Josefine Klougart
Foto: Nikolai Linares

Josefine Klougart

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, opdateret af cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information i 2014. Opdateret af cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information i 2017.
Top image group
Josefine Klougart
Foto: Nikolai Linares
Main image
Klougart, Josefine
Foto: Sofie Amalie Klougart

Indledning

Med en omfattende medieopmærksomhed og to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris har Josefine Klougart etableret sig som en af tidens væsentligste danske forfattere. Fra debuten ”Stigninger og fald” (2010) til mammutværket ”New Forest” (2016) har Klougart udforsket menneskesindets uudgrundelige sammensætning i et udfordrende, billedrigt og fantasifuldt sprog, der både kærer om de små detaljer og maler imposante portrætter af det mentale landskab.

Autofiktion

52732891

Blå bog

Født: 21. april 1985 på Mols.

Uddannelse: Har læst kunsthistorie og litteraturhistorie på Århus Universitet. Elev på Forfatterskolen (2008-2010).

Debut: Stigninger og fald. Rosinante, 2010.

Litteraturpriser: Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, 2011, 2012.

Seneste udgivelse: New Forest. Gladiator, 2016.

Inspiration: Virginia Woolf, Bob Dylan, Marguerite Duras, Tove Ditlevsen.

Hør lydklip fra 'Én af os sover'

 

 

 

 

 

Baggrund

”(…) landskabet med de tvungne linjer, som man tvinger et ansigt væk fra sig, undgår et kys, der så alligevel ender som et slags kys, et kys på kinden i stedet, et kys, man kun kan hade for dets magerhed (…)”
”Stigninger og fald”, s. 107.

Josefine Klougart er født på Mols i 1985, og hendes opvækst i Mols Bjerges bølgende landskab spiller en central rolle i hendes tekster. Erindringen om barndommens landskaber er i høj grad det stof, hun skriver ud fra i debutromanen ”Stigninger og fald”. Da hun kom ind på Forfatterskolen i 2008, flyttede hun fra Mols til en lejlighed tæt på Rådhuspladsen i København, og dette skift i omgivelser påvirkede hendes måde at anskue verden på. Som hun selv siger: ”Noget af det særeste ved at bo i byen er, at man ikke længere ser nogen ubrudt horisontlinje. Naturens storhed, dét at se ud over havet hver morgen, gav mig før proportioner på de problemer, jeg havde i mit eget liv. Da jeg flyttede herover, mistede jeg til at begynde med det store perspektiv” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06).

Tidligere har Klougart læst kunsthistorie og litteraturvidenskab på universitetet i Aarhus. Da hun begyndte at læse, havde hun skrevet for sig selv i adskillige år: ”Det var ikke sådan, at jeg var et særlig mystisk barn, der kun var optaget af at skrive. Mine to søstre gik i børnehave. Det gjorde jeg ikke. Jeg var mere isoleret og vel også mere tænksom. Jeg havde en enorm glæde ved naturen og brugte en stor del af min barndom i Mols Bjerge. Sammen med veninder eller alene red jeg rundt. Jeg brugte meget tid alene, og det er måske medvirkende til, at man finder den ro, det kræver at skrive. Var jeg vokset op i en forstad til Århus og havde gået på fritidshjem, tror jeg ikke, jeg havde skrevet så tidligt. Jeg var sikkert kommet til det på et tidspunkt. Men det havde været noget andet.” (Dorte Hygum Sørensen: ”I litteraturen er jeg klogere end mig selv”. Politiken, 2010-02-06).     

