jørgen leth
Foto: Tomas Joshua Leth

Jørgen Leth

journalist cand.mag. Morten Jørsum, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af cand.mag. Stine Hamann Pedersen, Bureauet, juni 2019.
Top image group
jørgen leth
Foto: Tomas Joshua Leth
Main image
Leth, Jørgen
Foto: Jacob Langvad

Indledning

Digteren, skribenten, filminstruktøren og cykelkommentatoren Jørgen Leth er en af dansk kulturlivs store personligheder. Hans popularitet spænder vidt på grund af hans virke som smal digter og filmskaber til folkelig cykelsportskommenterende hyggeonkel. 

Leth er en sanselighedens digter, der forsøger at indføre kunsten i dagligdagen. Han har gennem sin lange produktion formidlet i et klart, enkelt og cool sprog, hvordan verden ser ud gennem hans æstetiske briller.

 

46470338

Blå bog

Født: 14. juni 1937 i Århus.

Uddannelse: Ufærdige studier i litteratur og etnografi.

Debut: Gult Lys. Gyldendal, 1962.

Litteraturpriser: Kjeld Abell-prisen (1983). Holger Drachmann-legatet (1995).

Seneste udgivelse: Det bliver ikke væk. Gyldendal, 2019. Digte.

Inspiration: Jazzpianisten Bud Powell.

Genre: Autofiktion

 

Et stort udvalg af Jørgen Leths film kan ses på Filmstriben

Og bl.a. Det perfekte menneskeFilmcentralen

og Jeg er levendeFilmcentralen

Men også Nye scener fra AmerikaFilmstriben

 

Hør lydklip fra 'Det uperfekte menneske'

 

leth 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Det jeg holder mest af i en film, det er når man kan mærke tiden strømme gennem en enkelt scene. Der skal være plads til tiden. En film skal have et naturligt åndedræt.”
“Det uperfekte menneske”, s. 44.

Jørgen Leth blev født i 1937 et par år før Anden Verdenskrig og voksede op i en toværelses lejlighed på Regensburgsgade nr. 5 i Århus. Her boede han de første tyve år af sit liv, og her oplevede han den store krig med sine barneøjne: “Når der var luftalarm om natten, tog min far og min mor nogle dyner under armen og så gik vi ned i en dertil indrettet kælder. Det syntes min søster og jeg var alle tiders. Der mødte vi de andre børn fra flere opgange, og så kunne vi sidde der og være vågne eller ligge os i skødet på vores forældre og vente på, at alarmen blev blæst af igen. Det var en spændende tid.” Dette barndomsglimt fandt Leth frem mange år efter til sin erindringsbog “Det uperfekte menneske” fra 2005, der på mange måder er en slags status over et langt levet liv i kunstens og æstetikkens tegn. 

Helt fra sin ungdom havde Leth to store passioner, som kom til at forme hans professionelle virke helt frem til i dag: sport og kunst. Og meget gerne en blanding af disse. Gennem sin barndom besøgte han ofte Århus Cykelbane, som hans onkel bestyrede, og som lidt ældre svingede han battet i Marselisgaard Bordtennisklub. Sporten blev hos Leth forenet med en kunstnerisk søgen, og Leth kastede sig i sin gymnasietid ud i en ivrig fascination af den moderne jazzmusik. Denne fascination blev samtidig hans indgang til arbejdslivet, idet han begyndte at skrive om den, først i gymnasiebladet og lokale aviser, og siden i Politiken og det hedengangne Aktuelt. Her udvidede han emneområdet betydeligt og skrev også om ballet, teater, film og senere endnu om sport. 

Leth fortsatte med journalistikken sideløbende med, at han skabte en egentlig kunstnerisk produktion. Først og fremmest med digte, men siden med film. Leth debuterede i 1962 med digtsamlingen “Gult Lys”. Hans første film, dokumentaren “Stopforbud” fra 1964, er en surrealistisk portrættering af jazzpianisten Bud Powell, lavet i samarbejde med Leths faste fotograf Ole John. Leth deltog i denne tid i aktiviteterne omkring den tværkunstneriske gruppe, der mødtes omkring tidsskriftet ta’. En gruppe der var inspireret af popkunst, fluxus, populærkultur og som forsøgte at give den døende modernisme et velplaceret spark i røven.

I årene efter, at Leth havde etableret sig som kunstner, fulgte en lind strøm af digtsamlinger, filmbøger og især film. I dag står Leth som en markant og original fornyer af dokumentarfilmgenren med en lang række internationalt anerkendte og prisbelønnede film, blandt andet “Det perfekte menneske” (1967), “Stjernerne og vandbærerne” (1974), “En forårsdag i Helvede” (1977), “66 scener fra Amerika” (1982), “Michael Laudrup – en fodboldspiller” (1993) og “De fem benspænd” (2003). 

Leths job som journalist har bragt ham mange steder omkring i verden, og han har gennem sit liv boet flere forskellige steder. Især har han et tæt forhold til den caribiske ø Haiti, hvor han i en periode var dansk æreskonsul. Det var også som journalist, at Leth blev kendt og elsket i den danske offentlighed for sin rolige og indlevende stemme som Tour de France-kommentator på TV2 sammen med makkeren Jørn Mader. 

Leth har skrevet en lang række digtsamlinger, en bunke artikler samt film- og essaybøger. Han har skrevet et par opslag i ”Brøndums kunstneriske Encyklopædi” (1994). De fleste opslag handler om film, men han har også skrevet tekst til opslagsordet Kusse. Et ord som Leth fornemmes at være specielt glad for, idet det er et af de mere gennemgående i hans forfatterskab.

