Vandmærket

Citat
”De havde lukket hendes øjne, da jeg skulle identificere hende, og det er jeg glad for, jeg ville ikke se hendes grønne stjerneøjne kigge grådigt på mig. Hun lo ikke. Men der var grimme snitsår næsten overalt på hendes krop, og der var sand i hendes hår, groft, gult sand, og i hendes ører, hun så egentligt ikke forskrækket ud eller noget, munden havde bare ikke mere at fortælle.”
”Som englene flyver” i ”Vandmærket”, s. 22.

Naja Marie Aidts novellesamling ”Vandmærket” fra 1993 består af ni noveller. Stilen i fortællingerne spænder vidt – fra den socialrealistiske ”Er verden lille” om en ung mor til to, der lider af en fødselsdepression, og til ”Lille Fedtøre”, hvor hovedpersonen er en noget surrealistisk karakter, og som handler om ikke at kunne være i sig selv, om manipulation og om at bytte roller. Novellen ”Som englene flyver” befinder sig netop i spændingsfeltet mellem realisme og surrealisme.

”Som englene flyver” fortælles af et søskendepar – af Sisse, der er på afveje, og hendes unavngivne storesøster, der lever et såkaldt almindeligt liv og er klinikassistent på en tandlægeklinik. Det angives ikke, hvor gammel Sisse er, men hun er formentlig i slutningen af sine teenageår. Hun lever det meste af sit liv i et forfaldent, ubeboet hus sammen med en flok andre unge. Den eneste faste beboer i huset er Creepy, som alle pigerne er vilde med og som velvilligt inviterer sine ‘barbiedukker’, som han kalder pigerne, ned i sin kiste og fodrer dem med sex og kokain. Creepy sover i en kiste, og ‘knepper’ i den, som det så poetisk hedder. I låget har han boret fem-seks små huller, der fungerer som små åndehuller, men som samtidig giver en fornemmelse af stjernehimmel. På den måde fremstår kisten som et selvstændigt univers, hvor Creepy er eneherskeren. ”Vi var hans dukker” (s. 11), siger Sisse eksempelvis. Derfor tvivler Sisse heller ikke, da Creepy spørger, om hun vil være med i en film, der skal optages i ørkenen i Californien. Faktisk bliver hun smigret.

21500674

Sideløbende med Sisses historie beretter storesøsteren om sin oplevelse af Sisse samt om sit forsøg på at redde Sisse. Blandt andet besøger søsteren en dag det hus, hvori Sisse bor, men selvom hun finder Sisse der, og hun finder stemningen ‘dyster’ og ‘hermetisk tillukket’, så giver hun sig ikke til kende, og hun forsøger heller ikke at få Sisse væk derfra. Da hun forlader huset, lykkes det hende endda at fortrænge oplevelserne: ”Og det blev forår, som det altid bliver, vi kom helt ind i april, før jeg blev mindet om min søster igen.” (s. 19). Baggrunden for, at hun ikke tager ansvar for Sisse skal findes i hendes beskrivelser af lillesøsteren. Hun beretter om Sisse som et ‘grådigt barn’, der er ‘frygteligt charmerende’ og ikke ængstelig som hun selv, men i stedet fuld af liv, og ”med den mest koket klingende latter man kan tænke sig”. (s. 13). I sin beskrivelse afslører hun, at hun er jaloux på Sisse, og da Sisse er død, kvitterer storesøsteren med kommentaren: ”Der var simpelthen ikke nok slik i verden til Sisse. Sådan ser jeg på det. Derfor kan jeg sidde her i dag og glatte min kølige kittel. [...] Uden at fælde den mindste tåre. Og det til trods for at jeg virkelig elskede hende, den lille satan.” (s. 22-23). ‘At glatte sin kølige kittel’ svarer til ‘at vaske sine hænder’, altså at frasige sig ansvaret. Den hvide, glatte kittel er indbegrebet af renhed, men at denne renhed sidder i kappen, og blot er noget, der kan tages af og på, kan tolkes således, at storesøsteren netop ikke er ansvarsløs, men blot benytter kitlen som et skalkeskjul.

”Som englene flyver” er fuld af symboler. De mest insisterende symboler knytter sig til kristendommen. Det gælder især englen, korset, slangen og hvidhed. Som tidligere omtalt forbindes Creepy med Gud i novellen. Han er hersker i de unges univers, og han udnytter det. Han har desuden en pytonslange, der på en gang står som symbol på hans evne til at lokke, ligesom slangen i edens have, og på hans virilitet. Da Sisse siger ja til at deltage i filmen, forærer han hende sit bedste kors, hvilket kan tolkes sådan, at det er ham, der kan uddele tro og overbevisning. Eller rent symbolsk som om, at hun må bære hans kors, hvilket refererer til, at hun tager hans byrde på sig. Og lige inden filmoptagelserne donerer han Sisse et kys, hvilket han aldrig har gjort før. Det ligger ligefor at tolke kysset som et Judaskys. Lige som Judas forrådte Jesus og sendte ham i armene på farisæerne med et kys, så sender Creepy Sisse i armene på et filmkamera og to maskeklædte mænd, der voldtager hende og slår hende ihjel.

Sisse selv forbindes med englen. Sisses mor siger flere gange om hende, at ‘hun var sådan et englebarn’, og det er måske heri, at Sisses desperation skal findes, i moderens forståelse af hende som et lille englebarn, en beskrivelse hun kun kan bryde ud af ved at tage moren på ordet og forsvinde fra jordens overflade. Også Sisse nævner adskillige gange i løbet af novellen, at hun drømmer om at få vinger og blive til en engel, og til slut, idet hun dør, beskriver hun sig selv som forløst til en engletilstand.

”Som englene flyver” er den mest barske novelle i samlingen, men dens tematikker går igen i de øvrige fortællinger. Den medmenneskelige afstumpethed og den manglende evne og det manglende overskud til at tage ansvar for sig selv og hinanden løber som en rød tråd i fortællingen. At være ‘vandmærket’ er således at være mærket for livet, og i mange tilfælde er det selve livets vand, der mærker personerne: nemlig blodet og de familiære bånd, det indebærer.