Vibeke Grønfeldt
Foto: Lars Gjødvad

Vibeke Grønfeldt

cand. mag. Mai Misfeldt, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af journalist Nana Bugge Rasmussen, Bureauet, maj 2020.
Top image group
Vibeke Grønfeldt
Foto: Lars Gjødvad
Main image
Grønfeldt, Vibeke
Foto: Stefan Kai Nielsen / POLFOTO

Indledning

Vibeke Grønfeldts rige og sprogligt blomstrende forfatterskab fortæller om menneskers hårde kamp for at finde sig til rette i en verden, hvor det er op til det enkelte individ at genopfinde sin egen mening. Det er fortællinger fra udkantsdanmark, hvor koblingen mellem menneske og natur er blevet brudt, først af industrisamfundet og siden af informationssamfundet. På den vis er Vibeke Grønfeldts forfatterskab også et væsentligt led i skrivningen af periferiens danmarkshistorie. Det er på mange måder dystre billeder, hun tegner, men håbet og lyset ligger i sansningen og de lysende øjeblikke af sammenhæng mellem natur og menneske.

 

4788606

Blå bog

Født: 12. december 1947, Nordby sogn, Samsø.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: Djævlens trekant, Charlatan, 1975.

Litteraturpriser: Thit Jensens Legat, 1976. Henri Nathansens Legat, 1977. Herman Bangs Mindelegat, 1977. Otto Gelsted-Prisen, 1982. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1989. Det Danske Akademis Store Pris, 1996. Henrik Pontoppidans Mindefond, 1999. Kritikerprisen, 1999. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2000. De Bang’ske Morgenmænds Kulturpris, 2004. Odd Fellow Ordenens Litteraturpris, 2007. Statens Kunstfonds Produktionspræmie, 2007. Leo Estvads legat, 2007. Holger Drachmann-legatet, 2008. Montanas Litteraturpris, 2016.

Seneste udgivelse: Glasluft. Rosinante, 2020. Roman.

Inspiration: H.C. Andersen, St.St. Blicher, Albert Dam, Jørgen Nielsen, J.P Jacobsen, Ernesto Dalgas, Italo Calvino, Marcel Proust og Jean Rouaud.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hver bevidsthed er et lille lukket rum i verden. Godt nok til personen, ikke mere og ikke mindre. En opfattelse.”
”Livliner”, s. 650.

Vibeke Grønfeldt voksede op på familiens slægtsgård på nordsiden af Samsø. Som lille pige på fem år mistede hun sin far. Den traumatiske hændelse har hun siden beskrevet i kollektivromanen I dag fra 1998. Vibeke Grønfeldt forlod skolen efter otte års skolegang og brugte sin opsparede formue på en skrivemaskine i stedet for på den motorcykel, den oprindeligt var tiltænkt. Hun havde svært ved at tilpasse sig, følte sig isoleret og forkert i forhold til den konkrete virkelighed, der lå for hendes fødder, og valgte som ganske ung, at det var skrivemaskinen, der skulle være hendes livsbane. Selv fortæller hun: ”De første tretten, femten år tilpassede jeg mig, med visse omkostninger, stort set de skiftende vilkår. I halvtredserne var omgivelserne smukke. Både sommer og vinter. Der var kun få biler, ingen turister, intet industrielt landbrug, og de fredede områder, som endnu ikke var fredede, lå hen som ubebyggede og utrafikerede grønne bakker og hegn ved havet. Derefter syntes omkostningerne ved tilpasningsforsøgene ubetalelige. I stedet for at fortsætte dem begyndte jeg at skrive. Hermed mener jeg ikke, at skrivning per definition forholder sig selvstændigt til tidens mest overfladiske strømninger. Eller til sig selv. Tværtimod er det en meget vanskelig sag. Opportunismen synes lige så fremherskende i litteratur som i kritik, journalistik og politik.” (www.litteratursiden.dk /forfattere/vibeke-gronfeldt).

Hun fik sin første roman antaget i tre bind på forlaget Charlatan i 1975, men var så utilfreds med de mange redaktionelle ændringer de foretog, at hun siden har afskrevet trilogien fra forfatterskabet. Vibeke Grønfeldt bor stadig på Samsø, nu på sydsiden med sin ægtemand Lars Finsteen Gjødved, som hun giftede sig med i 1981. Hun er ikke en forfatter, der blander sig i den offentlige debat, hun taler gennem sine romaner, der i høj grad anfægter det samfund, der er vokset frem siden 1950’erne. Ankerstenen for hende er, at mennesket har mistet sin orientering og sin nødvendighed.