I 2011 blev Klougarts debutroman ”Stigninger og fald” indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris sammen med romanen ”Vågen” af en anden ung, dansk forfatter, Harald Voetmann. Valget af Klougart vakte opsigt i litterære kredse, blandt andet fordi det er usædvanligt, at en så ung forfatter med kun et enkelt værk bag sig bliver indstillet til prisen. ”Hvis man kan skrive sådan, når man er 25 år, så har man meget i vente,” sagde forfatter Pia Tafdrup om Klougarts indstilling, men antydede samtidig, at den unge alder var skyld i en manglende dybde i værket: ”Man skal være virkelig glad for sanseligheden. Det er mesterligt gjort i begge tilfælde, men man kan godt savne lidt mere tyngde.” (Mette Størum Krogh: ”Findes der råd for den nordiske litteratur?” Information, 2011-04-07).

Mens Josefine Klougart ikke vandt Nordisk Råds Litteraturpris, modtog hun i 2011 Kronprinseparrets Stjernedryspris, som gives til innovative, yngre danske eller grønlandske kunstnere. I årene efter udgav Josefine Klougart nærmest en roman om året – alle kritikerroste – og i 2013 blev hun endnu engang nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen "Én af os sover" (2012).

Stigninger og fald

”Det efterår fik jeg en hest. Det var en lysebrun hoppe; hun havde en sort ål som en blød kulstreg løbende fra et punkt i panden, et sted under pandelokken, og hele vejen ned gennem manen, hvor det mørke syntes at dele sig i hundredvis af mindre vandløb, idet den voksede ud i manens lange stride hår."
”Stigninger og fald”, s. 7.

”Det efterår fik jeg en hest” er første sætning i Josefine Klougarts debutroman ”Stigninger og fald” (2010), og romanen spænder over tiden fra det øjeblik, da jegfortælleren Josefine får den lysebrune hoppe Molly, indtil hun ved romanens slutning må sige farvel til hesten. Det er en skildring af en familie og en barndom på Mols i 1980´erne, men romanen er lige så meget en lyrisk bevægelse gennem de landskaber og sansemættede detaljer, der præger fortællerens opvækst. Hovedpersonen i romanen er ikke blot den unge Josefine, men også selve sproget. Klougart er ikke så optaget af at bruge sproget til at skabe handlinger eller plot, men bruger mere sproget associativt til at sende læseren fra en stemning til en anden. Det er et lyrisk, drømmende sprog, der skaber ”Stigninger og fald”, og om selve sprogets kraft siger Klougart: Sproget, selve benævnelsen og den organisering af verden, der ligger heri, betyder virkelig noget. Sproget griber ind i virkeligheden og bevidstheden. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du bruger det” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06). 

Jegfortælleren vokser op på en gård ved foden af Mols Bjerge med en mor, far og to søstre. Moren går derhjemme og faren er læge, og man får hurtigt fornemmelsen af, at familien har det ganske hårdt. Hendes far er træt og er ”et stykke kvæg, der bliver drevet for hårdt,” men det er især moren, der fylder noget i barndomsskildringen, hendes tavshed og udmattethed, der ofte gør hende til noget uopnåeligt og umuligt at indfange for Josefine: ”Min mor er ensom i landskabet, hun læner sig ind over sit dørslag, hvor blåbærrene kravler mod siderne som en pupil, der vokser i mørket. (…) Hun nøjes, i sit eget rum, med sig selv, med den kælen for sig selv i en vævende, ensom opfindelse af verden.” (s. 108).

28058144

Josefine har øjne så blå, at hendes mor mener, der ikke findes ord for en blå som hendes øjnes. Josefine mener til gengæld, at der er ord for næsten alt, og at det bare drejer sig om at finde det rigtige. Hun er optaget af ord og laver lister over blomster, der hedder det, de ligner: Brandbæger, tusindstråle, rævehale, lægeoksetunge. På den måde er romanen en intens nærindstilling på barnets sanseverden, og man kan næsten se kaffefilteret, der har ”samme farve som nylonstrømper, jeg forestiller mig, at det lugter sådan, som min mormors nylonstrømper, af Albyler, fordi de deler skuffe med hendes medicin” (s. 42).

Romanen er også en skildring af barnets møde med sproget, forelskelsen i ord og længslen efter præcist at kunne beskrive sin omverden.