De første digte

“Antrit og finish
er sprinterens fornemmeste evne
jeg havde det
jeg var sprinter
og meget følsom

Den rene sprinter
kan træde af og slutte af
hvad der ligger derimellem
er menneskeligt

Den rene sprinter er en drøm
er en umulig drøm
han kan ikke klare sig selv.”
“Sprinteren 1”, “Samlede digte”, side 111.

Leths to første digtsamlinger “Gult Lys” fra 1962 og “Kanal” fra 1964 kan ses som Leths forsøg på at spore sig ind på en egen digterisk stemme. Samlingerne er begge inspireret af modernismen og dyrker en stil, der minder om Klaus Rifbjergs. Bedst er stykkerne om jazz, men generelt er digtene mere stiløvelser i et svulstigt og påtaget sprog, end de er gode digte. Litteraturkritiker Poul Borum kalder de to bøger for “helt epigonagtigt usikre samlinger” (“Danske digtere i det 20. århundrede”, side 401), med hvilket han netop antyder denne forbindelse til Rifbjerg, uden dog at mene noget særligt pænt. 

I 1967 kommer “Sportsdigte”, og her står Leth ikke længere på skuldrene af Rifbjerg. I de mellemliggende år har Leth udforsket filmmediet, og han er blevet en del af kredsen omkring det eksperimentelle tidsskrift ta’. Her havde han lært af den amerikanske popkunst, der dyrkede overfladen i stedet for den dybe mening. Gruppen omkring ta’, der blandt andre talte Per Kirkeby, Kristen Bjørnkær, Vagn Lundbye og Hans-Jørgen Nielsen, blev også kaldt attituderelativister, fordi de afviste, at mennesket havde en fikseret identitet eller et enkelt jeg. I stedet, hævdede de, har mennesket en serie af jeg’er, hvilket giver en ny attitude til hver ny situation (deraf betegnelsen: attituderelativisme). 

Leth viste i “Sportsdigte”, at han havde det svært med modernismens fikserede jeg og især med den alvorstunge dybde, som et modernistisk digt helst skulle indeholde. Derfor dyrkede Leth i disse digte noget så lavkulturelt (læs: ikke alvorligt) som sport. De fleste af digtene er beskrivelser af situationer i cykelløb eller i bordtenniskampe, og der er deciderede helteportrætter af nogle af sportens store skikkelser.

Sportsdigtene er undersøgelser af sportens mytologiske egenskaber, som opstår i mødet mellem den fysiske præstation og den intellektuelle refleksion. Der hviler en fascination af spillet og spillets regler over denne sportslige lyrik. Og de regler der gælder for spillet og sporten eksperimenterer digterjeget med at overføre til sin egen selvopfattelse og søgen efter identitet. Som eksempelvis i det smukke og enkle digt “Sprinteren 1”, hvor digtets jeg i første strofe lægger ud med at påtage sig en rolle som sprinter. Dernæst mytologiseres denne rolle, og til sidst afmonteres den som umulig, fordi den essentielt set er falsk: Den rene sprinter (læs: den rene model for identitetsskabelsen) findes ikke.

Flere digte

“Det er et hårdkogt æg
jeg piller skallen af
jeg spiser det
jeg kan godt lide æg…”
”Hvordan de ser ud”

Fra og med “Sportsdigte” finder Leth en stil som er enkel og cool. Det handler om at fjerne alle ornamenterne i sproget – ingen metaforer eller andre snørklerier. Leth beskriver selv sin æstetik i bogen “Historier om nyere nordisk litteratur og kunst” med ordene: “Jeg ser, hvad der sker; jeg ser, hvad der sker, hvis jeg gør det og det.” (side 43). Det handler for Leth om at registrere virkeligheden. Men ikke bare som en udenforstående forsker, man må gerne gå ind og være en medskaber. Til gengæld nytter det ikke noget at prøve at forklare eller fortolke det, man observerer. Meningen er ikke et element, som Leth arbejder med i sin digtning. Ej heller i sine film i øvrigt. Disse er først og fremmest observationer og ikke forsøg på at forstå eller fortolke noget. 

Det metafiktive digt “De trivielle dagligdags ting ” fra digtsamlingen “Hvordan de ser ud” (1987) handler om hvordan man ser – og hvordan man beskriver, hvad man ser – således at der kommer et digt ud af det: 

“De mest trivielle dagligdags ting

de mest trivielle dagligdags ting (aftørre skabe i køkkenet med våd klud) fortælles dramatisk (melodramatisk) med kamera – de dramatiske, spændingsmættede scener fortælles med uinter-

esseret, køligt kamera

alt er koreograferet sådan at man kan tænke på alt muligt andet undervejs.” 

De simple hverdagsting observeres og sættes ind i en kunstnerisk ramme – så har man et digt. Det handler om at aftvinge nuet et par enkle linjer. I “Historier om nyere nordisk litteratur” beskriver Leth, hvordan han ikke har noget politisk eller filosofisk program, han vil overbevise nogen om. I stedet drejer det sig om at “skrive i tomheden, at skrive fra de mest simple forudsætninger, man kan forestille sig: nemlig, at man sidder hér og prøver på at aftvinge øjeblikket nogle ord. Det er sådan set det, der foregår. Dét er et ritual, synes jeg. Og det er en måde at ritualisere virkeligheden eller sit liv på”. (side 45.)

Det er ofte de helt simple hverdagshandlinger, han sætter på digterisk form. Som i digtet “Det er et hårdkogt æg” fra samlingen “Hvordan de ser ud” (1987), hvor Leth beskriver helt nøgternt, hvordan han spiser et æg.