Din tavshed er min skrift på væggen

Vibeke Grønfeldts tidlige forfatterskab er ikke så let tilgængeligt som de senere års, det er mere formmæssigt eksperimenterende og sprogligt fortættet. ”Din tavshed er min skrift på væggen” fra 1976 udspiller sig på et sindssygehospital, hvor hovedpersonen Ulrike befinder sig. Det er hende, der skriver, og hendes skrift afspejler skismaet mellem barndommens selvfølgelige enkelhed på landet og det usikre meningsløse liv i nuets modernitet. Et tema, som er allestedsnærværende i Grønfeldts forfatterskab, ligesom også den sproglige psykotiske tilstand er det. Forstået på den måde at personernes sprog løber af med dem og fører dem længere og længere bort fra den sandhed, de søger. Den fælles samtale er borte, erstattet af personernes altid kværnende tanker, som de ikke kan dele med nogen.

Også de efterfølgende romaner ”Sommerens døde” (1978) og ”Den første sne” (1979) samt novellesamlingen ”Baglandet” (1981) tematiserer samme menneskelige forarmethed og eksistentielle ensomhed. Disse tidlige værker er præget af metarefleksioner over selve det at skrive og udtrykke sig.

Den blanke sol

Barnet, hvis trygge selvfølgelige tilværelse pludselig forandres, er emnet for romanen ”Den blanke sol” fra 1985, som er fortalt fra et lille barns synsvinkel. Ruth er født ind i en landbrugsslægt og lever et trygt liv, indtil en af de tvangsauktioner, som ødelagde livet for mange familier på den tid, bryder det vante op. Familien går i stykker, og Ruth sendes ind i en psykotisk tilstand, hvor det er sproget, der må etablere en ny skønhed, et nyt magisk univers for barnet, der har mistet alle faste holde- og orienteringspunkter.

Også de voksne enspændere, som der er mange af i Grønfeldts forfatterskab –snedkeren Severin Hansen i ”Dødningeuret” fra 1990, det efterladte barn og siden den voksne Hans på den øde ø i ”Opdagelsen” fra 1993, maleren Edvard i ”Et godt menneske” fra 1995 og Karl i ”Et let liv” fra 1996 – er alle svigtede som børn. De er vokset op i et univers, som de selv har skullet bruge uhyrlige kræfter på at holde sammen og få til at give mening. Ofte er det faderfiguren, som svigter ved sit konkrete eller mentale fravær. Kvinderne klarer sig og tilpasser sig bedre, mens mændene mister grebet i det nye samfund, hvor de gamle strukturer er eroderet bort.

Karl, hovedpersonen i ”Et let liv”, vokser op i et samfund, hvor de teknologiske landvindinger skaber en større og større lethed. Men letheden glider over i meningsløshed, en tom gnidningsløs mekanisk tilværelse, hvor sansningen ikke mere er nødvendig. Først da Karl i en sen alder indser det og giver helt slip, bogstavelig talt lader alt stå og gro til i en søgen helt ned til det eksistentielle, vokser der en ny mulig begyndelse frem.

Mulighedernes land

Der er to markante kollektivromaner, der prøver at tage temperaturen på et helt samfund, i Vibeke Grønfeldts forfatterskab: Tobindsromanen ”Mulighedernes land” fra 1989 og den senere, lettere tilgængelige ”I dag” fra 1998.

”Mulighedernes land” er et komplekst værk, der gennem to bind beskriver efterkrigstidens Danmark set fra provinsen. Værket springer fra den ene beboer til den anden, fra mindre novellistiske forløb til små enkeltnedslag, der sammenholdes dels af en kommenterende stemme (Formandens), der med magtens sprog konstant rapporterer om den fantastiske udvikling, og dels af en ældre kvindes kommentarer, der med en intakt erindring om fortiden konstaterer tidens ødelæggelser. Persongalleriet er stort og omhandler alle typer, fra landboerne til indbyggere i det moderne samfund. Men den menneskelige forråelse er ikke til at tage fejl af. Indimellem siges det benhårdt: Som da Hanna indser, at hendes ægtefælle Jon, der har solgt hende til sex med kommuneinspektøren til gengæld for et job, ”er god og ødelagt af sin far, som er ødelagt af miniaturebyen, der i stedet for at vokse fra et atom til et univers er faldet sammen til et sort hul.” (”Mulighedernes land”, bd. 1. s. 211).

Der er ikke meget håb at spore for provinsen. Som Grønfeldt formulerer det i et interview 11 år senere, så er de gode gamle dage for længst ovre, også på landet: ”I dag lever mange mennesker på landet som på Vesterbro i København: Ensomme, kun med tv. Der er intet fællesskab, og det har der ikke været i mange år. Børnene bliver institutionsbørn, og vi har folk, der ligger døde i tre uger, indtil postkassen er stopfuld af reklamer.” (Karen Syberg: En bog skal prøves på sandfærdigheden. Information, 1999-11-04).

I dag

Vibeke Grønfeldt har siden debuten høstet mange kritikerroser. Men et større publikumsgennembrud fik hun med kollektivromanen ”I dag” fra 1998.

