ida marie hede bertelsen
Foto: Sofie Amalie Klougart

Ida Marie Hede

cand.mag. Marie Hauge Lykkegaard, Bureauet, 2012. Opdateret 2017 og Juli 2021.
Top image group
ida marie hede bertelsen
Foto: Sofie Amalie Klougart
Main image
Hede Bertelsen, Ida Marie
Foto: Kristine Kiilerich / Scanpix

Indledning

Der er liv i Ida Marie Hedes tekster. Døde ting bliver lyslevende. Kropsvæsker flyder i rigelige mængder. Måske er det Hedes trang til at arbejde på tværs af kunstarter og mikse litteraturen med eksempelvis performancekunst, der spiller ind? Måske er det hendes interesse for raritetskabinetter? I Hedes tekster må man læse med øjnene på stilke, for der er vigtige budskaber i de sære, slimede, men alligevel relaterbare fortællinger.  

 

48926983

Blå bog

Født: 26. januar 1980, Brabrand ved Århus.

Uddannelse: MA i Aural and Visual Culture fra Goldsmiths College, London, 2005. Dimittend fra Forfatterskolen, 2008. Mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet, 2010.

Debut: Seancer. Anblik, 2010.

Litteraturpriser: Ingen kendte. 

Seneste udgivelse: Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer? Basilisk, 2020. Roman.

Inspiration: William Burroughs, Elfriede Jelinek, Tor Ulven, J.P. Jacobsen, Henrik Bjelke, Marguerite Duras, Gertrude Stein, Herta Müller. Desuden teoretikeren Avital Ronell, filmskaberen Maya Deren og kunstneren Diamanda Galas.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg ser mig selv med Hjerteskams øjne: Jeg svøber mig i et stort badehåndklæde, tørrer sekreter af lårenes inderside, dér hvor de samler sig i husblasagtige småklumper – hvordan begyndte det at drive sådan fra mig, og hvornår? – jeg smører mine lægge ind i Extra Fat Cream, spilder ned i i revnerne mellem gulvbrædderne."
”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”, s. 154.

Ida Marie Hede er født i 1980 i Brabrand ved Aarhus. Hun er med sine egne ord: ”vokset op i et arkiv af bøger”, som hendes forældre samlede (Interview med Forfatterweb, 2012). Hun var efternøler og lærte hurtigt at beskæftige sig selv ved at fordybe sig i bøgerne.

Dog kom hun relativt sent i gang med at skrive seriøst, for der var flere kunstneriske udtryksformer, der optog, og som stadig optager, hende: ”At skrive har altid fyldt meget for mig, men ofte sideløbede med andre udfoldelser, det har fungeret symbiotisk med min optagethed af visualitet, billeder, lyd, andre sanselige flader”, fortæller hun til Forfatterweb. Det var Forfatterskolen, der gav hende skubbet. Hun dimitterede i 2008, og i januar 2010 udkom ”Seancer”.

Før Hede begyndte på Forfatterskolen, havde hun taget en master i Aural and Visual Culture ved Goldsmiths College i London. Det var studiet i London og mødet med kunstteorien her, der gav hende lysten og modet til at eksperimentere og finde sin egen stil.

I 2010 blev Ida Marie Hede mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Den kunstteoretiske baggrund og hendes arbejde på tværs af kunstarter er let at få øje på, når man studerer listen over projekter, hun har medvirket i. Hun har været en del af lydnetværket AUX og den litterære gruppe KUP. Desuden har hun arbejdet som kunstformidler og deltaget i flere tværæstetiske og performancebaserede samarbejder, for – med hendes egne ord – at gøre litteraturen til et mindre ensomt sted at være.

Hede har bidraget til flere magasiner og tidsskrifter, blandt andet i ”Grønland. 

Forfatterskolens Tidsskriftsserie Legenda 9” og i ”Oplæsningsrække på LYNfabrikken”. I 2020 udgav Ida Marie Hede romanen ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”, der fik en strålende modtagelse og flere prisnomineringer.

Seancer

”Strygejernet er en varm klump for enden af en hånd, mens det trækker sig hen over brættet og neutraliserer partiklerne i skjorter og jakker.”
’Hollywood’, ”Seancer”, s. 22.