Film, cykelløb og andre essays

Ud over digtene er der et fyldigt prosaspor i Leths forfatterskab. Han har skrevet en række bøger om, hvordan hans film er blevet til. Blandet andet “Filmmaskinen” fra 1979. I denne bog præsenteres dokumenter fra arbejdet med mange af Leths film, bl.a. ansøgninger, researchrapporter, interviews plus diverse notater. Bogen er en underlig samling af effekter, men lader sig alligevel læse som et selvstændigt værk, der handler om idéer: Om at konceptualisere og beskrive en idé. Bogen er et møde med den kunstneriske proces. Et studie i hvorledes en idé bliver til et færdigt kunstværk. Det samme gentager Leth i bogen “Michael Laudrup – En film bliver til” fra 1993, der handler om arbejdet med hans film om den danske fodboldspiller.

Den gule trøje i de høje bjerge” (1995) er Leths bog om Tour de France og hans mange oplevelser med det legendariske cykelløb. Bogen består af en række små tekster, der handler om enkelte øjeblikke, episoder eller ryttere i løbet. Der er ingen kronologi, ingen udvikling eller overordnet forståelsesramme imellem de forskellige historier. Gyldendal ville meget gerne redigere i den heterogene tekst, men Leth nægtede dette og skrev et langt brev til forlaget, hvori han forklarede, hvorfor teksten blev nødt til at blive udgivet, som han havde indleveret den. Han skrev blandt andet: “Jeg ved godt det rummer grumsede materialer, en blanding af reportage, sekunddecimaler, refleksioner, erindringer, adjektiver (men ikke de værste), men hvad er der egentlig galt – rent kunstnerisk – ved at stille disse materialer over for hinanden.” Dele af brevet er gengivet i “Historier om nyere nordisk litteratur” (side 43). Leth fik det, som han ville have det, og den færdige bog understreger hans kunstsyn. Han vil ikke gøre stoffet lækkert og sammenhængende. Det disparate, tilfældige og fragmenterede er ofte tættere på virkeligheden end det bearbejdede.

Det uperfekte menneske

En anden prosabog fra Leths hånd er erindringsbogen “Det uperfekte menneske” fra 2005. Bogen er ligesom “Den gule trøje i de høje bjerge” opbygget omkring en række forskellige erindringer uden nogen stringent kronologi. Den starter dog med at beskrive barndommens landskab, som især er domineret af fascinationen af cykling og bordtennis. Men ellers springer den i tid, når den fortæller om det ene kunstneriske projekt efter det andet: Filmprojekter, digtsamlinger, rejser og kommentatorarbejde.

26394376

Ligesom hans filmbøger handler den meget om, hvilke kunstneriske ideer han har haft, og hvordan de er blevet ført ud i livet. Men erindringsbogen handler også meget om, hvilke valg han har foretaget i sit private liv, og hvilke konsekvenser disse valg har haft. Ofte har disse valg med kvinder at gøre. Sanseligheden og erotikken ligger som et grundvilkår i Leths omgang med verden, og der fortælles åbent om den ene forelskelse efter den anden – afbrudt af den ene skilsmisse efter den anden.  

Især Leths fascination af erotikken træder tydeligt frem i bogen, og der fortælles bramfrit om diverse erotiske erobringer. I Leths digte har det erotiske også altid fyldt meget, men her virker det anderledes ufiltreret, fordi der er konkrete navne bag. Det var da også denne direkte facon i skildringen af sex, der gjorde, at Leth fik en masse fjender. Især det lille afsnit “Kokkens datter”, hvor Leth fortalte om en seksuel relation, han havde haft til en syttenårig haitiansk pige, skabte furore i den danske offentlighed. Leth beskrev, hvordan der foregik en seksuel leg imellem de to, som var baseret på en magtrelation, hvor Leth som den hvide koloniherre havde en hævdvunden ret til at “tage” den unge pige, når han ville. Denne passage affødte en voldsom reaktion fra mange sider i det danske samfund efter, at Ekstra Bladet slog den op på forsiden med overskriften “Holdt 17-årig som sex-slave” ved siden af et stort billede af Jørgen Leth og billedteksten “Jeg tager kokkens datter når jeg vil. Det er min ret” (Ekstra Bladet, 2005-09-29) . 

Bogen blev en af de mest omtalte i Danmark i meget lang tid og førte en sædelighedsfejde uden sidestykke med sig. Erindringerne var ellers over en kam blevet positivt modtaget af den danske kritikerstand, men da først skandalen rullede, blev der lagt et enormt pres på Leths person. Politiken opfordrede på lederplads til at fyre Leth som honorærkonsul på Haiti og som cykelkommentator på TV2 (Politiken: “Liderbasse”. Leder i Politiken, 2005-10-06). Begge opfordringer blev fulgt, og Leth var i lang tid persona non grata i dele af den danske offentlighed.

Det gør ikke noget

”Efter den umærkelige dans
rejser hun sig og er klar
til at gå bort i regnen
en lørdag eftermiddag i Pisa
hun vender sig halvt og
nikker med et smil”
”Det gør ikke noget”

Leths digtsamling “Det gør ikke noget”, der udkom i 2006 efter skandalen, er ikke en slagen mands digte. Der er tværtimod masser af liv og kraft i den aldrende mands lyrik. Skandalen har ellers sat sig et par spor i digtene. Der spørges for eksempel til forskellige kulturers opfattelse af rigtigt og forkert i digtet “Hvad er forbudt her”. I digtet “Tiden gået i stå” undersøges den hvide koloniherres påståede ret til at tage sine ansattes døtre: 

“Hun er en dejlig slave

han nyder at hun er hans

han ejer hende

han vender hende om

så hun ligger på ryggen

og han knepper hende…” (side 100) 

26249821

Leth har åbenlyst ikke tænkt sig at lægge bånd på sin herremandserotik. Der er i digtene ingen tegn på, at han har kapituleret over for alle dem, der vil have ham ned med nakken. Han bliver ved med at lege med sort-slave/hvid-herre-balancen. For Leth er det en meget konkret leg med erotikken og sensualiteten. Nogle gange er det nok med antydninger som i digtet “Her i denne by”, hvor Leth sidder på en café og har en meget lavmælt og ordløs flirt med en fremmed kvinde, der sidder med ryggen til. Men selvom hun sidder med ryggen til kommunikerer de, fordi selv hendes ryg er veltalende, som det konstateres: 

”Efter den umærkelige dans

rejser hun sig og er klar

til at gå bort i regnen

en lørdag eftermiddag i Pisa

hun vender sig halvt og

nikker med et smil” 

Leth observerer og æstetiserer simple hændelser som et blik på en café. Han gør dem til sensuelle oplevelser ladet med en erotisk stemning.

