Henrik Bjelke

cand.mag. Birgitte Duelund Pallesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2014.
Main image
Bjelke, Henrik
Fotograf ukendt

Indledning

Selv om Henrik Bjelke kun nåede at leve i 55 år, fik han skrevet intet mindre end 17 bøger, der alle i varierende tilsnit prøver at forstå og beskrive, hvad der sker i det moderne menneskes bevidsthed. Bjelke var en mand med en mission. Han ville gøre oprør mod de komfortable fortællinger, man dengang beroligede sig selv og sine børn med: nemlig at verden er logisk og at tilværelsen forløber ifølge en vis fornuft. Verden er ulogisk, vil Bjelke have os til at vide, og vi forstår meget mindre af os selv, end vi forestiller os. Måske pga. denne provokerende tilgang var Bjelke på mange måder en upåagtet forfatter i sin tid og tiden derefter. Og måske pga. samme er han i dag blevet ganske populær. Henrik Bjelke døde af aids i 1993.

52644577

 

Blå bog

Født: 8. august 1937 i Aarhus.

Død: 9. februar 1993.

Uddannelse: Påbegyndte jurastudiet, men fik aldrig den afsluttende eksamen.

Debut: Første person ental. Arena, 1968.

Litteraturpriser: Herman Bangs Mindelegat, 1979. Beatrice Prisen, 1984.

Seneste udgivelse: Det absolutte nærværs delirium. Escho, 2016. Antologi.

Inspiration: Djuna Barnes, Vladimir Nabokov, Samuel Beckett og William S. Borroughs.

Artikel type
voksne

Baggrund

”I sådanne øjeblikke af enhed, virkelig samhørsfølelse mellem det menneskelige og mineralske, vegetabilske og zoologiske identiteter, forstår man også, at man har været akkurat stærk nok til at tåle forceringen af flaskehalsen mellem ufødthed og fødsel, mellem ikke-tilstedeværelse og tilstedeværelse, mellem ”død” og ”liv”.”
”Saturn”, s. 307.

Henrik Bjelke blev født i Aarhus i 1937 og fik, med forfatterens egne ord, en ”prøjsisk opdragelse”. Hermed må man forestille sig en streng og tugtende én af slagsen, ligesom den han har givet – og udpenslende skildret hos – mange af sine romankarakterer. Bjelke omtalte dog kun sjældent sine forældre i de fortidsberetninger, man kan udlede af interviews og essays – her fylder jurastudiet langt det meste.

Bjelke påbegyndte nemlig et jurastudium ved Aarhus Universitet, som han – selv om han brugte 13 lange år på det – aldrig afsluttede. Efter eget udsagn dumpede han sidste eksamen, fordi han med overlæg forvekslede det danske juridiske begreb ”underpant”, som altså er en særlig form for afgift, med det engelske ”underpant”, som betyder trusse. Denne opsætsighed til trods tog det hårdt på Bjelke at måtte opgive juraen i 1969, og den tomheds- og fraværsfølelse, som opdragelsen havde grundlagt, tiltog nu i størrelse.

Bjelkes trøst blev, at han nu havde en form for skæbnefællesskab med franske forfattere som Proust og Zola, der også havde gjort favntag med juraen og ligeledes havde måttet opgive den. På dette tidspunkt var Bjelke allerede begyndt at skrive – og havde i 1968 tillige fået udgivet novellesamlingen ”Første person ental” – men det var først efter jurafadæsen, at litteraturen blev livsnødvendig for ham. I et upubliceret interview skal Bjelke senere have fortalt, at han skrev for at leve og formentlig ville gå fra forstanden, hvis ikke han skrev.

Derfor var Bjelke også utrolig produktiv gennem sin karriere og han formåede at udgive hele seks romaner, fem novellesamlinger, to essaysamlinger, to digtsamlinger, et dramastykke og en pamflet. En anselig samling, navnlig når man holder for øje, at forfatteren også var ansat som sproglærer og 37 timer om ugen underviste flygtninge i dansk og dertil havde en familie at passe. Fra 1965 til 1981 levede han i ægteskab med Lone Bjelke, og de fik to børn sammen.

Henrik Bjelke døde af aids i 1993, bare 55 år gammel. Han efterlod sig et stort forfatterskab, der pga. dets formeksperimenterende stil havde et begrænset antal læsere i 1960’erne og 70’erne, men som efterhånden har fået flere læsere og fans landet over. 

