anne carson
Foto: Brian Palmer / Scanpix

Anne Carson

ph.d. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
anne carson
Foto: Brian Palmer / Scanpix

Indledning

”Hvorfor findes tragedierne? Fordi man er fuld af vrede. Hvorfor er man fuld af vrede? Fordi man er fuld af sorg.” Sådan beskriver canadiske Anne Carson tragediegenren. Hendes tekster spænder over essaystik, poesi, kommentar og oversættelse af klassiske værker som Euripides' tragedier og Sapphos fragmenter. Som de gamle grækere beskæftiger hun sig med storslået sorg, retfærdighed, længsel og fortvivlelse. Carson skriver ovenpå og i samtale med kultur- og filosofihistorien. Samtidig er hendes poetiske stemme absolut unik – skrøbelig og lærd, vittig og elegant.

29577382

Blå bog

Født: 21. juni 1950 i Toronto, Canada.

Uddannelse: Klassisk filologi, ph.d., University of Toronto, 1981.

Debut: Eros the Bittersweet. Princeton University Press, 1986.

Litteraturpriser: McArthur Foundation Grant, 2000. T.S. Eliot Prize, 2001. PEN Award for Poetry in Translation, 2010. Griffin Poetry Price, 2014.

Seneste udgivelse: NOX. Basilisk, 2012. Oversat af Peter Højrup, Pejk Malinovski og Martin Larsen.

Inspiration: Antikkens litteratur, Emily Dickinson, Oscar Wilde, Gertrude Stein.

 

 

 

 

Oplæsning af ”NOX” på Louisiana, 2012.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Når man sniger sig ind på et ords mening, eller et menneskes historie er det nytteløst at forvente en flod af lys. Menneskelige ord har ingen hovedafbryder. Kun en masse små kidnapninger i mørket. Og så det store, strålende, dirrende, afslikkede, angerløse, bjæffende spind af dem, der hænger i ens hoved, når man vender tilbage til den side man forsøgte at oversætte.”
”NOX”, uden sidetal.

Flapperne på Anne Carsons bøger har intet forfatterfoto og kun meget sparsomme biografiske oplysninger: født i Canada i 1950, underviser i klassisk filologi. Adspurgt om sit privatliv og sin baggrund svarer hun kortfattet: ”Jeg voksede op i forskellige små byer i Ontario. Far arbejdede i en bank. Mor derhjemme” (Kate Kellaway: Anne Carson: I do not believe in art as therapy. The Guardian, 2016-10-30. Egen oversættelse).

I gymnasiet overtalte hun sin latinlærer til at lære sig oldgræsk i frokostpauserne. Hun droppede ud fra universitetet to gange, fordi hun var utilfreds med pensum, men hun kom tilbage igen og fik en ph.d.-grad fra University of Toronto i 1981. Hun er professor i klassisk filologi og har undervist på velrenommerede universiteter i USA og Canada, bl.a. McGill og Princeton.

Debutbogen, ”Eros the Bittersweet” (1986), er et kritisk studie af græsk poesi og en poetisk afhandling om kærlighed i litteratur og klassisk filosofi.

Som forklaring på, hvorfor hun blev så tiltrukket af græsk sprog og litteratur som ung, siger hun, at græsk virker som det bedste sprog, fordi det er sig selv. For Carson er sproget et særligt erfaringsrum. Presset for et mere prosaisk svar, siger hun, at det også handler om en barndomsdrøm om at være ligesom Oscar Wilde – klassisk uddannet, elegant klædt og vittig. (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Man kan sige, at Carson bebor både nutiden og fortiden. Hun har gjort det græske sprog til sit eget, tilføjet det engelske sprog en unik poetisk stemme og fusioneret fjerne og nære verdensbilleder. Det selvbiografiske spor løber igennem hele forfatterskabet, men den personlige erfaring, som f.eks. sorgen over brorens forsvinding og død, kobles til spørgsmål om oversættelse og afstand – mellem sprog, kultur og mennesker.