Erindringsbogen “Det uperfekte menneske” indledes med dette gode råd fra en far til en søn: “At se. En fader siger til sin søn, inden denne drager ud på sin første udenlandsrejse: “Husk nu at bruge dine øjne, søn.” Sønnen skal bruge sine øjne til at se med. Han skal ikke glemme at se. Han skal opleve verden med sine øjne. Med sit syn.” (side 5). Han har gennem sin kunstneriske praksis gjort hvad hans far rådede ham til. Han har brugt sine øjne, han har set.

Guldet på havets bund

“Jeg skriver dette, mens jeg er i gang med at leve det.
Er alt, hvad jeg lever, da et materiale, jeg må bruge?
Dette er mit liv, jeg er i gang med at leve det.
Jeg skriver om det, mens jeg lever.”
“Guldet på havets bund”, s 415.

I 2007 kom anden del af Leths erindringer i bogen “Guldet på havets bund.” Her forsætter digteren med at fortælle om sit liv og om de mange mennesker, han har mødt på sin vej. Leth bruger meget plads på at beskrive skandalen med sine egne briller – et par år efter den værste storm har lagt sig. Desuden har han en række refleksioner over, hvordan Michael Rasmussen faldt i unåde med diverse dopingbeskyldninger og derfor måtte en forfærdelig tur igennem mediemøllen. Der er mange lighedspunkter mellem de to historier, og Leth bruger sagen til at understrege, hvor vigtigt det er at kende sine facts, før man offentligt fordømmer en person.

Leth fortæller også flere historier fra Haiti i anden del af sine erindringer. Han fortæller om de politiske spændinger, som der altid er mange af i den ustabile østat. Om kuppet på Aristide og om danske sømænd der bliver sat i fængsel af korrupte politi- og embedsmænd for løsepenge. Men det handler ikke kun om politik, menneskene på Haiti er stadig fascinerende for Leth. Således hører vi om en ung pige, der dør og vender tilbage som zombie, og vi hører også mere om forholdet til Dorothie, som er en Leths ekskærester på den lille ø. Leth fortæller, at han virkelig har fundet ro på denne mærkelige ø. Det er her, han vil bo resten af sit liv.

“Guldet på havets bund” er anlagt som en mere konventionel erindringsbog end “Det uperfekte menneske”. Man får her en fornemmelse af, at Leth har følt et behov for at skrive resten af sine historier ned, før det er for sent. Således er bogen mere end fortælling om, hvordan forskellige begivenheder fandt sted, end den er en iscenesættelse af et kunstnerliv. Iscenesættelsen af den geniale ener, som Erik Skyum-Nielsen kalder Leths projekt i erindringsbøgerne (Information, 2007-10-14), er mere udtalt i første del, fordi man her får oprullet hele barndommen.

Leth etablerer i bogen et billede af en mand, der har fuldstændig kontrol over de veje livet tager, eller også er det en mand, der formår at tilpasse sig lynhurtigt til nye begivenheder. En mand der eksempelvis ikke lader sig knække af en omgang prostatakræft. I stedet arbejder han videre, mens han er under behandling. Men mens kræften ikke formåede at knække ham helt, lagde den en dæmper på en central del af hans virke: hans libido. Men en gammel erotiker som Leth kan ikke blive slået ud af en omgang prostatakræft. Han bliver ved med at leve og med at opsøge nye udfordringer. På bogens sidste sider beretter han således om sin seneste erobring. Selve beskrivelsen er afmålt og nøgtern i sin stil, som alt andet han har skrevet. Men han reflekterer også over, hvad det vil sige at bruge sit eget liv som et grundstof i sin egen kunst. En refleksion over forholdet mellem liv og værk. En distinktion Leth igen og igen har forsøgt at opløse, således at værk bliver liv og liv bliver værk.

En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem

"[...]som vokset ud af asfalten eller af hjørnehusets massive mørke lyder en trompet, en god trompet, brudstykker af noget nedefra, men hvor?
Intet lys forråder hvor, men da jeg går rundt om huset, hører jeg pludselig latter stige op af en rist i fortovet.”
“En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem”, s. 43-44.

Teksterne i ”En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem” (2008) er skrevet mellem 1957 og 1966, hvor Jørgen Leth var jazzskribent for diverse magasiner og dagblade, og det er en blandet landhandel med kodeordet jazz, man præsenteres for. Artiklerne veksler mellem meget subjektive reportager fra jazzmiljøet i Paris til baggrundsartikler, interviews og nekrologer, hvor Jørgen Leth påtager sig en mere traditionel formidlerrolle som journalist. Et enkelt indledende digt og en tidlig novelle om Charlie Parker fra 1957 er der også blevet plads til blandt teksterne, som er udvalgt af Lars Movin, der også forsyner bogen med et 70 sider langt efterord.

Jørgen Leth er kun i begyndelsen af tyverne i 1957, og man kan mærke en ungdommelig fascination ved at være tæt på idoler som Bud Powell, Stan Getz og Oscar Petitford, og indimellem støder man i interviewene på smånaive og studentikose spørgsmål som ”Kender De Jack Kerouac?”

