rene jean jensen
Foto: Les Kaner / Gyldendal

René Jean Jensen

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, august 2019.
Top image group
rene jean jensen
Foto: Les Kaner / Gyldendal

Indledning

René Jean Jensen er en slags sætningernes mester. Siden debuten i 2001 med den lille bog ”Opvågningsbog” er der kommet to bøger, begge i 2010, og i august 2019 udkom ”I nat bar jeg Caligula”. Jean Jensens bøger bærer præg af at være skrevet over lang tid. Sætningerne er fintslebne små krystaller, og kompositionen afsøger mange forskellige afsenderforhold. Ofte handler digtene om at slippe væk fra sig selv, men ikke helt. Der er udsyrede drømmepassager og et nærsyn på hverdagen, der næsten gør hverdagen til det mest syrede af alt. Jean Jensen formår også at have poetiktanker om selve litteraturen vævet ind i sin skrift, og ikke som et metalag.

46801059

Blå bog

Født: 17. maj 1971, Hedensted.

Uddannelse: Forfatterskolen 1997-1999. Litteraturhistorie på Aarhus Universitet, Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

Debut: Opvågningsbog. Basilisk, 2001.

Litteraturpriser: Albertineprisen, 2011. Strungeprisen, 2012.

Seneste udgivelse: I nat bar jeg Caligula. Gyldendal, 2019.

Inspiration: Peter Waterhouse, Morti Vizki, Robert Walser.

 

 

 

 

 

René Jean Jensen og Martin Larsen læser op, Hvedekorn, 2015.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Så en ost på nettet, der hed Stinkende Biskop. Dagens halehæng, det er mig. Gastromalaci – mavesækkens opløsning efter dødens indtræden. Hver gang han sagde eller skrev den slags, følte han sig mere livskraftig, som om han var trådt ind i de hæmningsløst sandhedssøgende og inter-under-tæppet-fejendes midte. Men det var bare blår.”

”Om april, i maj”, s. 67.

René Jean Jensen er født d 17. maj 1971 i Hedensted. Han har gået på gymnasiet i Vejle, studeret Litteraturhistorie og Film- og Medievidenskab på universitetet i Aarhus og København, og fra 1997-1999 gik han på Forfatterskolen. Her mødte han bl.a. vennerne Majse Aymo-Boot, Pejk Malinovski, Martin Larsen og Peter Højrup, og sammen med dem overtog han fra blandt andre sin lærer, forfatteren Per Aage Brandt, nøglerne til et kælderlokale på Gothersgade og en kuffert fuld af regnskaber; det var forlaget Basilisk. Siden har Jean Jensen været redaktør på forlaget og har oversat bøger af en lang række forfattere, primært tysksprogede som den schweiziske Robert Walser og den østrigske Thomas Bernhard. Men også den amerikanske digter Kenneth Koch og den svenske digter Ola Julén har Jean Jensen oversat, begge sammen med Pejk Malinovski.

I 2001 udgav René Jean Jensen sin første bog, ”Opvågningsbog”, som kom som en del af en serie af B-16-bøger, små bøger af danske og internationale forfattere.

Jean Jensen arbejdede i seks år på Krydsordsforlaget, hvor han opdaterede databasen over ordpar, og der var den sproglige pertentlighed en dyd, for stavefejl var en dødssynd, og glæden ved at finde underlige ord, ved at udvide ordforrådet med franske floder og underlige ordspil, var stor.
I 2010 udgav René Jean Jensen to bøger, prosasamlingen ”Om april, i maj” og ”Jeg har planlagt at dagdrømme”. Den sidste vandt han Strungeprisen for i 2012.

Jean Jensen har også arbejdet som kritiker og skrevet anmeldelser i bl.a. Dagbladet Information og oversættelser og andre bidrag til tidsskrifter som Kritik, Den blå port, Ildfisken og Banana Split.

Han har også været en flittig blogger og var bl.a. med til at starte blogkollektivet Promenaden. Selv har han haft Myrebloggen, Evighedsbloggen og Repeat (1000 sange), som stadig er aktiv.