22058649

Lige som ”Mulighedernes land” er den et kig ind i et stort persongalleris liv, her i form af 30 nedslag i enkelte dage og tidspunkter i befolkningen i et lille samfunds liv fra 1952 til 1996. Romanen er lettere fortalt og også kompositorisk enklere end ”Mulighedernes land”. Det er på mange måder desillusionerende små billeder, fremskrevet nærværende og knivskarpt, men det sanseligt enkle sprog forlener den med en ny luftighed og lethed, som klæder de tunge temaer. Lykken findes, men kun i enkelte øjeblikke.

Til gengæld kommer Vibeke Grønfeldts evne til at skildre naturen og dens gang helt til sin ret. I hele forfatterskabet er der en særlig sensibilitet over for duft, smag, syn og lyd nærværende, men i ”I dag” folder blomsterne sig bogstavelig talt ud. Som Grønfeldt selv formulerer det ”Vi mennesker er natur i os selv. Det er udgangspunktet for vores oplevelser. Mine stærkeste erindringer er forbundet med lys, årstider og vejr. Jeg husker ikke noget uden at huske, hvordan vinden gik gennem træerne, om den eller den busk stod i blomst.” (Dy Plambeck: Det er liv at være i sig selv. Information, 2004-02-12).

Det rigtige

Romanen ”Det rigtige” fra 1999 har en kvindelig hovedperson, der har flere lighedstræk med de mandlige enegængere fra de tidligere romaner.

22645390

Hovedpersonen er Ena Jacobsen, en midaldrende kvindelig vaskerimedarbejder fra et lille samfund. Ena har altid være en flink pige, der har tilpasset og indordnet sig. Det har hun klaret fra ganske lille: ”Det kan lade sig gøre at gøre det rigtige. Det ved hun. Hun vidste det allerede som barn. Da var hun i stand til at påtage sig en mands arbejde i gartneriet, mens bedstefar var syg. Da hendes far brækkede benet. Arbejdet hvilede på hende. Og hun bar det (…) Hele byen så op til den dygtige pige, der gjorde det rigtige.” (s. 12).

At gøre det rigtige er stadig drivkraften for Ena, men i voksenlivet er det ikke så entydigt, hvad det rigtige er. Gartneriet er blevet tvunget i knæ af økonomien, men det er stadig det, der driver Ena. Som sin egen personlige hævn uddeler hun nu gaver efter et sindrigt system om straf til landsbyens beboere. Hun er en mærkelig splittet personlighed, der giver om morgenen og skælder ud om aftenen. Elskelig, men fyldt af et voldsomt raseri. Ena tror hun kan se folks tanker, og det er bestemt ikke pæne tanker, de tænker. Og mens hun en tid næres af sin forelskelse i den lokale præsts mand (og tyder alt i sine omgivelser som tegn fra ham), så falder hun dobbelt tungt, da han, uden at meddele det, en dag er rejst fra stedet.

Om mig

Den efterfølgende roman ”Om mig” fra 2001 har også en kvindelig hovedperson, der som Ena tåler meget.

23444143

Men Lili har ikke Enas poesi, og hun er sværere som læser at komme overens med. Lili er retskaffenheden selv. Altid energisk optaget af at holde den pæne facade, altid om sig, som det hedder på jysk. Lili er også midaldrende, hun er bibliotekar og gift med lederen af biblioteket, hvis druk hun forsøger at skjule for omverdenen. Lili er opvokset i et kærlighedsløst hjem med to kvinder og har fra barnsben fået fortalt, at sådan som mødrene har lidt, sådan skal hun ikke lide. Lili skal have det bedste. Det har gjort hende til noget af en opportunistisk stræber, der ikke skyer nogen midler for at pleje egen fremgang. Da Lili ikke mere kan holde sin geschæftige verden sammen, giver hun helt slip og ender som strandfoged. Her er hun endelig fri og kan paradoksalt nok nyde de bøger, som hun af succeshensyn fjernede fra biblioteket, og som hun nu finder på lossepladsen.

Romanen lægger ikke op til nogen entydig tolkning, ligesom grænsen mellem drøm og virkelighed også er usikker i den sidste del af bogen. ”Om mig” er fortalt i en flimrende, sprængt stil, hvor fortidsminder blander sig med nutidsfragmenter og løse sætninger, en egenartet form for stream of consciousness, bevidsthedsstrøm, som går igen i den følgende roman ”Det nye”.

Det nye

For ”Det nye” fra 2003 blev Vibeke Grønfeldt indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

24882519

Romanen er en mastodont på 500 sider, som nærmest lammer sin læser. Hovedpersonen hedder Lis og er som de foregående kvinder midt i livet. Hun bor alene og har som eneste og stadigt voksende passion at holde sig orienteret om ”det nye”. Mens hun manisk følger med i mediernes nyhedsstrøm, lader hun sine nærmeste i stikken omkring sig. Hun ænser dårligt sin trofaste vens kræftsygdom og senere død, og den voksne datters problemer har hun intet tilovers for. Lis er ikke et menneske, men et monstrum, et billede på nyhedsdjævlen i os alle. Man er aldrig helt sikker på, om det er Lis eller mediemaskinen, der taler, når tv, fiktion og virkelighed væves sammen i én evindeligt kværnende grød.

