hans otto jørgensen
Foto: Gladiator

Hans Otto Jørgensen

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Opdateret af cand.mag. Anna Møller. 2017.
Top image group
hans otto jørgensen
Foto: Gladiator
Main image
Jørgensen, Hans Otto
Foto: Morten Holtum

Indledning

Det er Udkantsdanmark og landbolivet, der danner rammen i Hans Otto Jørgensens værker. Skriften er fuld af beskrivelser af det konkrete landboliv med køer og arbejdsslid, men samtidig er fortællestilen og karakterernes liv præget af brud og ofte uheldssvangre undertoner. Personerne har svært ved at finde sig tilpas med sig selv, og rastløsheden er tatoveret i dem. Eksempelvis i Ida og Axel i trilogien af samme navn.

 

 

46456092

Blå bog

Født: 23. august 1954 i Vile i Salling.

Uddannelse: Driftsleder og kvægbrugstekniker, Vejlby Landbrugsskole, 1987.

Debut: Tårnet: en kærlighedshistorie, 1989.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 1990. Radioens Romanpris, 2002. Limfjordegnens Litteraturpris: Marie Bregendahl-prisen, 2004. Landbrugets kulturpris, 2005. Otto Gelsted Prisen, 2007. Kritikerprisen, 2008. Bukdahls Pris, 2008.

Seneste udgivelse: Nedrakket til skrift. Gladiator, 2019. 

Inspiration: Karen Blixen.

Minimalisme i 1990'erne

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det var ved havet. (…) Vi talte om Andy Warhol i bilen, hvad han havde betydet for mit arbejde, at jeg havde det samme hår, og at Johnny og jeg havde set ham på stranden derude ved Bovbjerg.”

”Revolutionær”, s. 69.

Hans Otto Jørgensen kom til verden den 23. august 1954. Han voksede op i Vile ved Limfjorden i Nordvestjylland. Faren var landmand og indremissionsk. Kristendommen har præget hans opvækst med sit fællesskab fyldt af kærlighed, men også med en strenghed og en gennemtrængende determination. Da Hans Otto Jørgensen som 6-årig var ved at blive trampet ihjel af kvierne på gården og lå to måneder på hospitalet, besøgte faren ham ikke en eneste gang.

Da Hans Otto Jørgensen var 16 år og gik på HF i Nørre Nissum, opdagede han litteraturen. Han siger “Jeg opdagede det, da jeg gik på HF og læste Karen Blixens “En herregårdshistorie”. [...] Da jeg havde læst første side af “En herregårdshistorie”, vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og vidste, at jeg ville blive det, men der var ingen at tale med det om.” (Dorte Remar: “Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live”. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).

Han skulle ud på nogle svinkeærinder, førend litteraturen blev hans liv. Først læste han dansk på Københavns Universitet. Dernæst gik vejen forbi Vejlby Landbrugsskole, hvor han i 1987 blev uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker. Så slog han sig på økologisk landbrug, men han ville hellere skrive, og kompromiset blev, at han passede naboens køer, mens han skrev. Og så endelig kom debuten, som 35-årig. Det var i 1989 med romanen “Tårnet”, hvor de eneste personlige oplysninger, man finder om forfatteren, er, at han er “bondefødt og kvajet opdraget”. Det har Hans Otto Jørgensen selvfølgelig måttet forklare flere gange. Dertil siger han: “Det ikke at blive set som den, man er, er forfærdeligt. Men det har jeg været udsat for, fra jeg var seks år. Det har præget mig virkelig meget ikke at blive set som andet end arbejdskraft.” (Dorte Remar: “Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live”. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).

Hans Otto Jørgensen selv blev far første gang, da han var 27 år gammel, og han fik sit sidste barn, da han var 44. Det er blevet til tre døtre og en søn.

Ved siden af forfattergerningen har Hans Otto Jørgensen haft flere jobs med litteraturen som omdrejningspunkt. Han har arbejdet som anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad fra 1995-2001, fra 1998-2000 var han højskolelærer ved Testrup Højskole. Og fra 2002-2009 var han rektor for Forfatterskolen og var dermed den tredje i skolens historie til at influere på de unge forfatterspirer. Endvidere er han medstifter af forlaget Gladiator.

Tårnet

“De havde elsket hver nat i hundrede nætter. De havde, som musvågen ridende på en opvind, rejst med blodet dybt i hinandens kroppe, i et svæv så stejlt, i et svæv så smukt, drømmende, gennem smerten havde de forstået hinandens dybeste og inderste hemmeligheder.”
“Tårnet”, s. 174.

På bogomslaget til debutromanen “Tårnet” fra 1989 står der, at det er en kærlighedshistorie, men det er svært at give et decideret handlingsreferat. Helt overordnet er romanen inddelt i to bøger, og i begge bøger går en række karakterer igen. Først og fremmest Indianeren og MissMolly, og dernæst JimJim, Bell, Onkel, Amøben, Lonny, Syfilis, og så et par andre karakterer. Og et par gange optræder også den tyske kommunistiske gruppe Baarder Meinhof-gruppen, som romanens hovedkarakterer sympatiserer med.