I dag arbejder René Jean Jensen deltid som havemand på en tekstilskole i Holte, hvor han også bor sammen med sin kone og sine to børn. Han seneste bog, ”I nat bar jeg Caligula,” er udkommet i august 2019.

Opvågningsbog

”Tak for fersknerne, de var meget modne. Du må have passet godt på dem. Jeg spiste dem med udsigt til et næsten-regnvejr. Jeg kom ikke til at tænke på dine breve. Hvis vi bare havde hørt bedre efter dengang afstandene underviste. Flodprammen i dine minder fragter rødbeder og er selv RØDBEDE-FARVET. Jeg har lagt amputationerne bag mig, jeg har dem ikke mere. To stokke gror sammen med lysets hjælp. Det drysser oppe fra solen og ned i din øl. Burde vi ikke le?”

”Opvågningsbog”, s. 14.

René Jean Jensens debut ”Opvågningsbog” (2001) er en lille bog på 15 små sider med tekst på forsiden men ikke på bagsiden. Faktisk er den på en måde så lille, som en bog kan være. 16 sider inkl. for- og bagside er nemlig hvad man får, hvis man folder et ark papir i A3-format til A6-format. B-16-serien var en serie små bøger, forlaget Basilisk, som Jean Jensen også var redaktør på, udgav i begyndelsen af 00’erne. Der var bl.a. bøger af Ursula Andkjær Olsen, Martin Larsen, Mikkel Thykier, Ola Julén og Harald Voetmann.

”Opvågningsbog” består af korte stykker tekst, der i opsætningen ligner prosa. De har alle et næsten hallucineret skær over sig: ”Jeg fik at vide at min bog var færdig. Hvilken bog? tænkte jeg.” (s. 1). Sådan begynder bogen, og sådan slås det drømmeagtige an fra starten. ”Opvågningsbog” er baseret på en praksis, Jean Jensen havde, hvor det første han gjorde, når han vågnede om morgenen var at gribe en diktafon og optage sig selv. I det stadie mellem sovende og ikke-helt-vågen kunne han være lidt ved siden af sig selv, forskudt fra sin vågne bevidsthed. Ikke at der er tale om nonsenstekst, slet ikke, sætningerne er meget skarpe og fine. Man mærker et tydeligt arbejde med at skifte i tempo og tonalitet fra sætning til sætning. Nogle gange så meget, at man kan blive i tvivl om, om de enkelte sætninger egentlig hænger sammen. Forstået på den måde, at de ofte springer og skaber en forvirring i og med de udvider rummet. Det kan se sådan her ud: ”I et rum der teede sig så man kunne gå på væggene.

Men det var underordnet med den magt de små molekyler af hendes duft gav mig. Jeg sidder ved siden af en mand i biografen og bøvser syrligt. Det er en stumfilm.” (s. 5). Hver sætning kunne høre til sit eget univers, drømmelogikken er meget tydelig her. Det samme er humoren i værket. Det bliver til en udsigelsesposition, som er svær at få hold på, denne væren ved siden af sig selv, og det giver teksten et liv. På den måde minder det mere om at læse poesi end om at læse fortællende prosa. Nogle gange opstår der længere forløb, men man får altid indtrykket, at enhver sætning kan være starten på noget helt nyt. 

Om april, i maj

”At purre op i sønnens svedige hår. At sidde og tænke over, hvor let sentimentaliteten åbenbart sniger sig ind og overtager ethvert tilløb til lykke i sprog. Det er en udfordring, man måske kunne tage op, på trods af at den naturligvis stiller den lykkelige i et undertiden fornedrende lys: så meget i nogets magt. Vågnelyde ikke bare fra mennesker. Det slidstærke i ikke at kunne huske.”

”Om april, i maj”, s. 8.

”Om april, i maj” (2010) ligner ligesom ”Opvågningsbog” en prosabog, og mange af teksterne ligner prosa på siden, men de opfører sig ikke særligt fortællende. René Jean Jensens bog består af 200 siders korte tekster, hvoraf nogle kun er en enkelt side og andre spænder over 10-15 sider. Kun den sidste af bogens tekster skiller sig for alvor ud ved at ligne et essay, en person har skrevet om ørkenlitteratur, men en hurtig googlesøgning af de citerede værker afslører det hurtigt som fiktion. Det fiktive essay skrider da også ud i nogle gedigent underlige omveje, når det f.eks. ender i en reportage om ”Canadian Beaver Licking Contest” – en konkurrence i at slikke fisse, som en ligeledes hurtig søgning viser sig har fundet sted på ørkenfestivalen Burning Man i mange år. Ind og ud af virkeligheden, og hvad er egentlig mest mærkeligt, at det har fundet sted i virkeligheden, eller at det ikke har?