Ida Marie Hedes debutbog ”Seancer” udkom på det nu hedengangne forlag Anblik i 2010.

I 14 prosatekster, der falder i to dele, skriver Ida Marie Hede associativt, især om elektricitet, huller og mødet mellem mennesker. Der er ingen kronologi og heller intet fremadrettet handlingsforløb, hverken i eller mellem teksterne. Teksten ”Flugt” kommer før teksten ”Fødsel”, skønt de begge handler om ’byen’. Der springes frem og tilbage i tid. Et jeg indtræder, for kort tid efter at forsvinde ud af teksten igen, og scenen for begivenhederne flyttes flere gange undervejs inden for samme tekst.

Dermed ikke sagt, at der ikke er sammenhæng i ”Seancer”. De forbindelser, der optræder i teksterne, er blot sproglige associationsrækker. Beskrivelsen af nymalede, tandpastahvide stakitter glider over i beskrivelsen af fliser, der ligger som en perlerække af tænder og af havemaskiner, der lyder som hvinende tandsæt.

28088043

Der er præcise angivelser af både tid og sted i teksterne: Nebraska sidst i 1940’erne, Californien anno 1959 og Hydesville, New York anno 1848, men stederne bruges mest som afsæt for sproglige billeder, der udfordrer læseren, fordi brugsgenstande og sanseindtryk forbindes. Ting, der ellers er uforenelige i den lineære, umiddelbart begribelige, virkelighed, mødes.

Flere af karaktererne, vi møder undervejs, er virkelige personer: Marilyn Monroe, forfatteren til Frankenstein, Mary Shelley, og Kate Fox, som sammen med sine to søstre var med til at grundlægge spiritismen i USA, er blandt de navngivne karakterer i ”Seancer”, men beskrivelsen af dem er langt fra genkendelig.

Ida Marie Hede bruger sine karakterer på samme måde, som hun bruger steder eller rekvisitter i teksten. Ofte er det tingene, så som strygejernet, telefonledningerne eller de førnævnte havemaskiner, der virker allermest levende i teksterne. Hun zoomer ind og leverer sansemættede beskrivelser af mekaniske processer og liv inden i såvel mennesker som ting. Blod der pumper i årerne, blade der blafrer i vinden, telefonledninger, der slår gnister; hvor der er bevægelse, er der liv.

Inferno

”Når jordens overflade berøres, når borene graves ned, åbnes der op for de geologiske traumer.
Jorden knager i pinsel.
Insekterne vrider sig.
Olien ejer en erindring.”
”Inferno”, s. 21.

Ida Marie Hedes prosaværk ”Inferno” udkom i 2014 på forlaget Arena. Bogen, der er illustreret af billedkunstner Signe Schmidt Kjølner Hansen, er Hedes genskrivning af August Strindbergs roman af samme navn fra 1897. Strindbergs ”Inferno” udspiller sig i Paris, hvor jeg’et eksperimenterer med at fremstille guld.
I Hedes genskrivning befinder et kvindeligt jeg sig i Istanbul. Året er 2013, og første del af handlingen udspiller sig samtidig med oprøret på Taksimpladsen. Jeg’et bor på hotel sammen med sin elsker Hunter og hans 7-årige datter Sibylle. Både jeg’et og Hunter bruger dagene på at læse og forske i olie. Jeg’et ønsker at fremstille en ny form for olie, der kan redde verden. Hunter siger, det er umuligt. Da sommeren er omme, rejser Hunter og Sibylle fra Istanbul. Jeg’et bliver tilbage. I månederne der følger, eksperimenterer hun på hotelværelset, stærkt påvirket af savnet til Hunter. Olieprojektet tager styringen over jeg’et. Hun sover dårligt, holder op med at gå i bad og løber tør for penge. Hunter får nys om, at hun vil rejse alene til jordens indre. Han bønfalder hende om at lade være. 

