Noter til det mere perfekte liv

Citat
“Lille, utrolig sød (somalisk?) stærkt
skelende pige i bussen.
Tanker om en bog.
Blomster i håret.
Gråvejr.
11.57”
Martin Larsen: “Noter til det mere perfekte liv”, side 45.

Digtsamlingen “Noter til det mere perfekte liv” fra 2009 består af digte skrevet efter en række regler, som den franske digter Jacques Jouet har nedfældet for den særlige genre Metrodigte. Reglerne er som følger: Digtene skrives under en rejse med metroen, der må ikke skrives, mens toget kører, der må ikke tænkes, mens toget holder stille, og den sidste linje skal skrives på perronen, man stiger af på. Det betyder blandt andet, at metroens rutiner bestemmer digtenes form. Martin Larsen kørte hver dag på arbejde fra Nørreport station til Lindevang station. Det giver fire stop: Forum, Frederiksberg, Solbjerg og Lindevang og dermed fire linjer i hvert digt, næsten i hvert fald. Desuden bestemmes længden på linjerne af den mængde tid, metroen bruger på hvert stop. Mange af digtene kommer derfor meget naturligt til at handle om de personer, grimme, smukke, sjove og snakkende, som Larsen sidder ved siden af, kikker over skulderen, smuglytter til eller lader sig irritere over: “Hvad fanden laver alle de barnevogne?/ Hvorfor fanden sidder du og fløjter Jingle / Bells i 30 graders varme?/ Hvorfor venter du ikke med det der til du / kommer hjem? / Hvad fanden glor du på?” (side 23).

Digtene er ordnede i to perioder, den første strækker sig fra juni til august og den anden fra november til december. Arbejdet på Krydsordforlaget, som Larsen hver dag tager metroen til, ændrer sig mellem de to perioder fra arbejdet med at konstruere alfabetiske lister til at overføre disse lister til en database uden alfabetisk orden. Dette skift i arbejdsrutiner sætter også spor i digtene, der i anden halvdel ikke længere har en “alfabetisk understrøm”, som Larsen selv kalder det i efterordet. “Noter til det perfekte liv” arbejder altså med, hvad regler, rutine og fysiske rammer gør ved digte, for eksempel den kropslige registrering af togets stop ved stationen, der på en gang varsler et opbrud på rejsen, og en begyndelse på en digtlinje. I en længere tekst skrevet på tid på Dolores Kaffebar ved Nørreport station reflekterer Larsen over skriveprocessen: “Det er godt/ at have faste rammer. Disse/ digte afspejler livets faste rammer. / Arbejdslivet, det almindelige liv. / Poesien påstår nogen gange / at den er det Andet, det, / der ikke er det almindelige liv. / Poesien bryder sig ikke om det/ almindelige liv. Det er fyldt/ med klokkeslæt og transport.” (side 113). Ironisk nok udspringer poesien alligevel netop af hverdagen, af rutinerne og omhandler ofte samme. Det ene er så afgjort afhængig af det andet.