Romanen er båret af Vibeke Grønfeldts samfundskritik, af hendes foragt for en mediemaskine som i virkeligheden fjerner mennesket fra sig selv og fra hinanden. Selv siger hun: ”Jeg ved ikke, om det er virkeligheden, der omformes eller os, der omformes i virkeligheden. Vi bevæger os hele tiden gennem virkeligheden i én lang proces. På den måde bliver alt flygtigt, og kun øjeblikket står tilbage (…) I det moderne samfund er der en risiko for, at sammenhængen bliver utilgængelig, og at anstrengelsen for at finde den forsvinder. At alt får samme værdi på grund af vores ubetingede dyrkelse af det nye.” (Dy Plambeck: Det er liv at være i sig selv. Information, 2004-02-12).

Mindet

To år efter den samfundskritiske ”Det nye” udkom romanen ”Mindet” i 2005. En bog med vanlig Grønfeldt-længde, men med en ny sval mildhed over sig.

Romanen er et sprogliggjort sanseligt minde om dansk landboliv i begyndelsen af det tyvende århundrede. Vi følger hovedpersonen Agate fra hun bogstavelig talt stødes ud af moders liv, selv om hun stritter imod og skriger, da hun hører, at hun skal gå ind i sin afdøde bedstemors navn Agate. Agate vil være sig selv. Det er hun også. Temperamentsfuld, stædig, hård i kanten men blød og angstfuld indeni. Med enorm pligtfølelse lever hun med i det arbejdende fællesskab, som livet på barndomsgården er. Hverdagene er fyldte, tøjet skal vaskes, stalden hvidtes, hønen slagtes, køerne malkes og markerne passes og høstes. Agathe lever med i det hele og arbejder som en lille hest.

25740912

Fællesskabet i den lille familie og selvfølgeligheden giver tryghed. Som Grønfeldt selv formulerer det: ”Vi er alle på en eller måde en del af en landsby. Måske ikke geografisk, men vi er det der, hvor vi bor. Det, jeg undersøger, er, hvordan vi udfylder vores roller i de fællesskaber. Agate opfatter jo ikke sig selv som et barn, men som en betydningsfuld del af et samfund.” (Anita Brask Rasmussen: Man finder aldrig sandheden. Information, 2005-05-12).

”Mindet” er et sitrende, flimrende, skiftevis sødtduftende og rådlugtende billede af livet på landet. Vibeke Grønfeldt er ikke idylliker. Vækst og forfald, fødsel og død. Kroppenes realitet, deres gang mod døden. Dyrene, affaldet, lortet, sveden, blodet og fluerne overalt. Men også naturen, blomsterne. Lyset og skyggerne på marken, stoltheden ved overstået arbejde og nydelsen ved det selvfølgelige samvær.

Det er en opvisning i dansk sprog og ikke mindst den fortælling om livet på landet, der ligger i ældre danske ord, som er ved at forsvinde, og det er skrevet med en musikalitet af de sjældne. Som to forskellige akkompagnementer gennem bogen lyder ordsprogenes advarende visdom: ”hovmod står for fald”, ”højt at flyve, dybt at falde”, ”de døde får det sidste ord” (sagt af den gamle fordrukne bedstefar), og den danske sangskats lysende vers ”jeg elsker de grønne lunde”, ”stille hjerte sol går ned”.

Romanen ”Mindet” viste sig at være begyndelsen på en længere historie om Agates liv op gennem den 20. århundrede. I 2006 kom bindet ”I min tid”, i 2008 ”Indretningen” og i 2011 ”Livliner”. I andet og tredje bind følger vi Agates liv, hendes udvikling fra stor pige til ung kvinde, mor og ægtefælle, orkestreret af livet omkring hende. Først og fremmest det nære, familien på gården, hvor både gamle bedstefar dør og far dør, ligesom nye medlemmer kommer til, uden om familien har vi landsbyens kreds, og helt i det fjerne hører man et svagt bulder fra Europas trommer. Den store verden, ja bare hovedstaden, er langt væk, det er det nære, hverdagen, der tæller. 

