Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog.

Citat
”intet sprog muligt sprog døde med mit barn kunne ikke være kunstfærdigt ikke være kunst ville ikke forpulet kunst brækker mig over kunst over syntaks skriver som et barn hovedsætninger prøvende alt jeg skriver er erklæring jeg hader skrift vil aldrig skrive mere jeg skriver brændende had min vrede formålsløse stump et skrig brøl jeg er kuglebærer ingen skal komme til mig med deres bløde shit.”
"Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog", s. 31.

Naja Marie Aidts prosalyriske værk ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog” fra 2017 er et gribende og smukt sorgværk, der tager udgangspunkt i sønnen Carls død. Bogen skildrer sorgens inderste væsen og indeholder alt fra dagbogscitater, drømmeskildringer, digte, tekstfragmenter om sønnens barndom, leksikale ordforklaringer og citater fra andre litterære værker, der omhandler ubærlig sorg. I løbet af bogen gentages et tekststykke i kursiv, som indholdsmæssigt tilføjes nye detaljer for hver gang. Tekststykket skildrer tidsrummet fra telefonopringningen om, at sønnen er sprunget ud af vinduet fra fjerde sal i en akut psykose, til han et døgn senere erklæres hjernedød: "Lægen har tårer i øjnene. Jeg er frygtelig ked af det, siger han, og jeg begynder at skrige, jeg skriger hæst og vanvittigt, jeg græder, alting går i stykker" (s. 155). Den kursiverede tekst, som gentages og udbygges mimer chokket, som efterhånden omskabes til realitet i bevidstheden.

53053149

Aidts bog spejler også i sin fragmenterede form og i sin grafiske opsætning med forskellig slags skrift, skriftstørrelse, kursivering og manglende tegnsætning en verden, der er faldet fra hinanden. Ingenting hænger sammen, efter man har mistet et barn, og sproget formår ikke at rumme den sorg, der river alt fra hinanden. Naja Marie Aidt kalder det også selv en nærmest panisk skrift: ”Der er næsten ingen punktummer, det bare vælter derudaf, og det spejler præcis, hvordan det var. Jeg ville prøve at se, om jeg kunne få sproget til at række, genskabe den panik.” (Peter Nielsen: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting. Information 2017-03-18).

Tematisk skildrer bogen ligeledes fælleskabets betydning. Fællesskabet i den sorggruppe, der etableres, fremstilles som det, der redder familien. Titlen henviser til et digt om døden, Naja Marie Aidt skrev i 2008 med tanke på sønnen Carl, og tematiserer hermed en oplevelse af tegn eller varsel om det katastrofale, som indlæses efter det frygtelige er hændt. Endelig er Aidts bog også en stor kærlighedserklæring til Carl, ligesom det er en mors og en forfatters måde at tage hånd om sin søn på: ”Jeg bærer ham igen inden i min krop. Som da han lå i min livmoder. Men nu er det hele hans liv, jeg bærer. Jeg bærer hele dit liv.” (s. 154).