Josefine Klougart
Foto: Nikolai Linares

Josefine Klougart

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, opdateret af cand.mag. Maria Roslev, iBureauet/Dagbladet Information i 2014. Opdateret af cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information i 2017.
Top image group
Josefine Klougart
Foto: Nikolai Linares
Main image
Klougart, Josefine
Foto: Sofie Amalie Klougart

Indledning

Med en omfattende medieopmærksomhed og to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris har Josefine Klougart etableret sig som en af tidens væsentligste danske forfattere. Fra debuten ”Stigninger og fald” (2010) til mammutværket ”New Forest” (2016) har Klougart udforsket menneskesindets uudgrundelige sammensætning i et udfordrende, billedrigt og fantasifuldt sprog, der både kærer om de små detaljer og maler imposante portrætter af det mentale landskab.

Autofiktion

52732891

Blå bog

Født: 21. april 1985 på Mols.

Uddannelse: Har læst kunsthistorie og litteraturhistorie på Århus Universitet. Elev på Forfatterskolen (2008-2010).

Debut: Stigninger og fald. Rosinante, 2010.

Litteraturpriser: Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, 2011, 2012.

Seneste udgivelse: New Forest. Gladiator, 2016.

Inspiration: Virginia Woolf, Bob Dylan, Marguerite Duras, Tove Ditlevsen.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”(…) landskabet med de tvungne linjer, som man tvinger et ansigt væk fra sig, undgår et kys, der så alligevel ender som et slags kys, et kys på kinden i stedet, et kys, man kun kan hade for dets magerhed (…)”
”Stigninger og fald”, s. 107.

Josefine Klougart er født på Mols i 1985, og hendes opvækst i Mols Bjerges bølgende landskab spiller en central rolle i hendes tekster. Erindringen om barndommens landskaber er i høj grad det stof, hun skriver ud fra i debutromanen ”Stigninger og fald”. Da hun kom ind på Forfatterskolen i 2008, flyttede hun fra Mols til en lejlighed tæt på Rådhuspladsen i København, og dette skift i omgivelser påvirkede hendes måde at anskue verden på. Som hun selv siger: ”Noget af det særeste ved at bo i byen er, at man ikke længere ser nogen ubrudt horisontlinje. Naturens storhed, dét at se ud over havet hver morgen, gav mig før proportioner på de problemer, jeg havde i mit eget liv. Da jeg flyttede herover, mistede jeg til at begynde med det store perspektiv” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06).

Tidligere har Klougart læst kunsthistorie og litteraturvidenskab på universitetet i Aarhus. Da hun begyndte at læse, havde hun skrevet for sig selv i adskillige år: ”Det var ikke sådan, at jeg var et særlig mystisk barn, der kun var optaget af at skrive. Mine to søstre gik i børnehave. Det gjorde jeg ikke. Jeg var mere isoleret og vel også mere tænksom. Jeg havde en enorm glæde ved naturen og brugte en stor del af min barndom i Mols Bjerge. Sammen med veninder eller alene red jeg rundt. Jeg brugte meget tid alene, og det er måske medvirkende til, at man finder den ro, det kræver at skrive. Var jeg vokset op i en forstad til Århus og havde gået på fritidshjem, tror jeg ikke, jeg havde skrevet så tidligt. Jeg var sikkert kommet til det på et tidspunkt. Men det havde været noget andet.” (Dorte Hygum Sørensen: ”I litteraturen er jeg klogere end mig selv”. Politiken, 2010-02-06).     

