Martin Larsen

Martin Larsen blev født den 12. august 1969 og havde en opvækst som de fleste andre danskere på den tid. Teenageårenes krise bragte ham i favnen på litteraturen, da han måtte sætte ord på de spirende følelser og det fremvoksende selv. Som 27-årig blev han optaget på Forfatterskolen i København, og to år efter debuterede han med “Tabula rasa”, en samling digte der udkom, ikke i en bog, men på en diskette. Samme år, i 1997, blev han færdiguddannet fra Forfatterskolen. Årene på skolen har på mange måder været formende for Larsens liv, da mange af hans bedste venner stødte til her. Også mødet med skolens grundlægger, Poul Borum, i 1995, har haft stor betydning: “han var den store port udad mod samtidig litteratur i andre kroge af verden. Men også bagud historisk. Jeg fik arbejde hos Poul Borum som altmuligmand, det vil sige først og fremmest gik jeg og satte bøger på plads i hans bibliotek. Og det var bøger, man ikke kunne finde på hovedbiblioteket og i boghandlere.” (Thomas Hvid Kromann: Virtuelle danskere on demand, Den blå port nr. 79, 2008, s. 37 -38).

Interessen for udenlandsk litteratur er tydelig både i Larsens eget forfatterskab, men også i hans arbejde som oversætter af især amerikansk litteratur. Larsen fungerede desuden som kritiker ved Dagbladet Information og ved det netbaserede litteraturtidsskrift litlive.dk. Martin Larsen fremhævede selv det at anmelde som en vigtig del af det at være forfatter: “det er en del af det at beskæftige sig med litteratur, at man tænker over, hvad man har læst og forsøger at formulere, hvad man tænker. På en vis måde synes jeg næsten, at kritikken er den allermest centrale litterære virksomhed; det at fremgrave mening af de nogle gange uforståelige værker, forfatterne har fyldt verden med.” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24). 

I 2000 overtog Martin Larsen sammen med fire andre forfatterskoleelever forlaget Basilisk efter Per Aage Brandt, der sammen med Carsten Juhl og Otto Pedersen havde grundlagt forlaget i 1982. Udgivelsesprofilen dengang som nu er et ønske om at bringe udenlandske forfattere frem i lyset ved at oversætte værker, der ellers ikke ville blive oversat. I et interview fra 2001 fortæller de nye redaktører om hvordan de fik overdraget forlaget af Per Aage Brandt, der ikke længere magtede at tage sig af de mange rudekuverter, der hobede sig op: ”Han tilbød os forlaget, hvis vi overtog rudekuverterne og satte dem i orden. Og så besluttede vi at tage kufferten.” På spørgsmålet om hvad de nye forlagsejere havde brugt det første år med forlaget på, svarer Martin Larsen lakonisk: “Vi har åbnet rudekuverter” (Rune Lykkeberg: Nyt liv til lille forlag. Information, 2001-02-03). I flere år hang der et opmuntrende og selvironisk citat på døren ind til forlagets lokaler i Nansensgade: “Jeg tror den kommer til at sælge”. 

Martin Larsen fik i 2008 Statens kunstfonds treårige arbejdslegat, hvilket af blandt andet litteraturanmelder Lars Bukdahl blev fremhævet som en sejr for den eksperimentelle litteratur: “hvis jeg virkelig skal pege på en nyhed, så er det, at man har besluttet sig for at anerkende Martin Larsens yderligtgående eksperimenter som et forfatterskab - for det er der mange traditionelle litterater, der ikke ville” (Rasmus Bo Sørensen: Hæder til litterære eksperimenter. Information, 2008-05-15). 

Det oplagte spørgsmål at stille en forfatter, der lige har udgivet en kontrafaktisk selvbiografi betitlet: “Hvis jeg var kunstner” er selvfølgelig, hvad han ville være, hvis han ikke var forfatter. Til det svarede Larsen: ”Så ville jeg jo ikke være mig men en anden person.” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24). 

Martin Larsens “Hvis krigen kommer” fra 2003 er en 36 siders pdf-udgivelse, der ligger til gratis download på forfatterens blog. Den er en slags remix af en gammel informationsfolder med samme titel udsendt fra statsministeriet i 1962. Larsen har taget indhold fra den gamle folder, blandt andet opsætning, tekststykker, billeder og titel, men har også tilføjet tekst selv, for eksempel et forord og øjenvidne beretninger fra Halabja, Hiroshima og Amariyah.

 Beretningerne er placeret i dialog med den oprindelige oplysningstekst. Afsnittet om atombomben følger således efter afsnittet om Hiroshima, på samme måde spejles teksten om Halabja: “Der var en sød lugt som af æbler” (side 11), med afsnittet om krigsgas: “Sennepsgas kan lugte i retning af sennep eller peberrod” (side 12). Øjenvidneberetningerne giver ofte temmelig grumme billeder af krig, for eksempel sammenlignes resterne fra angrebet i 1991 på blandt andet et beskyttelsesrum fyldt med sovende børn i byen Amariyah, med klassiske collager af malings aftryk af børnehænder og fødder, der typisk hænger i børnehaver og hjem: “Køjerne brændte væk under dem og stumperne af deres arme og ben faldt til jorden, men deres små hænder og fødder blev på en eller anden måde forstenet og blev siddende.” (side 28).

Denne tekst står i umiddelbar forlængelse af et længere, sagligt afsnit om beskyttelsesrum, konstruktionen, provianteringen og niveauet af sikkerhed i forskellige typer af beskyttelsesrum. Øjenvidneberetningerne adskiller sig altså fra den øvrige tekst gennem sprogbruget. Der er noget ufrivilligt poetisk over beskrivelserne, hvilket understøttes af opsætningen, der minder om digte. Beretningerne spejler altså det faglige og distancerede skrift om krig i den kaotiske og subjektive oplevelse af faktisk krig. I forordet til “Hvis krigen kommer” fortæller Larsen, at han har fundet folderen i en skuffe i et bord, som han arvede efter sin mormor og morfar. Hæftet viser tydeligt, hvordan en given tekst er afhængig af den tid, den udkommer i. Da det oprindelige hæfte udkom i 1962 var den et alvorligt ment informationshæfte skrevet ind i frygten for en atomkrig mellem øst og vest. Genoptrykt i 2003 ser truslen om krig anderledes ud. Men som Larsen afslutter sit forord med at skrive, så “indeholder pjecen stadig masser af faktuelle oplysninger, som alle bør kende. Hvis krigen kommer.” (side 1). Nogle ting er universelle og rækker ud over tid og sted, der iblandt frygten for krig og behovet for oplysning.