Både rejsen og tårnet er gennemgående temaer. Romanen indledes med, at Indianeren kommer sejlende til MissMolly, og romanen igennem er de to ofte på ture. Med bil, med bus, undervejs er de i hvert fald. Det er kærlighedens rejse, de er på, det er begærets og beruselsens rejse, og ofte beruser de sig også, på vejen.

Tårnet symboliserer babelstårnet, at nå op til gud, men endnu mere er det et symbol på at nå op i kærlighedens, i rusens himmel. At beruse sig helt op i skyerne, som et resultat af voldsomt begær, som et resultat af stoffer og sprut.

I anden bog kommer Marie til verden. Som en forening af MissMolly og Indianeren. Hun bygger tårne, himmelhøje tårne, og så vælter hun dem igen, jubler og begynder forfra, som hendes forældre konstant nærmer sig hinanden for så igen at fjerne sig.

Ind imellem betegnes tårnet som slottet, andre gange er det et faldefærdigt slot, helt udbombet og fuld af torturinstrumenter og risikoen for at falde i voldgraven omkring slottet og drukne i det mørke dyb. Og ofte truer kærligheden med at vende om i vold og had. Torturinstrumenterne bliver da til sadistiske maskiner, der seksuelt maltrakterer. Som et romanens udsagn om, at kærlighed og vold er to sider af samme sag, fordi det er intensiteten, der er det vigtige, fordi følelserne determinerer.

I det hele taget lurer døden hele tiden lige om hjørnet, som den ultimative afsked. Eller bagholdet – karaktererne bliver taget af politiet og smides måske i fængsel, måske på den lukkede. Det er livet på kanten; der hvor smerten er helt intens, og hvor kærligheden og begæret bobler – og nogle gange bobler over i frustration, vold og had.

Nåden

“Mostrene trækker sig tilbage. Ind i huset. De har det godt. For de er, hvor døden er. Hvor godhed findes. Hvor hænder tilflyder hinanden og høje røster høres.”
“Nåden”, s. 25.

Et lille eksperimenterende værk er “Nåden” fra 1995. Værket foregår, som mange af de øvrige af forfatterens værker, i et landbomiljø. Persongalleriet tæller hovedsageligt tre unavngivne personer, nemlig drengen, kvinden og manden, og derudover optræder Nåden og nogle mostre, mens køerne og markerne udgør kulissen.

Det er ikke handling, der præger værket, i stedet er det små fortættede scener, der mest af alt skildrer stemningen. Og det er bestemt ikke nogen rar stemning. Døden lurer og truer konstant, og så er der Nåden, den uomgængelige.

I værket benyttes Nåden som et navneord og er altså knyttet til et væsen. Ind imellem er Nåden personificeret i manden, andre gange er Nåden blot knyttet til mandens sfære. Nåden er et klart religiøst begreb. I det hele taget kredser værket om den kristne betydningssfære. Eksempelvis hedder det: “Manden fylder op. Han har sin Gud. Udlægger betydning i det givne.” (side 32). Det er igennem kristendommens perspektiv, at verden forstås og tackles.

Nåden har noget tvetydigt over sig. Nåden går med stok, og stokken er som regel knyttet til djævelen. Nåden deler et æble med kvinden, og i Bibelen er æblet knyttet til slangen, til djævelen, der lokker kvinden. Nåden er således ikke kun et begreb, der er knyttet til Gud i værket, det er ikke kun knyttet til Det Gode, i hvert fald.

Til sidst i værket ofrer drengen sig selv, mens manden ser på. Som en art Jesus-figur lægger han sig i roerne med armene ud til siden, og med blod i hænderne. Det er ofringen, der tematiseres – at han bøjer sig for Nåden.

Det er ikke så lige til at genrebestemme værket “Nåden”. Nogle betegner bogen som lyrik, andre anfører, at det er en punktroman, og andre igen benytter betegnelsen kortprosa. I virkeligheden kan alle betegnelser benyttes; det er et særdeles lyrisk værk, der mest af alt består af små, nærmest filmiske scener. Selv siger Hans Otto Jørgensen om værket: “På en måde er “Nåden” [...] en mislykket bog, den er asymmetrisk og kantet på alle mulige måder samtidig med, at den sprogligt set er meget renset.” (Rolf Sindø: “På herrens mark med hver eneste sætning”, www.sindoe.dk, 2008-02-05).

Riggo havde ikke noget imod det abstrakte

“... da først opdagede han, at barnet var en bylt af klude udstoppet med gamle aviser. Otto mærkede ligesom en susen for sine øren, da han satte sig ind i sin bil, mærkede ligesom en ubestemt længsel, og fulgte pigen langsomt langs fortovet hele vejen gennem byen.”
“Riggo havde ikke noget imod det abstrakte”, s. 40.

Hans Otto Jørgensens “Riggo havde ikke noget imod det abstrakte” fra 1997 består af 17 noveller. Alle novellerne tager afsæt i meget konkrete personer og begivenheder, som dog udvikler sig ud i det abstrakte og decideret surrealistiske.