28431961

Der bliver i det hele taget leget med det syrede, som når en tekst kan starte sådan her: ”Så en ost/ på nettet, der hed Stinkende Biskop.” (s. 67). Det virker både helt reelt og ekstremt underligt på samme tid. Eller når teksten Bankbesøg indebærer en tur på toilettet, hvor en person, der viser sig at være bankdirektøren, spiller en version af den franske nationalsang Marseillaisen på sin bukselynlås.

Det almindelige kan hele tiden skride over i det drømte, det fuldstændigt underlige og vildt morsomme. Men der er også spor af egentlig essayistik og poetik i bogen, som når beskrivelsen af, hvad der virker som en dejlig dag i måske et sommerhus, får stemmen i bogen til at spørge sig selv, hvorfor ansatsen til lykke altid bliver til sentimentalitet, når man skriver om det. Sproget og litteraturen bliver ikke taget for givet, teksterne kan ofte læses som et spørgsmål til eller en undersøgelse af selve det at skrive, til selve det at have et selv. Der bliver set med skepsis på det talende individ, der kan hæve sig fra sine omgivelser og betragte og beskrive dem med autoritet. Men det er ikke et tankeunivers, der ligger uden for teksterne, snarere er det indlejret i dem.

Jeg har planlagt at dagdrømme

”Jeg har en forestilling om en grøn eng. Jeg kan ikke
få den grøn nok. I sig selv vinder dét nederlag
intet ved at blive udstillet på flugtmuseet.
(…) Landskaberne gav mig dårlig
samvittighed. Dét gik for hurtigt, måske var den slette
vis. (…)
I ørkenbussen himlede jeg
over duften af en lille drengs banan.
Og alle opgørets timer med dig? De løber sammen,
de fletter fingre. Jeg blev egentlig vækket
af lysten til at vække dig.”

”Jeg har planlagt at dagdrømme”, s. 14.

René Jean Jensen har fortalt, at det tog ham ti år at skrive ”Jeg har planlagt at dagdrømme” (2010), der altså er kommet til at indeholde tekster, der er skrevet helt tilbage i 1999 og frem til 2010. Alligevel føles bogen meget sammenhængende, særligt fordi den stemme, der er udviklet, er så karakteristisk. Ligesom i prosabøgerne springer teksterne her meget rundt. Men til forskel fra prosaen er det, som om digtene kan indeholde flere tonaliteter, f.eks. kan der også blive plads til det ligefrem ømme, kærlige, som når der står: ”Jeg blev egentlig vækket/ af lysten til at vække dig.” (s. 14). Men fordi stemmen, der taler, er så egensindig, taber man aldrig fornemmelsen af at læse et sammenhængende værk.

Digtene er fulde af observationer, sansninger og tanker, men det er svært at sætte de enkelte punkter sammen til almindeligt narrativt forløb. Teksterne springer tit meget og særligt de lange digte, der er op til 10 sider lange, ender med at give et flimrende indtryk, når man læser dem. Det bliver simpelthen svært at huske, hvad man lige har læst, fordi hver sætning indeholder muligheden for at åbne et nyt rum.

28456743

Mange af teksterne arbejder også med glemsel. Det er en af de strategier, der bliver brugt for at forskyde jeget fra sig selv. Glemsel, drøm, fantasi. Nogle gange kan man også få fornemmelsen af, at der kigges så nært på ellers let genkendelige hverdagsting, at de bliver uigenkendelige. En slags drømt hyperrealisme, der gør sansningen og henvendelsen ustabil, sitrende og flimret. Der ligger en implicit modvilje mod den autoritative forfatter, der udlægger sin omverden i et indfølt sprog, i den måde Jean Jensen skriver på. Igen er det ikke et metalag, som teksterne lægger ovenover en virkelighed, snarere har virkeligheden i Jean Jensens digte mange lag, og ingen af dem er overordnet det andet.