27466605

Ellers kan man tydeligt mærke Jørgen Leths observerende stil, der dog aldrig forfalder til blot at være decideret kølige iagttagelser. Leths indstilling til jazzen skinner konstant igennem i teksterne. Faktisk udkæmper Jørgen Leth i sine år som jazzskribent lidt af en kulturkamp. Bag skriverierne ligger en kamp for at ophøje jazzen fra let underholdningsmusik til kunst. Den unge jazzskribent plæderer for den besværlige og komplekse bebop frem for traditionel swing, og han er ikke bange for at fyre bredsider af mod jazzens konservative kræfter. Her viser den ellers umiddelbart så apolitiske og æstetisk indstillede Jørgen Leth sig pludselig som en radikal kulturkæmper: Kunst skal have kant, og vi må aldrig læne os tilbage og lade os døse hen i bedøvende, tandløs underholdning. Mennesket skal fremad.

Dette aspekt gør, at også folk, som måske ikke er brændende interesserede i gamle jazzkoryfæer som Jan Johansson, Stan Getz og Miles Davis, også kan finde en konflikt at fordybe sig i, svøbt i Jørgen Leths velskrevne jazzkritik.

Haiti – Kuppet, faldet, katastrofen

”Haiti er på en måde som et Døende Paradis. Haitianerne er blevet verdens spedalske. Urørlige. Dette folk med en bevidsthed om en gloriøs fortid som den første sorte republik efter det første velgennemførte slaveoprør mod Europas stærkeste magter. Nu en nation, som tigger om almisser...”
”Haiti – Kuppet, faldet, katastrofen”, s. 162.

Jørgen Leth har i årtier rapporteret fra Haiti til danske medier. Han har boet i landet i en lang årrække og ”Haiti – kuppet, faldet, katastrofen” (2010) er baseret på tidligere tekster. Bogens første del er den tidligere udgivne ”Historier fra Haiti. En Ø-stat i Caribien” (2000) om balladen om militærets kup mod den nyligt demokratisk valgte præst og folkehelt Aristide, der måtte flygte i eksil i 1991 for i 1994 at vende tilbage efter en amerikansk militærinvasion. Anden del omhandler tiden fra 2000-2005, og denne del af bogen er baseret på Jørgen Leths artikler i Weekendavisen, Politiken og Jyllands-Posten. Efter fra 1996 at have været afløst af René Préval indtog Aristide igen præsidentembedet fra 2001 til 2004, hvor han til sidst blev tvunget til at gå af på grund af folkelige opstande. Bogen er således med Aristide som centrum en bog om storhed og fald for præsidenten i den nordlige halvklodes fattigste land, en failed state, hvor den ludfattige befolkning er overladt til sig selv uden nogen form for hjælp fra offentlige institutioner.

28234236

Jørgen Leth dækker begivenhederne gennem en række subjektive reportager, interviews og essayistiske overvejelser. Med dybt kendskab og med en vis indforståethed beskriver han spillet om magten og samfundets strukturer med skarpe og ind i mellem humoristiske iagttagelser af livet blandt Haitis overklasse. Leth lægger ikke skjul på sin beundring for Aristide, den lille mands mand, men er heller ikke blind for den diabolske side af den venstreorienterede præst, der til sidst opførte sig som en Jesus-figur med en blodtørstig hob i ryggen.

Bogens undertitel indikerer, at den også omhandler jordskælvet i 2010, men læserne må nøjes med Jørgen Leths for- og efterord, som bærer tydeligt præg af at være skrevet kort efter den ufattelige naturkatastrofe. Her må Leth ty til bibelcitater for at beskrive det, han selv finder ubeskriveligt: ”Der er nogle, der kan fortælle, Jeg mærker, at jeg ikke kan endnu. Jeg var for tæt på. Har mistet grebet.” (s. 14). På trods af dette udsagn hæfter han dog en dækkende e-mail til ejeren af det sammenstyrtede hus, Jørgen Leth boede i indtil jordskælvet indtraf, ind i forordet, og i efterordet har han alligevel overskud til at se fremad og oven i købet med forsigtig optimisme.

 

Et hus er mere end en ting. Det uperfekte menneske/3

”Jeg oplever det som i slowmotion. Jeg ser en stor revne i gulvet med de blå keramikfliser, jeg ser en revne i loftet, jeg fatter stadig intet. Og nu er der pludselig stilhed. Jeg vågner op af lammelsen, da jeg hører en velkendt stemme råbe mit navn: 'Monsieur Jorgen, Monsieur Jorgen!'”
”Et hus er mere end en ting”, s. 17.

Den tredje af Jørgen Leths erindringsbøger om ”Det uperfekte menneske” skildrer de tragiske hændelser, som ramte Haiti i forbindelse med jordskælvskatastrofen i januar 2010, hvor op mod 200.000 mennesker mistede livet. I den første tredjedel af ”Et hus er mere end en ting” fra 2015 beskriver Leth alle de ting, han ikke var i stand til i særlig detaljeret grad at genfortælle i for- og efterordet til ”Haiti – Kuppet, faldet, katastrofen” fra 2010, hvor jordskælvet og dets følger stadig var for tæt på.

Jørgen Leth begynder efter et indledende digt med at erklære, ”at det er vigtigt at huske alt fra de dage, der indrammede det øjeblik, hvor et godt gennemprøvet hverdagsliv pludselig forsvandt” (s. 9), hvorefter han stykker en beskrivelse af dagene før og efter katastrofens indtræf sammen. Han bruger egne noter, producer Marianne Christensen, som var sammen med Jørgen Leth i de skæbnesvangre dage, han vender tilbage til gamle mails, han har sendt til journalister og bekymrede pårørende og får på den måde stykket en sammenhængende beretning sammen. Vi hører om de arbejdsomme dage inden skælvet (arbejdet med filmen ”Det erotiske menneske” var i fuld gang), vi får beskrevet katastrofen og evakueringen fra først Leths hjem og siden den FN-base, hvor han selv og resten af selskabet finder ly i de kaotiske dage omkring 12. januar 2010.