For tiden underviser hun i kreativ skrivning på New York University. Sammen med sin mand, Robert Currie, afholder hun en gang om året et kursus i kunstnerisk samarbejde. En interviewer understreger, hvor forskellige de er: Carson er høj, forsigtig og afmålt, mens Currie er social og afslappet. ”I et rum, hvor alle griner, smiler hun ganske let.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Carson er ikke nogen nem entertainer, men hendes værker er gennemsyret af en lidenskab for at vise læseren nye veje gennem den historie og det sprog, vi er skabt af. ”Vi har et emne for vores samtale, men hvordan kan vi så bevæge os igennem det på en måde vi aldrig har bevæget os på før, mentalt? Det virker som det mest spændende man kan gøre med sit hoved.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Selvbiografi i rødt

””Jeg tror jeg er en af dem der aldrig bliver tilfreds,”/ sagde Herakles. Geryon mærkede hvordan alle nerverne rejste sig mod kroppens overflade./ ”Hvad mener du med tilfreds?”/ ”Bare – tilfreds.” Geryon brød sin hjerne. Flammer vred sig i ham./ Han nærmede sig forsigtigt/ spørgsmålet om sex. Hvorfor er det mon et spørgsmål? Han indså/ at mennesker har brug for tegn/ på opmærksomhed fra hinanden, men er tegnene i sig selv afgørende?/ Han var fjorten.”

”Selvbiografi i rødt”, s. 46.

Anne Carsons ”Autobiography of Red”, 1998 (”Selvbiografi i rødt”, 2001), har genrebetegnelsen versroman, men er både oversættelse, kommentar, selvbiografi og rejsebeskrivelse i en bog. Den tager udgangspunkt i en række fragmenter af den oldgræske digter Stesichoros. De fortæller om det bevingede monster Geryon, som gik på en ø og vogtede sine magiske, røde kvæg, indtil helten Herakles en dag sejlede over havet for at slå ham ihjel og tage hans dyr. Den klassiske digtning er oversat i Carsons både minutiøst registrerende og meget frie stil. F.eks. optræder moderne rekvisitter som taxaer og dyner, og hos Carson er det mytologiske væsen en forsigtig skoledreng med røde vinger: ”Geryons mor fulgte ham i skole første dag hånd/ I hånd Hun rettede på hans små røde vinger og/ Skubbede ham ind gennem døren” (s. 14).

Fragmenterne bliver til en kærlighedstragedie om den altsansende og forsigtige dreng Geryon med en kærlig, cigaretrygende mor og en brutal storebror. Broren tvinger ham til at tilfredsstille sig om natten i deres køjeseng, og Geryon, som aner verdens uretfærdighed og forudser sin egen sagnomspundne død, beslutter sig for at begynde sin selvbiografi: ”I dette værk optegnede Geryon alle de indre ting,/ især hans eget heltemod/ og hans tidlige død der skabte stor fortvivlelse i kvarteret. Han så køligt bort fra/ alle de ydre ting.” (s. 31).

23590069

Hvor sagnet fortæller, at Herakles dræbte Geryon som en af hans tolv prøvelser, er han i Carsons version en frembrusende teenager. Han lærer den forelskede Geryon om sex og tager ham med til sin bedstemor i Hades. Men han sender ham hjem igen. Det, der var et drab i den oprindelige myte, er her Geryons knuste hjerte: ”Hver morgen var det et chok/ at komme tilbage til den flænsede sjæl.” (s. 72).

De mødes som unge mænd i Buenos Aires og tager sammen til Chile for at se vulkanerne, hvis indre brænder rødt. Farven rød går gennem hele bogen. Det er farven på kød, indvolde, lava og ild. Den røde verden af begær, skam og ungdommelig intensitet er samtidig portrætteret i en både vittig, formelt bevidst og reflekterende stil.

Bogen kobler spørgsmål om afstande på tværs af tid og sprog til det eksistentielle besvær Geryon har med at være et elskende monster.