Første person ental

”Noget småborgerligt i mig siger mig, at det ikke er passende at sidde alene på søndage. Men jeg kan ikke forlige mig med den tanke, at jeg for eksempel skulle være lidt trættende at være sammen med, måske rent ud frastødende i min hermetiske selvoptagethed.”
”Første person ental”, s. 110.

Den første bog fra Henrik Bjelkes hånd er novellesamlingen ”Første person ental”. Den udkom i 1968 og tager navn efter en af de kun fire noveller, som samlingen består af. Som titlen antyder, kredser samlingen om identitet – eller måske snarere om nogle af de kriser, identiteten kan risikere at løbe ind i, eller i helt grelle tilfælde – hvilke der er adskillige af i samlingen – den radikale opløsning af selvet.

Titelnovellen har således Albert Ingelminster som hovedperson. Han er komplet ude af stand til at nære følelser for eller i det hele taget at etablere relationer til andre mennesker. Allerede i sine ungdomsår finder Albert ud af, at hverken forældre, kærester eller venner er interessante, og at de i hvert fald på ingen måde kan stå mål med den vigtighed, han tillægger sig selv. Derfor vender han blikket indad og begynder (manisk, monotont og rastløst) at beskæftige sig med sig selv. Det sker mestendels ude i skoven, hvor han har indrettet en art laboratorium til at studere sig selv – sine funktionsevner, sin fysik, fysiognomi osv. – og hvor han trækker ud for at kunne være komplet alene. Albert er narcissist i yderste potens og konsekvensen bliver, at han må lukke alt andet ude og hermetisk lukke sig om sig selv. Han mister evnen til at kommunikere og er til sidst udelukkende forståelig for sig selv, i første person ental: ”Jeg lignede en mand kunne græde over denne form for aktivitet et sted i husene hæmningen total,” (s. 107) lyder det for eksempel.

De tre andre noveller i samlingen – navnlig ”Studieår” – har mange af de samme anslag. Vi har at gøre med en masse karakterer, der lader sig fange i et narcissistisk forestillingsbillede, som gør det umuligt for dem at leve i andet end isolation. Han bryder hermed ganske konkret med forestillingen om jegets singulære betydning. Med forestillingen om, at vi som mennesker kan rette vores liv mod et mål og at vores tilværelse kan formes som et ordnet og fremadskridende forløb. Det er ellers en ganske bekvem tanke, men Bjelke vil gerne have os ud af bekvemmeligheden og fortælle os, at vi som mennesker har langt mindre styr på tingene, end vi sædvanligvis tror. Her slår han et tema an, som han forfølger i samtlige af sine senere udgivelser.

Saturn

”Husker du, Alice, hvordan du bed dig fast i mig bogstavelig talt, da vi så hinanden første gang. Du bed mig i tungen og ville ikke tro det bagefter. Du var fuld og forrykt. (…) Da vi giftede os – det gyldne metal på min finger, en uvant guldplombe i min hånds rene klaviatur – vidste kun vi to ud af hele bryllupsselskabet, det det var noget helt andet som var sket, at vielsen og selskabet var en udvendig endgame som vi havde råd til at lege med i for at tilfredsstille etiketten hos de borgerlige omgivelser, hvis dødsdom vi for længst havde afsagt i vore hjerter.”
”Saturn”, s. 138.

”Saturn” (1974) er den mest ambitiøse og helstøbte roman i Henrik Bjelkes forfatterskab. Den udkom første gang på forlaget Arena i 1974 efter en del palaver. Gyldendal, hvor Bjelke havde udgivet sin forrige bog, havde et halvt år forinden afvist hans manuskript uden videre begrundelse, hvorfor Bjelke var blevet godt sur og havde initieret et frådende og indædt angreb på den danske fordomsfulde udgivelsespolitik i almindelighed og på visse forlagspersoner i særdeleshed. Polemikken udspillede sig i Dagbladet Information og Ekstra Bladet over to måneder og gav en masse opmærksomhed til både forfatter og værk.