51097734
Eksperimenterne trækker hende ned i en afgrund. Hun søles til, ikke bare i olie, men også i mudder og tyndt, løbende lort. Olie og alt andet mørke flyder sammen. ”kære olie, der er ikke noget mørke, der ikke har sit spejlbillede i dig”, står der på s. 147. Ordene er en del af et brev fra Sibylle, der både er barn og en vis og fremadskuende karakter, der forløser, hvor jeg’et ikke slår til. Sibylle er rejst til THE DOOR TO HELL i Turkmenistan – et virkeligt gaskrater, hvor jorden brænder konstant efter et kollaps. Det bliver altså Sibylle og ikke jeg’et, der rejser til jordens indre.
”Inferno” er fuld af oprør og undergang – det ligger i værkets titel, der er italiensk og både kan betyde ’helvede’ og ’undergang’. Det politiske oprør, den utæmmelige olie, der smutter og fedter og brænder. Det pludseligt afbrudte kærlighedsforhold og det menneskelige sammenbrud. 
Krisen i Hedes ”Inferno” er psykologisk og geologisk. Værket kan læses klimakritisk som et opråb om de helvedesporte, mennesket selv har skabt gennem det seneste halve århundrede. 

Bedårende

”Æs afstødninger, de dybe tissøer på gulvet, er som væv hun kaster af sig. For hver af de ornamenterede lorte der ved et uheld former sig i toppe et sted i huset, er hun et stykke tættere på en ny modenhed.”
”Bedårende”, s. 18.

Ida Marie Hedes ”Bedårende” udkom på Gladiator i 2017. Bogen falder i fire dele. I de to første samt sidste del følger vi parret B og Q og deres datter Æ. B bærer Æ i maven. Vi er med helt inde i Bs tarmsystem blandt de bakterier, der ligger omkring fosteret. Æ smøres ind i dem ved fødslen. De giver hende modstandskraft, og de gør hende i stand til at vokse og udvikle sig. Vi følger familien gennem Æs første år, iagttager, hvordan hun bliver et lille, selvstændigt menneske med temperament, barnlige, logiske tanker og egne holdninger.
Tredje del i ”Bedårende” har overskriften ’Dødeessays’. I otte essays – eller telefonopkald rettere – reflekterer et jeg over sin fars død. Teksterne udforsker, hvad døden er, og hvad man kan gøre døden til – som efterladt for at kunne rumme at ens kære er gået videre, som levende for at kunne rumme selv at skulle gå samme vej engang og som mor for at kunne forklare sit barn, hvordan og hvor meget man er forsvundet, når man er ’gået bort’.

53103766

I sidste del er vi tilbage ved B, Q og Æ. Her er det kroppenes forgængelighed og uroen over ikke at vide, hvad der venter forude, der er i fokus. At være dødelig, at ændres og ældes er en betingelse for at leve. Det tematiseres også i bogens to første dele, men træder kraftigere frem til slut efter at døden har fået et kapitel for sig.
Teksterne i ”Bedårende” er – som andre af Hedes tekster – svære at genrebestemme. De er ikke poesi, men der er heller ikke et decideret handlingsforløb. Teksterne er fulde af liv, dels fordi de handler om liv og alt det, der findes inde i et menneske – knurrende tarme, dødsangst, bakterier og sjælen. Dels fordi sætningerne i sig selv er kraftfulde. De er fulde af nysgerrige spørgsmål og associationsrækker, der rykker læseren nye steder hen. Nogle passager er smukke og håndgribeligt beskrivende, andre er fulde af popkulturelle referencer og andre igen er udpenslende beskrivelser af blod, bakterier og hvad der ellers findes af liv inde i et menneske. Det håndgribelige glider over i det abstrakte. Billeder vokser sammen og danner nye forbindelser af iagttagelser, man ikke umiddelbart troede kunne forbindes. Sådan mimer sproget de vilde kroppe, der beskrives i bogen og de sultne bakterier, der holder kroppene i gang.

Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?

”Dengang jeg boede i den gule villa kunne jeg se direkte ind i fertilitetslaboratoriet fra mit køkkenvindue. Jeg kunne se laboranterne åbne poserne, lugte til og slikke på plasticdimser og vat. Hvorfor egentlig? – måske håbede de at påvirke statistikken i positiv retning? Laboranterne lagde hovedet tilbage, som gurglede de, i ekstase – måske håbede de på at indtage rester af æg og sæd fra fremmede skeder?”
”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”, s. 21.

