Stigninger og fald

Citat
”Det efterår fik jeg en hest. Det var en lysebrun hoppe; hun havde en sort ål som en blød kulstreg løbende fra et punkt i panden, et sted under pandelokken, og hele vejen ned gennem manen, hvor det mørke syntes at dele sig i hundredvis af mindre vandløb, idet den voksede ud i manens lange stride hår."
”Stigninger og fald”, s. 7.

”Det efterår fik jeg en hest” er første sætning i Josefine Klougarts debutroman ”Stigninger og fald” (2010), og romanen spænder over tiden fra det øjeblik, da jegfortælleren Josefine får den lysebrune hoppe Molly, indtil hun ved romanens slutning må sige farvel til hesten. Det er en skildring af en familie og en barndom på Mols i 1980´erne, men romanen er lige så meget en lyrisk bevægelse gennem de landskaber og sansemættede detaljer, der præger fortællerens opvækst. Hovedpersonen i romanen er ikke blot den unge Josefine, men også selve sproget. Klougart er ikke så optaget af at bruge sproget til at skabe handlinger eller plot, men bruger mere sproget associativt til at sende læseren fra en stemning til en anden. Det er et lyrisk, drømmende sprog, der skaber ”Stigninger og fald”, og om selve sprogets kraft siger Klougart: Sproget, selve benævnelsen og den organisering af verden, der ligger heri, betyder virkelig noget. Sproget griber ind i virkeligheden og bevidstheden. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du bruger det” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06). 

Jegfortælleren vokser op på en gård ved foden af Mols Bjerge med en mor, far og to søstre. Moren går derhjemme og faren er læge, og man får hurtigt fornemmelsen af, at familien har det ganske hårdt. Hendes far er træt og er ”et stykke kvæg, der bliver drevet for hårdt,” men det er især moren, der fylder noget i barndomsskildringen, hendes tavshed og udmattethed, der ofte gør hende til noget uopnåeligt og umuligt at indfange for Josefine: ”Min mor er ensom i landskabet, hun læner sig ind over sit dørslag, hvor blåbærrene kravler mod siderne som en pupil, der vokser i mørket. (…) Hun nøjes, i sit eget rum, med sig selv, med den kælen for sig selv i en vævende, ensom opfindelse af verden.” (s. 108).

28058144

Josefine har øjne så blå, at hendes mor mener, der ikke findes ord for en blå som hendes øjnes. Josefine mener til gengæld, at der er ord for næsten alt, og at det bare drejer sig om at finde det rigtige. Hun er optaget af ord og laver lister over blomster, der hedder det, de ligner: Brandbæger, tusindstråle, rævehale, lægeoksetunge. På den måde er romanen en intens nærindstilling på barnets sanseverden, og man kan næsten se kaffefilteret, der har ”samme farve som nylonstrømper, jeg forestiller mig, at det lugter sådan, som min mormors nylonstrømper, af Albyler, fordi de deler skuffe med hendes medicin” (s. 42).

Romanen er også en skildring af barnets møde med sproget, forelskelsen i ord og længslen efter præcist at kunne beskrive sin omverden.