Den resterende del af bogen er klassisk Jørgen Leth: Møder med kendte venner og kunstnere, som ryster ham i hans grundvold (på den gode måde), nøgternt-æstetiske beskrivelser af restauranter, madvarer, jakkesæt og smukke (mørke) kvinder. Alt sammen beskrevet hudløst ærligt uden tanke på læserens indtryk af virkelighedens Jørgen Leth. Han beskriver f.eks., hvordan han blot vinker til sin haitianske kæreste, da han i jeep passerer hende få timer efter jordskælvet. Ikke noget med at spille helt her. I ”Et hus er mere end en ting” fremstår Jørgen Leth som en sårbar og egoistisk eksistens, som alligevel gennem sin konsekvente ståen ved sig selv formår at vinde læserens sympati over på sin side. 

Mine helte. Det uperfekte menneske/4

”En helt, det er én, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret. En helt kan også være en skurk, en særlig slem person, som spreder ondskab om sig.”
”Mine helte”, s. 9.

Som både digter, forfatter, sportskommentator og filmmager har Jørgen Leth gennem hele karrieren besunget sine helte. Det kan være i sportsdigte om f.eks. cykelrytteren Fausto Coppi, i filmiske portrætter af kunstnerikonet Andy Warhol, som spiser en burger eller i det terapeutiske møde med Marina Abramovic' kunst, som beskrevet i prosaform i ”Et hus er mere end en ting”.

Derfor er det oplagt, at Jørgen Leth sætter en hel bog af til ”Mine helte” i fjerde bind i serien om ”Det uperfekte menneske”. Formelt adskiller ”Mine helte” fra 2015 sig fra dets forgængere i ”Det uperfekte menneske” ved at være opdelt i mindre kapitler, et til hver af de i alt 47 helte, Leth har fundet plads til i bogen.

51761413

Der er de oplagte portrætter af de store helte, Leth ofte er vendt tilbage til. Det drejer sig om folk som de allerede nævnte Fausto Coppi og Andy Warhol samt jazzmusikere som Thelonious Monk og Chet Baker. Men også personlige venner fra både Danmark og Haiti har fundet vej til bogen. (Som regel kunstnere af en art. Jørgen Leths venner synes altid at ”være noget ved musikken”). Og så straks mere provokerende kontroversielt: Folk som Haitis diktator Francois ”Papa Doc” Duvalier har fået et kapitel ligesom juntalederen Raoul Cédras, som førte an i det blodige kup mod Haitis populære præsident Jean-Bertrand Aristide i 1991. Det må siges at være typisk Leth: Allerede i forordet har han gjort opmærksom på, at en helt ikke er en rollemodel, og kapitlet om juntachefen indledes da også: ”General Cédras er en af mine yndlingsskurke” (s. 140).

Der er dog en enkelt mere ydmyg person, som Jørgen Leth har skænket et kapitel i ”Mine helte”. Butleren og assistenten Beleque har fået et af de længere portrætter. Han var dog også manden, som reddede Jørgen Leth ud af sit hjem, inden det styrtede sammen under jordskælvet på Haiti 12. januar 2010. Jørgen Leth er dog ikke bleg for at gøre opmærksom på, at han ikke har udbetalt løn til sin redningsmand siden katastrofen. 

Det bliver ikke væk

”Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver/ ikke væk Jeg skriver det ned så er det der/ Så står det der Det behøver ikke være en blank side/ Det forsvinder hele tiden/ Det skal bare puttes på plads/ Det må ikke blive væk/ Og det er vigtigt at huske/ Tankerne er gode men de forsvinder/ De skal indfanges under glas, ligesom insekter/ Pilles fra hinanden ligesom insekter”

”Det bliver ikke væk”, s. 57.

Hvordan opleves det at ældes? Hvordan opleves det, når kroppen værker, og det ikke længere er en selvfølgelighed at kunne bevæge sig ubesværet? De spørgsmål og mange flere synes Jørgen Leth at have stillet sig i forbindelse med sin 14. digtsamling ”Det bliver ikke væk” fra 2019. Her møder vi den aldrende poet, som usentimentalt og skånselsløst gransker det tiltagende forfald, hans krop befinder i.

Værket består af to suiter, hvoraf første suite især kredser om det faktum, at Jørgen Leth ikke længere er så let til bens, hvilket fører til både resignation, frustration og angst. I digtet ”Det kan jeg få et tableau ud af” lyder det således lakonisk: ”Står vaklende, men tungt. Det er status for i dag” (s. 25), mens udfaldet i et andet digt er, at jeget styrter næsegrus til jorden, hvorfor det i et tredje konstateres at ”alt kan koges ind til angsten for at falde” (s. 12). Men selv midt i angsten bevarer Jørgen Leth et strejf af selvironi, idet han blandt andet fremhæver det nærmest latterlige i at måtte anstrenge sig for at holde sig oprejst: ”Centrifugalkraften. Jeg bruger den når jeg skal op af/ stolen. En koncentreret øvelse. Så står jeg der. Men trods/ alt på plads./ Jeg løfter min røv og svinger den rundt. Lidt svimmel./ Men jeg står.” (s. 25).

