Naja Marie Aidts digtsamling ”Poesibog” udkom i 2008, og med sin titel og sit lilla bogomslag sender digtsamlingen tankerne hen på de poesibøger, man fik sine venner til at skrive rim i, da man var barn. Bagsiden af omslaget er forsynet med rimet ‘sød – tøs’ skrevet i et kors, og inde i værket er der også et ‘sød – tøs’, et ‘lev – vel’ samt små grafiske tegninger af stjerner, et firkløver og et hjerte. Dermed henledes læserens tanker på barndommens univers, og det er da også det, der er centrum i samlingen. Rent faktisk er det Aidts egen barndom, der står centralt i værket, og især kredser hun om erfaringerne med og følelserne omkring forældrenes skilsmisse.
Ud over at barndommen er et centralt emne i digtsamlingen, så er også naturens og årets gang tematikker, som Aidt benytter som struktureringsfaktor. Det er årstidernes spor, der danner skelettet i samlingens otte dele.
Første afsnit er vinterdigte, hvilket blandt andet refererer til, at Naja Marie Aidt er født juleaften. Digtene kredser tematisk omkring det ikke at kunne finde vej.
Andet afsnit er forårsdigte. Her er det tungsindet, der præger, og klaustrofobi, der blandt andet beskrives således: ”der er ingen udgang/ ingen indgang men i loftet/ et spejl der viser dig himlen” (”du vågner op på et gulv”, s. 25). Sidstnævnte sætning er paradoksal. Et vindue i loftet ville kunne præsentere himlen, men et spejl kan alene afspejle det, der er foran det. I digtet står digter-du’et under det, hvilket betyder, at det er du’et, der bliver spejlet og betegnet som himlen. Man kan tolke det således, at Aidt hermed afviser religionen som et svar på livets spørgsmål. Mennesket er og bliver fanget i verden med jorden og himlen som ydre begrænsninger, og vi er overladt til selv at skabe en mening i tilværelsen.
27180264
Det er dog blot en fase, digter-du’et skal igennem, for allerede i næste digt ”senere vågner du op på en eng”, ser alting mere lyst ud, og du’et føler sig ”som en hjemvendt/ én der overlevede noget/ grusomt/ men hvad” (s. 27). Linjerne refererer til, at du’et har gennemlevet en fase, og at erfaringerne har øget bevidstheden uden, at du’et dog har overblik over det erfarede. Herefter introduceres døden som tema, hvilket peger frem mod tredje del.
Tredje del er barndomserindringer og trækker på oplevelser forbundet med forældrenes skilsmisse, men de refereres igennem den voksnes optik og med den voksnes erfaringer: Der er faderens bryllup med en ny kone, hvor du’et og hendes søster er en ”lidt sær og anstrengende bagage” (”bryllup”, s. 35). Der er demonstrationer, der er erfaringer med at bo i kollektiv, og så er der oplevelsen at være ”to nøglebørn uden nøgler, som eksistens, som nærvær uden retning”, som det udtrykkes i digtet ”hvem” (s. 37). Det betyder med andre ord, at søskendeparret i digtet føler sig rodløse og hjemløse efter forældrenes skilsmisse.
Fjerde afsnit er sommerdigte, som præges af skiftevis uro, forladthed, blåhed, rastløshed og ansigter der hele tiden forandrer sig, og skiftevis fornøjethed over den forunderlige verden.
Femte del er efterårsdigte, og her er døden det gennemgående tema.
Sjette afsnit er skrevet med barne-du’ets øjne og som direkte oplevelser. Her står digtet ”12 år” særligt stærkt med dets beskrivelser af barnets følelser omkring skilsmissen, der blev indvarslet i digtet ”10 år”: “at hænge så frygteligt i laser/ at synke ind i eventyr/ længes efter før/ efter efter men ikke dette/ nu der emmer af afsavn/ dødsbo en ubærlig/ modenhed” (“12 år”, side 73). Gennem skilsmissen får barnet sine oplevelser med død, idet skilsmisseboet betegnes ‘dødsbo’.
I syvende afsnit, ”Undergang med dyr”, beskriver den voksne barne-du’ets møde med dyreverdenen, der på en gang er aende kærligt og realistisk grusomt.
I ottende afsnit vender forfatteren cyklisk tilbage til vinteren igen og tager nu afsæt i den voksne udgave af du’et, der nu betegnes ‘jeg’. Dette skift i pronomen refererer til, at hovedpersonen i digtsamlingen har fundet hjem til sig selv så at sige, hvilket bekræftes af det afsluttende digts sidste verslinje: ”Men nogen fulgte mig hjem.” (”Søndag”, s. 88). Aidt har selv beskrevet digtsamlingen som ”en mental rejse hjem, hvor det handler om at have været igennem en masse lort, som livet er gjort af, gøre sig fri af det og finde hjem til sig selv.” (Peter Nielsen: ”Jeg har hele tiden gjort, hvad der passer mig”. Information, 2008-03-13).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Poesibog"