Sansning står ikke over forkert sansning, glemsel ligger ikke under for hukommelse, fantasi er ikke foretrukket frem for præcision. Snarere er det paradokser, som virker som om de genererer en spænding i Jean Jensens bog, ligesom titlens mikroparadoks mellem planlægning og dagdrømmeri.

I nat bar jeg Caligula

ӌh, der er post fra Selvplyndrervej
fuld af bullenskab, et bejdsesind
gned citron i ansigtet for at leve bedre
fællesskaberne aldrig dionysiske nok
men revisoren vil have sex for sin ydelse
og døse gyldent derefter
se sig selv som en, der bringer ubekvemme sandheder frem i lyset
og ikke selv lytter til dem
i lattefarvede lædersko
kan ikke kysse overbevisende indefra
det her alibinærvær”

”I nat bar jeg Caligula”, s 16.

Caligula hed en romersk kejser, der levede fra 12-41 e.Kr. Hans regeringstid er i eftertiden blevet skildret som et stort hedonistisk orgie af ødselhed, bl.a. i den erotiske kultklassikerfilm ”Caligula” af Tinto Brass. I det digt, der har givet titel til René Jean Jensens bog, ”I nat bar jeg Caligula” (2019), er Caligula et ”let og velduftende barn.” Det er ikke, fordi det apollinske, spartanske og dionysiske, frådsende virker som et meningsfuldt modsætningspar at læse denne bog med. På den anden side er der noget paradoksalt i, at denne kejser af overflod og grænseoverskridende opførsel beskrives som et barn, selvom han selvfølgelig ligesom alle andre også har været et, måske endda velduftende, barn. Denne bevægelse imellem det sandsynlige og alligevel paradoksale, alle de indvendinger og tanker, denne meget lille drøm kan vække, er typisk for Jean Jensens forfatterskab og også for denne bog.

46801059

Ligesom i de foregående bøger er der et vedblivende arbejde med at destabilisere både beskrivelsen og henvendelsen, såvel som selve ideen om at have et selv, i denne bog. Strategierne ligner dem, man som læser har mødt før i Jean Jensens bøger. Der krydsklippes imellem det drømte, udsyrede og det almindelige, realistiske. Alligevel er det, som om der er faldet en anelse mere ro over teksterne. De er ofte kortere, stritter ikke helt så voldsomt imod ens læsning, og de har simpelthen ofte noget på hjerte. Ofte handler de om modløshed og viljeløshed, om desillusion, når et kort digt f.eks. begynder: ”nostalgi i nuet efter nuet” og slutter ”hvordan man går i en retning/ ved ikke at gøre noget.” (s. 17).

Bogen slutter med en vægelsindet afsked, hvor der alligevel er en lille oplevelse af at give sig hen til noget: ”står i nuets stilstand og siger/ hej, alle levkøjer/ fordi nuet er mægtigst/ oplever det som en måde at sige farvel på,/ selvom jeg ikke går” (s. 130). Måske er det både blomsterne og mismodet, der siges farvel til. I hvert fald er det, som om denne bog er den af Jean Jensens bøger, som engang i mellem tillader sig at hvile i noget, man kunne kalde skønhed.

Genrer og tematikker

I et interview i radioprogrammet ”Skønlitteratur på P1” har René Jean Jensen fortalt om, hvordan han med ”I nat bar jeg Caligula” har arbejdet med sin skrift som en langsom ophobningsproces. Dagbøger, drømme, strøtanker, læsenotater, osv. der langsomt hober sig op i mange forskellige notesbøger for til sidst at blive skrevet ind i et dokument. Derefter opstår et organiseringsarbejde, hvor de enkelte linjer eller tekststykker isoleres fra hinanden for så at blive matchet på ny. For at finde ud hvad der giver teksterne liv, hvad der giver spænding til hinanden. ”Det forbinder det at skrive med det at læse,” siger Jean Jensen selv (Skønlitteratur på P1: På et gyngende grundlag. P1, 2019-08-17).