46470346

Hvor første del således koncentrer sig om det fysiske forfald, kredser Leth i anden suite i højere grad om det mentale forfald, som alderdommen har ført med sig. I flere af digtene beskrives det, hvordan kronologi, tid og sted har det med at forskyde sig og spille puds med den aldrende hjerne, mens forfaldet helt bogstaveligt indfinder sig i andre digte, hvor ord og bogstaver simpelthen falder ud: ”Jeer i tal vildrede/Hvad sal jeg gre” (s. 44).

På et overordnet plan handler samlingen også om at genbesøge et livsværk og den besættelse, det kan blive at gøre status og dokumentere det hele inden det endeligt er forbi. Formmæssigt er samlingen ligeledes umiskendeligt ”lethsk” al den stund at Leth trods de tunge emner har bibeholdt sin nøgterne stemme og med sædvanlig sproglig konkretion maler det observerede frem. 

Genrer og tematikker

En af Jørgen Leths mest berømte dokumentarfilm, “Det perfekte menneske” fra 1967, viser et menneske i færd med at udføre helt normale hverdagshandlinger. “Sådan hopper det perfekte menneske” siger speaken, mens man ser billeder af et menneske, der hopper. På samme måde undersøger Leth de helt simple menneskelige handlinger i sine digte. Der ligger i Leths evige tilbagevenden til dette beskrivende tema en erkendelse af, at kunsten kun kan bruges et stykke ad vejen til at sige noget centralt om mennesket og menneskets eksistens. Hvis man viser, hvordan et menneske hopper eller skriver et digt om, hvordan et menneske spiser et æg, har man gjort, hvad man kunne. Man kan ikke trænge længere ind i menneskets sjæl uden at formulere en fortolkning, som kan vise sig at være forkert. Kunsten må aldrig blive pædagogisk og autoritær. Derfor bliver Leth udenfor. Han beskriver overfladen, det man kan se med det blotte øje. Alt det andet overlader han til psykologer og filosoffer. 

Hvis man kun vil beskrive det overfladiske uden at fortolke, bliver man nødt til at have et sprog, der på samme måde er transparent. Leth har fra “Sportsdigte” og frem perfektioneret et sådant iagttagende sprog, der er blottet fra alle ornamenter. De fleste af Leths digte er beskrivelser af noget, han har iagttaget. I et sprog der på samme måder beskriver uden at tilføje ekstra lag. Der er ingen metaforer eller skjulte betydninger i hans digte. Det interessante er at iagttage det værende – ikke at skabe fiktioner.

Leth har som kunstner altid været optaget af at gøre hverdagsbegivenheder til kunst. Hans digte og film har sat form på helt trivielle handlinger, og forsøgt at indskrive dem som elementer i et kunstværk. På bagsiden af “Det uperfekte menneske” står der, at Leth: “… har sans for at gribe livets æstetiske og erotiske muligheder og de sublime øjeblikke, det være sig i en bordtennis-kamp, et digt, et filmklip, en klaversolo, en massespurt, et samleje…” Leth har levet sit liv som et sanseligt menneske, og han har æstetiseret hverdagen således, at det levede liv bliver til et kunstværk. Om dette så giver en lov til at træde et stykke over den danske seksualmoral, når man bor på en ø-stat i Caribien, må være op til den enkelte at dømme.

Der er i princippet ingen forskel på, om Leth skriver til en avis eller en digtsamling. Han forsøger stadig at beskrive, hvad han ser. Han vil ikke bare formidle fakta, men også alt der ligger omkring: stemninger, lugte, farver, følelser og så videre. På den måde bliver artiklen til et digt. Et digt registrerer virkeligheden og sætter den på form.

Beslægtede forfatterskaber

Denne fokus på overfladen og det beskrivende deler Jørgen Leth med de forfattere, der også kom ud af kredsen ved tidsskriftet ta’. For eksempel er Vagn Lundbyes roman “Nico” fra 1969 en ‘pop-bog’ der blander krimi, porno, konkretpoesi, montage, højt og lavt. En overfladebog, der dyrker det heterogene og ikke leverer en enslydende fortolkning.

Med tiden er Leths digte blevet mindre vilde og mere registrerende og på den måde deler han sprog med den store bølge af minimalistisk halvfemserlitteratur. Helle Helle, Christina Hesselholdt og Pia Juul dyrker alle et sprog, der er blottet for forskønnelser. Et sprog, der beskriver og lader læseren om at bearbejde indtrykkene. Men Leth har dog aldrig, som disse minimalister, udfoldet sig i romaner. Han er blevet ved digtene, journalistikken, filmene og erindringerne.

 

Bibliografi

Digte

Leth, Jørgen:
Gult lys. Gyldendal, 1962.
Leth, Jørgen:
Kanal. Gyldendal, 1964.
Leth, Jørgen:
Sportsdigte. Gyldendal, 1967
Leth, Jørgen:
Lykken i ingenmandsland. Gyldendal, 1967.
Leth, Jørgen:
Glatte hårdtpumpede puder. Gyldendal, 1969.
Leth, Jørgen:
Eventyret om den sædvanlige udsigt. Gyldendal, 1971.
Leth, Jørgen:
Det går forbi mig. Gyldendal, 1975.
Leth, Jørgen:
Hvordan de ser ud. Gyldendal, 1987.
Leth, Jørgen:
Billedet forestiller. Gyldendal, 2000.
Leth, Jørgen:
Samlede digte. Gyldendal, 2002.
Leth, Jørgen:
Han er nu malet blå. 2004. Digte til musik. Musik Abdullah S og Jonas Engberg. Idé og tilrettelæggelse ved Jesper Ravn. Exlibris Musik, 2004.
Leth, Jørgen:
Det gør ikke noget. 2006.
Leth, Jørgen:
Hvad er det nu det hedder. Gyldendal, 2011.
Leth, Jørgen: Det bliver ikke væk. Gyldendal, 2019.

