rene jean jensen
Foto: Les Kaner / Gyldendal

René Jean Jensen

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, august 2019.
Top image group
rene jean jensen
Foto: Les Kaner / Gyldendal

René Jean Jensen er en slags sætningernes mester. Siden debuten i 2001 med den lille bog ”Opvågningsbog” er der kommet to bøger, begge i 2010, og i august 2019 udkom ”I nat bar jeg Caligula”. Jean Jensens bøger bærer præg af at være skrevet over lang tid. Sætningerne er fintslebne små krystaller, og kompositionen afsøger mange forskellige afsenderforhold. Ofte handler digtene om at slippe væk fra sig selv, men ikke helt. Der er udsyrede drømmepassager og et nærsyn på hverdagen, der næsten gør hverdagen til det mest syrede af alt. Jean Jensen formår også at have poetiktanker om selve litteraturen vævet ind i sin skrift, og ikke som et metalag.

46801059

Blå bog

Født: 17. maj 1971, Hedensted.

Uddannelse: Forfatterskolen 1997-1999. Litteraturhistorie på Aarhus Universitet, Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

Debut: Opvågningsbog. Basilisk, 2001.

Litteraturpriser: Albertineprisen, 2011. Strungeprisen, 2012.

Seneste udgivelse: I nat bar jeg Caligula. Gyldendal, 2019.

Inspiration: Peter Waterhouse, Morti Vizki, Robert Walser.

 

 

 

 

 

René Jean Jensen og Martin Larsen læser op, Hvedekorn, 2015.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Så en ost på nettet, der hed Stinkende Biskop. Dagens halehæng, det er mig. Gastromalaci – mavesækkens opløsning efter dødens indtræden. Hver gang han sagde eller skrev den slags, følte han sig mere livskraftig, som om han var trådt ind i de hæmningsløst sandhedssøgende og inter-under-tæppet-fejendes midte. Men det var bare blår.”

”Om april, i maj”, s. 67.

René Jean Jensen er født d 17. maj 1971 i Hedensted. Han har gået på gymnasiet i Vejle, studeret Litteraturhistorie og Film- og Medievidenskab på universitetet i Aarhus og København, og fra 1997-1999 gik han på Forfatterskolen. Her mødte han bl.a. vennerne Majse Aymo-Boot, Pejk Malinovski, Martin Larsen og Peter Højrup, og sammen med dem overtog han fra blandt andre sin lærer, forfatteren Per Aage Brandt, nøglerne til et kælderlokale på Gothersgade og en kuffert fuld af regnskaber; det var forlaget Basilisk. Siden har Jean Jensen været redaktør på forlaget og har oversat bøger af en lang række forfattere, primært tysksprogede som den schweiziske Robert Walser og den østrigske Thomas Bernhard. Men også den amerikanske digter Kenneth Koch og den svenske digter Ola Julén har Jean Jensen oversat, begge sammen med Pejk Malinovski.

I 2001 udgav René Jean Jensen sin første bog, ”Opvågningsbog”, som kom som en del af en serie af B-16-bøger, små bøger af danske og internationale forfattere.

Jean Jensen arbejdede i seks år på Krydsordsforlaget, hvor han opdaterede databasen over ordpar, og der var den sproglige pertentlighed en dyd, for stavefejl var en dødssynd, og glæden ved at finde underlige ord, ved at udvide ordforrådet med franske floder og underlige ordspil, var stor.
I 2010 udgav René Jean Jensen to bøger, prosasamlingen ”Om april, i maj” og ”Jeg har planlagt at dagdrømme”. Den sidste vandt han Strungeprisen for i 2012.

Jean Jensen har også arbejdet som kritiker og skrevet anmeldelser i bl.a. Dagbladet Information og oversættelser og andre bidrag til tidsskrifter som Kritik, Den blå port, Ildfisken og Banana Split.

Han har også været en flittig blogger og var bl.a. med til at starte blogkollektivet Promenaden. Selv har han haft Myrebloggen, Evighedsbloggen og Repeat (1000 sange), som stadig er aktiv.

I dag arbejder René Jean Jensen deltid som havemand på en tekstilskole i Holte, hvor han også bor sammen med sin kone og sine to børn. Han seneste bog, ”I nat bar jeg Caligula,” er udkommet i august 2019.

Opvågningsbog

”Tak for fersknerne, de var meget modne. Du må have passet godt på dem. Jeg spiste dem med udsigt til et næsten-regnvejr. Jeg kom ikke til at tænke på dine breve. Hvis vi bare havde hørt bedre efter dengang afstandene underviste. Flodprammen i dine minder fragter rødbeder og er selv RØDBEDE-FARVET. Jeg har lagt amputationerne bag mig, jeg har dem ikke mere. To stokke gror sammen med lysets hjælp. Det drysser oppe fra solen og ned i din øl. Burde vi ikke le?”

”Opvågningsbog”, s. 14.

René Jean Jensens debut ”Opvågningsbog” (2001) er en lille bog på 15 små sider med tekst på forsiden men ikke på bagsiden. Faktisk er den på en måde så lille, som en bog kan være. 16 sider inkl. for- og bagside er nemlig hvad man får, hvis man folder et ark papir i A3-format til A6-format. B-16-serien var en serie små bøger, forlaget Basilisk, som Jean Jensen også var redaktør på, udgav i begyndelsen af 00’erne. Der var bl.a. bøger af Ursula Andkjær Olsen, Martin Larsen, Mikkel Thykier, Ola Julén og Harald Voetmann.

”Opvågningsbog” består af korte stykker tekst, der i opsætningen ligner prosa. De har alle et næsten hallucineret skær over sig: ”Jeg fik at vide at min bog var færdig. Hvilken bog? tænkte jeg.” (s. 1). Sådan begynder bogen, og sådan slås det drømmeagtige an fra starten. ”Opvågningsbog” er baseret på en praksis, Jean Jensen havde, hvor det første han gjorde, når han vågnede om morgenen var at gribe en diktafon og optage sig selv. I det stadie mellem sovende og ikke-helt-vågen kunne han være lidt ved siden af sig selv, forskudt fra sin vågne bevidsthed. Ikke at der er tale om nonsenstekst, slet ikke, sætningerne er meget skarpe og fine. Man mærker et tydeligt arbejde med at skifte i tempo og tonalitet fra sætning til sætning. Nogle gange så meget, at man kan blive i tvivl om, om de enkelte sætninger egentlig hænger sammen. Forstået på den måde, at de ofte springer og skaber en forvirring i og med de udvider rummet. Det kan se sådan her ud: ”I et rum der teede sig så man kunne gå på væggene.

Men det var underordnet med den magt de små molekyler af hendes duft gav mig. Jeg sidder ved siden af en mand i biografen og bøvser syrligt. Det er en stumfilm.” (s. 5). Hver sætning kunne høre til sit eget univers, drømmelogikken er meget tydelig her. Det samme er humoren i værket. Det bliver til en udsigelsesposition, som er svær at få hold på, denne væren ved siden af sig selv, og det giver teksten et liv. På den måde minder det mere om at læse poesi end om at læse fortællende prosa. Nogle gange opstår der længere forløb, men man får altid indtrykket, at enhver sætning kan være starten på noget helt nyt.