Bavian

Citat
”Det står fuldstændig klart, at det er grimt, brillestellet af stål, som han så stædigt holder fast ved. At han havde en anden skjorte på i morges, da jeg gik hjemmefra. Og det står klart at hans hår, der hænger som lange frynser fra hans isse, skal sige noget særligt om hans generation. Om os. Det har jeg aldrig tænkt på før.”
”Kvinden i baren” i ”Bavian”, s. 175.

I 2006 udkom Naja Marie Aidts ”Bavian”, der består af 15 noveller, som alle tager afsæt i helt almindelige hverdagssituationer, hvor angst, kaos og opløsning lurer lige om hjørnet. Som i den indledende novelle med den skæbnesvangre titel ”Bulbjerg”, der giver associationer til buldrende bjerge og til det bjerg af en byld, som optræder i afslutningsnovellen ”Myggestik”. I ”Bulbjerg” er en familie bestående af far, mor og en seksårig søn på cykeltur i de jyske sandbakker. Stemningen er meget intens: vejret er hedt, en fugl skriger hæst og desperat, der er ikke mere vand i dunken, drengen er hysterisk, liderligheden lurer, og de er faret vild.

Det hele kulminerer, da sønnen styrter på cyklen og slås bevidstløs. Eller det vil sige – man tror, det kulminerer. For bedst som parret løber af sted med den bevidstløse dreng placeret som en bylt på mandens ryg, overtrumfes dette af en utroskabsbekendelse: ”Jeg knepper din søster” (s. 18). Alligevel forhindrer det ikke novellen i at ende i en situation, hvor familielivet tilsyneladende fortsætter som før, og skandalen ikke får nogen konsekvenser for billedet udadtil. Heri synes at ligge en kritik af vor tids pænhedssamfund. At vi er så optagede af, at alt skal tage sig ordentligt ud i omverdenens øjne, at vi hellere sluger selv de største kameler end at lade overfladen krakelere. Samtidig kan det være et billede på den menneskelige angst for forandringer, hvilket er i tråd med følgende beskrivelse: ”Hun ryster på hovedet. Frygt og en næsten overjordisk uskyld lyser fra hendes opspærrede øjne.” (s. 18). Det er åbenbart, at det ikke er manden, hun frygter, i stedet er det fremtiden, der pludselig åbner sig som en afgrund foran hende, og som hun alene formår at lappe ved at blive hos manden – på trods.

26980283

I ”Bulbjerg” refererer samlingens titel hovedsageligt til det abeansigt, der ligger lige under vores menneskeansigt, og som konstant truer med metamorfose og afsløring: det ene øjeblik er jeg en kærlig familiefar, det næste øjeblik ”knepper jeg din søster”. I den afsluttende novelle ”Myggestik” er det menneskevæsenets umiddelbare bagside, der afsløres, nemlig bavianens grimme røde bagdel.

Hovedpersonen i ”Myggestik” er en ung mand med et tjekket liv: han har eget firma, er stærk og veltilpas, og han scorer damer. Og dog skal der ikke meget til at slå ham omkuld. I takt med at et myggestik på den ene balde svulmer op og fyldes med materie, så undergår hovedpersonen en forandringsproces og ender som et hashvrag med hang til stegt flæsk og øl og med en kronisk nerveskade.

Naja Marie Aidt siger selv om slutningen: ”Det er en positiv udgang, for den fantastiske egenskab ved mennesket er jo også netop overlevelsesdriften, at vi er i stand til at forvandle os. [...] På samme måde med ham med myggestikket. Han skal nok komme op igen. Nogen gange er det sådan, at man ryger helt ned, og tror alt er slut. Og så pludselig sker der et eller andet alligevel. Og så siger man til sig selv: Hey! Vær glad for dit liv!” (Jesper Stein Larsen: Livet i abeburet. Jyllands-Posten, 2007-03-01).

”Myggestik” er således en kontrast til ”Bulbjerg”. Hvor hovedpersonerne i ”Bulbjerg” ikke tillader sig selv at bryde sammen, fordi de anstrenger sig for at holde sammen på tilværelsen, så peger den afsluttende novelle på en mulig forløsning og på den menneskelige evne til at forvandle sig og starte på en frisk.

‘Din bavian’ er en gængs kærlig vending om børn, der opfører sig uartigt. Der er således noget kærligt drillende, men samtidig hårdt over samlingens titel. Dertil kan tilføjes, at bavianer adskiller sig fra andre aber ved at leve i et stramt hierarki og ved at være kødædende og meget aggressive. Ifølge forfatteren svarer det til den jagethed, der præger det postmoderne liv, og som giver folk stress i deres evige jagt på kompetencer og anerkendelse: ”Stress er en dyrisk tilstand, hvor man føler det, som om der stod en stor løve foran én, man bliver selv et angstdyr.” (Karen Syberg: ”Jeg har forsøgt at skrive om de svære ting”. Information, 2006-05-03). I novellen ”Myggestik” afslører angstdyret sig ved, at der ikke skal mere end et myggestik til at vælte en hel tilværelse. På den vis udstilles menneskets psykiske sårbarhed, som normalt søges skjult via en dyrkelse af det unge, det stærke, det overlegne og veltrænede.