Da ”Saturn” udkom, fik den heldigvis en god modtagelse i pressen. Den er også på alle måder ekstraordinær med dens 35 sider lange noteapparat, der indeholder pedantiske (sandsynligvis satiriske) realoplysninger samt oversættelser af de mange tyske, franske, italienske og engelske passager, som værket også indeholder. Sådan en genreblandende gimmick var hidtil uset i Danmark, men minder om encyklopædiske værker som James Joyces ”Ulysses” og T.S. Eliots ”The Waste Land”.

Hovedpersonen i ”Saturn” er en ung aarhusiansk forfatter, der tager ophold i den franske by Menton sammen med sin kone Alice og deres barn Cooper. I Menton bliver han først forelsket i en italiensk, mørkhåret og mystisk skønhed, Claudia, og siden i en ung amerikansk fyr – og til sidst heldigvis i sin kone igen. I bogens sidste kapitel forsones hovedpersonen med Alice, han fortryder sin omflakken og begynder at finde glæde i familielivet på ny.

På den måde kan ”Saturn” lyde som en udviklingsroman med en klar, fremadskridende og opbyggelig handling. Det er den bestemt ikke. Handlingen sprænges af en masse mini-historier, der er kastet ned i romanen og som igangsættes af den mindste association fra én af karaktererne. Romanen er på den måde både springende og kalejdoskopisk og skifter tid og rum konstant: snart er vi i halvfjerdserne, snart i tiden omkring Første Verdenskrig, snart er vi i Menton, snart i Königsberg. Det gør læseoplevelsen radikalt flerstemmig, hvilket kun forstærkes af de mange (ofte ikke dansksprogede) citater, Bjelke har inkluderet. Teksten er tilplastret med sange, sagn og myter, og navnlig det 5000 år gamle babylonske sagn om Gilgamesh får rum i romanen. 

Hundrede postkort fra Helvede

”Night among the lunatics. Jeg havde det med mig i kufferten, jeg syntes var nødvendigt. Lille handy metalkuffert, to smæklåse med nøgle plus hængelås. Ingen tandbørste, intet i retning af soignering eller livsfortsættelse. Der var ikke tænkt i klokketid. Som om fortsættelsen af manuskriptet ikke skulle foregå i tid. Selv var jeg nu sulten og dog ikke sulten: jeg var for fanatisk med hensyn til at denne plan skulle lykkes. Det hele handlede om Alice.”
”Hundrede postkort fra Helvede”, s. 99.

Henrik Bjelkes anden roman med det iørefaldende navn ”Hundrede postkort fra Helvede” udkom i 1980 og fortsætter, hvor ”Saturn” slap. Både stilmæssigt og indholdsmæssigt.

Indholdsmæssigt på den måde at det endnu engang handler om hovedpersonens forhold til Alice – hustruen fra ”Saturn” – og deres umulige/mulige samvær og familieliv. Denne gang befinder hovedpersonen sig i en livskrise, hvor han trækker sig fra Alice og påbegynder et større misbrug af rusmidler og sex. Det første navnlig rettet mod hash og det sidste navnlig rettet mod fyren Vince, der opholder sig som henholdsvis bjergbestiger og Bowie-look-alike, og som altid går i bar overkrop og stramme, hvide bukser. Selv om det for hovedpersonen er mere overkommeligt at nedsænke sig i en evig rus, så bliver det Alice for meget, og hun sætter ham stolen for døren – med mindre han indlægger sig på en psykiatrisk afdeling. Herefter igangsætter hovedpersonen en grotesk og morsom kamp for at blive indlagt, som ikke skorter på bureaukratiske hospitalssystemer, joviale ambulanceførere og ildelugtende venteværelser.

50556859

Undervejs i denne farcefortælling bliver det tydeligt, at der også er stilmæssige lignelser til ”Saturn”. Hovedpersonens vidtgående fantasi løber af med ham, og vi præsenteres igen for udsyrede og abstrakte stykker prosa, der infiltrerer handlingssporet og hovedpersonens kamp for at finde en afdeling, der vil indlægge ham. De bizarre indlægshistorier står nogle gange skrevet på tysk eller engelsk, og andre gange i en voldsomt akademisk lingo.

De handler om snart sagt hvad som helst, men somme tider udgør de små fortællinger i fortællingen. F.eks. når vi hører om Max og Giselle, der flygter fra deres patriarkalske barndomshjem eller Komtesse V., der har en tekop, som ligner en kæmpeedderkop.

