Hans Otto Jørgensen

Hans Otto Jørgensen kom til verden den 23. august 1954 og. Han voksede op i Vile ved Limfjorden i Nordvestjylland. Faren var landmand og indremissionsk, og k. Kristendommen har præget hans opvækst med sit fællesskab fyldt af kærlighed, men også med en strenghed og en gennemtrængende determination. Da Hans Otto Jørgensen som 6-årig var ved at blive trampet ihjel af kvierne på gården og lå to måneder på hospitalet, besøgte faren ham ikke en eneste gang – han havde jo dyrene, der skulle passes.

Da Hans Otto Jørgensen var 16 år og gik på HF i Nørre Nissum, opdagede han litteraturen og mødte sit kald som forfatter. I et interview forklarer han: “Jeg opdagede det, da jeg gik på HF og læste Karen Blixens “En herregårdshistorie”. [...] Da jeg havde læst første side af “En herregårdshistorie”, vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og vidste, at jeg ville blive det, men der var ingen at tale med det om.” (Dorte Remar: “Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live”. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).

Der skulle dog en del svinkeærinder til, førend litteraturen blev hans liv. Først læste han dansk på Københavns Universitet. Dernæst gik vejen forbi Vejlby Landbrugsskole, hvor han i 1987 blev uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker. Så slog han sig på økologisk landbrug, men han ville hellere skrive, og kompromiset blev, at han passede naboens køer, mens han skrev. Og så endelig kom debuten, som 35-årig. Det var i 1989 med romanen “Tårnet”, hvor de eneste personlige oplysninger, man finder om forfatteren, er, at han er “bondefødt og kvajet opdraget”. Det har Hans Otto Jørgensen selvfølgelig måttet forklare flere gange. Dertil siger han: “Det ikke at blive set som den, man er, er forfærdeligt. Men det har jeg været udsat for, fra jeg var seks år. Det har præget mig virkelig meget ikke at blive set som andet end arbejdskraft.” (Dorte Remar: “Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live”. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).

Hans Otto Jørgensen selv blev far første gang, da han var 27 år gammel, og han fik sit sidste barn, da han var 44. Det er blevet til tre døtre og en søn.

Ved siden af forfattergerningen har Hans Otto Jørgensen haft flere jobs med litteraturen som omdrejningspunkt. Han har arbejdet som anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad fra 1995-2001, fra 1998-2000 var han højskolelærer ved Testrup Højskole. Og fra 2002-2009 var han rektor for Forfatterskolen og var dermed den tredje i skolens historie til at influere på de unge forfatterspirer. Endvidere er han medstifter af forlaget Gladiator.

På bogomslaget til Hans Otto Jørgensens debutromanen “Tårnet” fra 1989 står der, at det er en kærlighedshistorie, men det er svært at give et decideret handlingsreferat. Helt overordnet er romanen inddelt i to bøger, og i begge bøger går en række karakterer igen. Først og fremmest Indianeren og MissMolly, og dernæst JimJim, Bell, Onkel, Amøben, Lonny, Syfilis, og så dertil et par andre karakterer. EOg et par gange optræder også den tyske kommunistiske gruppe Baarder Meinhof-gruppen, som romanens hovedkarakterer sympatiserer med.
Både rejsen og tårnet er gennemgående temaer. Romanen indledes med, at Indianeren kommer sejlende til MissMolly, og romanen igennem er de to ofte på fartenture. Med bil, med bus, undervejs er de i hvert fald. Det er kærlighedens rejse, de er på, det er begærets og beruselsens rejse, og ofte beruser de sig også, imens de er på undervejsvejen.
Tårnet symboliserer babelstårnet, at nå op til gud, men endnu mere er det et symbol på at nå op i kærlighedens, i rusens himmel. At beruse sig helt op i skyerne via enten et , som et resultat af voldsomt begær eller ved hjælp af , som et resultat af stoffer og sprut. 
I anden bog kommer Marie til verden s. Som en forening af MissMolly og Indianeren. Hun bygger tårne, himmelhøje tårne, og så vælter hun dem igen, jubler og begynder forfra, som hendes forældre konstant nærmer sig hinanden for så igen at fjerne sig. 
Ind imellem betegnes tårnet som slottet, andre gange er det et faldefærdigt slot, helt udbombet og fuld af torturinstrumenter og med risikoen for at falde i voldgraven omkring slottet og drukne i det mørke dyb. Og ofte truer kærligheden med at vende om i vold og had. Torturinstrumenterne bliver da til sadistiske maskiner, der seksuelt maltrakterer. Som i et af romanens udsagn om, at kærlighed og vold er to sider af samme sag, fordi det er intensiteten, der er det vigtige, fordi følelserne determinerer.
I det hele taget lurer døden hele tiden lige om hjørnet, som den ultimative afsked. Eller bagholdet – karaktererne bliver taget af politiet og smides måske i fængsel, måske på den lukkede. Det er livet på kanten; der hvor smerten er helt intens, og hvor kærligheden og begæret bobler – og nogle gange bobler over i frustration, vold og had.