I 2011 blev Klougarts debutroman ”Stigninger og fald” indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris sammen med romanen ”Vågen” af en anden ung, dansk forfatter, Harald Voetmann. Valget af Klougart vakte opsigt i litterære kredse, blandt andet fordi det er usædvanligt, at en så ung forfatter med kun et enkelt værk bag sig bliver indstillet til prisen. ”Hvis man kan skrive sådan, når man er 25 år, så har man meget i vente,” sagde forfatter Pia Tafdrup om Klougarts indstilling, men antydede samtidig, at den unge alder var skyld i en manglende dybde i værket: ”Man skal være virkelig glad for sanseligheden. Det er mesterligt gjort i begge tilfælde, men man kan godt savne lidt mere tyngde.” (Mette Størum Krogh: ”Findes der råd for den nordiske litteratur?” Information, 2011-04-07).

Mens Josefine Klougart ikke vandt Nordisk Råds Litteraturpris, modtog hun i 2011 Kronprinseparrets Stjernedryspris, som gives til innovative, yngre danske eller grønlandske kunstnere. I årene efter udgav Josefine Klougart nærmest en roman om året – alle kritikerroste – og i 2013 blev hun endnu engang nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen "Én af os sover" (2012).

Stigninger og fald

”Det efterår fik jeg en hest. Det var en lysebrun hoppe; hun havde en sort ål som en blød kulstreg løbende fra et punkt i panden, et sted under pandelokken, og hele vejen ned gennem manen, hvor det mørke syntes at dele sig i hundredvis af mindre vandløb, idet den voksede ud i manens lange stride hår."
”Stigninger og fald”, s. 7.

”Det efterår fik jeg en hest” er første sætning i Josefine Klougarts debutroman ”Stigninger og fald” (2010), og romanen spænder over tiden fra det øjeblik, da jegfortælleren Josefine får den lysebrune hoppe Molly, indtil hun ved romanens slutning må sige farvel til hesten. Det er en skildring af en familie og en barndom på Mols i 1980´erne, men romanen er lige så meget en lyrisk bevægelse gennem de landskaber og sansemættede detaljer, der præger fortællerens opvækst. Hovedpersonen i romanen er ikke blot den unge Josefine, men også selve sproget. Klougart er ikke så optaget af at bruge sproget til at skabe handlinger eller plot, men bruger mere sproget associativt til at sende læseren fra en stemning til en anden. Det er et lyrisk, drømmende sprog, der skaber ”Stigninger og fald”, og om selve sprogets kraft siger Klougart: Sproget, selve benævnelsen og den organisering af verden, der ligger heri, betyder virkelig noget. Sproget griber ind i virkeligheden og bevidstheden. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du bruger det” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06). 

Jegfortælleren vokser op på en gård ved foden af Mols Bjerge med en mor, far og to søstre. Moren går derhjemme og faren er læge, og man får hurtigt fornemmelsen af, at familien har det ganske hårdt. Hendes far er træt og er ”et stykke kvæg, der bliver drevet for hårdt,” men det er især moren, der fylder noget i barndomsskildringen, hendes tavshed og udmattethed, der ofte gør hende til noget uopnåeligt og umuligt at indfange for Josefine: ”Min mor er ensom i landskabet, hun læner sig ind over sit dørslag, hvor blåbærrene kravler mod siderne som en pupil, der vokser i mørket. (…) Hun nøjes, i sit eget rum, med sig selv, med den kælen for sig selv i en vævende, ensom opfindelse af verden.” (s. 108).

28058144

Josefine har øjne så blå, at hendes mor mener, der ikke findes ord for en blå som hendes øjnes. Josefine mener til gengæld, at der er ord for næsten alt, og at det bare drejer sig om at finde det rigtige. Hun er optaget af ord og laver lister over blomster, der hedder det, de ligner: Brandbæger, tusindstråle, rævehale, lægeoksetunge. På den måde er romanen en intens nærindstilling på barnets sanseverden, og man kan næsten se kaffefilteret, der har ”samme farve som nylonstrømper, jeg forestiller mig, at det lugter sådan, som min mormors nylonstrømper, af Albyler, fordi de deler skuffe med hendes medicin” (s. 42).

