Ida Marie Hede

Ida Marie Hedes prosaværk ”Inferno” udkom i 2014 på forlaget Arena. Bogen, der er illustreret af billedkunstner Signe Schmidt Kjølner Hansen, er Hedes genskrivning af August Strindbergs roman af samme navn fra 1897. Strindbergs ”Inferno” udspiller sig i Paris, hvor jeg’et eksperimenterer med at fremstille guld.
I Hedes genskrivning befinder et kvindeligt jeg sig i Istanbul. Året er 2013, og første del af handlingen udspiller sig samtidig med oprøret på Taksimpladsen. Jeg’et bor på hotel sammen med sin elsker Hunter og hans 7-årige datter Sibylle. Både jeg’et og Hunter bruger dagene på at læse og forske i olie. Jeg’et ønsker at fremstille en ny form for olie, der kan redde verden. Hunter siger, det er umuligt. Da sommeren er omme, rejser Hunter og Sibylle fra Istanbul. Jeg’et bliver tilbage. I månederne der følger, eksperimenterer hun på hotelværelset, stærkt påvirket af savnet til Hunter. Olieprojektet tager styringen over jeg’et. Hun sover dårligt, holder op med at gå i bad og løber tør for penge. Hunter får nys om, at hun vil rejse alene til jordens indre. Han bønfalder hende om at lade være. 

51097734
Eksperimenterne trækker hende ned i en afgrund. Hun søles til, ikke bare i olie, men også i mudder og tyndt, løbende lort. Olie og alt andet mørke flyder sammen. ”kære olie, der er ikke noget mørke, der ikke har sit spejlbillede i dig”, står der på s. 147. Ordene er en del af et brev fra Sibylle, der både er barn og en vis og fremadskuende karakter, der forløser, hvor jeg’et ikke slår til. Sibylle er rejst til THE DOOR TO HELL i Turkmenistan – et virkeligt gaskrater, hvor jorden brænder konstant efter et kollaps. Det bliver altså Sibylle og ikke jeg’et, der rejser til jordens indre.
”Inferno” er fuld af oprør og undergang – det ligger i værkets titel, der er italiensk og både kan betyde ’helvede’ og ’undergang’. Det politiske oprør, den utæmmelige olie, der smutter og fedter og brænder. Det pludseligt afbrudte kærlighedsforhold og det menneskelige sammenbrud. 
Krisen i Hedes ”Inferno” er psykologisk og geologisk. Værket kan læses klimakritisk som et opråb om de helvedesporte, mennesket selv har skabt gennem det seneste halve århundrede. 

Ida Marie Hedes ”Bedårende” udkom på Gladiator i 2017. Bogen falder i fire dele. I de to første samt sidste del følger vi parret B og Q og deres datter Æ. B bærer Æ i maven. Vi er med helt inde i Bs tarmsystem blandt de bakterier, der ligger omkring fosteret. Æ smøres ind i dem ved fødslen. De giver hende modstandskraft, og de gør hende i stand til at vokse og udvikle sig. Vi følger familien gennem Æs første år, iagttager, hvordan hun bliver et lille, selvstændigt menneske med temperament, barnlige, logiske tanker og egne holdninger.
Tredje del i ”Bedårende” har overskriften ’Dødeessays’. I otte essays – eller telefonopkald rettere – reflekterer et jeg over sin fars død. Teksterne udforsker, hvad døden er, og hvad man kan gøre døden til – som efterladt for at kunne rumme at ens kære er gået videre, som levende for at kunne rumme selv at skulle gå samme vej engang og som mor for at kunne forklare sit barn, hvordan og hvor meget man er forsvundet, når man er ’gået bort’.

53103766

I sidste del er vi tilbage ved B, Q og Æ. Her er det kroppenes forgængelighed og uroen over ikke at vide, hvad der venter forude, der er i fokus. At være dødelig, at ændres og ældes er en betingelse for at leve. Det tematiseres også i bogens to første dele, men træder kraftigere frem til slut efter at døden har fået et kapitel for sig.
Teksterne i ”Bedårende” er – som andre af Hedes tekster – svære at genrebestemme. De er ikke poesi, men der er heller ikke et decideret handlingsforløb. Teksterne er fulde af liv, dels fordi de handler om liv og alt det, der findes inde i et menneske – knurrende tarme, dødsangst, bakterier og sjælen. Dels fordi sætningerne i sig selv er kraftfulde. De er fulde af nysgerrige spørgsmål og associationsrækker, der rykker læseren nye steder hen. Nogle passager er smukke og håndgribeligt beskrivende, andre er fulde af popkulturelle referencer og andre igen er udpenslende beskrivelser af blod, bakterier og hvad der ellers findes af liv inde i et menneske. Det håndgribelige glider over i det abstrakte. Billeder vokser sammen og danner nye forbindelser af iagttagelser, man ikke umiddelbart troede kunne forbindes. Sådan mimer sproget de vilde kroppe, der beskrives i bogen og de sultne bakterier, der holder kroppene i gang.