Som romanen, den store samlede, nu i fire bind, skrider frem, kommer man til at holde af Agate. Stædig, hård og arbejdsom som hun er, helt sin egen. Ikke meget for at gifte sig er hun, for helst vil hun klare sig selv, og den rette svigersøn med den store jordlod, som familien har fundet, kasserer hun skånselsløst (så langt tilbage er det alligevel ikke, at vi også havde arrangerede ægteskaber i Danmark). Men da det går galt, dvs. hun bliver gravid, må hun alligevel forsone sig med skæbnen, og ægtemanden, som bliver maleren med de bløde hænder. Han er god ved hende, og hun holder vel af ham, men inden i banker hendes hjerte stadig for ungdomsflammen Leo, med øjne violblå som knopurt. Det er nu ikke tit Agate giver sig selv lov til drømmeri. Hun har rigeligt at passe, med jord, barn og nu også som medhjælpende maler. Det er hende, der fløjter gennem byen på cyklen med malergrejet, hende, der siger til sit frysende barn, at ”man tænker sig kold, man tænker sig varm”. Man kan, hvad man vil, og Agate vil. Lyden af Europas krigstrommer når efterhånden også ud på landet, og ganske mange, deriblandt Agate, tænker, at det lyder godt, det de tyskere vil. Godt at få ryddet op, at få ny luft. 

Vibeke Grønfeldt er ikke idealiserende eller idylliserende, men heller ikke fordømmende. Mange på landet så faktisk positivt på tyskerne i de tidlige år, og foretrak dem frem for russerne. Selv siger Grønfeldt: ”For mange landboere var der til at begynde med en fascination af, at man kunne få gjort op med borgerskabets magt, som man ikke var en del af. Ligesom irerne ville alliere sig med tyskerne for at slippe af med englænderne. Danske bønder fandt også englænderne vanskelige at forhandle med. Udtrykket ’engelske kræmmere’ var alvorligt ment. Der er mange grunde til at man vælger side, som man vælger side.” (Tine Maria Winther: Sproget giver fodfæste. Politiken, 2008-04-26). 

At forblændelsen af tankerne om det nye store menneske også groede på uvidenhed vises i ”Indretningen”, hvor Agate plages af mareridt, efter hun har set billederne af muselmændene. At det var sådan, det var, kommer som et chok for hende. Her ser vi hende, for en gang skyld, blotte sin meget sikre facon, rystet langt ind i sjælen.   

Også i ”Mindet” og ”Indretningen” synger de danske sange, mundheld og ordsprog, så det er en fryd, men må være et tilsvarende problem for oversætteren. For selv om Grønfeldts skildring af et kvindeliv i det 20. århundrede er, om ikke universelt, så europæisk sammenligneligt, så er romanerne også i den grad forankret i lige præcis dansk kultur med alt, hvad den indebærer af talemåder og sange. 

Vibeke Grønfeldt siger: ”Vi er alene i vores bevidsthed og kan aldrig få adgang til andres. Selv nuet forsvinder, mens vi tænker på det. Men med sproget virker det, som om at man kan få et fodfæste i verden. Få en adgang, vaklende og skrøbelig. Med sproget kan vi arbejde med fortid og fremtid.” (Tine Maria Winther: Sproget giver fodfæste. Politiken, 2008-04-26). 

Livliner

” E-mailen er skabt for mig, der aldrig har orket snak. Skabt til Antoine ikke mindst. Vi kunne ikke have drømt om en mere ideel omgangsform. Sidde uforstyrret hos sig selv og finde forbindelse indefra og ud, udefra og ind. I oplyste rum bag mørknede døre.”
”Livliner”, s. 369.

”Livliner” udkom i 2011 og er det afsluttende bind i Vibeke Grønfeldts romanserie om Agate. Den hårde, rapkæftede og konstant fløjtende landmandsdatter er nu blevet en ældgammel kone. Gennem erindringsfragmenter tegnes et portræt af hendes liv og den moderne udvikling på landet fra 1950’erne og frem til i dag. Det er ikke noget lineært forløb, men i stedet et fragmenteret tankespind, hvorigennem man som læser præsenteres for en lang række menneskeskæbner og begivenheder, der alle har haft indflydelse eller gjort indtryk på den gamle kones liv.

Herunder storebroderen Johannes og datteren Marita, der begge dør i en tidlig alder, ægtemanden Jakob, der bliver syg og tilbringer 20 år i sengen, før også han dør og ikke mindst den stumme niece Nini, hvem Agate altid har favoriseret. ”Livliner” er ikke blot et portræt af en kvindes liv, det er lige så høj grad en historiefortælling om udviklingen fra landbrugssamfundet til forbrugs- og industrisamfund, frem til hvad vi i dag kender som udkantsvirkeligheden.

28752733

Fortællingens hovedperson omfavner det nye moderne forbrugersamfund og beskriver udviklingen som både bekvem og behagelig. Hun drømmer om en amerikanerbil og benytter sig flittigt af den ny teknologi som transistorradioen, tv’et, mobiltelefonen og internettet.

Til trods for, at Agate ikke er en selskabelig person, der bryder sig om at få besøg, har hun selv besøgt en stor del af byens beboere i kraft af sit erhverv som maler og siden hen som farmaceut. Det sidste embede forvalter Agate ud fra eget moralkodeks. Hun bytter rundt på de forskellige lykke- og sovepiller og vurderer selv, hvem der har brug for hvad. Selv efter forretningen lukker, har Agate et overskud af piller, som hun selv nyder godt af i ny og næ.