Romanen er også en skildring af barnets møde med sproget, forelskelsen i ord og længslen efter præcist at kunne beskrive sin omverden. 

 

Den vind man manglede

”Du ser hende igen, ikke.
Der var en nydelse i at sige det, og den handlede ikke om at sige noget højt eller ikke sige noget højt; handlede meget lidt om denne nye beslutning om at ville sige tingene som de var. (…) Jeg er for gammel til at sidde på et køkkenbord og tale sent. Ja, sagde han, jeg ser hende igen.”
”Den vind man manglede”, s. 7-8.

På baggrund af succesen med debutromanen blev Klougart af non-profit forlaget Fingerprint bedt om at skrive en lille, personlig tekst, som blev døbt ”Den vind man manglede” (2010). Fingerprint har udgivet ”Instant Litteratur – korte, unikke fiktioner i lommeformat”, hvor teksten måtte være på max 2000 ord og blev trykt i 250 eksemplarer, som blev omdelt i København. Teksten er i dag tilgængelig på nettet.

Teksten præsenteres som en kort fiktion, men virker samtidig som et personligt essay. Den beskriver enden på et kærlighedsforhold, selve scenen i et køkken, hvor to mennesker, der tilsyneladende har haft en affære, går fra hinanden. Den kvindelige jegfortæller sidder i sit køkkenvindue, mens manden er kommet for at gøre det forbi. Han siger ikke tingene lige ud, og kvinden har besluttet sig for at være mere ærlig. 

Klougarts sansemættede billedsprog præger teksten: ”Den ensomme vinduessprosse var en enlig tand; den stod og bed i billedet af den umulige gårdhave, hvor guldsmede hang i slappe snore over lavendelhækkene og staudebedene, hvor akelejerne omsider havde kvalt alt andet.” (s. 1). Sproget er umiskendeligt Klougartsk, men teksten er båret af langt mere dialog end debutromanen og udfolder sig mere som en scene, hvor rammen sættes af køkkenet og afskeden med sommeren og kærligheden.

Hallerne

”Hun hører hans hænder rode i en kvindes hår.
Det kan være hendes eget hår. Det tænker hun. Kvinden i sengen.
Men hun kan ikke få hold på det, tankerne flyder, som våde akvareller flyder.
Om det er hendes hår.
Det er ikke til at sige.”
”Hallerne”, s. 11.

Klougarts anden roman, ”Hallerne” fra 2011, begynder med sætningen ”Kvinden er et stativ i lejligheden. Et tomt rum” (s. 7), og man fornemmer hurtigt at være trådt ind i et ganske andet univers end det, der fyldte debutromanen. ”Hallerne” skildrer et forhold mellem Manden og Kvinden. De bor i en tom lejlighed et sted i København, hvor kvinden opholder sig det meste af tiden, glider ind og ud af søvn, mens manden kommer og går og meget af tiden udsætter kvinden for diverse seksuelle ydmygelser. Manden er universitetslærer, og muligvis er kvinden en tidligere elev, i hvert fald er magtfordelingen mellem dem utvetydig – manden presser hendes ansigt ned i puden, binder hendes ben, vasker hende mellem benene med sæbe, mens han kalder hende Søde lille. Kvinden er passiv og reduceret til et tomt rum, der udfyldes af mandens kommen og gåen og af hans lem: ”Hun skal være et rum. Han vil, at kvinden er et kødrum med tørre, bløde vægge uden spåner, uden skel. Hun skal være varm, hendes skamlæber skal være den slags tunge velourgardiner, som findes i teateret.” (s. 25).