Prosa

Leth, Jørgen:
Det er ligesom noget i en drøm. Hans Reitzels Forlag, 1976. Essays.
Leth, Jørgen:
Filmmaskinen. Hans Reitzels Forlag, 1979. Essays.
Leth, Jørgen:
Traberg. Gyldendal, 1990. Roman.
Leth, Jørgen:
Jeg leger at jeg kan alting. Brøndum, 1991. Børnebog.
Leth, Jørgen:
Michael Laudrup – En film bliver til 1993. Essays.Hans Reitzels Forlag, 1993.
Leth, Jørgen:
Hundene gør. Kup i Haiti. Artikler. Information/Tiderne Skifter, 1994.
Leth, Jørgen:
Den gule trøje i de høje bjerge – Beretning om Tour De France. Gyldendal, 1995. Essays.
Leth, Jørgen:
Historier fra Haiti – en ø-stat i Caribien. Artikler.Informations forlag, 2000.
Leth, Jørgen:
Det uperfekte menneske. Bind 1: Scener fra mit liv. Erindringer. Gyldendal, 2005.
Leth, Jørgen:
Det uperfekte menneske. Bind 2: Guldet på havets bund. Gyldendal, 2007. Erindringer.
Leth, Jørgen:
En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem. Tekster om jazz. 2008. (78.9063)
Leth, Jørgen:
Tilfældets gaver. Tekster om at lave film. Gyldendal, 2009 (99.4 Leth, Jørgen)
Leth, Jørgen:
Det er derfor de knepper så meget i dette land – og andre eksistentielle overvejelser. Mailkorrespondance med Morten Sabroe. Politikens Forlag, 2009. (99.4 Leth, Jørgen).
Leth, Jørgen:
Haiti. Informations Forlag, 2010.
Leth, Jørgen:
Det uperfekte menneske. Bind 3 : Et hus er mere end en ting. Gyldendal, 2012.
Leth, Jørgen:
Kunsten at gå på gaden. Gyldendal, 2012.
Leth, Jørgen:
Fra et sted til et andet : Tour de France 2014. Gyldendal, 2014. (79.66).
Leth, Jørgen:
Det uperfekte menneske. Bind 4 : Mine helte. Gyldendal, 2015.
Leth, Jørgen: Men jeg er her jo. Gyldendal, 2017. Erindringer.

Film af Jørgen Leth (udvalgte)

Stopforbud. 1962,
Det perfekte menneske. 1967.
Livet i Danmark. 1971.
Stjernerne og vandbærerne. 1974.
En forårsdag i helvede. 1976.
At danse Bournonville. 1979.
66 scener fra Amerika. 1982.
Udenrigskorrespondenten. 1983.
Michael Laudrup – en fodboldspiller. 1993.
Haiti, uden titel. 1996.
Nye scener fra Amerika. 2003.
De fem benspænd. Sammen med Lars von Trier, 2003.
Aarhus. 2005.

Om forfatterskabet

Brostrøm, Torben & Winge, Mette (Red.): Danske digtere i det 20. århundrede – Bind 5. 1982.
Skyum-Nielsen, Erik: En mand og hans stil : Jørgen Leths kortfilm. Bogens verden. – Årg. 71, nr. 6 (1989).
Dalgaard, Martin: Trivialiteternes magi. 1992. Interview med Jørgen Leth i: Press. 1992, – Nr. 80/81. – S. 66-73.
Birkvad, Søren: Verden er Leth – en bog om Jørgen Leths film og forfatterskab. 1992.
Tejlgaard Olesen, Inger: Zen og kunsten at opløse sig selv: om Jørgen Leths "Sportsdigte."1997. I: Synsvinkler 17, 1997, s. 102-18.
Leifer, Anders: Også i dag oplevede jeg noget: samtaler med Jørgen Leth. 1999.
Mai, Anne-Marie (Red.): Danske digtere i det 20. århundrede – Bind II. 2001.
Dahl, Christian: Undersøgelse af en fascination. Interview i Information 2002-06-27.
Pilgaard Johansen, Poul: Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde. 2005.
Kenan Seeberg: “Holdt 17-årig som sex-slave”. Artikel i Ekstra Bladet, 2005-09-29.
Politiken: “Liderbasse”. Leder i Politiken, 2005-10-06.
Hebsgaard, Thomas: 70 år i hælene på sin egen nysgerrighed. Fødselsdagsinterview i Information 2007-06-14.
Wichmann, Jonathan: Leth og kedsomheden. 2007.
Skyum-Nielsen, Erik: “Den geniale ener”. Anmeldelse i Information 2007-10-14.
Sørensen, Rasmus Bo: Det iscenesatte liv. Opsummering af dagbladenes anmeldelser af “Guldet på havets bund.” Information, 2007-11-17.
Poulsen, Inge: Jørgen Leth og bekendelsens problem. Om nutidens selvfremstillinger med særlig fokus på ”Det uperfekte” menneske. 2009. (99.4 Leth, Jørgen) bibliotek.dk
Fugl Thøgersen, Andreas: Jeg har lyst til at vende tilbage til alting : 80 scener fra Jørgen Leths liv. Gyldendal, 2017. (99.4). bibliotek.dk
En oversigt over de vigtigste priser og legater Jørgen Leth har fået. Søg efter Jørgen Leth.
“Jørgen Leth er nu malet blå!” Anmeldelse af Jørgen Leth: Samlede digte, 2002 fra kulturtidsskriftet Sentura.
Samlet oversigt over Jørgen Leths værker.
Portræt af forfatteren.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jørgen Leth

Kilder citeret i portrættet

Mai, Anne-Marie og Anne Borup (ed.): Historier om nyere nordisk litteratur og kunst.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Anders Olling.