Nogen gange er det abstrakte knyttet til, at der ikke gives årsagsforklaringer til læseren. Det er eksempelvis tilfældet i den indledende novelle, der bærer titlen “Riggo”. Riggo er en bred figur med en fysik som en bodybuilder, han har hård hud på knoerne af alle de bank, han har “spenderet på konen”, som han for øvrigt kalder kællingen. Han ynder at gå på stripbar, og så slår han ofte også, helt umotiveret, sin gode ven Allan. Der gives ikke nogen forklaring på Riggos opførsel. Han er bare et ualmindeligt dumt svin. Læserne får hverken adgang til viden om hans opvækst, hans samvær med kæresten eller eksempler på begivenheder, der kan motivere, at han er så brutal. Der er ingen forklaringer, og derfor kommer begivenhederne til at fremstå som abstrakte tilfælde – og “Riggo havde ikke noget imod det abstrakte” (side 13), hedder det da også.

21797642

Andre gange er det abstrakte knyttet til, at der ikke gives årsagsforklaringer til hverken hovedkaraktererne eller læserne. Det er eksempelvis tilfældet i novellen “Vissepigen”, hvor de to hovedkarakterer Ruth og Otto forundres, drages og ængstes over abstrakte begivenheder og personer i deres omgivelser. Der er en blotter i et vindue og en kvinde, der bærer en tøjbylt, som hun taler til, som var det et barn. Og mens Ruth er bange for det abstrakte i form af blotteren, så er Otto tiltrukket af det sære pigebarn. Så tiltrukket faktisk, at måske også han mister ikke blot besindelsen, men også sit psykiske ve og vel

I novellen “Den unge præst” må den 40-årige præst Theil erkende, at han ikke kan hjælpe en psykisk syg dreng. Det gør ham så afmægtig, at han mister troen på både sig selv og på Gud. Det er således igen mødet med det abstrakte, der forandrer hovedkarakterens liv.

Novellerne er alle præget af en lurende uro. Det er de små tilfældigheder, alle de ting, vi mennesker ikke forstår, alt det vi ikke kan få forklaringer på, der tipper hovedkarakterernes hverdag og virkelighed. Som ryster dem i den grad, at de ikke kan vende tilbage til livet før. Eller andre gange, som i tilfældet Riggo, så er det ikke hovedpersonens virkelighed, der rystes, men blot læseren, der oplever at verden skrider, fordi der ikke er nogen mening. Ingen forklaringer.

 

Væltede kældre

“McDonald’s som moderne eventyr, pandekagehuset, hvor mænd kan blive fede, oppustede af friture, vende tilbage til det infantile stadie, de aldrig har forladt, spise med fingrene, suge på et sugerør, og skulle han sidde og se på det, John, suge selv, der går grænsen, ved den stank af søndag, af ventetid, venten på hvad.”
“Væltede kældre”, s. 30-31.

I 2005 udkom den lille roman med den poetiske og pirrende titel “Væltede kældre”. Handlingen er simpel, og romanen består af en række gengivelser af tanker og begivenheder. Hovedkaraktererne er parret Ivy og John. Eller nærmere: John the John og damen. Som en bekræftelse af, at han er manden og hun kvinden. Han er dén John, cirka 60 år gammel. Og de er et par, som lever sammen, eller det vil sige: på en gang sammen og hver for sig.

Hvad, der både knytter parret sammen og adskiller dem, er en motorcykelulykke, der var nær ved at koste John livet. Ulykken er skyld i, at han har metal i knæet og et stort ar i tindingen. Den er skyld i, at parret er blevet fjerne fra hinanden, at der er opstået et rum imellem dem som en bekræftelse af den ultimative adskillelse: døden. Og måske er den også skyld i hans apati. I hvert fald ligger han meget på sofaen i den tredje sals lejlighed i Valby, de deler. Og det er Ivy godt træt af. Ellers, når han ikke ligger der, er han “på en eller anden halsbrækkende måde altid i færd med at overleve, han befinder sig altid i den samme gentagelse, spærret inde” (side 14). Det eneste tidspunkt, han ikke er spærret inde, er, når han sidder bag rattet. Så lever han. Og mest af alt lever han, når han ligger ude i overhalingsbanen. Derfor må parret også tage på roadtrip og køre rundt i det danske landskab, der ligesom favner og forpupper dem.

25678036

Romanen springer meget i tid. Hvornår vi befinder os før ulykken og hvornår efter er indimellem svært at afgøre. De væltede kældre, som titlen refererer til, er både en passende beskrivelse af læseroplevelsen, da man som læser ikke er i stand til at trække en rød tråd igennem historien. Historien ligesom kæntrer. Og de væltede kældre er ligeledes underbevidsthedens kæntring. Ulykken dukker op i parrets drømme, og den intervenerer, konstant, i deres virkelighed. Og så ender den da også med at gentage sig lige for deres åsyn.