28603290

Hvor ”Stigninger og fald” dyrkede ekspansionen og de præcise detaljer fra barndommen, er der en anden knaphed over sproget i ”Hallerne”, hvilket også hænger uløseligt sammen med indholdet: ”Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. Alle værelser er hver for sig nu vandkolde rungende lagerbygninger.” (s. 9). Lejligheden er øde og tom, vi ser aldrig andet end manden og kvinden, der bliver en slags skuespillere på en scene, både for det publikum, der sidder på baren over for lejligheden, og for læserne. Anonymiteten højner fornemmelsen af et arketypisk, kønsstereotypt kærlighedsforhold, hvor manden og kvinden reproducerer nogle roller, der er blevet dem givet. Manden er agerende, kvinden modtagende, og på trods af underkastelsen er det tilsyneladende også med hendes accept, at det forholder sig sådan. I hvert fald er hendes krop styrende for denne dynamik: ”De er i ledtog, de to, kvindens krop og manden. Hun er på alle måder umyndig. Hun har ikke engang sin krop, allerede der er hun underlagt.” (s. 24). 

Som i ”Stigninger og fald” er der ikke nogen egentlig handling i ”Hallerne”, bogen er rettere en undersøgelse af et kærlighedsforhold. Lejligheden forlades af og til, vi ser parret i Berlin, i Jylland og ved havet, men også her rammes man som læser af den samme nærmest klaustrofobiske stemning, som fylder den tomme lejlighed. Det er et destruktivt parforhold, og pointen synes at være, at begær og destruktion er to sider af samme sag. Kærligheden gør et objekt ud af kvinden, og her begynder destruktionen. Som fortælleren siger det i ”Hallerne”: ”Genstande er det eneste, man kan elske, og kærligheden gør hele tiden mennesker til genstande.” (s. 146).

Én af os sover

”Æbletræets bark er sort; som det eneste i haven, sort. Det står og skærer sig kalligrafisk ind i vinteren. Vinteren maler hvide hunde gule og natten lysende og ligesom uvirkelig, en bedøvet søvn, der hvirvler gennem gaderne som en stormflod af stille stille.”
”Én af os sover”, s. 41.

Klogart siger selv om sin tredje roman, ”Én af os sover” (2012), at den handler om tab, og det må den siges at gøre, i alle ordets betydninger. Tab af barndomshjemmet, kærligheden, identiteten. Med denne roman vender Klougart atter blikket mod barndomslandet på Mols, men det er en meget anderledes fortæller, der vender hjem. Hvor debutromanen ”Stigninger og fald” befandt sig i barnets sanseverden i Mols Bjerges bugtende landskab, er det her en skibbruden fortæller, der vender hjem til stivnet og tabt land.

”Det er et landskab blondet af rim” (s. 9) hedder det i det første kapitel. Fortælleren er vendt hjem til forældrenes gård, det er vinter, og hun er næsten ødelagt af sorg. Et langt kærlighedsforhold til sin ”afdøde mand”, som hun kalder ham, er slut, men der er også en ny mand i spil, som fortælleren sørger over. Samtidig er hjemmet, hun vender hjem til, ikke reelt et hjem længere, for fortælleren er en anden: ”Jeg er en anden. Hun ved ikke, hvem det er, hun inviterer. Hun ved, hvem det er, hun savner. På den måde er vi ens” (s. 257) siger hun om mødet med moren hjemme på Mols.

29185646

Strukturelt er bogen bygget op over gentagelser over temaerne: lys, landskab, kærlighed og inddeles i otte afsnit, hvoraf seks bærer titlerne ”Landskabet” og ”En begravelse”. Klougarts særlige sproglige og grammatiske kendetegn træder tydeligere frem med denne udgivelse, og hun bruger i ekstrem grad grammatik og gentagelser til at skabe en lyrisk rytme i teksten. Således har hun en forkærlighed for at skabe en cæsur i sine sætninger ved at sætte et kolon midt i det hele: ” (...) når nogen har taget de sidste mønter, og der er: ikke rigtigt noget at komme efter.” (s. 97). 