I 2020 udkom Ida Marie Hedes roman ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” på forlaget Basilisk. Vi følger en unavngiven jeg-fortæller – en kvinde, der sammen med sin mand og deres børn flytter til en gul villa i Den Usikre og Megalomane Landsby (herefter kaldet Landsbyen). Villaen ligger over for Kommunekontoret, hvorfra Landbyens fertilitetsniveau overvåges. Hver dag skal alle Females – det vil sige alle, der selv identificerer sig som kvinder – levere en udflådsprøve til Kommunekontoret, som også i hemmelighed tilsætter stoffer til drikkevandet, der fremmer fertiliteten. Og det virker. Jeg’et føder så mange børn, at de er umulige at tælle.

48926983

En dag indleder hun en affære med en anden mand. Det bliver opdaget af Kommunekontoret, og jeg’et bliver offentligt udskammet. Hun flytter ind i en lejlighed i den anden ende af Landsbyen og tilbringer alenetiden sammen med Hjerteskam, Kødskam og Røvskam – tre veninder, der lever et liv, hvor alle lyster er sat fri. De rekrutterer Females til modstandskampen mod Kommunekontorets overvågningstiltag, og de gør jeg’et til deres bedsteveninde, elskerinde og sammensvorne. Hun skal nu finde sig til rette i en hverdag som delemor, og det er herfra, hun ser tilbage på livet i den gule villa og på tiden, før hun flyttede til Landsbyen.

Handlingen falder i to dele – før og efter jeg’et flytter fra den gule villa – men romanen krydsklipper mellem de to dele. Undervejs brydes fortællingen af breve og artikler, der giver indblik i Landsbyens magtstrukturer. ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er en sci-fi-roman. Den foregår i et opdigtet samfund i en nær fremtid. Selvom teknologien er længere fremme end i 2020, og mange elementer i handlingen er overnaturlige, er fortællingen umiddelbart relaterbar, og der kan trækkes paralleller til familieliv og debatter i samtidens Danmark.

Begær og drifter er et vigtigt tema i bogen. Begæret er et sug. Jeg’et bliver suget ind i Landsbylivet, og karaktererne i bogen suger sig fast til hinandens kroppe.

Ida Marie Hede eksperimenterer med formen i sine tekster. I deres udformning ligner prosastykkerne i ”Seancer” noveller eller kapitler i en roman, men de opleves som digte, dels på grund af de mange sproglige forbindelser, dels på grund af fraværet af en fremadskridende handling, der kan genfortælles. Hede har selv beskrevet værket som: ”…et digt, der fortsætter og forsætter og fortsætter” og ”En række eksperimenter, der bliver til sproglig intensitet.” (Signe Rugholt Carlsen: Et digt, der fortsætter og fortsætter og fortsætter. Information, 2010-03-02).
I interview med Forfatterweb understreger forfatteren og kunsthistorikeren Hede, at hun henter meget inspiration fra den akademiske verden, når hun skriver: ”Jeg er i høj grad inspireret teori og filosofi, noget der kan spille op mod mine egne flagrende indre billeder og give dem form.”

Såvel i ”Seancer” som i Hedes tidlige tekster, der fortrinsvis er publiceret i tidsskrifter og magasiner, slår hendes forbindelse til såvel kunstteori som performativ kunst igennem. Ida Marie Hede fremstiller ikke verden, som den tager sig ud for de fleste. Hendes skildringer er sanselige, surrealistiske og subjektive: ”Jeg har gerne villet skrive i trit med min egen opfattelse af virkeligheden, der ikke eksisterer som en afrundet, glat og poleret boble, men som et tumultarisk rum,” forklarer hun over for DR’s læseklubber (Ida Marie Hede: Bogen løber baglæns, ikke frem i tiden. dr.dk, 2010-08).

Beskrivelsen af kroppen – hvad den kan, og især hvad den udskiller – går igen i både ”Bedårende” og ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”. Blod, fæces og udflåd driver ud af kroppen og over i nye kroppe, f.eks. ved fødslen og under sex. Alt det kroppen udskiller, forbinder den til andre. Forbindelsen mellem mor og barn er også et centralt tema i begge bøger. Især ”Bedårende” beskriver dagliglivet med børn og den altopslugende omsorg og kærlighed til barnet. I ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er barselslivet sat på spidsen. Her har Landsbyen overtaget kvindens krop. Hun føder hundredvis af børn og fragter dem rundt i voksiposer og gigantiske barnevogne og har glemt, hvem hun var, inden hun blev mor.