Samtidig refererer den til, at det er selve fundamentet for forholdet, der er kæntret. Det er den grundlæggende tro på den fælles fremtid. Den grundlæggende fornemmelse for hinanden. Det er ikke som sådan kærligheden, der er forlist, men det er fællesskabsfølelsen, der er kæntret. Det er tilliden. Den selv samme som svigtede allerede, da John havde en affære. Som han udtrykker det, så opdagede han, “at der kun var grund til at skamme sig, at fanden, så var han heller ikke mere værd” (side 75).

Hestenes øjne

“Jeg er overbevist om, at min far i perioder, og også temmelig lange perioder, led af en depression. Det gav jeg engang udtryk for over for min søster, men hun svarede, at han jo ikke var dum, det var det ord, hun brugte [...] Som om det var en åndssvaghed, jeg talte om, at min far var retarderet.”
“Hestens øjne”, s. 52-53.

I “Hestenes øjne” fra 2000 skildres Hans Otto Jørgensens opvækst i Vile ved Limfjorden. Det er især de ældre generationer, han foreviger med sine ord. Det er den tykke faster, som mener, at alt er godt, for ellers ville det ikke være skabt, og som mener, at Bibelen er mere sand end noget andet. Eksempelvis hedder det: “Jesus er mere konkret for Faster end noget andet.” (side 28). Fasteren lever et begivenhedsløst liv, det er en tragedie, skriver Hans Otto Jørgensen. Det er det fra hans perspektiv, men formentlig ikke fra hendes. Godt nok er hun tit uheldig, og hele hendes liv udspiller sig i nøjagtig de samme omgivelser, i den samme landsby, men hun har sin Jesus, og så gør det ikke noget. Udover fasteren befolker mostrene Sine og Bodil forfatterens barndomslandskab. Sine er mager og strengt religiøs, som Hans Otto Jørgensens far. Bodil er rund og varm og med samme store hjerte som fasteren. Så er der bedstefaren, der som 16-årig blev ramt af lynet, men overlevede, fordi, som han sagde, at Gud mente, han var for ung til at dø.

27137318

Ganske lidt hører man om søsteren Anne, som dør alt for tidligt, og så nævnes der noget om en bror. Hverken moren eller faren hører man noget særligt til. Som en bekræftelse af, at de ikke er til stede for drengen, at de ikke ser ham som den, han er, men i stedet bare lader ham knokle. Blandt andet derfor har han aldrig haft venner med hjem. Som han siger, så var vennerne forkerte, fordi de ikke var missionske, og desuden skulle han altid arbejde. Dette tvangsmæssige arbejde tematiseres desuden, og der stilles spørgsmålstegn ved, om det var retfærdigt på den måde at gøre drenge til slaver.

Et væsentligt tema er desuden det indremissionske miljø og alle de tabuer, det implicerer.

Hestene er en kontrast, de er det gode. De to heste på gården var drengens fortrolige, men de slagtes, mens han er på hospitalet. Han har fået flænset ansigtet op af kværnen, og da han kommer hjem, er hestene slagtede og erstattede af en traktor. Og så begynder mareridtene, de tilbagevendende. Om hestenes øjne i en sæk.

“Hestenes øjne” er en ydmyg selvbiografisk roman. Selv om stoffet er selvbiografisk, så er formen lyrisk. Handlingen er springende, og gentagelsen bruges ofte for at dykke længere ned i en episode, i et udsagn. På den måde bevæger Hans Otto Jørgensen sig ind på personer og begivenheder med en springende indføling, med et sanseligt nærvær.

Ida og Axel

“Der er noget fanatisk over hans omfavnelser af hende, som næsten mere er en omfavnelse af ham selv, et forsøg på at holde sammen på det, de dele, der er ham, når han stikker sin tunge ind imellem hendes tænder og lader spidsen røre, når han igen standser bilen, og de skal se noget tættere på, højere oppefra, en dusk klokkelyng, et strå, der som en passer har ridset sin cirkel i sandet i klitten.”
“Ida og Axel”, s. 377.

Hans Otto Jørgensen fik for alvor kredit og fik blandt andet kritikerprisen for sin trilogi “Ida og Axel” fra 2007. Trilogien består af de tre værker “Helt og heltinde” fra 2001, “Den fotograferede dreng” fra 2002 og “Med plads til hundrede køer” fra 2007. Værkerne følger tre generationer. Første del følger Idas og Ejnars opvækst i 1930’erne, hvor Ejnar vokser op på en gård, og Ida er alene med sin far, der lever et rakkerliv uden penge og fast bopæl. I anden del har Ejnar overtaget gården og danner nu par med Ida. Hun har sønnen Axel med fra en tidligere affære, og sammen får de sønnen Rune. I tredje bind refererer titlen til, at Rune har overtaget den fædrene gård og arbejder på at lave stordrift. Imens Rune knokler med gården, kløjes Axel i sine kunstneriske drømme i København.