Selvom det kan være svært at finde hoved og hale i alle de rablende sidespor, så tjener de et formål. De illustrerer på fornem vis, hvordan det føles at befinde sig inde i et hoved, hvis bevidsthedsstrøm ikke kan kontrolleres og som derfor konstant gennemstrømmes af indtryk, minder, historier osv. Sådan føles det både at være gal og at være hashpåvirket – skal vi tro Bjelke – men sådan føles det somme tider også bare at være menneske.

 

 

Seks råb fra baghovedet

”En mængde skadevirkninger af en ensidig kultur der bygger på ensidig projektion af den logiske hjernehalvdels struktur registreres overalt under forskellige navne og (bort)forklaringer. Det forekommer (i al fald mig) nærliggende at antage, at der er en levende forbindelse mellem på den ene side sygdom og lidelse i psykisk/fysisk forstand og på den anden side oplevelse af og frembringelse af kunst.”
”Seks råb fra baghovedet”, s. 18.

I 1981 udkom ”Seks råb fra baghovedet” som den første essaysamling fra forfatterens hånd, indeholdende i alt seks essays, nogle noter og et appendix. Selvom Bjelke i løbet af de 134 sider kommer omkring en masse ting, er det overordnede ærinde en hyldest til kunsten. Kunsten, i alle sine afarter og versioner, er ifølge Bjelke en sublimeret udfoldelse af alle menneskelige egenskaber, alle sanser, al viden. Det beskriver han så på en mere eller mindre akademisk måde – men en gennemgående eksalteret, henrykt og skarpsindig måde.

Hyldesten kommer til udtryk via flere fokuspunkter. I første essay, ”Krabbernes koncert”, er afsættet dels anatomisk og dels kulturkritisk. Bjelke kommer her med et forsvar for den venstre og kreative hjernehalvdel, der ifølge ham i lange tider har været forsømt i ”vores ensidige kultur” og har måttet stå tilbage for den højre og rationelle hjernehalvdel. Bjelke giver os en opsang: Han vil have kreativitet, kunst, irrationalitet og sindssygdom på banen.

Udover dette første og manifestagtige essay – og det følgende, som handler om forholdet mellem skrift og erotik – fokuserer de fleste af Bjelkes essays på andre forfattere og hans begejstring for dem. Vi får bl.a. en lang hyldest til den franske (og lettere surrealistiske) digter Lautréamont, hvis hele livsforløb udrulles, samtidig med at hans kunstneriske virke beskrives. ”Lautréamonts forfatterskab er én lang frådende tekst, der ikke har noget med litteratur at gøre. […] Det rene underjeg” (s. 79), siges der, ligesom man i øvrigt kunne sige det om mange af Bjelkes tekster.

Det er Vladimir Nabokov, den russisk-amerikanske forfatter, som bl.a. står bag romanen ”Lolita”, der får tildelt det allersidste essay, ”Der er ikke flere rigtige strygejern”, og han får en lige så stor hædersbevisning: Nabokov er det altoverskyggende idol, som Bjelke prøver at efterligne i både tanke og tekst og her giver han forklaringen på hvorfor.

Mange af Bjelkes udgivelser har halvakademiske anslag, hvor han kommenterer på sin kunst og kunstteori, men med disse essays fornemmer man for alvor sammenhængen mellem tanke og tekst: Bjelke gjorde sig mange tanker om, hvordan han ville skrive, og hvad det betød for omverdenen. Han var en belæst mand – også i forhold til litteraturteori – og selv om hans værker ofte er fragmenterede og rodede, er intet tilfældigt. 

Togplan for Otto

”Når man ikke får den, man elsker, må man elske den man får. Men i længden – og dagene er som græs – bliver det umuligt og hadet afløser hjælpeverbet og den sidste infinitiv. Arnold var Arnold, og det var hele fejlen. Og når man får den, der ikke elsker en, har man fået en, der hader en.”
”Togplan for Otto”, s. 76.

I 1990 udkom ”Togplan for Otto” som Henrik Bjelkes fjerde roman. Det er den mest populære af forfatterens romaner og oversat til en række sprog. Populariteten skyldes givetvis, at vi her har at gøre med en bog, der er lidt nemmere at læse, og som ikke er så ukontrollabel associerende som tidligere udgivelser. Det kan man allerede høre ud fra titlen: Det handler om en togplan; vi skal fra et sted til et andet.

