En forfatter, der debuterer med en diskette fuld af digte, er tydeligvis en forfatter, der tager sin udgivelsespraksis alvorligt. Flere af Martin Larsens værker arbejder da også med spørgsmålet om, hvad vi overhovedet forstår ved ‘en bog’, eller hvordan vi konkret læser et værk. “Svanesøsonetterne” består for eksempel af 60 sammenkrøllede stykker papir. Det giver for det første 60 mulige begyndelser på værket, alt efter hvilket papir læseren først tager op, men det giver også en træghed i læsningen, der er helt anderledes end den lethed, hvormed man normalt bladrer i en bog.
På samme måde besværliggøres læsningen af “Monogrammer” også, når man er nødt til først at finde værket, der ikke er trykt i mere end syv eksemplarer, og dernæst at skulle gennembladre alle 5.984 sider for at finde de 165, der faktisk er produceret af Larsen selv – i gængs forstand i hvert fald. Man kan altså ikke gå til de to værker med de læserstrategier, man normalt benytter.
Larsen siger selv om bøger, der eksperimenterer med deres form: “Der er altså bøger som insisterer på deres objektkarakter. … Det er fint nok, men man må spørge – og hvad så? Og her er pointen, at den specifikke fysiske form determinerer måden man læser på. Jeg vil gerne have at mine bøger skal være smukke objekter, men jeg er dybest set mere interesseret i at de bliver interessante funktionelle objekter, det vil sige funktionelle i forhold til læsningens fænomenologi. Hvad er det for en mekanisme der går i gang i det øjeblik en læser samler bogen op og begynder at interagere med den både fysisk og mentalt, både med fingrene og med den læsende fantasi?” (Thomas Hvid Kromann: Virtuelle danskere on demand. Den blå port nr. 79, 2008).
En af effekterne ved Larsens bøger er, at de helt banalt tilskynder en glæde ved litteraturen. Det er sjovt at skulle rode sig igennem Rigsarkivæsken med “Svanesøsonetterne” i, og det er spændende at skulle bevæge sig hen i en fremmed boghandel for at gå på opdagelse i kæmpeværket “Monogrammer”. I “Hvis jeg var kunstner” er objektiveringen en anden end i de to nævnte værker. “Hvis jeg var kunstner” lægger op til en almindelig lineær læsning, men sidst i bogen remses alle de medier op, som værket har været igennem, før det blev en bog – for eksempel: “Denne bogs 25.000 ord er skrevet med en sheaffer fyldepen, derefter skrevet igen på en iMac G4 ... trykt på 300g Munken Lynx af Narayana Press” (s. 180). Det tjener i høj grad til at pege på bogen som objekt, og det er også med til at stille Larsens gennemgående relativering af sin rolle som kunstner i relief. Bogen er her jo, og den er et objekt og vel derfor også et kunstværk.