Trilogien giver et nærværende billede af landbolivet op igennem det 20. århundrede. I de politiske og industrielle ændringer, Danmark undergår, og som samtidig forandrer livet for landmanden. Familiebruget bliver en saga blot, og det industrielle landbrug bliver en realitet. Trilogien giver desuden et sensibelt indblik i karakterernes liv. I deres omgang med verden, med hinanden, med køerne, og med Gud. Det er især mødet og sammenstødet mellem det traditionelle og det moderne, der fremskrives i romanerne. Og som en konsekvens heraf bliver rastløsheden manifest. Mens Ejnars forældre lever i pagt med det cirkulære liv, så bliver rastløsheden indskrevet i den næste generation. I Ejnars lillebror Erik, der rejser til byen. I drømmeren Ejnar indskrives rastløsheden ved, at han allerede som ung er bundet til gården. Eller: resultatet er både en fritagende lettelse og en febrilsk bundethed, der pacificerer ham og ender med at binde ham til sengen med diverse sygdomme.

26989914

For Ida indskrives opvækstens fattigdom og faderens gentagne mislykkede forsøg på at skabe et ordentligt, trygt hjem, sig i hende ved, at hun som ung afskriver al kontakt med ham, og på tilsvarende vis gør hun med alt i sit liv, hun ikke kan eller vil forholde sig til.

Rastløsheden er manifest i de tre værker. Alle karaktererne har en fornemmelse af ikke at være tilpas i sig selv og med deres omgivelser. De drømmer om noget andet og mere. For Rune giver det sig i “Med plads til hundrede køer” udslag i, at han konstant må købe nyt materiel, hele tiden må købe mere jord, bestandigt må skabe plads til flere køer. Hos Axel er uroen indre. Den udfolder sig eksempelvis i en ængstelig fornemmelse af ikke at kunne forankre. Hans ting forsvinder for ham. De tegninger, han laver, forsvinder en for en, når han flytter. De forhold, han etablerer, smuldre. Hans forventninger til livet er på en gang store, og så tror han alligevel ikke. Så bliver han usikker, tror ikke på sig selv, og er også hele tiden bange for at miste. Derfor har han “brug for at komme under hendes [Livs] beskyttelse” (side 410), som det hedder.

The Factory

“Så får hun lov at komme ind og ligge i sprækken, til sidst, i dobbeltsengen, i den lugt, der er så. Når hun samtidig tænker på ordet hest, og der er den lugt af hest. Det er den lugt af krop, når hun samtidig tænker på ordet legeme. Om krop og legeme er det samme.”
“The Factory”, s. 14.

Hans Otto Jørgensens (selvbiografiske) roman “The Factory” fra 2009 fungerer som en opfølger til “Hestenes øjne”. Hvor hestenes øjne især skildrer forfatterens barndomsliv, så går “The Factory” i kødet på ungdomslivet.

Jeg-personen vokser op på en gård i Vile ved Limfjorden sammen med fire søskende, heriblandt Anne som aldrig bliver voksen. Med en far, som han beskriver som “på en måde så hjælpeløs” (side 30). Og en mor, som han ikke husker nogensinde at have siddet på skødet af. Han kan dog godt bruge dem til noget. Især da han er blevet voksen og sidder og skriver den bog, man som læser sidder med i hånden. Så kan han bruge, at moren er så konkret, at hun forholder sig så konkret til tingene og kender ordene for alting.

27599893

Savnet og ensomheden er en grundlæggende følelse i “The Factory”. Hovedpersonen er præget af en melankolsk stemning, og dog en livskraft og en nysgerrig søgen efter svar. Denne søgen giver sig blandt andet udslag i tre teser om, hvorfor han er, som han er. “Jeg er blevet overset, det er min første tese, at det er derfor, jeg er blevet den, jeg er blevet.” (side 196). Anden tese centrerer sig om, at den manglende smertebehandling efter ulykken og hospitalets fremmedhed har sat sig i ham som en erindring. Og den tredje tese er, at han bærer på et misbrugsgen.

Titlen er en reference til Andy Warhols New York studie fra 1962-1968. På Warhols the Factory holdt de fede og kunstneriske typer til, blandt andet musikerne Lou Reed og Bob Dylan, amfetamin (mis)brugerne og de seksuelt radikale holdt til der, og der blev også skudt film i fabrikken. Hos Hans Otto Jørgensen er the factory det nedlagte landbrug, hovedpersonen bebor sammen med Peter og Jimmy, hvor de tager stoffer, sælger fliser og laver kunst. I romanen hedder det: “Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg laver. [...] Men jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory.” (100).

Springer

”Og så må vi ellers tro, hvad vi vil. Bare vi ikke anfægter jeget. Og så i øvrigt: skide være med kroppen. Bare vi kan blive fri for, at også den husker. Hvad den vil.”
”Springer”, s. 45.

I 2012 udgav Hans Otto Jørgensen tekstsamlingen ”Springer”, og ligesom titlen og forsidebilledet af skakbrikken af samme navn, så er bogens 23 tekster fulde af spring – både teksterne imellem og i de enkelte tekster.

Det er et sammensurium af tekststumper – brudstykker af en families historie, korte portrætter af kvinder samt fragmenter af historier om fortabte, udstødte sjæle, der som oftest er misbrugere og/eller misbrugte. Blandt andet serveres biografiske pluk fra en række nordiske malere og digteres liv omkring år 1900, heriblandt Adda Ravnkilde og Ernesto Dalgas, der begge begik selvmord. I værket udgør disse mennesker forfatterjegets ’venskabskreds’, som han identificerer sig med, og som læser må man forstå, at det er lidelsen og følelsen af ensomhed, de alle har til fælles. Tematisk er det således også lidelse, udstødelse og ensomhed, der kredses om i historierne samt svære familiebånd.