På overfladen har vi således at gøre med en form for udviklingsroman, og der er lagt i ovnen til, at vi skal få fremlagt Ottos livshistorie, sådan som den har bevæget sig fra et punkt til et andet. Otto møder vi på første side, hvor han er på vej fra Aarhus til Frederikshavn en mandag morgen i 1941. Han sidder fire år gammel i toget med sin mor og bliver skældt ud, fordi han er utålmodig på ankomsten. Denne togtur kommer til at udgøre den eneste gang, hvor Otto logisk og problemfrit flytter sig fra et sted til et andet, og det står kort ind i romanen klart, at det er en noget ironisk udviklingsroman, vi har med at gøre.

Efter den indledende togtur flyttes fokus hurtigt over på hans mor Edel, der er opvokset under trange kår som datter af en hustyran og med lidt for brede lår. Hun går tidligt ud af skolen og bliver ekspeditrice i en musikhandel, hvor hun møder de hyppigt frekventerende brødre Carl og Arnold Rybalt. Edel forelsker sig i den rastløse skuespiller Carl men ender af pragmatiske årsager med at gifte sig med den fornuftige og bøjelige Arnold. Det bliver til et kærlighedsløst ægteskab, som de dog får to børn ud af, Otto og Edith. Edith får al forældrenes kærlighed, mens Otto – der svagelig og sygelig ikke kan leve op til den togplan, forældrene har lagt for ham – ikke får meget andet end tugt.

To opvækster får vi således beskrevet – både Edels og Ottos – og begge er præget af en grel mangel på både kærlighed, omsorg og interesse. For Edel udmunder det i en række karakterbrister, mens det for Otto bliver til et brud med familien og fædrelandet. Han flytter til Hamborg, bliver homoseksuel, ansættes som kostumedesigner ved operahuset og begynder at samle på diamantsorte og flunkende modellokomotiver – som han selv kan lægge togplanen for.  

Genrer og tematikker

Henrik Bjelkes forfatterskab kan karakteriseres som anti-modernistisk eller avantgardistisk, på den måde at han skrev sig op imod samtidens kulturradikale tressermodernisme og Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som nogle af dens mest markante repræsentanter. Disse havde nemlig en forestilling om det klassiske værk som en helstøbt enhed med opbyggelige udsagn, og det var en forestilling, Bjelke gerne ville afskrive sig.

Sammen med forfattere som Jørgen Leth og Peter Laugesen gik Bjelke i stedet ind for et åbent og legende litterært udtryk. Og i øvrigt ville han gerne have indført æstetisk anarki. Ifølge Bjelke skulle alle materialer, genrer og medier kunne bruges og blandes; der skulle ikke være noget rigtigt eller forkert; og der skulle ikke være noget finkulturelt eller lavkulturelt. Bjelke skrev i forlængelse heraf både romaner, noveller, digte, essays og dramaer, samtlige udgør et sammensurium af genrer og stilarter og samtlige hugger og stjæler fra andre udgivelser (både egne og andres). I ”Saturn” lyder det derfor – citeret fra maleren Per Kirkeby: ”Jeg er eklektiker (...) Jeg tager andres ting i videste forstand. Jeg benytter mig af materialemylder, jeg laver mit eget system, jeg har mine egne modeller. Jeg plukker ud og samler og udvælger.” (s. 309).

Indholdet for Bjelkes eksperimenterende mylder er gennem hele forfatterskabet mere ensporet end den form, han propper det ned i. Der er nemlig nogle ganske tydelige temaer, der går igen. Først og fremmest er bøgerne generelt optaget af, hvad der foregår i menneskets bevidsthed, og de kan siges at være introverte på den måde, at de ligeså meget forsøger at beskrive, hvad der sker ”inde” i hovedet på karaktererne, som hvad der sker ”udenfor”.

Her er Bjelke navnlig optaget af, hvad der sker med mennesket, når det som moderne individ – hvor rammefortællingen med Gud, samfund og familie ikke længere bestemmer dets eksistens – oplever og erfarer tilværelsen. Bjelke prøver således at formulere det isolerede individs tankeliv, som ofte præges af narcissisme, krise og distraktion. Typisk har hans karakterer en i udgangspunktet god kontakt til omverdenen med kærlighedsforhold og familie, men der er altid en eller anden form for indbygget systemfejl, som gør, at en tilstand af katastrofe uafvendeligt må indtræffe. Det er aldrig optimisme, vi møder hos Bjelke, det er benhård og surrealistisk kynisme.