Det kommer ud over litteraturens jegproblem, fordi det fjerner de enkelte udsagn fra ham selv som udsiger, men er stadig næsten hjemsøgt af det personlige. Det udfordrer ens måde at læse på, fordi man gerne vil have, at en tekst har et konsistent jeg. Her får læseren i stedet for et jeg, der er strukket ud. Teksterne har forløb, men ikke et konventionelt forhold til fortælling. I det hele taget synes der at være en skepsis over for al vanetænkning omkring litteratur. Det betyder altså også, at der kan være et element af kritik i Jean Jensens skrift. Men det er også sigende, at det ikke er kritik som formuleres entydigt. Det er snarere en kritisk tilgang til litteraturen, som sådan, der lægger til grund for Jean Jensens praksis. Kritikken mod vanetænkning omkring litteratur er vævet ind i litteraturen selv. I poesien er en af disse vanetækninger den centrallyriske digtning, altså hvor et jeg placerer sig selv i nogle omgivelser og giver sig til at beskrive dem, ydre omgivelser blandet med det det centrale perspektiv og indre oplevelser.

René Jean Jensens poesi lægger sig i en tradition af en mere polyfon poesi, altså hvor man giver plads til flere stemmer. Ikke fordi der er karakterer eller et væld af citater i Jean Jensens poesi. Snarere er det, som om han strækker jeget ud, viser så mange forskellige sider af et jeg, at det næsten opleves som forskellige stemmer, der taler.

Beslægtede forfatterskaber

René Jean Jensen har som sagt været en del af redaktionen på forlaget Basilisk i mange år. Det er et forlag, som er drevet af en gruppe forfattere, der også er venner, og selvom de arbejder på mange forskellige måder, har de dog stadig meget tilfælles.

Majse Aymo-Boot er en anden af de helt store sætningsmestre i dansk litteratur i disse år. Ligesom Jean Jensen er der altid en helt vild opmærksomhed i hendes sætninger, der kan gøre en helt svimmel. Det gælder både i hendes tidlige korte bøger, ”Ødelæggelser 1-11” (2009) og ”Spørgsmålene” (2012), men også i hendes roman ”Over os hænger en vidunderlig sol” (2014). I den er jeget, i hvert fald til at starte med, et barn, der går skole. Men det er lige så meget skolen som institution, der taler igennem ham, han bliver underligt kimæreagtig og kan ikke fastholdes i en identitet, men bliver en form for kategori, der taler. Ligesom hos Jean Jensen er der også virkelig meget humor i Aymo-Boots bøger.

Martin Larsen har skrevet mange konceptuelle værker, det vil sige bøger, hvor der er en eller flere bærende ideer og regler for værket. ”Svanesøsonetterne” fra 2004 består af en papæske med sammenkrøllede og ufuldendte sonetter. I ”Noter til det mere perfekte liv” (2009) er hvert digt skrevet i tidsrummet mellem metrostationer. Hver linje i ”Hvis jeg var kunstner” (2010) starter med de ord. ”Parasitsonetterne” (2017) er en bog, hvor der udvikles på matematiske fraktalmodeller på baggrund af Inger Christensens ”Sommerfugledalen”. Alle værkerne stiller nogle grundlæggende spørgsmål til, hvordan litteratur kan se ud. 

Pejk Malinovski arbejder i sine bøger også konceptuelt, både i ”Den store danske drømmebog” (2010), hvor der skrives med hjælp fra googlesøgninger om drømme, og i ”Digterne” (2016).

Peter Højrup er mere klassisk prosaist, men med et fokus på stil, der kan minde om Jean Jensens. Højrup er også tydeligt inspireret af den østrigske forfatter Thomas Bernhard, som Jean Jensen har oversat.

Bibliografi

Prosa

Jensen, René Jean: Opvågningsbog. Basilisk, 2001.
Jensen, René Jean: Om april, i maj. Anblik, 2010.

Digte

Jensen, René Jean: Jeg har planlagt at dagdrømme. Gyldendal, 2010.
Jensen, René Jean: I nat bar jeg Caligula. Gyldendal, 2019.

Kilder citeret i portrættet

Skønlitteratur på P1: På et gyngende grundlag. P1, 2019-08-14.