Henrik Bjelke

Artikel type
voksne
cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014
Main image
Bjelke, Henrik
Fotograf ukendt

Selv om Henrik Bjelke kun nåede at leve i 55 år, fik han skrevet intet mindre end 17 bøger, der alle i varierende tilsnit prøver at forstå og beskrive, hvad der sker i det moderne menneskes bevidsthed. Bjelke var en mand med en mission. Han ville gøre oprør mod de komfortable fortællinger, man dengang beroligede sig selv og sine børn med: nemlig at verden er logisk og at tilværelsen forløber ifølge en vis fornuft. Verden er ulogisk, vil Bjelke have os til at vide, og vi forstår meget mindre af os selv, end vi forestiller os. Måske pga. denne provokerende tilgang var Bjelke på mange måder en upåagtet forfatter i sin tid og tiden derefter. Og måske pga. samme er han i dag blevet ganske populær. Henrik Bjelke døde af aids i 1993.

52644577

 

Blå bog

Født: 8. august 1937 i Aarhus.

Død: 9. februar 1993.

Uddannelse: Påbegyndte jurastudiet, men fik aldrig den afsluttende eksamen.

Debut: Første person ental. Arena, 1968.

Litteraturpriser: Herman Bangs Mindelegat, 1979. Beatrice Prisen, 1984.

Seneste udgivelse: Det absolutte nærværs delirium. Escho, 2016. Antologi.

Inspiration: Djuna Barnes, Vladimir Nabokov, Samuel Beckett og William S. Borroughs.

Baggrund

”I sådanne øjeblikke af enhed, virkelig samhørsfølelse mellem det menneskelige og mineralske, vegetabilske og zoologiske identiteter, forstår man også, at man har været akkurat stærk nok til at tåle forceringen af flaskehalsen mellem ufødthed og fødsel, mellem ikke-tilstedeværelse og tilstedeværelse, mellem ”død” og ”liv”.”
”Saturn”, s. 307.

Henrik Bjelke blev født i Aarhus i 1937 og fik, med forfatterens egne ord, en ”prøjsisk opdragelse”. Hermed må man forestille sig en streng og tugtende én af slagsen, ligesom den han har givet – og udpenslende skildret hos – mange af sine romankarakterer. Bjelke omtalte dog kun sjældent sine forældre i de fortidsberetninger, man kan udlede af interviews og essays – her fylder jurastudiet langt det meste.

Bjelke påbegyndte nemlig et jurastudium ved Aarhus Universitet, som han – selv om han brugte 13 lange år på det – aldrig afsluttede. Efter eget udsagn dumpede han sidste eksamen, fordi han med overlæg forvekslede det danske juridiske begreb ”underpant”, som altså er en særlig form for afgift, med det engelske ”underpant”, som betyder trusse. Denne opsætsighed til trods tog det hårdt på Bjelke at måtte opgive juraen i 1969, og den tomheds- og fraværsfølelse, som opdragelsen havde grundlagt, tiltog nu i størrelse.

Bjelkes trøst blev, at han nu havde en form for skæbnefællesskab med franske forfattere som Proust og Zola, der også havde gjort favntag med juraen og ligeledes havde måttet opgive den. På dette tidspunkt var Bjelke allerede begyndt at skrive – og havde i 1968 tillige fået udgivet novellesamlingen ”Første person ental” – men det var først efter jurafadæsen, at litteraturen blev livsnødvendig for ham. I et upubliceret interview skal Bjelke senere have fortalt, at han skrev for at leve og formentlig ville gå fra forstanden, hvis ikke han skrev.

Derfor var Bjelke også utrolig produktiv gennem sin karriere og han formåede at udgive hele seks romaner, fem novellesamlinger, to essaysamlinger, to digtsamlinger, et dramastykke og en pamflet. En anselig samling, navnlig når man holder for øje, at forfatteren også var ansat som sproglærer og 37 timer om ugen underviste flygtninge i dansk og dertil havde en familie at passe. Fra 1965 til 1981 levede han i ægteskab med Lone Bjelke, og de fik to børn sammen.

Henrik Bjelke døde af aids i 1993, bare 55 år gammel. Han efterlod sig et stort forfatterskab, der pga. dets formeksperimenterende stil havde et begrænset antal læsere i 1960’erne og 70’erne, men som efterhånden har fået flere læsere og fans landet over. 

Første person ental

”Noget småborgerligt i mig siger mig, at det ikke er passende at sidde alene på søndage. Men jeg kan ikke forlige mig med den tanke, at jeg for eksempel skulle være lidt trættende at være sammen med, måske rent ud frastødende i min hermetiske selvoptagethed.”
”Første person ental”, s. 110.

Den første bog fra Henrik Bjelkes hånd er novellesamlingen ”Første person ental”. Den udkom i 1968 og tager navn efter en af de kun fire noveller, som samlingen består af. Som titlen antyder, kredser samlingen om identitet – eller måske snarere om nogle af de kriser, identiteten kan risikere at løbe ind i, eller i helt grelle tilfælde – hvilke der er adskillige af i samlingen – den radikale opløsning af selvet.

Titelnovellen har således Albert Ingelminster som hovedperson. Han er komplet ude af stand til at nære følelser for eller i det hele taget at etablere relationer til andre mennesker. Allerede i sine ungdomsår finder Albert ud af, at hverken forældre, kærester eller venner er interessante, og at de i hvert fald på ingen måde kan stå mål med den vigtighed, han tillægger sig selv. Derfor vender han blikket indad og begynder (manisk, monotont og rastløst) at beskæftige sig med sig selv. Det sker mestendels ude i skoven, hvor han har indrettet en art laboratorium til at studere sig selv – sine funktionsevner, sin fysik, fysiognomi osv. – og hvor han trækker ud for at kunne være komplet alene. Albert er narcissist i yderste potens og konsekvensen bliver, at han må lukke alt andet ude og hermetisk lukke sig om sig selv. Han mister evnen til at kommunikere og er til sidst udelukkende forståelig for sig selv, i første person ental: ”Jeg lignede en mand kunne græde over denne form for aktivitet et sted i husene hæmningen total,” (s. 107) lyder det for eksempel.

De tre andre noveller i samlingen – navnlig ”Studieår” – har mange af de samme anslag. Vi har at gøre med en masse karakterer, der lader sig fange i et narcissistisk forestillingsbillede, som gør det umuligt for dem at leve i andet end isolation. Han bryder hermed ganske konkret med forestillingen om jegets singulære betydning. Med forestillingen om, at vi som mennesker kan rette vores liv mod et mål og at vores tilværelse kan formes som et ordnet og fremadskridende forløb. Det er ellers en ganske bekvem tanke, men Bjelke vil gerne have os ud af bekvemmeligheden og fortælle os, at vi som mennesker har langt mindre styr på tingene, end vi sædvanligvis tror. Her slår han et tema an, som han forfølger i samtlige af sine senere udgivelser.