29572127

Flere af novellerne er endvidere en slags udvækster på Hans Otto Jørgensens tidligere forfatterskab. Bl.a. er den indledende novelle ”Bokseren” skabt af brudstykker af novellen ”Udtværet” fra værket ”Strange Days Indeed”, ligesom ”Rundt om Asta” består af dele af en håndfuld afsnit fra værket ”Sæt Asta fri”. Endvidere fungerer den udsyrede tekst ”Lammeladegård” som en art forlængelse af Jørgensens første to romaner ”Tårnet” og ”Indianeren”.

At genrebestemme ”Springer” er ikke så lige til. På forsiden hedder det blot, at der er tale om prosa. Værkets tredje del ”My Father in Memory” er en collage af genstande, og læseren må således forstå, at det er collagen og det tingslige, der er forfatterens inspirationskilde. Og dog fylder det kropslige meget i værket, hvor smerten indskrives i karakterernes kroppe og giver sig udslag i sindet. Værkets udsagn synes at være, at det er smerten, der genererer kunsten.

Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme til

”Hvad sygdom er andet end endnu en prøvelse. At være sat på prøve, fremmed for sig selv. Fremmed for den anden.”
”Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme til”, s. 19.

Novellesamlingen med den lange og pirrende titel “Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme til” udkom i 2014 på Hans Otto Jørgensens eget forlag Gladiator. Den består af 14 tekster, og ligesom i ”Springer” spiller andre kunstnere centrale roller i værket.

Blandt andet er forfatteren Herta Müller en fiktiv figur i novellen ”Little Boy, Fat Man”. Her sidder hun efter den kolde krig sammen med en kræftsyg landmand, der er angst for kommunismen, mens hun med sin baggrund som tysk mindretal i Ceausescus Rumænien kender denne grundlæggende angst. På den måde etablerer Jørgensen et slægtsfællesskab de to imellem, der er synonymt med det slægtskab, Jørgensen selv føler med de udstødte og anderledes, og ikke mindst de der kommer fra Udkantsdanmark. Dette slægtskab bliver tydeligt i flere af de øvrige noveller, deriblandt ”Verdens gamle lyd”.

51440528

Angst og underkuelse er centrale emner. Arbejdet og/eller statsmagten stavnsbinder kroppene og gør karaktererne ufri. Underkuelsen sidder i dem. Ligeledes kuer sygdom mange af karaktererne, og sygdom spiller i det hele taget en central rolle i mange af novellerne.

I ”Ham den lange” er det arbejderen i 1930’erne, der bliver slidt ned af sit knoklearbejde, og i ”Verdens gamle lyd” er det kræft, der får has på en kvinde fra landet. Romanens udsagn synes at være, at kroppen aldrig er fri, men at forfatterens evne til at se sig selv udefra kan give en form for frihed – via muligheden for at forandre.

Revolutionær – en Andy Warhol-komposition

”Jeg har aldrig helt kunnet slippe den tanke, at det var, fordi jeg kørte min kælk ud foran min søster, og hun kom så galt af sted, at hun fik den kræftknude i hjernen.”

”Revolutionær”, s. 433.

I sin reviderede litteraturhistorie, ”Horden 13 digterportrætter 1872-1912” (2015), fokuserer Hans Otto Jørgensen på de mere eksperimenterende forfatterskaber i overgangen til det 20. århundrede, og i værket fremhæver han bl.a. forfattere, der skabte nye genrer til deres litteratur. Ønsket med det nye greb på litteraturen var at sprænge kategorier og rammer – og det samme sker i høj grad i den genrenyskabende og hyper- og surrealistiske tekstsamling ”Revolutionær – en Andy Warhol-komposition” (2017), hvor Hans Otto Jørgensen ubesværet fortsætter med at sammenkoble fiktion og sit levede liv. Romanen, der har fået den selvopfundne genrebetegnelse 'monsterroman', samler stort set hele forfatterskabet på en frankensteinsk facon og knuser det atter ved en ophævelse af al kronologi.

53052800

I den fragmentariske roman forenes billeder, tegninger og typografisk eksperimenteren på det formelle plan, mens indholdet i digt-, prosa- og brevform cirkulerer omkring kendte figurer fra forfatterskabet, bl.a. indianeren, JimJim, MissMolly, Onkel og Bell fra de to første romaner ”Tårnet” og ”Indianeren”. Inspirationen fra William S. Burroughs’ (1914-1997) metode med en cut-up-teknik, der tillader spring mellem forskellige fortællespor, er tydelig, og punkterer enhver form for kronologi. Ofte er tonen febrilsk snakkende, som om en række maniske stemmer taler i munden på hinanden.