I 2020 udkom Ida Marie Hedes roman ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” på forlaget Basilisk. Vi følger en unavngiven jeg-fortæller – en kvinde, der sammen med sin mand og deres børn flytter til en gul villa i Den Usikre og Megalomane Landsby (herefter kaldet Landsbyen). Villaen ligger over for Kommunekontoret, hvorfra Landbyens fertilitetsniveau overvåges. Hver dag skal alle Females – det vil sige alle, der selv identificerer sig som kvinder – levere en udflådsprøve til Kommunekontoret, som også i hemmelighed tilsætter stoffer til drikkevandet, der fremmer fertiliteten. Og det virker. Jeg’et føder så mange børn, at de er umulige at tælle.

48926983

En dag indleder hun en affære med en anden mand. Det bliver opdaget af Kommunekontoret, og jeg’et bliver offentligt udskammet. Hun flytter ind i en lejlighed i den anden ende af Landsbyen og tilbringer alenetiden sammen med Hjerteskam, Kødskam og Røvskam – tre veninder, der lever et liv, hvor alle lyster er sat fri. De rekrutterer Females til modstandskampen mod Kommunekontorets overvågningstiltag, og de gør jeg’et til deres bedsteveninde, elskerinde og sammensvorne. Hun skal nu finde sig til rette i en hverdag som delemor, og det er herfra, hun ser tilbage på livet i den gule villa og på tiden, før hun flyttede til Landsbyen.

Handlingen falder i to dele – før og efter jeg’et flytter fra den gule villa – men romanen krydsklipper mellem de to dele. Undervejs brydes fortællingen af breve og artikler, der giver indblik i Landsbyens magtstrukturer. ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er en sci-fi-roman. Den foregår i et opdigtet samfund i en nær fremtid. Selvom teknologien er længere fremme end i 2020, og mange elementer i handlingen er overnaturlige, er fortællingen umiddelbart relaterbar, og der kan trækkes paralleller til familieliv og debatter i samtidens Danmark.

Begær og drifter er et vigtigt tema i bogen. Begæret er et sug. Jeg’et bliver suget ind i Landsbylivet, og karaktererne i bogen suger sig fast til hinandens kroppe.

Genrer og tematikker

Ida Marie Hede eksperimenterer med formen i sine tekster. I deres udformning ligner prosastykkerne i ”Seancer” noveller eller kapitler i en roman, men de opleves som digte, dels på grund af de mange sproglige forbindelser, dels på grund af fraværet af en fremadskridende handling, der kan genfortælles. Hede har selv beskrevet værket som: ”…et digt, der fortsætter og forsætter og fortsætter” og ”En række eksperimenter, der bliver til sproglig intensitet.” (Signe Rugholt Carlsen: Et digt, der fortsætter og fortsætter og fortsætter. Information, 2010-03-02).
I interview med Forfatterweb understreger forfatteren og kunsthistorikeren Hede, at hun henter meget inspiration fra den akademiske verden, når hun skriver: ”Jeg er i høj grad inspireret teori og filosofi, noget der kan spille op mod mine egne flagrende indre billeder og give dem form.”

Såvel i ”Seancer” som i Hedes tidlige tekster, der fortrinsvis er publiceret i tidsskrifter og magasiner, slår hendes forbindelse til såvel kunstteori som performativ kunst igennem. Ida Marie Hede fremstiller ikke verden, som den tager sig ud for de fleste. Hendes skildringer er sanselige, surrealistiske og subjektive: ”Jeg har gerne villet skrive i trit med min egen opfattelse af virkeligheden, der ikke eksisterer som en afrundet, glat og poleret boble, men som et tumultarisk rum,” forklarer hun over for DR’s læseklubber (Ida Marie Hede: Bogen løber baglæns, ikke frem i tiden. dr.dk, 2010-08).

