harald voetmann
Foto: Robin Skjoldborg

Harald Voetmann

journalist Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret i 2015. Opdateret i februar 2018, Bureauet.
Top image group
harald voetmann
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Voetmann, Harald
Foto: Katrine Neumann

Indledning

Ved første øjekast kan Harald Voetmanns forfatterskab virke overbefolket af lummer kropslighed og mærkelige eksistenser, men under det hele ligger en eviggyldig undersøgelse af vores rationelle og dyriske sider. Mennesket kæmper for at hæve sig over de andre dyr, men alligevel har den indre abe det i sidste ende med at vinde over fornuften.

I Harald Voetmanns anerkendte forfatterskab ramler antikkens fremmedartede tankegods ind i nutidens rationalitet, og Voetmann giver stemme til typer, hvis gammelkloge livssyn kan virke bedaget, men ikke desto mindre giver anledning til særlige undersøgelser af ensomhedens væsen.

 

62914645

Blå bog

Født: 1978, opvokset i Birkerød.

Uddannelse: Forfatterskolen 1997-99, grundforløb i Latin på Københavns Universitet 2003-06.

Debut: Kapricer. L&R/Arena, 2000. Kortprosa.

Litteraturpriser: Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris, 2021.

Seneste udgivelse: Hetærebreve. Gyldendal, 2022. Digte.

Inspiration: Sotates fra Maroneya, antik græsk digter og filosof, som blev henrettet ved drukning, fordi han i sine vers gjorde nar af kongen, der havde giftet sig med sin søster.

Reformation og renæssance

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Ligesom slavernes arbejde i trædemøllerne var formålet med mit arbejde at give liv og bevægelse til det døde; død ånd for mig, død materie for dem.”
“Vågen”, s. 21.

Harald Voetmann har taget springet fra outsider med skrivekløe til kunstnerisk anerkendt forfatter. Han debuterede i 2000 efter endt forfatterskoleuddannelse med kortprosasamlingen ”Kapricer”. Han har siden lagt afstand til debuten og betegnet arbejdet med den som ”lidt rundtosset, jeg tror, jeg sparkede i blinde” i et interview på hjemmesiden www.ordtilallesider.dk i 2010. Siden udkom ”Autoharuspeksi” i 2002, og endelig kom det kunstneriske gennembrud med den anmelderroste novellesamling ”Teutoburger” i 2005.

I 2010 udgav Voetmann sin første roman, den historiske roman ”Vågen” om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre. Endnu engang var anmelderne begejstrede, og romanen er blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og nomineret til Montanas litteraturpris.

Harald Voetmann har sideløbende med sin forfattergerning taget grunduddannelsen i latin på Københavns Universitet. Interessen for den antikke verdens fremmedartede tankesæt er en inspiration for Voetmann i sit virke, hvor han spiller på sammenstødet mellem nutiden og antikkens måde at anskue verden. Han har siden uddannelsen oversat et par antikke værker fra latin til dansk: Petronius' satiriske værk ”Satyricon” og et lille udvalg fra 7. og 8. bog af Plinius den Ældres naturhistorie, som også har tjent som oplæg til Voetmanns første roman ”Vågen”.

Kapricer

”Denne plets dybdeskabende mørke kunne kun overgås i udtryksfuldhed af armhulesilhuetterne, de våde hårs fine spor henover lagenet, der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.”
”Kapricer”, s. 9.

Harald Voetmann debuterede allerede som 22-årig i år 2000 med tekstsamlingen ”Kapricer”. Teksterne er korte og synes skødesløst sammensat, hvilket titlen også antyder: Kaprice betyder 'lunefuldt indfald'. Bogen er umiddelbart en samling af tilfældigheder, som nærmest er kommet til verden for sjov. Samtidig er kapricer også titlen på en serie af raderinger fra omkring år 1800 af den spanske maler Francisco Goya, i hvilken han laver en eksperimenterende kritik af et spansk samfund præget af irrationel overtro og kirkelig magt.

23083248

Den religiøse lære og lærerens autoritet får da også straks én over nakken i novellen ”Konformationsforberedelse” (”Kapricer”s tredje tekst), men alligevel er de mange fragmenterede tekster et gakket sammenrend af minder, fantasier, absurde scener og metarefleksioner over arbejdet med den store (fiktive) roman om Katharina den Store.

Allerede i ”Kapricer”s navnløse første korte tekst kommer et af Voetmanns varemærker til syne. Mens vi alle har travlt med at vaske og parfumere kroppens uddunstninger og lugte, lader Harald Voetmann kroppens væsker stå som mindesmærke: ”Der var en ring af orange fedt inderst, i den mørke midte af den svedplamage på sengen, der var din, som om dit hjerte havde udskilt det den morgen.” Her står svedpletten som et mindesmærke over et for læseren ukendt ”dig”, som ikke er der længere. Om det er en forsvundet elsker, et afdødt familiemedlem eller noget helt tredje står åbent, men pletten står som en monument, ”der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.” I åbningsteksten afvises altså kunstnerens mulighed for perfekt at fastlåse mindet, som det faktisk var. Her går Voetmann ind i en antik diskussion om begrebet mimesis: Platon anså kunsten som efterligning af virkeligheden, der ikke helt kunne stå mål med den ægte vare (eller filosofien). Aristoteles derimod havde større tiltro til kunstens evner, men Harald Voetmann synes altså i ”Kapricer” at stå på Platons side.