Harald Voetmann

Harald Voetmann har taget springet fra outsider med skrivekløe til kunstnerisk anerkendt forfatter. Han debuterede i 2000 efter endt forfatterskoleuddannelse med kortprosasamlingen ”Kapricer”. Han har siden lagt afstand til debuten og betegnet arbejdet med den som ”lidt rundtosset, jeg tror, jeg sparkede i blinde” i et interview på hjemmesiden www.ordtilallesider.dk i 2010. Siden udkom ”Autoharuspeksi” i 2002, og endelig kom det kunstneriske gennembrud med den anmelderroste novellesamling ”Teutoburger” i 2005.

I 2010 udgav Voetmann sin første roman, den historiske roman ”Vågen” om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre. Endnu engang var anmelderne begejstrede, og romanen er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og nomineret til Montanas litteraturpris.

Harald Voetmann har sideløbende med sin forfattergerning taget grunduddannelsen i latin på Københavns Universitet. Interessen for den antikke verdens fremmedartede tankesæt er en inspiration for Voetmann i sit virke, hvor han spiller på sammenstødet mellem nutiden og antikkens måde at anskue verden. Han har siden uddannelsen oversat et par antikke værker fra latin til dansk: Petronius' satiriske værk ”Satyricon” og et lille udvalg fra 7. og 8. bog af Plinius den Ældres naturhistorie, som også har tjent som oplæg til Voetmanns første roman ”Vågen”.

Harald Voetmann debuterede allerede som 22-årig i år 2000 med tekstsamlingen ”Kapricer”. Teksterne er korte og synes skødesløst sammensat, hvilket titlen også antyder: Kaprice betyder 'lunefuldt indfald'. Bogen er umiddelbart en samling af tilfældigheder, som nærmest er kommet til verden for sjov. Samtidig er kapricer også titlen på en serie af raderinger fra omkring år 1800 af den spanske maler Francisco Goya, i hvilken han laver en eksperimenterende kritik af et spansk samfund præget af irrationel overtro og kirkelig magt.

23083248

Den religiøse lære og lærerens autoritet får da også straks én over nakken i novellen ”Konformationsforberedelse” (”Kapricer”s tredje tekst), men alligevel er de mange fragmenterede tekster et gakket sammenrend af minder, fantasier, absurde scener og metarefleksioner over arbejdet med den store (fiktive) roman om Katharina den Store.

Allerede i ”Kapricer”s navnløse første korte tekst kommer et af Voetmanns varemærker til syne. Mens vi alle har travlt med at vaske og parfumere kroppens uddunstninger og lugte, lader Harald Voetmann kroppens væsker stå som mindesmærke: ”Der var en ring af orange fedt inderst, i den mørke midte af den svedplamage på sengen, der var din, som om dit hjerte havde udskilt det den morgen.” Her står svedpletten som et mindesmærke over et for læseren ukendt ”dig”, som ikke er der længere. Om det er en forsvundet elsker, et afdødt familiemedlem eller noget helt tredje står åbent, men pletten står som en monument, ”der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.” I åbningsteksten afvises altså kunstnerens mulighed for perfekt at fastlåse mindet, som det faktisk var. Her går Voetmann ind i en antik diskussion om begrebet mimesis: Platon anså kunsten som efterligning af virkeligheden, der ikke helt kunne stå mål med den ægte vare (eller filosofien). Aristoteles derimod havde større tiltro til kunstens evner, men Harald Voetmann synes altså i ”Kapricer” at stå på Platons side.