Beskrivelsen af kroppen – hvad den kan, og især hvad den udskiller – går igen i både ”Bedårende” og ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”. Blod, fæces og udflåd driver ud af kroppen og over i nye kroppe, f.eks. ved fødslen og under sex. Alt det kroppen udskiller, forbinder den til andre. Forbindelsen mellem mor og barn er også et centralt tema i begge bøger. Især ”Bedårende” beskriver dagliglivet med børn og den altopslugende omsorg og kærlighed til barnet. I ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er barselslivet sat på spidsen. Her har Landsbyen overtaget kvindens krop. Hun føder hundredvis af børn og fragter dem rundt i voksiposer og gigantiske barnevogne og har glemt, hvem hun var, inden hun blev mor.

Beslægtede forfatterskaber

Ida Marie Hede nævner selv Henrik Bjelke (1937-1993) som et af sine forbilleder. I Bjelkes romaner er associationsrækker helt centrale. Her er intet fremadrettet forløb. Forbindelserne er sproglige, ligesom i Hedes tekster.

’Generation krop’ er en bølge af unge forfattere blevet kaldt. Flere af dem gik på Forfatterskolen i de samme år som Ida Marie Hede. De skriver om fysiologiske og psykologiske processer, sex og kropsvæsker. Det er ærlige, rå, til tider forvrængede eller sønderdelte billeder af kroppen, og teksterne dukker ikke kun op i bogform, men også på blogs og som dele af performances. Udover Ida Marie Hede er blandt andre Olga Ravn (f. 1986) og Asta Olivia Nordenhof (f. 1988) blevet nævnt som nogle af de markante stemmer i denne generation (Louise Helstrup Guldager: Tidens trodsige tøser. Information, 2010-11-10). Fælles for de tre er, at de skriver om kroppen – også om alt det, der ellers tabuiseres – og at de eksperimenterer med udformningen af tekst og lader litteraturen spille sammen med andre medier.

Josefine Klougart (f. 1985) lader lige som Ida Marie Hede sproget være det bærende element, der både samler teksten og udvikler den. Både naturbeskrivelser og skildringer af parforhold er fragmenterede og sansemættede billeder, og ligesom hos Hede zoomes der helt ind på detaljer, der får deres eget liv uafhængigt af det objekt, de er en del af.

I Margaret Atwoods (f. 1939) sci-fi-roman ”The Handmaid’s Tale” fra 1985 beskrives en dystopisk fremtid, hvor fertiliteten i verden er dalet drastisk, og hvor de få kvinder, der endnu er fertile, bruges som rugemaskiner for at sikre, at befolkningens gener føres videre. Deres fertilitet overvåges nøje, og de er frataget alle rettigheder over egen krop. Ida Marie Hede har i Skønlitteratur på P1 selv fremhævet Atwoods roman som inspirationskilde til ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” (Nanna Mogensen, Årets vildeste roman? Skønlitteratur på P1, 2020-11-25).

 

Bibliografi

Bøger af Ida Marie Hede

Hede, Ida Marie:
Ooooh: I: Oplæsningrække fra LYNfabrikken. Afterhand, 2009.
Hede, Ida Marie:
Tupilakker og Souvenirs. I: Grønland, Forfatterskolens tidsskriftsrække Legenda 9. Forfatterskolen, 2010.
Hede, Ida Marie:
Seancer. Anblik, 2010.
Hede, Ida Marie og Amalie Smith: Kollektive læseformer. Afterhand, 2013.
Hede, Ida Marie:
Det kemiske bryllup. Gyldendal, 2013. Kortprosatekster.
Hede, Ida Marie: Inferno. Arena, 2014.
Hede, Ida Marie: En, to, tre (samlet udgave af Seancer, Det kemiske bryllup og Inferno). Gladiator, 2016.
Hede, Ida Marie: Bedårende. Gladiator, 2017. Fortælling.
Hede, Ida Marie: Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer. Basilisk, 2020. Roman.

Om forfatterskabet

Artikler og links

Skov, Maria:
’Sprog skal larme’. Information, 2008-08-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning om Ida Marie Hede

Kilder citeret i portrættet

Lykkegaard, Marie Hauge:
Interview med Forfatterweb, februar 2012.
Skønlitteratur på P1, 2020-11-25.