Vandveje

”At søge efter de mest enkle spørgsmål, de mest åbenlyse kendsgerninger, de døre ingen kan lukke, det var hvad jeg forstod ved antropologi. Jeg var en stærk sjæl. Se, jeg vil forandre alting, alle tings betydning, tænkte jeg. Jeg pakkede min rygsæk med sokker, feltflaske, blyanter, tre tomme notesbøger. Jeg medbragte ingen kort, jeg kan ikke læse kort – hvorfor presse et segl ned i rindende vand? Når alt kommer til alt er rejsens eneste regel: Kom ikke hjem på samme måde, som du tog afsted. Kom på en ny måde.”


”Vandveje”, s. 133.

Som ”Selvbiografi i rødt” begynder Anne Carsons ”Plainwater”, 1995 (”Vandveje”, 2010) også med en række oversatte fragmenter af en græsk digter, Mimnermos. De følges af et essay om bl.a. Mimnermos' ordstilling, rytme og valg af adjektiver, hvorefter der optræder en transskription af et interview med digteren på tværs af 2500 år. Tonen er akademisk, men også vittigt-ironisk: ”– Jeg havde håbet på at lære dig at kende – Jeg havde håbet på langt mere.” (s. 34).

Bogen er en blandet samling af essays, mikroforedrag, rejsebeskrivelser og digte. Teksterne giver et godt indblik i Carsons ærinde med at sidestille det klassiske og det moderne, filosofien og digtningen. De er også eksempel på, hvordan det følelsesfulde hele tiden berettes med en vis distance. Et sted skriver hun, at det handler om at komme væk fra den personlige fortælling: ”Jeg vil gøre hvad som helst for at undgå kedsomhed. Det er en livsopgave. Man kan aldrig vide nok, aldrig arbejde nok, aldrig bruge navnemåderne og tillægsformerne mærkeligt nok aldrig vanskeliggøre fremdriften barskt nok, aldrig forlade bevidstheden hurtigt nok.” (s. 37).

23625571

Pointen er ikke, at der ikke er følelser, begær og personlig erindring på færde hos Carson. Pointen er, at selvbiografien bliver udgangspunkt for forfatterens afsøgning af betydning i forskellige tider, sprog og kunstværker netop med henblik på at forstå det personlige i alle dets forbindelser.

Afsnittet ”Korte foredrag” er en samling mikroessays om ting, der står Carson nær – om kunstneren Camille Claudel, om regn, og et om læsning, hvor barndomserindringen f.eks. træder frem: ”Nogle fædre hader at læse, men elsker at tage familien på udflugt. Nogle børn hader udflugter, men elsker at læse. Pudsigt så ofte disse befinder sig som passagerer i den samme bil. Jeg skimtede de enorme, tæt skårne skuldre af The Rockies mellem kapitlerne i Madame Bovary.” (s. 48).

Afsnittet ”Forskellige slags vand: Et essay om Vejen til Compostela” er en række dagbogsnotater fra en pilgrimsrejse, der indledes af kinesiske og japanske visdomsord. Landskabets skiften og forholdet mellem de rejsende filtrer sig ind i hinanden: ”Lyset er forbløffende, en hammer. Horisonten er ikke nærmere, nogen sinde. Bakkerne skifter atter farve: guld og mørkt guld og mørkere guld. […] Min Cid og jeg har haft vores første udbrud af åbenlys vrede i dag. Det skar som glas.” (s. 163).

NOX

”1.0 Jeg ville fylde min elegi med alle slags lys. Men døden gør os nærige. Der er ikke mere at ofre på det, tænker vi, han er død. Kærlighed kan ikke ændre det. Ord kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at fremmane den stjernestrøede dreng han var, forbliver det en ganske enkel, besynderlig historie. Så jeg begyndte at tænke over historie.”

”NOX”, uden sidetal.

"NOX" fra 2010 (”NOX”, 2012) er en elegi. Det er et sørgedigt, som Anne Carson har skrevet over sin bror. Som ung flygtede han fra en fængselsstraf, flakkede om i Indien og Europa, og mødte en kvinde, som han elskede, men som døde. Han tilbragte en række år i København, hvorfra han ”ud af det blå” kontaktede sin søster et halvt år efter deres mors død: ”Mor er død – Ja, det er hun vel. – Hun var tit ulykkelig på grund af dig. – Ja, det var hun vel […] – Er du syg? – Nej – Har du et arbejde – Ja – Er du lykkelig? – Nej. Bestemt ikke.” Carson nåede ikke at se sin bror igen, før han døde i 2000.