Beslægtede forfatterskaber

Henrik Bjelke dedikerede mange af sine værker til Lone, som var hans kone gennem mange år, men i romanen ”Saturn” sniger også Vladimir og Djuna sig ind på tildelelsesbladet. Det er Djuna Barnes og Vladimir Nabokov, Bjelke er på fornavn med, to af 1900-tallets store amerikanske modernistiske forfattere, som begge var optaget af seksualitet og navnlig tabuiseret og homoerotisk seksualitet. Det er en arv, Bjelke har taget på sig, og han skriver i flere af sine romaner om homoseksuelle mænd og deres udsathed i samfundet.

I ”Seks råb fra baghovedet” beskriver Bjelke i essayet ”der er ikke flere rigtige strygejern” mere detaljeret sin begejstring for Nabokov med, at han havde en stor evne til at skabe afstand mellem karakterer og læsere. Han skabte, ifølge Bjelke, en fremmedgørelseseffekt, der gjorde, at læseren blev mere optaget, provokeret, iværksat af hans bøger: ”jo mindre identifikation på intellektuel basis mellem tilskueren og en hovedperson, jo mere afvisning/afstand/provokations/konfrontation og emotionel påvirkning over for tilskueren” (”Seks råb fra baghovedet”, s. 130). Det er en teknik, Bjelke har taget med over i sit eget forfatterskab, hvor han generelt sørger for, at man hverken forstår eller sympatiserer med hovedpersonerne.

Stilistisk kan Henrik Bjelkes springende og collageagtige form vække minder om den amerikanske forfatter William S. Borroughs’ cut up-teknik. Cut up er en litterær metode, hvor en given tekst udstykkes (skæres op, klippes ud eller rives i dele) og sættes sammen igen til en ny tekst. Det er en teknik, Bjelke benytter sig af i stor stil – han låner, stjæler, klipper og klistrer i snart sagt alle værker – og han sender også en kærlig hilsen til Borroughs i flere af sine essays.

Bibliografi

Romaner

Bjelke, Henrik:
Saturn. Arena, 1974.
Bjelke, Henrik:
Hundrede postkort fra Helvede. Arena, 1980.
Bjelke, Henrik:
To mænd eller Hvad ingen skrev om Gilgamesh og Enkidu. Jorinde & Joringel, 1982.
Bjelke, Henrik:
Solo Nolo. Gyldendal, 1986.
Bjelke, Henrik:
Togplan for Otto. Gyldendal, 1990.
Bjelke, Henrik:
Hvis liv fortalt af hvem. Brøndum, 1992.

Noveller

Bjelke, Henrik:
Første person ental. Arena, 1968.
Bjelke, Henrik:
Oceanisk kys. Gyldendal, 1971.
Bjelke, Henrik:
Yoyo : Laboratorium i tolv stumper. Arena, 1976.
Bjelke, Henrik:
Nattens Budapest. Gyldendal, 1983.
Bjelke, Henrik:
Rygternes Atlas: syv topografier. Gyldendal, 1992.

Digte

Bjelke, Henrik:
Arcana. Arena, 1978.
Bjelke, Henrik:
Yin : Vinterserenade til en ung mand. Borgen, 1982.

Antologi

Bjelke, Henrik:
Det absolutte nærværs delirium. Escho, 2016.

Essays

Bjelke, Henrik:
Seks råb fra baghovedet. Arena, 1981.
Bjelke, Henrik:
Skandalens sted: essays. Gyldendal, 1992.

Drama

Bjelke, Henrik:
Tycho: Drama i 3 akter. Gyldendal, 1987.

Pamfletter

Bjelke, Henrik:
Tilegner den danske offentlighed: ukontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi. Arena, 1975.

Om forfatterskabet

Links og artikler

Jyllands-Posten, 1998-07-21.
Juhl Rasmussen, Anders & Tue Kjerstein Kristensen (red.):
17 postkort til Henrik Bjelke. Forlaget Spring, 2008.
Hede, Ida Marie:
Efterord til genudgivelsen af ”Hundrede postkort fra Helvede”. Gladiator, 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henrik Bjelke