I et interview på Rosinantes hjemmeside understreger Klougart, at romanen er undersøgelsen af et erindringsbillede: billedet af et æbletræ, der også bærer røde æbler om vinteren: ”Og æblerne hænger der endnu, for røde og i hvert fald: for sent. Dråber fra sorte grene.” (s. 41). Klougart mener, at dette er romanens egentlige udsagn: at vi bærer på enkelte billeder gennem hele livet, der falder ”som brændende kul igennem sneen”. De røde æbler er et gennemgående motiv i bogen, ligesom det døde, rimfrosne landskab også er det. Det er billederne og sproget, der er bærende for romanen, som det også har været det for Klougarts øvrige bøger, og som sådan får vi ikke fortællingen om selve kærlighedsforholdene eller bruddet fortalt, men vi står plantet midt i et billede på fortællerens desperate sorg. En sorg, der skyldes bruddet med Jakob, som fortælleren har haft et langvarigt forhold til, og som hun ikke kan give slip på. Men måske mest af alt en sorg over moderen, der ikke blot er syg af kræft, men også skuffet over sin datter. ”Det er et spørgsmål om tid, så er det sådan, det bliver – kun en skuffelse tilbage og en følelse af: at have elsket et barn, der slet ikke fandtes.” (s. 58).

Om mørke

”Med ét ændrer lyset sig. Et omslag i alting samtidig; solen kaster sine stråler ud til siderne, som om strålerne var arme, slået ud til siderne i opgivelse, afmagt, men længere og stærkere; og kulden i tingene, mørket i tingene, rækker ud efter pigerne, hestene, de malede olietønder og de stribede bomme, den tabte hjelm i græsset.”
”Om mørke”, s. 133.

Josefine Klougarts fjerde roman ”Om mørke” er med forfatterens egne ord en fortælling om skabelse og destruktion. Romanen udkom i 2013 og er som hendes tidligere bøger blevet modtaget med stående applaus fra det litterære parnas.

Bogen åbner med et citat fra Joseph Brodskys ”Venedigs vandmærke”, der anslår flere af bogens motiver: adskillelsen, tabet af den elskede, døden, forholdet mellem den seende og det sete.

”Om mørke” handler også om naturens brutalitet, om årstidernes skiftende lys og om altings forgængelighed. Den handler om ham og hende, der går fra hinanden. Den handler om en søn, der mister sin far. Den handler om kroppen, huden, sygdomme og død. Men trods det apokalyptiske er der en insisteren på, at død, tab, sorg og altings forfald også rummer lys og skønhed. En insisteren på, at mørket i sig rummer lyset, tabet rummer kærligheden, afskeden mødet, døden livet osv. Selvmodsigelsen og det dobbelte blik som stilistisk struktur er bærende, og ifølge Klougart er romanens ærinde netop ”at se de menneskelige vilkår, som de er i al deres ekstremitet og så samtidig ikke bare læne sig tilbage med en kop te og acceptere det. Bogen vil, at man er til stede i sådan en fortsat åben kamp mod og med de præmisser, vi er her under.” (Lena Masri: Jeg mangler et filter, som andre mennesker har. Berlingske, 2013-11-28).

50843785

”Om mørke” har hverken plot eller et narrativt forløb, som man måske ville forvente af en roman. Strukturen er snarere lyrisk og følger sansningens logik, så hverken rum eller tid følger en bestemt kronologi, som det også understreges på første side: ”Rummet er ikke sprængt, kronologien er ikke sprængt – ingen af delene har nogensinde været samlet på den måde” (s. 7), og netop det ikke-samlede iscenesættes både i form og indhold. I kapitlet Sappho­fragmenter sprænges teksten helt bogstaveligt, så kun få versestykker er tilbage spredt ud på siderne. Men også det følgende kapitel, der bærer romanens titel, har ufuldstændige sætninger og en sprængt grammatik. Klougart har sit helt eget sprog, som hun skaber fantastiske billeder med.