29577382

”NOX” er udformet som en leporellobog og lagt i en grå og grøn æske. Værket består af 196 sider med tegninger, transskriptioner af telefonsamtaler, håndskrevne notitser og optryk af breve, frimærker og tegninger. Siderne er foldet sammen som en harmonika, og på den måde befinder ”NOX” sig et sted mellem bog og objekt, tekst og skulptur. På æskens bagside står der: ”Da min bror døde lavede jeg et gravmæle til ham i form af en bog, dette er en kopi af den, så tæt på som vi kunne komme.”

Helt i starten af bogen er der et optryk den romerske digter Catuls digt nr. 101. Det er også en elegi over en brors død, og igennem resten af ”NOX” har Carson lavet et leksikonopslag for hvert af de ord, der optræder i det latinske digt. I flere af opslagene forbindes opslagsordet til Carsons titelord, ”nox”, der betyder nat. Som ordforklaring et sted står der f.eks.: ”gjort mere bedrøvet af brorens nat end af broren selv”. Udforskningen af sproget bliver dermed en del af det sorgarbejde, som tekstsamlingen også er. Det leksikale og tørre fletter sig sammen med det poetiske og følelsesfulde.

I ”NOX” er sorgen anledning til erindring, historieskrivning og digtning, og læseren bladrer sig igennem brevstumper og små minder, der langsomt bliver til en sammenhængende fortælling. Samtidig beskrives sorgen præcist som en famlen efter mening, en evig spørgen, indsamling og oversættelse: ”En bror ender aldrig. Jeg sniger mig ind på ham. Han ender ikke.”

Genrer og tematikker

Sorgbearbejdning og oversættelse er to aktiviteter, der hænger sammen for Anne Carson. Det handler om at genfinde betydning i det, der er tabt og at bevæge sig igennem stoffet på nye måder.

Værkerne er komplekse og udfordrende. De er svære at genrebestemme, blander både prosa og vers, og ofte udsættes gammelt stof for en postmoderne mash-up teknik. Værkerne har filosofisk tyngde, og de skifter mellem det lyriske og det analytiske.

Carson bruger af sit enorme kendskab til klassikken og den vestlige litteraturhistorie og samtidig ironiserer hun over den akademiske jargon. Bøgerne er både lærde og vittige; hun er digternes digter og højt respekteret for sine oversættelser og gendigtninger af det klassiske stof.

Læsningen bliver ofte også en slags oversættelseshandling eller en famlen gennem fragmenter og genreskift. Det er en pointe, at den åbne søgen efter sammenhæng også bliver læserens. Carson ønsker ikke at give en færdig fortælling eller formidle en bestemt verdensopfattelse: ”Folk skal se, men de skal ikke se på min måde. Men når det at læse poesi - den aktive opmærksomhed - opleves som at se, åbner det den enkelte læser til hans eget syn. Man tager ikke andres syn og ser gennem deres øjne.” (Marie Tetzlaff: Kunstneren der unddrager sig. Politiken, 2001-08-18).

Foruden mere traditionelle oplæsninger laver Carson, i samarbejde med bl.a. med sin mand Robert Currie, performances og opførelser af dans og sang med udgangspunkt i teksterne. Og de materielle aspekter af bøgerne er ofte en vigtig del af værket. Det gælder f.eks. bogobjekter, som ”NOX”, ”Antigonick” (2012), der er en slags tegneserie og en gendigtning af tragedien om Ødipus' datter Antigone og senest ”Float” (2016), der er en gennemsigtig boks med pamfletter, som kan læses i vilkårlig rækkefølge, om bl.a. Proust, Zeus og fordele og ulemper ved ægteskab.