Gennem den lange sanselige fortælling om Agates liv er man gjort bevidst om, at livet er sammensat af en lang række af nuer. Til sidst i livet har den ellers så rastløse Agate fundet mere glæde og ro i nuet, og ikke mindst opnået en større forståelse af sig selv som en person, der er sammensat af et helt livsforløb. Man har som læser nu indtrykket af, at den gamle kone omsider er klar til at dø. 

”Livliner” er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2012.

Endnu ikke

”Har du et netværk? Nej. Hvem omgås du? Ingen. Hvornår har du sidst inviteret gæster eller en gæst? Jeg har da aldrig inviteret gæster. Hvornår modtog du sidst en invitation? Det er et halvt år siden, jeg meldte afbud.”

”Endnu ikke”, s. 123.

I ”Endnu ikke” fra 2016 tegner Vibeke Grønfeldt et portræt af den fiktive forfatter Elvine Brink gennem et sammenflet af dagbogsnotater, der bevæger sig fra tidlig barndom over ungdommen op til nutiden. 

Elvine Brink er en outsider, og hendes sortsyn på det levede liv og hendes egen fremtid slås fast i romanens første linje, hvor hun skriver: ”Min tid kom ikke”. Som barn efterlades Elvine i en papkasse, hvor hun bliver fundet af en kvinde, der tager hende til sig og påtager sig rollen som hendes mor. Da Elvine er syv år gammel, bliver hun misbrugt – en episode, der kun bliver beskrevet henkastet i romanen, og som vidner om, at den barske start på livet har gjort hende både hårdhudet og kynisk.

Allerede fra barnsben udviser Elvine stor mistillid til og afvisende adfærd over de personer, som forsøger at nærme sig hende. Fra den unge og kønne vikar på skolen, der tilbedes af de andre elever, men som Elvine synes er en ”fedtegås” til klassekammeraten Klara, der gerne vil lege, men som Elvine kontant meddeler, at det aldrig kommer til at ske. Heller ikke som voksen viser Elvine interesse i at skabe nære relationer.

52541964

Hun ulejliger sig ikke med løs snak, når hun løber ind i gamle bekendtskaber ved fryseren i supermarkedet, og hun er ikke bleg for at stikke en hvid løgn for at undvige en invitation. Det selvvalgte fravalg af sociale relationer har gjort, at hun som aldrende kvinde lever en ensom og lettere alkoholiseret tilværelse. Hun har ingen interesse i materielle værdier, og hendes økonomi er ikke eksisterende. Hun er distræt, depressiv og har konstant tanker om døden.

Det eneste, der synes at interessere Elvine, er at skrive. Hun er en skarp iagttager med sproget i sin magt, og med netop sproget skabes en form for kontrol over de brudstykker, der udgør hendes ellers grå og triste liv. Nøgternt og til tider galgenhumoristisk gransker hun den tid, hun lever i. Nye og gamle værdier sættes til debat, både dem, der gør sig gældende i det lille lokalsamfund, hvor hun er vokset op, og mere vidt udgående og politiske anliggender som sundhedsvæsnet, forbrugerisme og vores brug af internettet. 

Elvine Brink har ikke så få fællestræk med Agate, der er hovedperson i ”Mindet” (2005), ”I min tid” (2006), ”Indretningen” (2008) og ”Livliner” (2011).

Glasluft

”Agnes Møller beholdt altid sin kækhed og evnen til at lege med ord og rim. Hun beholdt galgenhumoren, men også mild, fri glæde, der kom fra luften, blæsten i træet, da hun var lille pige og blev der (…) Så blev hun gammel, håret hvidt og blødt bølget som fehår. Hun fik første hoftebrud, da hun ville sparke en fastfrossen dør op og gik bagover på den glatte trappesten.”

”Glasluft”, s. 38.

I romanen ”Glasluft” fra 2020 følger vi igen Elvine Brink, der også var fortæller i Vibeke Grønfeldts forrige roman ”Endnu ikke”. Startpunktet er et minde om Elvines konfirmation og omstændighederne omkring den. I nutiden kommer drengen Kat på besøg, og Elvine møder et gammelt bekendtskab i supermarkedet, hvilket udarter sig til kaffeslabberas. Det spontant sociale er Elvines format, hvorimod hun nærmest afskyr planlagte sammenkomster, små og store. Ikke fordi hun ikke bryder sig om menneskene, der deltager, men fordi selve konstruktionen simpelthen vækker en angst og en akavethed, hun med alderen har anerkendt og som regel giver efter for, f.eks. med afbud i sidste sekund.

Elvine drikker gerne, alene og i selskab med andre, og hun hudfletter lige så gerne vores moderne brug af sociale medier som i afsnittet ”Rufinus' dag” (s. 354-55) eller ud- og afviklingen af demokratiet, som hun beskriver på side 351: ”Morgenradio. Det var engang tanken, at politikerne skulle vælges i stedet for sammen med medierne at lokke kunder i butikken og satse på dem. Den komedie spiller ingen med på længere.”