Det filmiske og fotografiske er også et bærende motiv, og i flere kapitler og afsnit sættes billedrammen rent verbalt for læseren. Der zoomes ind og ud, billedet tiltes, der panoreres og kvinden eller manden går ind og ud af billedet – alene eller sammen. De to er også hovedpersoner i et kapitel, der er udformet som et drama med prolog, epilog og scener. 

”Om mørke” er en lyrisk roman, der forsøger at give den eksistentielle smerte udtryk, og som i det ærinde skaber et helt nyt og unikt, næsten bevidstheds­udvidende sprog. 

New forest

”Man fik en fornemmelse af at landskabet tog sig god tid med øjnene der så det. Det var som om landskabet vidste at man ville vende tilbage til det.”

”New forest”, s. 194.

Efter at have udgivet et nyt værk årligt siden debuten i 2010 slækkede Josefine Klougart lidt på kadencen efter ”Om mørke”, og først i efteråret 2016 udkom hendes femte roman, ”New forest”. Den fremstår til gengæld på mange måder som hendes mest ambitiøse værk med sin brede tematiske vidde og sit 700 siders omfang.

Romanens handling er løst bundet op på skildringen af den gradvise opløsning af forholdet mellem en kvindelig forfatter omkring de 30 og hendes kæreste, som blot benævnes F. De lever en omtumlet tilværelse på Islands Brygge i København i generel forvirring om, hvor de har sig selv og hinanden. Forestillingen om, at tiden er inde til at stifte familie, tynger forholdet, som knager i fugerne alene ved tanken om at bringe børn ind i ligningen. Men hvis forholdet til F. må ende, hvad findes der så på den anden side? Kvinden oplever sin ungdommelige skønhed erodere og en eksistentiel desperation sætte ind. Frygten for ensomheden, for at forspilde sine muligheder og for at skuffe og såre sig selv og andre rumsterer i baghovedet og gør overvejelserne tunge.

52732891

Gennem en velvilligt rodet og ikke-kronologisk blanding af lyriske første-, anden- og tredjepersonstekststykker og dagbogsfragmenter sporer romanen os ind på både kvindens nutidstilværelse og barndom, og visse mønstre åbenbarer sig i forhold til hendes oplevelse af aldrig rigtig at kunne finde sig til rette i de nære relationer, hverken de romantiske eller de familiære. I den forstand handler bogen om nogle eksistentielle grundvilkår for mennesket: den genkomne følelse af ofte at være en smule fejlplaceret i tilværelsen og besværet med at knytte varige, meningsfulde bånd til andre mennesker. Den handler om de roller, vi tildeler os selv i relation til andre. Om den måske indbildte forestilling om en sand, privat kerne i selvet og så det brogede selv, der konstrueres i vores interaktion med omverdenen.

”New forest” spænder tematisk bredt og kan på mange måder opfattes som en sammensmeltning af de bærende tematikker i Klougarts forrige værker: barndom, seksualitet, parforhold og natur.

Genrer og tematikker

”Stigninger og fald” er en slags erindringsroman, som man også kender det fra Hans Otto Jørgensens ”Hestenes øjne”, Kim Leines ”Kalak” og Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden”, men i modsætning til de nævnte eksempler er det ikke det selvbiografiske element, der driver romanen. Snarere end en samlet kronologisk handling i romanen er ”Stigninger og fald” bygget op over en række korte erindringsglimt fra barndommen på Mols, så det er måske mere præcist at tale om en samling prosalyriske fragmenter, der tilsammen udgør en sløret og poetisk skildring af en barndom og en familie. Billedsproget er så fortættet, at det på mange måder kunne være mere rammende at skrive lyrik på bogens omslag, ligesom romanens afsnit udgøres af kortprosatekster, der sjældent fylder mere end to eller tre sider.

