Alting blinker

Citat
”En pludselig frygt for at komme hjem som at møde en sekt man/har forladt og tænk hvis man ikke kan modstå den jeg tilbereder/rødgrød og sørger ned i fløden det er så modstridende der er så/ mange lag nu ringer telefonen nu siger jeg sorry?”
”En pludselig frygt” i ”Alting blinker”, s. 59.

Sølvgrå og metallisk blinker coveret på Naja Marie Aidts digtsamling ”Alting blinker” (2009) læseren i møde – som et forvarsel om, at nu er det storbyens glitter, det drejer sig om. Bogen er skrevet med afsæt i forfatterens erfaring som tilflytter – som barn fra Grønland til Danmark og som voksen fra Danmark til New York i USA. Resultatet er små glimtende digte om alt, der handler om at flytte over sgrænser: Steder, kulturer, sprog, adskillelse, tab, fremmedhed, tilhørsforhold, eksil, asyl, emigration, kolonisering osv.

Samlingen består af tre dele. I første del er der 18 nummererede digte, som hver er omtrent en halv side lange. Kendetegnende for digtene er, at alle 18 drager paralleller mellem den eksileredes erfaringer og barnets. Som eksempelvis ‘barnet i sit andet år’ ‘med et amputeret sprog’, hvor ‘ingen forstår dets sære fagter’. Som barnet, der har svært ved at udtrykke sig, sådan har også den eksilerede vanskeligt ved at forklare sig og begå sig sprogligt. Et andet gennemgående træk er afsked og afsavn. Det er ‘barnet i sit femte år/nu forstår det at man/kan blive rigtigt væk/og forsvinde.’ Og det er jeg’et, der ‘har forladt min mor/vendt noget ryggen’. Og det er en ‘pludselig hjemve,/men ikke hjemve, men snarere en længsel efter/intimitet’ – altså en længsel efter at have et indgående kendskab og forståelse for sine omgivelser. Et tredje tema er identitet og erfaringer. Det er forskellene mellem kulturer, der gør, at ens erfaringer og viden pludselig er helt ubrugelig – ‘vi tager temperaturen og ringer til lægen og siger barnet har 40 i feber, ”så er barnet dødt”, siger lægen og lægger på. Vi forstår ikke Fahrenheit. Vi forstår heller ikke inches. Med meget mere.’

28030509

Anden del består af femten unummererede digte. Første dels tematikker går igen, om end sammenligningen med barnets erfaring nu er minimeret. Ind er til gengæld kommet en sammenligning af traditioner og den fremmedgørelse, man kan føle, når man eksempelvis vil købe en hyacint til jul, men det ikke er sæson for det i New York. Desuden mænger fem små digte skrevet i grå bokse sig med digtene i anden del. Disse er sjove, skæve og lidt barnagtige forestillinger om vandmeloner som igloer, sivsko som indianerhytter, eller de er politiske kommentarer til blandt andet den danske udlændingepolitik (s. 41).

Tredje del består af 11 lange kortprosaagtige tekster, som tematiserer sammenhænge – mellem barn og forældre, mellem kernehus og æble, mellem smerte og adskillelse. Også sammenhængen mellem Danmark og de danske kolonier tematiseres med henvisninger til Grønland og de vestindiske øer. Man kan ‘rejse i gamle kolonier’ og ‘forestille sig udbytning’. Og digteren har i denne del taget sine sproglige erfaringer med sig og iblander såvel grønlandske som engelske ord, der glider helt ubesværet ind i det danske, og som dog får læseren til at studse og blive ekstra opmærksom. I denne del bliver digteren Naja Marie Aidts personlige erfaringer med eksil og fremmedhed således sammenvævet med den store historie om eksilering og kolonialisme, og det enkelte menneskes følelse af fremmedhed fremstilles som et eksistentielt grundvilkår.