47886066

Romanen er bygget op af små dagbogsafsnit, der kan være mærket med en præcis dato ”Kalenderbladet 20.9.” (s. 203), en lidt mindre præcis angivelse ”Lørdag morgen i september” (s. 214) eller sågar ”Biskop Linus' dag – og alderdommens” (s. 215). Afsnittene er af meget varierende længde, ned til et par linjer og op til 10-12 sider og lige så varierende i tid: Som nævnt er der både minder, der går tilbage til Elvines barndom og notitser der kunne være fra sidste år, sidste uge eller fra i går. Derfor har romanen også et vældigt persongalleri: Indimellem hopper en karakter ind i teksten med fynd og klem over et enkelt, kort afsnit, for så at forsvinde ligeså brat som han eller hun dukkede op.

Visse karakterer kommer dog igen og igen gennem hele romanen: Drengen Kat, der er ligeså asocial som Elvine selv, og forfatterkollegaen Linn, der har brudt med Elvine på voldsom vis – hvordan og hvorfor får vi aldrig helt at vide, men man får næsten fornemmelsen af en heftig kærlighedshistorie. Denne uklarhed sætter i dén grad læserens fantasi og nysgerrighed i sving, og det indtræffer mange gange i romanen, fordi karaktererne står så stærkt hver især og man, selv i løbet af korte afsnit, får sådan lyst til at vide, hvordan det videre udvikler sig med dem.

Genrer og tematikker

Overordnet set handler Vibeke Grønfeldts romaner om menneskets forsøg på at være til stede i verden og om den glasklokke, som vi på sin vis er spærret inde i. Hvert menneske er i Grønfeldts optik en ø, og kun sjældent lykkes det for to øer at mødes: ”Det er et grundvilkår, som jeg ikke mener, vi kan komme uden om. Vi bliver født alene, og vi dør alene. Så kan vi undervejs forsøge at kommunikere og tyde hinandens ansigter og stemmer. Men grundlæggende er vi alene i de hoveder, vi har, og udelukket fra alle andre.” (Rasmus Bo Sørensen: Mennesket er øer og litteraturen er broer. Information, 2008-04-24). 

Udgangspunktet er de store samfundsmæssige forandringer, der i det tyvende århundrede har fritstillet mennesket og løsrevet det fra dens slægtsmæssige sammenhæng.

Søgen efter sandhed, efter en egentlig mening med deres lille tilværelse, er en væsentlig drivkraft for Grønfeldts personer, som mange kritikere har beskrevet som randeksistenser. Forfatteren selv ser dem dog som helt almindelige mennesker, som enkeltindivider, der er den eneste type mennesker, man ifølge Grønfeldt kan tale om. De er netop menneskelige, fanget i hver deres eksistens, hjælpeløse, uvidende om mangt og meget, og ofte ikke så lidt misantropiske.

Vibeke Grønfeldt er en stor stilist med sans for sproglig skønhed.

Ved tildelingen af Kritikerprisen til Vibeke Grønfeldt i 1999 sagde kritikeren Erik Skyum-Nielsen om Vibeke Grønfeldt: ”Hendes forfatterskab, som er skabt på lydhørhed og uforlignelig iagttagelsesevne, på mod og på sej ihærdighed, med hudløs kynisme og kærlig omsorg, er elsket af mange – og kendt af for få. Dets hovedærinde er, naturligvis, af æstetisk art, og handler om at skabe en tekst, på én gang skrøbelig og solid, hvori enhver kan finde sig selv og tage på vandring i virkeligheden. Men derudover har hendes skrift en tydelig retning ind i det etiske eller moralske felt, for så vidt som det for hende og alle hendes opdigtede figurer drejer sig om at skelne mellem det rigtige og det forkerte og hver dag overleve med stolthed og menneskeværd i behold.” (Erik Skyum-Nielsen: Noget af det mest elegante på dansk i dag. Information, 2000-01-21).

For den nye læser er Vibeke Grønfelds fire romaner om Agate, ”Mindet”, ”I min tid”, ”Indretningen” og ”Livliner” et oplagt sted at begynde. Her får man så at sige trædestenen foræret til Vibeke Grønfeldts forfatterskab i form af hele den kultur, som er hendes eget familiære udgangspunkt; romanen indledes, 20 år før hun selv blev født på en lignende slægtsgård. Det er dette kollektive hele med dets sorger og glæder, som danner baggrunden for så mange af Vibeke Grønfeldts personer. Når man forstår dette fællesskab, som også beskyttede sårbare mennesker som en Agate, forstår man også pludselig den rodløshed og fremmedhed, som personerne i Vibeke Grønfeldts tidlige forfatterskab er gerådet ud i. Det er ikke så svært at se Agates datter gå ud ad slægtsgårdens trygge port og direkte ind i de tidlige romaners rodløse verden.