”Den vind man manglede” og ”Hallerne” bindes sammen af portrættet af et parforhold. ”Den vind man manglede” mimer erindringsessay-stilen og beskriver enden på et parforhold i jegfortællerens køkken. Med ”Hallerne” går Klougart ind under huden på et brutalt parforhold, hvor magtpositionerne skæres hårdt op. Romanens skarpe kønsstereotyper blev efterfølgende diskuteret i dagbladenes bogsider, men Klougart mener selv, at hun med romanen er med til at nuancere en ligestillingsdiskussion, fordi spørgsmålet om magt og underkastelse ikke er så enkelt: ”Det klassiske maskuline blik, der objektgør kvinden – ikke kun i det seksuelle rum, men ikke mindst her – det er internaliseret i kvinden. Kvinden føler en lyst ved at reproducere denne stereotypi. Og samtidig væmmes hun over denne lyst. For hun er, som jeg selv, vokset op som en del af en generation af kvinder, der burde og skulle kunne høste frugten af de foregående generationers køns- og kvindekamp. På den måde ender man med en dobbelt skyld, tror jeg. Lige meget hvad man gør, så forbryder man sig mod sig selv. På den måde er romanen også indirekte et forsøg på at nuancere en meget naiv ligestillingsdiskussion.” (Morten Høi Jensen: ”Litteraturen lever: Fem spørgsmål til Josefine Klougart.” Blog i Jyllands-Posten, 2011-03-27). 

Med ”En af os sover” vender Klogart tilbage til Mols, og romanen kan ligesom debuten siges af at være en samling prosalyriske fragmenter, der på en måde fungerer som en slags opfølger til debutromanen. Hvad sker der, når fortælleren fra ”Stigninger og fald” vender hjem til barndomslandet, nogle kærlighedsforhold rigere og mange illusioner fattigere? Er der endnu et hjem at vende hjem til eller er der kun idéen om et hjem, som fortælleren selv har skabt? Og hvem er det, der vender hjem? Hvem er man, når man først har forladt barndomshjemmet og forsøger at vende tilbage?

Mest af alt beskæftiger Klougarts værker sig med sproget og kunstens rolle i verden. Hun har en lidenskabelig interesse for sprog, og det er derfor heller aldrig en handling, der sætter et nyt værk i gang, men nærmere en sætning eller et ønske om at undersøge et erindringsbillede eller noget sprogligt. ”Hallerne” opstod således ud fra en enkelt sætning, der virkede i en digtsamling. Hun havde vist digtsamlingen til forfatter og forfatterskolelærer Hans Otto Jørgensen, som bemærkede, at kun denne ene sætning interesserede ham. Med denne sætning gik hun i gang med ”Hallerne”: ”Ud fra den sætning væltede det så frem, men på et tidspunkt slettede jeg den, og den er slet ikke med i ’Hallerne’ mere.” (Carsten Andersen: ”De får et chok”. Politiken, 2011-01-29). 

Allerede som barn skrev Klougart historier, men følte ikke, at hun havde historier at fortælle. Forløsningen kom, da hun som 15-16-årig læste Virginia Woolfs ”The Waves” og fik en radikalt anderledes opfattelse af det at skrive. Indtil da havde hun tænkt, at det handlede om at finde den rigtige historie. Med Woolf kom følelsen af, at litteratur var andet end det: ”Da jeg læste Virginia Woolf, forstod jeg, at den gode litteratur handler om noget helt andet end den gode historie. Den handler om at være mere til stede i verden. Om at erfare verden fuldt og helt” (Dorte Hygum Sørensen: ”I litteraturen er jeg klogere end mig selv”. Politiken, 2010-02-06).

Netop den blotte tilstedeværelse i verden og de afledte indtryk af dette tilstedevær er fundamentet i Klougarts forfatterskab, som er kendetegnet ved en dramatisk sensibilitet over for omverdenen.

