Det bliver ikke væk

Citat
”Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver/ ikke væk Jeg skriver det ned så er det der/ Så står det der Det behøver ikke være en blank side/ Det forsvinder hele tiden/ Det skal bare puttes på plads/ Det må ikke blive væk/ Og det er vigtigt at huske/ Tankerne er gode men de forsvinder/ De skal indfanges under glas, ligesom insekter/ Pilles fra hinanden ligesom insekter”

”Det bliver ikke væk”, s. 57.

Hvordan opleves det at ældes? Hvordan opleves det, når kroppen værker, og det ikke længere er en selvfølgelighed at kunne bevæge sig ubesværet? De spørgsmål og mange flere synes Jørgen Leth at have stillet sig i forbindelse med sin 14. digtsamling ”Det bliver ikke væk” fra 2019. Her møder vi den aldrende poet, som usentimentalt og skånselsløst gransker det tiltagende forfald, hans krop befinder i.

Værket består af to suiter, hvoraf første suite især kredser om det faktum, at Jørgen Leth ikke længere er så let til bens, hvilket fører til både resignation, frustration og angst. I digtet ”Det kan jeg få et tableau ud af” lyder det således lakonisk: ”Står vaklende, men tungt. Det er status for i dag” (s. 25), mens udfaldet i et andet digt er, at jeget styrter næsegrus til jorden, hvorfor det i et tredje konstateres at ”alt kan koges ind til angsten for at falde” (s. 12). Men selv midt i angsten bevarer Jørgen Leth et strejf af selvironi, idet han blandt andet fremhæver det nærmest latterlige i at måtte anstrenge sig for at holde sig oprejst: ”Centrifugalkraften. Jeg bruger den når jeg skal op af/ stolen. En koncentreret øvelse. Så står jeg der. Men trods/ alt på plads./ Jeg løfter min røv og svinger den rundt. Lidt svimmel./ Men jeg står.” (s. 25).

46470346

Hvor første del således koncentrer sig om det fysiske forfald, kredser Leth i anden suite i højere grad om det mentale forfald, som alderdommen har ført med sig. I flere af digtene beskrives det, hvordan kronologi, tid og sted har det med at forskyde sig og spille puds med den aldrende hjerne, mens forfaldet helt bogstaveligt indfinder sig i andre digte, hvor ord og bogstaver simpelthen falder ud: ”Jeer i tal vildrede/Hvad sal jeg gre” (s. 44).

På et overordnet plan handler samlingen også om at genbesøge et livsværk og den besættelse, det kan blive at gøre status og dokumentere det hele inden det endeligt er forbi. Formmæssigt er samlingen ligeledes umiskendeligt ”lethsk” al den stund at Leth trods de tunge emner har bibeholdt sin nøgterne stemme og med sædvanlig sproglig konkretion maler det observerede frem.