Beslægtede forfatterskaber

I sin skildring af overgangen fra landkultur til modernitet er Vibeke Grønfeldt blevet sammenlignet med Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen. Selv nævner Vibeke Grønfeldt H.C Andersen blandt sine største inspirationskilder. Han er også stilist med stort S og har sans for sproglig skønhed, ligesom den særlige nerve og livsklogskab, man finder i hans beskrivelser af menneskelig praksis og væsen, tydeligt kan genkendes i Grønfeldts poetiske portrætter af f.eks. drengen Kat i hendes seneste roman ”Glasluft”.

Andre valgslægtskaber er Albert Dam, Marie Bregendahl, Jørgen Nielsen og blandt udenlandske forfattere kan nævnes Marcel Proust, Milan Kundera og Robert Walser.

Bibliografi

Romaner

Grønfeldt, Vibeke:
Djævlens trekant. Charlatan, 1975.
Grønfeldt, Vibeke:
Din tavshed er min skrift på væggen. 1976. Roman.Samlerens Bogklub, 1976.
Grønfeldt, Vibeke:
Sommerens døde. Gyldendal, 1978.
Grønfeldt, Vibeke:
Den første sne. Gyldendal, 1979.
Grønfeldt, Vibeke:
Det fantastiske barn. Gyldendal, 1982.
Grønfeldt, Vibeke:
Tidens tilbud. Samleren, 1983.
Grønfeldt, Vibeke:
Den blanke sol. Gyldendal, 1985.
Grønfeldt, Vibeke:
Stenbillede. Gyldendal, 1986.
Grønfeldt, Vibeke:
Mulighedernes land. Gyldendal, 1989. Bd. 1-2. Roman.
Grønfeldt, Vibeke:
Dødningeuret. Gyldendal, 1990.
Grønfeldt, Vibeke:
Mekanik. Lindhardt og Ringhof, 1992.
Grønfeldt, Vibeke:
Opdagelsen. Lindhardt og Ringhof, 1993.
Grønfeldt, Vibeke:
Et godt menneske. Lindhardt og Ringhof, 1995.
Grønfeldt, Vibeke:
Et let liv. Samleren, 1996.
Grønfeldt, Vibeke:
I dag. Samleren, 1998.
Grønfeldt, Vibeke:
Det rigtige. Samleren, 1999.
Grønfeldt, Vibeke:
Om mig. Samleren, 2001.
Grønfeldt, Vibeke:
Det nye. Samleren,2003.
Grønfeldt, Vibeke:
Mindet. Samleren, 2005.
Grønfeldt, Vibeke:
I min tid. Samleren,2006.
Grønfeldt, Vibeke:
Indretningen. Samleren, 2008.
Grønfeldt, Vibeke:
Livliner. Samleren, 2011.
Grønfeldt, Vibeke:
Bogstavets betydning. Samleren, 2012.
Grønfeldt, Vibeke:
Endnu ikke. Samleren, 2016.

Noveller

Grønfeldt, Vibeke:
Baglandet. Gyldendal, 1981.
Grønfeldt, Vibeke:
Datter Lili. Virkelig, 2016. Novelle.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vibeke Grønfeldt

Om Vibeke Grønfeldt

Links

Artikel om Vibeke Grønfeldt af Katja Tang.

Artikler

Mai, Anne-Marie (ed.):
Prosa fra 80´erne til 90´erne. 1994.
Juhl, Marianne:
Tilpasning er ikke en dyd. 1996.
Andersen, Carsten:
Jeg vil allerhelst roses. 1996.
Møller Jensen, Elisabeth (ed.):
Nordisk Kvindelitteraturhistorie. 4. Bind. Rosinante, 1997.
Mortensen, Klaus P. og Benedicte Kieler, (ed.):
Litteraturens stemmer. Opslagsværk over danske forfattere. Systime, 1999.
Mai, Anne-Marie (red.):
Danske digtere i det 20. århundrede. Gad, 2000.
Rifbjerg, Synne:
Rundt om Lili. 2001. Weekendavisen, 2001-06-01.
Hjordt-Vetlesen, Inger-Lise:
Versioner af kunstneren og romanen i Vibeke Grønfeldts forfatterskab. 2002. Syddansk Universitetsforlag, 2002.

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Syberg , Karen :
En bog skal prøves på sandfærdigheden. 1999. Information, 1999-11-04.
Plambeck , Dy:
Det er liv at være i sig selv. Information,. 2004-02-12.
Rasmussen, Anita Brask:
Man finder aldrig sandheden. Information, 2005-07-27.
Sørensen, Rasmus Bo:
Mennesket er øer og litteraturen er broer. Interview i Information, 2008--04--24.
Winther, Tina Maria:
Sproget giver fodfæste. Interview i Politiken, 2008-04-26.

Øvrige skribenter

Journalist Michelle Mølgaard Andersen. 2017.