Balladen om Bianca

Citat
”Jeg knækker på midten/jeg skriger men det hjælper/ikke jeg suger mig fast/det er ikke nok/enggræsset bøjer sig for vinden/vi ser op i himlen/det ligner ikke noget vi har set før/jeg er inde i dig, nej/du er inde i mig/hvem skal nu fortælle historien [...] min ven, jeg har stadig meget smukke og meget grimme ar/den dag i dag”
”Balladen om Bianca”, s. 155.

Et af de værker fra Aidts hånd, der er sværest at genrebestemme, er ”Balladen om Bianca”, der udkom i 2002. Det er en foto- og digtbog, hvor fotografierne er taget af Kim Lykke, og teksterne er skrevet af Aidt. Ligesom tekster og billeder kan siges at tale hver deres sprog, så har de også hver deres historie at fortælle i værket.

Tekstuniverset i ”Balladen om Bianca” er en fortælling om en række skæve eksistenser på en gade i København, og om deres forhold til den sære figur Bianca. Historien fortælles af et kollektivt fortæller-jeg, nemlig af Otto, af grønthandleren og af slagteren José. Ud over disse figurer møder man blandt andet digteren D.D., nordmanden Kristin Falkenøje, den spanskføde billedkunstner Carlos Louis Honillos og pastoren Wilhelm Peter Heiberg. Men hvem er hende Bianca? Det er svært at få hold på. Ind imellem bliver man i tvivl, om Bianca overhovedet eksisterer. I hvert fald om hun eksisterer som en person. For Bianca fungerer som en art sammensmeltning af alle de længsler, håb og drømme, de tre fortællere har. Hun er den, alle menneskene i kvarteret er forelskede i. Selv beskriver Aidt hende således: ”Hun er alt for dem, der fortæller om hende. Måske findes hun ikke; hun kan være en, man ser på gaden, drømmen om kærlighed eller længslen om derhjemme.” (Nikolai Thyssen: “Hvem er Bianca egentlig?” Information, 2002-11-02).

24331717

Bianca er i den forstand en personificering af drømme. Hun er den, karaktererne i digtene trykker sig ind til, laver mad til, trænger til. Hun græder sammen med dem i deres fælles erfaring af, at samvær aldrig kan lykkes fuldt og helt, fordi to mennesker aldrig kan smelte sammen. Og hun er den, der samler personerne op hver gang, de drukner deres sorger i sprit, fordi drømmene ligger knust på fortovet foran bænken, eller på trappestenen foran deres hjem, eller hvor de nu hører til.

At billede- og tekstside ikke fortæller den samme historie peger ligeledes på, at virkeligheden og tankeuniverset ikke altid stemmer overens, men at man kan blive nødt til at skabe sig en anden virkelighed i sine drømme, digte og indre dramaer.