Knud Sørensen

Knud Sørensen blev født i Hjørring i 1928, blev student i 1946 og afsluttede sin uddannelse som landinspektør i 1952. I 1958 slog han sig ned i et landinspektorat i Nykøbing Mors og virkede ved faget frem til 1985.

Således boede Knud Sørensen på Mors i mere end fyrretyve år. Han opmålte arealer og afsatte skel, men samtidig arbejdede han også med kunstneriske favnemål. Forfatterskabet folder sig ud i de fleste genrer: Digte, noveller, romaner, fortællinger, dramatik, biografier, topografi, artikler, essays, radiomontager.

Knud Sørensens forfatterskab har givet mål og mæle til kulturlandskabets historie fra de store landboreformer til i dag. Især har det dog skildret konsekvenserne af den stærke forvandling, landbolivet har undergået de seneste tre-fire årtier. I den sidste lange del af sit liv kunne Knus Sørensen hellige sig skrive- og foredragsarbejdet på fuld tid, men landmålervirksomheden gav ham et indgående kendskab til et landskab og dens mennesker, hvilket kommer til udtryk i den store præcision og detaljerigdom i hans landboskildringer.

Det er øen Mors, egnene omkring den vestlige del af Limfjorden samt det vestlige Vendsyssel, der udgør det centrale landskab hos Knud Sørensen, men samhørigheden mellem sted og menneske, stedsansen eller stedbevidstheden, skildres altid samtidig som et universelt forhold.

I den første del af forfatterskabet var Knud Sørensen først og fremmest lyriker. I essaysamlingen ”Danmark mellem land og by” (1988) skildrede han, hvordan han som ung fik øje på sprogets evne til at fastholde virkeligheden i læsningen af modernistisk digtning.

Knud Sørensen debuterede i 1961 og udsendte sin første selvstændige digtsamling ”Den røde kaffekande” i 1965. Men det var med samlinger som ”Revolutionen i Tøving” (1972), ”Drømmen om græskar” (1974), ”Om vinteren hænger jeg Fur op på væggen” (1980) og ”Bondeslutspil” (1980/1985), at han indtog sin særlige plads som en solidarisk og kritisk betragter af livet i industrilandet Danmarks "udkant".

I den senere del af forfatterskabet har prosaen størst vægt. Han udsendte sin første novellesamling ”Slutsedlen” i 1977 fulgt af romanfragmentet ”Historie om Martin” (1979), og den humoristiske radioroman ”En landsbyhistorie” (1986). Så fulgte en række novellesamlinger, der fangede den særlige tone og sproglighed, som knyttede sig til livet på landet. Det er det uudtalte, det tavse, det fælles underforståede og derfor antydningens kunst, som demonstreres i ”Marginaljord” (1987), ”Historier fra engang” (1989), ”Naboskab” (1991) samt ”Rundt omkring” (1993).

I 1997 udkom Knud Sørensens første egentlige roman. ”En tid” er en historie om de to søskende Oline og Thomas, der sammen ejer et lille landbrug og har et incestuøst forhold. Oline føder således sønnen Jakob, der ikke må vide, hvem hans far er. Den viden, som alle i det lille samfund deler, må forvaltes i dybeste tavshed. Alle ved om det, men ingen ved noget i åbenhed, hvilket gør romanen til en vellykket skildring af det lille, lukkede samfunds måde at forholde sig til det fælles uudsigelige på. Samtidig handler romanen om tiden, da Danmark blev besat af tyskerne. Jakob er på præstens råd blevet sendt i pleje, men da krigen bryder ud i 1940 insisterer Oline på at få den nu 10-årige dreng hjem.

22620428

Knud Sørensen udfolder her den fortælleform, som han tidligere udviklede i novellerne. Det er en flertalsfortæller "vi" eller "os", der bærer synsvinklen. "Som vi tit snakkede om siden hen," hedder det eksempelvis. Det er en anonym i kollektivet, der beretter om, hvad den kollektive mening og holdning måtte være.

I 1999 fortsatte Knud Sørensen historien om Jakob i romanen ”En befrielse”, hvor handlingen er henlagt til 1944-45. Romanens titel kan derfor både hentyde til den forestående befrielse fra tyskerne, dels til den befrielse, der er på vej for Jakob, fordi han vokser op og får egne vinger.

Knud Sørensen var en folkelig beretter, der placerede livet på udkanten centralt i sit forfatterskab. Det moderne overflodssamfunds plov har endevendt en traditionel fællesskabsstruktur og en kultur, der sameksisterede med naturen og landskabet. Det handler Knud Sørensens forfatterskab om, men uden at romantisere fortiden. Han så fremad med en viden om fortiden som bagage. Styrken i hans tekster er, at han tror på ‘den indre bonde’, de grønne værdier og på at værdierne i et traditionsvågent livsmønster også i fremtiden vil have betydning.

Da Sørensen fyldte 90 i marts 2018, skrev Carsten Andersen i sit fødselsdagsportræt i Politiken: ”Når man har hørt ham tale stille og afdæmpet med den diskrete, men alligevel tydelige, nordjyske sprogmelodi, ved man også, hvordan han skriver. Og nærmest også, hvad han skriver om.” (Carsten Andersen: Den milde stemme. Politiken, 2018-03-10). Knud Sørensen skrev om det, vi ser hver dag. De dagligdags gøremål og observationer – alt det som kan forekomme som småting, men som egentlig er ret store, hvis man giver sig selv rum til at betragte dem – får lov til at være netop det i Sørensens tekster: små, store begivenheder og fænomener, skildret diskret af en opmærksom iagttager.

Den lille bog ”Fodtur til det nordlige Mors” fra 1976 refererer til en tradition fra Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen. Læseren bliver i det fortællende digt taget med på travetur nordpå fra Nykøbing. Den vandrende panorerer over marker og enge, standser op, blikket hviler på Limfjorden og hæves mod Furs bratte knuder og klinter: ”Der var stille og gråt i Hesselbjerg/ og solen var gået ned og jeg/ havde allerede gået langt… ” (se citatboks øverst). Sådan ligger landet, fysisk og konkret, sådan former Mors’ melankolske landskabslinjer sig i muld og moler. Men den lyriske fodtur til det nordlige Mors er mere end en fysisk rejse. Knud Sørensen skildrer den samhørighed, som består - eller burde bestå - mellem menneske og landskab, men som ofte spoleres, fordi vi gør os selv og hinanden fremmede og hjemløse.

Den stil, Knud Sørensen praktiserer i romanerne om Jakob og hans tavse historie, er i dyb forbindelse med jysk fortælleskik. Knud Sørensen har da også i biografier peget på f.eks. Steen Steensen Blicher som et litterært forbillede. ”Digter og samfundsborger” (1984) samt ”Op over den lave jord. En bog om Johan Skjoldborg og hans tid” (1990).
Knud Sørensen har udgivet flere udvalg af sine egne tekster, for eksempel ”Samhørighed. Udvalgte digte 1965-1993” (1994) samt ”Som man ser det – udvalgte noveller” (1998).