Det selvbiografiske stof fylder meget, men er altid medieret gennem filosofien, litteraturhistorien og oversættelsesarbejdet. Det personlige handler aldrig kun om det indre liv: ”jeg graver rundt i min lille stribe af erfaring, for alle de forskellige ting jeg skriver, og forbinder dem med en person, der er delvis opdigtet. Jeg ved ikke rigtig, hvor stregen skal trækkes mellem mig og personen - det er meget udvisket.” (Marie Tetzlaff: Kunstneren der unddrager sig. Politiken, 2001-08-18).

Beslægtede forfatterskaber

Anne Carsons værker er helt enestående, men står samtidig på skuldrene af 2500 års kulturhistorie. Tragediens klagesange, Emily Dickinsons små papirlapper med poesi, Sapphos længsel og begær er både eksplicitte og implicitte referencer. En journalist fra The New York Times beskriver hendes arbejde således: ”Carson giver indtryk af at være fra en overjordisk eller gammel verden; at være en for hvem vores moderne, jordiske kategorier er for kunstige og simple til at indeholde den sandhed, hun er besluttet på at formidle. I to årtier har hendes arbejde bevæget sig i retninger, som en menneskelig hjerne aldrig naturligt ville bevæge sig.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).

Hun har lavet samarbejder med avantgardekunstnere som Laurie Anderson, musikere som Lou Reed og tænkere som Judith Butler. Om det kunstneriske samarbejde siger hun: ”Det handler ikke så meget om projektet, som om menneskene.” (Megan Berkobien: An interview with Anne Carson and Robert Currie. Asymptote Journal. Egen oversættelse).

En dansk forfatter som Harald Voetmann deler hendes interesse for klassikken og blander i bøger som ”Sulpicia” og ”Vågen” det skønlitterære med kommentar og oversættelse, og ligesom Carsons bøger er de både kloge og sjove. Martin Larsen, der er en af Carsons oversættere, arbejder med også med åbne og poetiske bogobjekter. Han har bl.a. udgivet ”Svanesøsonetterne”, som er 60 sammenkrøllede papirark i en rigsarkivæske med udkast til en sonetkrans og noter om kærlighed og poesi.

Bibliografi

Oversættelser

Sofokles: Electra. Oxford University Press, 2001.
Sappho: If Not, Winter: Fragments of Sappho. Knopf, 2002.
Euripides: Grief Lessons: Four Plays by Euripides. New York Review Books Classics, 2006.
Euripides: Iphigenia among the Taurians. University of Chicago Press, 2014.

Digte, essays og romaner

Carson, Anne: Eros the bittersweet. Princeton University Press, 1986.
Carson, Anne: Glass, Irony, and God. New Directions, 1995.
Carson, Anne: Economy of the Unlost: Reading Simonides of Ceos with Paul Celan. Princeton University Press, 1999.
Carson, Anne: Eros the Bittersweet: An Essay. Princeton University Press, 1986.
Carson, Anne: Men in the Off Hours. Knopf, 2000.
Carson, Anne: The Beauty of the Husband: A Fictional Essay in Twenty-nine Tangoes. Knopf, 2001.
Carson, Anne: Selvbiografi i rødt. Gyldendal, 2001. Oversat af Niels Frank og Pejk Malinovski. (Autobiography of Red: A Novel in Verse, 1998).
Carson, Anne: Vandveje. Basilisk, 2001. Oversat af Peter Højrup, Martin Larsen, Pejk Malinovski. (Plainwater: Essays and Poetry, 1995.)
Carson, Anne: Wonderwater (Alice Offshore). Steidl, 2004.
Carson, Anne: Decreation: Poetry, Essays, Opera. Knopf, 2005.
Carson, Anne: NOX. Basilisk, 2012. Oversat af Peter Højrup, Martin Larsen, Pejk Malinovski. (NOX, New Directions, 2010).
Carson, Anne: Antigonick. New Directions, 2012.
Carson, Anne: Red Doc>. Knopf, 2013.
Carson, Anne: Nay Rather. The Cahiers Series, 2014.
Carson, Anne: The Albertine Workout. New Directions Poetry Pamphlet #13, 2014.
Carson, Anne: Float. Knopf, 2016.

Om forfatterskabet

Links

Side om Anne Carson på Poetry Foundation

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anne Carson