Beslægtede forfatterskaber

Josefine Klougart sammenlignes ofte med en anden dansk forfatter, der skriver sansemættet om sin hjemstavn, Hans Otto Jørgensen, som var rektor på Forfatterskolen det første år, Klougart gik der, og som hun siden har etableret forlaget Gladiator med. Klougart nævnes også i forbindelse med andre forfatterskoledebutanter som Olga Ravn, Ida Marie Hede og Asta Olivia Nodenhof, hvis udgivelser kan siges at være uden genrebetegnelse, men som Klougarts romaner er skrevet som en række sproglige billeder, der hverken holdes sammen af kronologi eller plot.

Klougarts debutroman er måske mest af alt inspireret af Virginia Woolfs drømmende og associative sprog. Selv siger Josefine Klougart om sit sprog: ”Det er et ekspansivt sprog, der hele tiden lægger nye billeder til og skaber kæder af betydning. Når Virginia Woolf for eksempel lader synsvinklerne skifte, lader hun sproget være åbent. Jeg har generelt en modvilje overfor opfattelsen af, at præcision nødvendiggør et knapt og enkelt sprog – præcision kræver ord!” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06). Med sit ekspansive og billedmættede sprog kan man sige, at Klougart adskiller sig markant fra 1990’ernes mere minimalistiske og ordknappe skrivestil, som man har set det hos Christina Hesselholdt og Helle Helle, men forkærligheden for sprogets musikalitet og rytme har de til fælles. Særligt for Klougart er den stærke tro på sprogets præcision og muligheder, der kommer til udtryk ved en næsten endeløs leg med metaforerne og en enorm billedmæssig detaljerigdom. Eller som hun selv siger det: ”Nogle gange kræver det enkle fylde.” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06).

Den markante selvbiografiske dimension, autofiktionen, har været en kraftig tendens i 2000’ernes nordiske litteratur hos forfattere som Karl Ove Knausgård, Knud Romer, Claus Beck-Nielsen og Pablo Llambías. Men hvor man hos disse ser hyppige referencer til faktiske steder, tider og begivenheder som en måde at understrege det nonfiktive grundlag, og hvor det bliver et vigtigt projekt i sig selv at opløse membranen mellem fiktion og virkelighed, virker dette mindre afgørende for Klougart, der blot synes ikke at se noget behov for at opstille storstilede fiktioner for at nå ind til kernen i det, hun gerne vil udtrykke. Tværtimod opfattes de som unødige benspænd, og den personlige indgangsvinkel bliver således en måde at sikre større autenticitet og nærvær på.

Bibliografi

Romaner

Klougart, Josefine:
Stigninger og Fald. Rosinante, 2010.
Klougart, Josefine:
Hallerne. Rosinante, 2011.
Klougart, Josefine:
Én af os sover. Rosinante, 2012.
Klougart, Josefine:
Om mørke. Gladiator, 2013.

Andre tekster

Klougart, Josefine:
Den vind man manglede. Fingerprint, 2010.

Om forfatteren

Web

Her kan du finde info om udgivelser, oplæsninger, interviews mm.

Artikler

Masri, Lene: Sorg og glæde – det er sådan set det samme. Berlingske, 2013-11-29.
Andersen, Carsten: »Det er døden at stå stille. Se bare på parholdet i romanen. De går rundt som zombier i grænselandet mellem liv og død«. Politiken, 2016-11-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Josefine Klougart

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Guldager, Louise Helstrup:
Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv. Information 2010-01-06.
Hygum Sørensen, Dorte:
"I litteraturen er jeg klogere end mig selv". Politiken, 2010-02-06.
Andersen, Carsten:
"De får et chok". Politiken. 2011-01-29.
Jensen, Morten Høi:
Litteraturen lever: Fem spørgsmål til Josefine Klougart. Jyllands-Posten, 2011-03-27.
Krogh, Mette Størum:
Findes der råd for den nordiske litteratur? Information, 2011-04-07.
Masri, Lena:
Jeg mangler et filter, som andre mennesker har. Interview i Berlingske, 2013-11-28.