Vibeke Grønfeldt
Foto: Lars Gjødvad

Vibeke Grønfeldt

cand. mag. Mai Misfeldt, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af journalist Nana Bugge Rasmussen, Bureauet, maj 2020.
Top image group
Vibeke Grønfeldt
Foto: Lars Gjødvad
Main image
Grønfeldt, Vibeke
Foto: Stefan Kai Nielsen / POLFOTO

Indledning

Vibeke Grønfeldts rige og sprogligt blomstrende forfatterskab fortæller om menneskers hårde kamp for at finde sig til rette i en verden, hvor det er op til det enkelte individ at genopfinde sin egen mening. Det er fortællinger fra udkantsdanmark, hvor koblingen mellem menneske og natur er blevet brudt, først af industrisamfundet og siden af informationssamfundet. På den vis er Vibeke Grønfeldts forfatterskab også et væsentligt led i skrivningen af periferiens danmarkshistorie. Det er på mange måder dystre billeder, hun tegner, men håbet og lyset ligger i sansningen og de lysende øjeblikke af sammenhæng mellem natur og menneske.

 

38813692

Blå bog

Født: 12. december 1947, Nordby sogn, Samsø.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: Djævlens trekant, Charlatan, 1975.

Litteraturpriser: Thit Jensens Legat, 1976. Henri Nathansens Legat, 1977. Herman Bangs Mindelegat, 1977. Otto Gelsted-Prisen, 1982. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1989. Det Danske Akademis Store Pris, 1996. Henrik Pontoppidans Mindefond, 1999. Kritikerprisen, 1999. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2000. De Bang’ske Morgenmænds Kulturpris, 2004. Odd Fellow Ordenens Litteraturpris, 2007. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2007. Leo Estvads legat, 2007. Holger Drachmann-legatet, 2008. Montanas Litteraturpris, 2016.

Seneste udgivelse: Pludselig her. People's Press, 2021. Roman.

Inspiration: H.C. Andersen, St.St. Blicher, Albert Dam, Jørgen Nielsen, J.P Jacobsen, Ernesto Dalgas, Italo Calvino, Marcel Proust og Jean Rouaud.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hver bevidsthed er et lille lukket rum i verden. Godt nok til personen, ikke mere og ikke mindre. En opfattelse.”
”Livliner”, s. 650.

Vibeke Grønfeldt voksede op på familiens slægtsgård på nordsiden af Samsø. Som lille pige på fem år mistede hun sin far. Den traumatiske hændelse har hun siden beskrevet i kollektivromanen I dag fra 1998. Vibeke Grønfeldt forlod skolen efter otte års skolegang og brugte sin opsparede formue på en skrivemaskine i stedet for på den motorcykel, den oprindeligt var tiltænkt. Hun havde svært ved at tilpasse sig, følte sig isoleret og forkert i forhold til den konkrete virkelighed, der lå for hendes fødder, og valgte som ganske ung, at det var skrivemaskinen, der skulle være hendes livsbane. Selv fortæller hun: ”De første tretten, femten år tilpassede jeg mig, med visse omkostninger, stort set de skiftende vilkår. I halvtredserne var omgivelserne smukke. Både sommer og vinter. Der var kun få biler, ingen turister, intet industrielt landbrug, og de fredede områder, som endnu ikke var fredede, lå hen som ubebyggede og utrafikerede grønne bakker og hegn ved havet. Derefter syntes omkostningerne ved tilpasningsforsøgene ubetalelige. I stedet for at fortsætte dem begyndte jeg at skrive. Hermed mener jeg ikke, at skrivning per definition forholder sig selvstændigt til tidens mest overfladiske strømninger. Eller til sig selv. Tværtimod er det en meget vanskelig sag. Opportunismen synes lige så fremherskende i litteratur som i kritik, journalistik og politik.” (www.litteratursiden.dk /forfattere/vibeke-gronfeldt).

Hun fik sin første roman antaget i tre bind på forlaget Charlatan i 1975, men var så utilfreds med de mange redaktionelle ændringer de foretog, at hun siden har afskrevet trilogien fra forfatterskabet. Vibeke Grønfeldt bor stadig på Samsø, nu på sydsiden med sin ægtemand Lars Finsteen Gjødved, som hun giftede sig med i 1981. Hun er ikke en forfatter, der blander sig i den offentlige debat, hun taler gennem sine romaner, der i høj grad anfægter det samfund, der er vokset frem siden 1950’erne. Ankerstenen for hende er, at mennesket har mistet sin orientering og sin nødvendighed.

Din tavshed er min skrift på væggen

Vibeke Grønfeldts tidlige forfatterskab er ikke så let tilgængeligt som de senere års, det er mere formmæssigt eksperimenterende og sprogligt fortættet. ”Din tavshed er min skrift på væggen” fra 1976 udspiller sig på et sindssygehospital, hvor hovedpersonen Ulrike befinder sig. Det er hende, der skriver, og hendes skrift afspejler skismaet mellem barndommens selvfølgelige enkelhed på landet og det usikre meningsløse liv i nuets modernitet. Et tema, som er allestedsnærværende i Grønfeldts forfatterskab, ligesom også den sproglige psykotiske tilstand er det. Forstået på den måde at personernes sprog løber af med dem og fører dem længere og længere bort fra den sandhed, de søger. Den fælles samtale er borte, erstattet af personernes altid kværnende tanker, som de ikke kan dele med nogen.

Også de efterfølgende romaner ”Sommerens døde” (1978) og ”Den første sne” (1979) samt novellesamlingen ”Baglandet” (1981) tematiserer samme menneskelige forarmethed og eksistentielle ensomhed. Disse tidlige værker er præget af metarefleksioner over selve det at skrive og udtrykke sig.