Knud Sørensen

Knud Sørensen blev født i Hjørring i 1928, blev student i 1946 og afsluttede sin uddannelse som landinspektør i 1952. I 1958 slog han sig ned i et landinspektorat i Nykøbing Mors og virkede ved faget frem til 1985.

Således boede Knud Sørensen på Mors i mere end fyrretyve år. Han opmålte arealer og afsatte skel, men samtidig arbejdede han også med kunstneriske favnemål. Forfatterskabet folder sig ud i de fleste genrer: Digte, noveller, romaner, fortællinger, dramatik, biografier, topografi, artikler, essays, radiomontager.

Knud Sørensens forfatterskab har givet mål og mæle til kulturlandskabets historie fra de store landboreformer til i dag. Især har det dog skildret konsekvenserne af den stærke forvandling, landbolivet har undergået de seneste tre-fire årtier. I den sidste lange del af sit liv kunne Knus Sørensen hellige sig skrive- og foredragsarbejdet på fuld tid, men landmålervirksomheden gav ham et indgående kendskab til et landskab og dens mennesker, hvilket kommer til udtryk i den store præcision og detaljerigdom i hans landboskildringer.

Det er øen Mors, egnene omkring den vestlige del af Limfjorden samt det vestlige Vendsyssel, der udgør det centrale landskab hos Knud Sørensen, men samhørigheden mellem sted og menneske, stedsansen eller stedbevidstheden, skildres altid samtidig som et universelt forhold.

I den første del af forfatterskabet var Knud Sørensen først og fremmest lyriker. I essaysamlingen ”Danmark mellem land og by” (1988) skildrede han, hvordan han som ung fik øje på sprogets evne til at fastholde virkeligheden i læsningen af modernistisk digtning.

Knud Sørensen debuterede i 1961 og udsendte sin første selvstændige digtsamling ”Den røde kaffekande” i 1965. Men det var med samlinger som ”Revolutionen i Tøving” (1972), ”Drømmen om græskar” (1974), ”Om vinteren hænger jeg Fur op på væggen” (1980) og ”Bondeslutspil” (1980/1985), at han indtog sin særlige plads som en solidarisk og kritisk betragter af livet i industrilandet Danmarks "udkant".

I den senere del af forfatterskabet har prosaen størst vægt. Han udsendte sin første novellesamling ”Slutsedlen” i 1977 fulgt af romanfragmentet ”Historie om Martin” (1979), og den humoristiske radioroman ”En landsbyhistorie” (1986). Så fulgte en række novellesamlinger, der fangede den særlige tone og sproglighed, som knyttede sig til livet på landet. Det er det uudtalte, det tavse, det fælles underforståede og derfor antydningens kunst, som demonstreres i ”Marginaljord” (1987), ”Historier fra engang” (1989), ”Naboskab” (1991) samt ”Rundt omkring” (1993).