I romanen er geografien og miljøet det samme som i mange af Jørgensens andre bøger – nemlig udkanten af Danmark, hvor de utilpassede bor. ”Revolutionær” indledes således med et håndtegnet kort over den fiktive ø Burroughs Island med bl.a. en minkfarm, en ruin (tårnet), en kirke og Jens Th’s gård og træer, og ligesom i bl.a. ”Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme til” optræder virkelige kunstnere og forfattere som semifiktive figurer i romanen, og der digtes legende videre på deres liv.

”Revolutionær”s springende komposition genfortæller – som i ”Hestenes øjne” – også en række voldsomme begivenheder fra forfatterens eget liv, bl.a. hans søster og mors død, og da han som barn blev halvt sparket ihjel af køer. Scenerne gentager sig – sammen med f.eks. kærlighedsbreve mellem MissMolly og Indianeren – og genskrives gennem ”Revolutionær” som en slags feberdrøm, der ikke vil slippe sit tag.

Genrer og tematikker

Hans Otto Jørgensen har været omkring de fleste genrer. Han har skrevet romaner, punktromaner, noveller, digte og selvbiografier. Med Pia Juuls ord kan Hans Otto Jørgensens stil beskrives således: “Bedst som man inde i én bog tror man ved, hvad det er man har sat sig til rette med, skifter vinklen, historien, tiden, tonefaldet, ja hvad ved jeg, alting kan slå om på uventede steder i alle bøgerne. Det er egensindigt i al sin blanding af noget sindigt og moderne, men overalt overvældes jeg som læser af det melankolske, eftertænksomme, hyper opmærksomme blik, forfatteren har og bruger for at vise mig dette fortvivlede menneskeliv.” (Pia Juul: Pia Juus tale for Hans Otto Jørgensen, www.danskeakademi.dk, 2007).

Det er en meget rammende beskrivelse af Hans Otto Jørgensens forfatterskab, der dels har bid i den jyske muld, i det konkrete, med helt konkrete betegnelser, og som dels er lyrisk i sin sproglige fortættethed og fyldt af digressioner og uheldssvangre undertoner.

I “The Factory” udfolder Hans Otto Jørgensen, hvad man kan kalde hans poetik. Igennem hele værket kommer han med udsagn om, hvad litteratur er, hvad litteratur handler om. Han skriver: “Der er altid flere mulige forklaringer, flere mulige positioner at indtage. Litteratur handler ikke om andet.” (s.ide 42). Han skriver: “Jeg skal forsone mig. Jeg skal ikke andet. Litteratur handler ikke om andet.” (s.ide 69). Han skriver: “Og fra da af begynder jeg at fortælle mig selv 1:1. I et anfald af sprog. Litteratur handler ikke om andet.” (s.ide 104). Han skriver: “Jeg har med vold og magt villet være svigtet. Det er en balancegang. Litteratur handler ikke om andet” (s.ide 194). Og så skriver han: “Vi skal alle leve. Uden at tænke på noget andet end netop at leve. Litteratur handler ikke om andet.” (s.ide 194). Det er, hvad litteratur handler om for forfatteren, og det er alt sammen emner, der udfoldes i hans værker.

Mest af alt kredser Hans Otto Jørgensens litterære produktion om, hvordan man overlever. Nogen gange om, hvordan man overlever som menneske, andre gange blot og bart om overlevelse.

Et helt centralt tema er bondelivet i det 20. århundrede. Det er de ændringer, der er foregået, fra familiebrug til industrilandbrug. Det er omkostningerne, for mennesker og dyr. Det er hestene, der slagtes, fordi traktorerne indføres. Det er erhvervet, der går i arv fra generation til generation. Desuden vises det, at der ikke er plads til det enkelte menneske i landbrugslivet, der er i hvert fald ikke plads til at være et menneske, som har andre drømme end at passe køer.

Et andet helt centralt emne er livet i Udkantsdanmark. Man kan sige, at hvad Dan Turell er for forstaden, det er Hans Otto Jørgensen for Udkantsdanmark. Han tager dem, der lever på kanten af samfundet i forsvar og skriver deres virkelighed frem.

Et tredje tema i forfatterskabet er det indremissionske miljø. Det er ambivalensen, der udfoldes. Fællesskabet på den ene side, åbenheden, varmen og næstekærligheden, og på den anden side strengheden, pieteten, nøjsomheden og eksklusionerne. Eksempelvis at man som barn af indremissionske forældre ikke kan lege med børn af forældre, der ikke er troende.

Ulykken er ligeledes et tema, der går igen. Hvad betyder det for et menneske at komme i nærkontakt med destruktionen, med døden? Hvad betyder det for dets kontakt med omgivelserne? Det undersøger Hans Otto Jørgensen på forskellig vis igennem sine karakterer.

Et sidste gennemgående tema er kærlighed og begær, og ikke mindst drømmene derom. 

Beslægtede forfatterskaber

Når Hans Otto Jørgensen fortæller om, hvad der kickstartede hans litterære karriere, så er B’erne i centrum. Han siger: “Da jeg begyndte at skrive – det var mange år før “Tårnet” kom – var det meget Burroughs, Bjelke og Blixen. Burroughs inspirerede mig med sine teorier om sproget som et virus, som man kan implantere i magtens sprog. Og Bjelke med sit anarki. Og Blixen for hendes sikre fortællestruktur. Og “Tårnet” er på en måde et konglomerat af de tre.” (Rolf Sindø: “På herrens mark med hver eneste sætning”, www.sindoe.dk, 2008-02-05).

