, er tematisk, men ikke genremæssigt, beslægtede med et forfatterskab som Svend Åge Madsens, der i den grad tager tid og sted under behandling i sine værker.

I Naja Marie Aidts ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” fra 2017 henvises der eksplicit til en række andre litterære værker, som omhandler sorg. En del af disse tekster har også stilistisk en del til fælles med Aidts værk. Det drejer sig bl.a. om den franske digter Stéphane Mallarmés fragmenter skrevet efter hans søns død, Jacques Roubauds prosalyriske ”Noget sort”, der skildrer den livsødelæggende sorg efter hustruens død, og canadiske Anne Carsons sørgedigt over sin afdøde bror i kunstobjektet ”Nox”. 

Bibliografi

Digte

Aidt, Naja Marie:
Så længe jeg er ung. Gyldendal, 1991.
Aidt, Naja Marie:
Et vanskeligt møde. Gyldendal, 1992.
Aidt, Naja Marie:
Det tredje landskab. Gyldendal, 1994.
Aidt, Naja Marie:
Huset overfor. Gyldendal, 1996.
Aidt, Naja Marie:
Rejse for en fremmed. Gyldendal, 1999.
Aidt, Naja Marie:
Begyndelsen til en historie. Gyldendal, 2002.
Aidt, Naja Marie og Kim Lykke:
Balladen om Bianca. Gyldendal, 2002. Digt- og fotobog.
Aidt, Naja Marie og Viggo Madsen:
Tag og kys det hele fra os. 2006. Digte og drama.
Aidt, Naja Marie:
Poesibog. Gyldendal, 2008.
Aidt, Naja Marie:
Samlede digte 1991-2008. Gyldendal, 2009.
Aidt, Naja Marie:
Alting blinker. Gyldendal, 2009.
Aidt, Naja Marie og Mette Mostrup:
Omina. Gyldendal, 2016.
Aidt, Naja Marie: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage : Carls bog. Gyldendal, 2017.
Aidt, Naja Marie: Blå og mørke spor. Gyldendal, 2018.

Kollage

Aidt, Naja Marie:
Frit flet : fællesbogen. Sammen med Line Knutzon og Mette Moustrup. Gyldendal, 2014.

Noveller

Aidt, Naja Marie:
Vandmærket. 1993. Noveller.
Aidt, Naja Marie:
Tilgang. Gyldendal, 1995.
Aidt, Naja Marie:
Bavian. Gyldendal, 2006.
Aidt, Naja Marie:
Samlede noveller. Gyldendal, 2016.
Aidt, Naja Marie: Om brud. Gyldendal 2019.

Børnebøger

Aidt, Naja Marie:
Zakarias og alle de andre. Alinea, 2005.
Aidt, Naja Marie:
Zakarias hopper på stregerne. Alinea, 2005.
Aidt, Naja Marie:
Zakarias på sommerferie. Alinea, 2005.
Aidt, Naja Marie:
Zakarias overlever. Alinea, 2005.
Aidt, Naja Marie:
Zakarias mærker sin fødselsdag. Alinea, 2005.
Aidt, Naja Marie: Huller på hjernen. Gyldendal, 2019. (Hul igennem).

Roman

Aidt, Naja Marie:
Sten saks papir. Gyldendal, 2012.

Dramatik

Aidt, Naja Marie:
Ubrydeligt. 1996. Radiospil.
Aidt, Naja Marie:
Tjenende ånder. 1998. Radiospil.
Aidt, Naja Marie:
Rundt på gulvet. 1999. Skuespil, Teatret ved Sorte Hest.
Aidt, Naja Marie:
Siska. 2000. Skuespil, CaféTeatret.
Aidt, Naja Marie:
Husdramatiker på Bådteatret i sæsonen 2000/2001.
Aidt, Naja Marie:
Husdramatiker på Husets Teater i sæsonen 2003/2004.
Aidt, Naja Marie:
Bidrag til forestillingen “7 gange 7”, Odense Teater. 2005.
Aidt, Naja Marie:
Åsted. 2008. Skuespil, Husets Teater.

Sange

Aidt, Naja Marie:
Den lille havfrue. 2000. Libretto, Den Fynske Opera.
Aidt, Naja Marie:
Odysseus. 2001. Cd-udgivelse med tekst af Aidt og musik af Nikolaj Nørlund og Pelle Gudmundsen-Holmgreen.
Aidt, Naja Marie:
“Andersens drømme”. 2005. Cd-udgivelse. Tekstforfatter og redaktør.

Filmmanuskripter

Aidt, Naja Marie:
Tilbage til byen. 2000. Børnekortfilm.

Artikler

Aidt, Naja Marie:
Hello Brooklyn. Politiken. - 2010-01-17.

Bidrag i

Af sted. Red. Af Morten Søndergaard. 2009. (70.02). Antologi

Film

Se filmen på Filmstriben.

Om forfatterskabet

Skov, Maria:
Den maskuline vold. Information, 2012-08-23.
Andersen, Carsten:
Mændene fik det hårdt i Aidts skriveproces. Politiken, 2012-08-25.
Samtale mellem forfatter og radioproducer Pejk Malinovski og Naja Marie Aidt.

Film

Se filmen på Filmcentralen

Anmeldelser

Garsdal, Lise: Naja Marie Aidt skriver afsindigt og afsindigt godt om at miste sit barn. Politiken 2017-03-23.
Goul, Nanna: Der findes ikke noget koldere i verden. Weekendavisen, 2017-03-24.
Misfeldt, Mai: Naja Marie Aidt skriver ubærligt og smukt om at miste en søn. Kristeligt Dagblad, 2017-03-24.
Syberg, Karen: Tak for at rædslen har fået et sprog. Information, 2017-03-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Naja Marie Aidt

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Syberg, Karen:
Den lykkeligste tilstand. Information, 1998-01-17.
Thyssen, Nikolai:
Hvem er Bianca egentlig? Information, 2002-11-02.
Syberg, Karen:
‘Jeg har forsøgt at skrive om de svære ting’. 2006-05-03.
Larsen, Jesper Stein:
Livet i abeburet. Jyllands-Posten, 2007-03-01.
Hygum Sørensen, Dorte:
Aldrig udelt smuk, aldrig udelt h&#230;slig. Interview i Politiken, 2008-02-09. Aldrig udelt smuk, aldrig udelt hæslig. Interview i Politiken, 2008-02-09.
Nielsen, Peter:
‘Jeg har hele tiden gjort, hvad der passer mig’. Information, 2008-03-13.
Nielsen, Peter: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting. Information, 2017-03-18.