På bogomslaget til Hans Otto Jørgensens debutromanen “Tårnet” fra 1989 står der, at det er en kærlighedshistorie, men det er svært at give et decideret handlingsreferat. Helt overordnet er romanen inddelt i to bøger, og i begge bøger går en række karakterer igen. Først og fremmest Indianeren og MissMolly, og dernæst JimJim, Bell, Onkel, Amøben, Lonny, Syfilis, og så dertil et par andre karakterer. EOg et par gange optræder også den tyske kommunistiske gruppe Baarder Meinhof-gruppen, som romanens hovedkarakterer sympatiserer med.
Både rejsen og tårnet er gennemgående temaer. Romanen indledes med, at Indianeren kommer sejlende til MissMolly, og romanen igennem er de to ofte på fartenture. Med bil, med bus, undervejs er de i hvert fald. Det er kærlighedens rejse, de er på, det er begærets og beruselsens rejse, og ofte beruser de sig også, imens de er på undervejsvejen.
Tårnet symboliserer babelstårnet, at nå op til gud, men endnu mere er det et symbol på at nå op i kærlighedens, i rusens himmel. At beruse sig helt op i skyerne via enten et , som et resultat af voldsomt begær eller ved hjælp af , som et resultat af stoffer og sprut.
I anden bog kommer Marie til verden s. Som en forening af MissMolly og Indianeren. Hun bygger tårne, himmelhøje tårne, og så vælter hun dem igen, jubler og begynder forfra, som hendes forældre konstant nærmer sig hinanden for så igen at fjerne sig.
Ind imellem betegnes tårnet som slottet, andre gange er det et faldefærdigt slot, helt udbombet og fuld af torturinstrumenter og med risikoen for at falde i voldgraven omkring slottet og drukne i det mørke dyb. Og ofte truer kærligheden med at vende om i vold og had. Torturinstrumenterne bliver da til sadistiske maskiner, der seksuelt maltrakterer. Som i et af romanens udsagn om, at kærlighed og vold er to sider af samme sag, fordi det er intensiteten, der er det vigtige, fordi følelserne determinerer.
I det hele taget lurer døden hele tiden lige om hjørnet, som den ultimative afsked. Eller bagholdet – karaktererne bliver taget af politiet og smides måske i fængsel, måske på den lukkede. Det er livet på kanten; der hvor smerten er helt intens, og hvor kærligheden og begæret bobler – og nogle gange bobler over i frustration, vold og had.
Tårnet
Citat
“De havde elsket hver nat i hundrede nætter. De havde, som musvågen ridende på en opvind, rejst med blodet dybt i hinandens kroppe, i et svæv så stejlt, i et svæv så smukt, drømmende, gennem smerten havde de forstået hinandens dybeste og inderste hemmeligheder.”
“Tårnet”, s. 174.
Er du biblioteksbruger eller elev?