Store dele af hans litterære produktion indskriver sig desuden i en tradition fra Steen Steensen Blicher og Jeppe Aakjær. Eksempelvis trilogien “Ida og Axel”, og også “Væltede kældre” er en kærlighedsroman, der trækker veksler på bondelitteraturen. Især i de poetiske landskabsbilleder. Og samtidig er den en socialrealistisk roadroman, der giver mindelser om forfatterskaber som Tove Ditlevsen. Romanen har desuden flere tematiske træk til fælles med Christina Hesselholdts roman “Du, mit du” fra 2003. Begge har et par centralt i værket, og i begge tilfælde er der tale om både en dragende gensidig kærlighed, som sættes i spil i forhold til omgivelserne – især ved at den kvindelige karakter flirter med andre. Og i begge romaner spiller døden en vigtig rolle i forhold til at binde kærligheden sammen og udfordre den.

Hans Otto Jørgensen nævnes også hyppigt sammen med forfattere som Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt og Jens Smærup Sørensen. Sidstnævnte har i den prisbelønnede “Mærkedage” skrevet et værk om den danske landbokultur.

Bibliografi

Værker af forfatteren

Jørgensen, Hans Otto:
Tårnet. 1989. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Indianeren. 1991. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Sildedagsfolkene. 1992. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Ekliptika. 1993. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Nåden. 1996. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Molly – historien om en engel. 2000. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Helt og heltinde. 2001. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Den fotograferede dreng. 2002. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Væltede kældre. 2005. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Med plads til hundrede køer. 2007. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Hestenes øjne. 2008. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
The Factory. 2009. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Exodus. Gyldendal, 2010. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
By og hest. Anblik, 2010. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Sæt Asta fri. Gyldendal, 2010. Roman.
Jørgensen, Hans Otto:
Strange days indeed : en detektivhistorie. Gyldendal, 2012.
Jørgensen, Hans Otto: Revolutionær : en Andy Warhol-komposition : monsterroman. Gladiator, 2017.
Jørgensen, Hans Otto: Nedrakket til skrift. Gladiator, 2019.

Noveller og kortprosa

Jørgensen, Hans Otto:
Amerika. 1990. Noveller.
Jørgensen, Hans Otto:
I tidens standsning. 1991. Noveller.
Jørgensen, Hans Otto:
Riggo havde ikke noget imod det abstrakte. 1997. Noveller.
Jørgensen, Hans Otto:
Mænd. 2000. Noveller.
Jørgensen, Hans Otto:
Hjort eller hare. 2002. Kortprosa.
Jørgensen, Hans Otto:
Ove gasser op: udvalgte noveller. 2004. Noveller.
Jørgensen, Hans Otto:
Ålen har englelyd. 2006. Kortprosa.
Jørgensen, Hans Otto:
Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi. Gladiator, 2014. Noveller.

Digte

Jørgensen, Hans Otto:
Den bronzefarvede kalkun. 1993. Digte.
Jørgensen, Hans Otto:
Idyller. 1995. Digte.
Jørgensen, Hans Otto:
Jeg har ventet. 1998. Digte.
Jørgensen, Hans Otto:
Æsel her. 2001. Digte.

Børnebøger

Jørgensen, Hans Otto:
Viggos hus. 1998. Børnebog.
Jørgensen, Hans Otto:
De gule føl : ulykkeshistorier for børn. Gyldendal, 2010. Noveller for børn.
Jørgensen, Hans Otto:
Vand, blod, tis og maskiner : ulykkeshistorier for børn. Gyldendal, 2010. Noveller for børn.

Øvrige udgivelser

Jørgensen, Hans Otto:
Vold. 2009. Tegner: Halfdan Pisket. Tegneserie.
Jørgensen, Hans Otto:
Hjernens egen store hund. Tekstsamling. 2009.
Jørgensen, Hans Otto:
Horden : tretten digterportrætter 1872-1912. Gladiator, 2015. (81.64).

Om forfatterskabet

Lassen, Helle Juhl: Måske en guldsmeds z-vise stød. En dialogisk analyse af Hans Otto Jørgensens ‘Ålen har englelyd’. Bogens Verden, nummer 2, 2007.
Huang, Marianne Ping: Svalmende, blamrende – topologiske vandringer ad vanitasmotivets vej i Hans Otto Jørgensens forfatterskab. Kritik, nummer 124, 1996.
Huang, Marianne Ping: Vesterud. Om formens eksotik i Hans Otto Jørgensens romaner ‘Tårnet’ og ‘Indianeren’. Spring, nummer 5, 1993.
Mossin, Steffen: Den jydske hørm. En samtale med Hans Otto Jørgensen. Bogens verden, 1991.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hans Otto Jørgensen

Kilder citeret i portrættet

Remar, Dorte:
Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16.